BAG DET GAMLE JERNTÆPPE – På deres rejse i den tidligere kommunistiske verden er journalisterne Anne Haubek og Thomas Ubbesen kommet til den østtyske by, Treuenbritzen, hvor byens borgere har gode minder fra tiden i DDR. Trygheden var større og fælleskabet stærkere dengang, lyder det.
DDR: TRYGT, GENNEMSNITLIGT, FORUDSIGELIGT – OG SLET IKKE SÅ DÅRLIGT
Er livet bedre i dag end i DDR-tiden? Svaret turde være indlysende, men borgmesteren, sadelmageren og radiomekanikeren skal bruge tid her, man tænker sig længe om.
De er alle tre født og opvokset i Treuenbritzen, en ganske anonym og stille by ude i det østtyske Brandenburg – og de har gennemlevet omkring halvdelen af deres liv under ”den reelt eksisterende socialisme”.
Vi møder dem i sadelmagerens lille kontor på hans værksted i udkanten af byen, hvor der lugter godt af læder og frisklavet kaffe.
”Det er anderledes nu, det er klart. Jeg vil ikke sige, at det er bedre, men anderledes er det unægteligt. Det er fint nok, jeg er tilfreds. Men jeg var heller ikke utilfreds under DDR-tiden,” siger sadelmager Uwe Mauer.
I DDR-tiden var samfundet dejligt og trygt forudsigeligt,” siger borgmesteren, uden han dog på nogen måde ønsker sig tilbage til dengang. Nostalgiker er han ikke.
Radiomekaniker Hermann er enig:
”Man havde jo egentlig alting dengang, så vidt det var muligt.”
Og borgmester Michael Knape er glad for, at han lever med to forskellige slags erfaringer i dag:
“Vi glemmer tit, at der også var gode ting i vores liv dengang.”
De var unge i byen i 1970’erne og 80’erne, medlemmer af FDJ (Freie Deutsche Jugend), Tysklands Socialistiske Enhedspartis ungdomsorganisation – det skulle man jo være, fortæller borgmesteren og smiler.
Man holdt fester, blev forelsket og lavede ungdomsarbejde og så var man tvangsindlagt til lange kedelige taler om den store socialistiske drøm. Men det tog vi med – sådan var det jo bare, siger de samstemmende.
Livet udspillede sig mellem to verdener
DDR havde et allestedsnærværende meddelersystem, men også det levede de afslappet med.
”Når der var nogen fra partiet tilstede, så sørgede vi for at sige det, de forventede, husker borgmesteren. Og man vidste godt, hvem der var meddelere for systemet, så man passede bare lidt på”, tilføjer Uwe.
”Man indrettede sig, og når man var sammen med sine venner, så var vi mere optagede af, hvordan det gik med JR Ewing i det seneste afsnit af Dallas end, hvordan det stod til med Eric Honecker.”
”Egentlig var der to verdener i DDR – en officiel – som hyldede den store socialistiske stat – og en anden, når man var privat.
Så gjorde vi faktisk grin med det – der var mange vittigheder om partiet, om den politiske ledelse, selvfølgelig tænkte man lige på, om der var nogen uønskede som lyttede med – men hvis man ikke direkte kom i karambolage med systemet, var det ufarligt at gøre grin med det. Gennemsnitstyskeren, Otto Normalverbraucher, var ikke interessant for myndighederne.”
Det er deres alder, der får dem til at tænke mere over, hvad de første 30 år af deres liv i det kommunistiske Østtyskland dybest set har betydet for dem. De er glade for deres frihed i dag, de kan rejse som de vil, men deres hverdag er meget anderledes nu. Intet er givet, og man skal selv skaffe sig et liv.
“Sådan er kapitalismen jo,” siger Uwe sadelmager.
”I DDR-tiden var samfundet dejligt og trygt forudsigeligt,” siger borgmesteren, uden han dog på nogen måde ønsker sig tilbage til dengang. Nostalgiker er han ikke. Men der var en kurs, og man kunne stole på, at den blev holdt. I dag er det hele meget mere op til det enkelte individ. Man er absolut ikke sikret en bolig eller et job for eksempel.
Hermann og Uwe er enige. De er begge håndværksmestre og har oplevet, hvordan det er at skulle klare sig på det nådesløse kommercielle marked.
