EU i PUTINS SKYGGE #4 // ESSAY – Journalisten, debattøren og taxichaufføren Jesper Grunwald er født og opvokset på Bornholm. Øen, der ud over at være kendt som ”Østersøens Perle”, er den også danske landsdel, der ligger tættest på det daværende, kommunistiske Sovjetunionen og nutidens nationalkonservative Rusland. I dette essay reflekterer han over datidens og nutidens syn på stormagten mod øst.
Min barndom og ungdom foran jerntæppet var en paradoksal symbiose mellem uskyld og frygt. Mellem retfærdighed for de underprivilegerede klasser og kommunismens reelle vold.
Jeg blev født på Bornholm i 1954. Skæbnen iscenesatte mit liv i et dobbeltsidet forhold til verdenskrigen og den kolde krig, der fulgte efter. Min mor var den indfødte gårdejerdatter med adoptivbarnets smukke, meget brune øjne.
Min far var den flotte, garderhøje værnepligtige fynbo med tysk baggrund via sin østprøjsiske indvandrerfar, billedskæreren fra Königsberg.
Jeg kom hurtigt til denne verden af både nær tryghed og fjern oplevelsestrang.
Jo da, verdenskrigen var slem og dødelig på den paradisiske perle i Østersøen, men meget sjældent på tale, selv om befrielsesstemningen i kongeriget på klippeøen blev smadret af bombardementerne af de to største byer, Rønne og Nexø.
Min gemytlige morfar, Johan, den ældste af 17 børn på en af øens store gårde, tog ikke det lokale Ragnarok særligt alvorligt, da han – i citat fra min frimodige mor – havde følgende kommentar, da de sovjetiske tropper kom til øen den 9. maj 1945: ”Når mine venner rejser – kommer dine.”
Befrielsesstemningen i kongeriget på klippeøen blev smadret af bombardementerne af de to største byer, Rønne og Nexø
En noget besynderlig kommentar, da manden ikke var nazist og min mor ikke kommunist. Men han var en lun bamse, der formentlig troede, at han havde fortalt en vittighed.
Men min far var soldat og blev senere officer midt i den kolde krig. Han var præget af en stærk forsvarsvilje og behovet for at vise, at han stod vagt om sit land – givetvis præget af min tysk-fynske farfars arrestation den 5. maj, da knægten på 14 hejste Dannebrog på Enghavevej i Odense. De tog tyskeren. Naboerne mente, han var stikker.
Det var den tyske krigsveteran ikke. Men min far, Karl Frederiks førstefødte søn, glemte aldrig ydmygelsen og var herefter først og sidst patriot: Officer i hæren. Konservativ. Soldat under den kolde krig, så tæt, som danskerne kunne komme på Jerntæppet.
Antikommunist? Det var han vel automatisk i sit univers, men først og sidst soldat for Danmark. Tyskerens ældste søn afskyede politisk fanatisme af indlysende årsager. Så det var vel blot en slags lune, at han stort set i alle sine taler ved højtidelige lejligheder inkorporerede: ”Ja, vi lever jo her midt i Østersøen tættere på Polen end på København.”
Vi grinede lidt ad denne kliché. ”Nej for pokker far, nu ikke igen.”
Jeg mindes aldrig at have diskuteret den kommunistiske ideologi med ham. Men jeg var ikke i tvivl om fjenden. Når jeg som ung oplevede, at han reelt var en brik i Bornholms sikkerhedssystem, hvis krigen skulle komme.
Som reserveofficer (han blev landmand på min mors fødegård) var han én af dem, der skulle rykke ind på Almegårds Kasserne, hvis de fuldtidsansatte drog i felten.
Og så var der ”enkeltkæmperkurserne”. En slags tillægsuddannelse, der gjorde almindelige hærsoldater til elitetropper med faldskærmsnedkast med hemmelig flugt gennem skove og over marker – og så den snigende ankomst til min fødegård om natten for at illudere kontakt med en angivelig frihedskæmper bag fjendens linjer.
Knægten her oplevede den kolde krigs uhyggelige virkelighedsbillede som formidabel underholdning
Kravlende via høloftet for at møde min far, som viste sig at være 5. kolonne af en forræder, netop her på svinefarmen.
Råb og skudsalver med løst krudt. Afblæsning af kampdommerne. Evalueringen i køkkenet til mors gode kaffe.
Knægten her oplevede den kolde krigs uhyggelige virkelighedsbillede som formidabel underholdning, som var i pagt med drengelegene i skovene omkring mit fødehjem, som nærmest symbolsk bærer navnet Sejersgaard.
Den ideologiske del af koldkrigen kom til mig i mine sidste år på Bornholm, i min gymnasietid, som et nålestik i den ballon af politisk relativisme, som både prægede den ret fredsommelige, tyske besættelse, og en vis overbærenhed over for de sovjetiske bombardementer af øen (det var jo tyskernes skyld, fordi de ikke ville overgive sig til de røde).