”DDR-tiden hjalp vi små håndværksmestre hinanden. I dag er vi i kunde-forhold til hinanden, dengang var man kolleger. Det var et udpræget mangelsamfund, derfor udviklede det sig til en kunst at bytte med hinanden.”
Der var mere sammenhold dengang, er der klar enighed om i sadelmagerens kontor – men det var sammenhold affødt af nødvendighed, for i DDR manglede man – borger som stat – og lige som i de andre lande i den kommunistiske blok praktisk taget alt. Folk skulle vente evigheder både i køer og på ventelister for at få det, de havde brug for. Små som store ting.
En fornemmelse af tab
Lige efter murens fald gik sammenholdet i den lille by fuldstændigt fra hinanden.
Folk blev så optaget af sig selv og hypnotiseret af de muligheder, der nu pludselig bød sig – og i dag er det hele, samfundslivet, det private, blevet meget mere overfladisk. Det sammenhold savner de tre mænd i dag. Noget vigtigt er gået tabt.
”Nu har alle muligheder og derfor ikke så meget brug for hinanden. Dengang havde vi ikke så mange individuelle muligheder,” siger Hermann radiomekaniker.
Hvis man skal knokle sig selv halvt ihjel for at tjene de penge, der skal til – hvad er det så for en frihed, man har?
For de to håndværksmestre medførte den nye tid store omvæltninger, men også nye muligheder. Mange af byens små virksomheder kunne ikke overleve omstillingen.
”Vi plejede jo at producere og levere vores varer på den samme måde til alle, nu kom alle pludselig med hver deres individuelle ønsker. De begyndte at se reklamer for alt muligt, som de så ville have. For os var det helt nyt, det var kapitalismen,” siger Uwe.
Det var udfordrende og gav nye muligheder, men i dag er konkurrencen på det globaliserede marked så hård, at han virker en smule opgivende. Der skal stor energi til, hvis man skal klare sig internationalt. Han trækker lidt på skulderen. Måske skal man bare lade det være op til de nye generationer.
Hvad med friheden?
Borgmester Michael Knape, der har stået i spidsen for sin by i 17 år, forsøger at holde nogle af de gamle erfaringer fra DDR-tiden i hævd – som f.eks. den kreativitet som de alle tre priser – den kreativitet, der automatisk fulgte med at være et mangelsamfund.
Borgmesteren – der nu er partiløs men tidligere var i det liberale parti FDP – siger, at han ikke vil acceptere, at ting ikke kan lade sig gøre, bare fordi man ikke har mange penge.
”Det bare at kunne gå hen i en forretning og købe noget – det er jo kedeligt! Det er meget mere spændende at få øje på noget, som man ikke har råd til, og så finde ud af, hvordan man alligevel kan få det. Det er en god erfaring at have med fra DDR-tiden.”
Egentlig var der to verdener i DDR – en officiel – som hyldede den store socialistiske stat – og en anden, når man var privat
Nu er der snart gået 30 år med frihed. ”Frihed”? Hvad er det så for dem?
For Uwe er det et dilemmafyldt begreb:
”Ja, nu kan vi rejse, lige hvorhen vi vil i verden. Men for at rejse, skal man have penge, og mange mennesker har ikke den slags beløb i disse tider. Og hvis man skal knokle sig selv halvt ihjel for at tjene de penge, der skal til – hvad er det så for en frihed, man har?”
Borgmester Michael fremhæver, at han i dag kan sige og gøre, hvad han vil, og at han ikke behøver være bange for at nogen kommer efter ham. Men heller ikke hans frihedsopfattelse er entydig.
”Lige efter genforeningen var der øjeblikke af frihed – men jeg synes, det har ændret sig. Man skal passe på, hvad man siger i politik f.eks. – for alt er strategi og man skal spille spil. Der er så meget kamp om magt og om folks opmærksomhed.”
Hermann – radiomekanikeren – savner alvorligt det venskab, han synes, der prægede byen og samfundet i DDR-tiden. ”Men det er nok bare, fordi jeg er ved at blive gammel,” griner han.
Læs de tidligere afsnit her: 1# Kommunismens Spøgelser, 2# Man lærer ingenting, 3# Med Zhukov på Seelow højderne
Alle fotos skribenterne
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