Europas varme krig var langt borte i disse år. I Vietnam, hvor knap 60.000 amerikanske soldater og formentlig millioner af vietnamesere blev ofret i USA’s angivelige kamp mod kommunismen. Ja, nu spiller amerikanerne sågar i samarbejdstoner med ex-fjenden, Vietnam. Nu handler det om at holde stand mod det voldsomme og stærkere Kina. En ny verdenssituation. En ny partner.
Kommunistforskrækkelsen på klippeøen
I 70’erne var der principielt ikke noget problem i at fremstå som kommunist, selvom man på den imaginære slagmark tilhørte fjenden. Men på Bornholm bankede fortiden og nærheden til bjørnen mod øst på døren i den politiske debat.
Mine kommunistiske bekendte og fredsaktivister blev jævnligt angrebet i artikler og læserbreve, når fortidens vidner – ikke mindst de konservative kræfter i politik, i den lokale hær og marine – slog til mod disse angivelige forrædere over for demokratiet.
Det var tydeligvis nemmere at holde liv i kommunistforskrækkelsen på den klippeø, som havde været besat af Den Røde Hær. Eller befriede, som sovjetvennerne og de rødeste ville sige, fordi det jo formelt var rigtigt.
Sovjet var allieret med vesten og en afgørende faktor i civilisationens sejr over den barbariske nazisme. Men frygten for den store nabo mod øst, som havde kastet sine fangarme over også de områder, hvorfra min farfar stammede, var givetvis mere organisk end i det øvrige Danmark, hvor den yderste venstrefløj ikke havde problemer med hverken at plastre gader og veje til med kommunistpartiets store ”K” til folketingsvalgene eller sende deres børn på politisk skoling i det kommunistiske paradis.
Jeg, den mellemrøde gymnasieelev, diskuterede aldrig kommunismen med min far, majoren
På Bornholm det aldrig virkeligt populært at være kommunistvenlig. Så mange af os 70’er-unge, som forbandede den meningsløse krig i Vietnam, gik stille med dørene og fandt andre grupper, som tydeligt distancerede sig fra den våde drøm om proletariatets diktatur.
Jeg, den mellemrøde gymnasieelev, diskuterede aldrig kommunismen med min far, majoren. Men vi var godt nok enige om at fordømme det regime, der spærrede en del af vores tyske familie inde i den såkaldte tyske, demokratiske republik, DDR.
– – –
Under min uddannelse i Aarhus fra 1973 , hvor betonmarxistiske partier og bevægelser trivedes med allehånde bogstavsbetegnelser – og sidenhen i min karriere som ung journalist uden for Bornholm – gled Sovjetunionen og dens diktatur hos mig personligt ind i en slags politisk hovedrysten.
Ikke mindst under mine besøg hos familien i DDR (Leuna ved Leipzig). Eller da jeg under en druktur til Warnemünde kyssede den smukke, ferierende Antje farvel på havnen, efter timers tæt dans på hotel Neptun i Warnemünde.
En dekadent svingom mellem embedsmænd i den kommunistiske overklasse og russiske flådeofficerer med masser af ”sildesalat”. Ja, selv på et officielt DR-besøg på den østtyske regionalradio ”Ferienwelle” fra Sender Rostock i begyndelsen af 1980’erne havde jeg en indre undskyldende fornemmelse i retning af: ”Ro på”.
Det betonkommunistiske system i øst og undertrykkelsen at det frie menneske holder ikke i længden.
Frihed er det bedste guld
Jeg nåede aldrig at besøge det store land, der fratog min østprøjsiske familie deres Königsberg og gjorde det til det russiske Kaliningrad, inden den kommunistiske østbloks sammenbrud i 1989.
Men jeg husker den champagneagtige følelse af frihed og et opgør med min indre, politiske pessimisme, som er et personlighedstræk hos mig. Ingen vej tilbage. Verden – den europæiske og den vestlige – havde taget et demokratisk og humanistisk skridt fremad.
Vladimir Putin er som person inkarnationen af denne historiske konvertering
Frihed er det bedste guld, med de svagheder og det element af kynisme, som også er en del af den individualistiske og kapitalistiske virkelighed.
Jeg kender alene det Sovjet, der atter blev til Rusland, fra min families krønike og diktaturets slagskygge over landene i østblokken. Men jeg mener mig nogenlunde orienteret om europæisk historie og politik.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at Rusland ville vende tilbage til et autokrati med masser af dna fra det kommunistiske regime, nu blot med modsat ideologisk fortegn. Centralistisk styring af ytringsfriheden. Politisk vold. Politiske drab i og uden for landets grænser. Imperialismen, sidst udtrykt i overfaldet på Ukraine.
Den historiske konvertering
Blot små 35 år tog det at gå fra den kommunistiske vision om et samfund på arbejderklassens betingelser til en ekstrem nationalkonservatisme med minder om zarrigets feudalistiske magttænkning tilsat solide stænk af kynisk kapitalisme – hvis man altså er en af præsidentens mænd.
Vladimir Putin er som person inkarnationen af denne historiske konvertering. I rollen som krigsinvalidens. Farens og morens dybt forgudede barn i Sankt Petersborg, den halvvoldelige ynglings drøm om at blive uddannet spion for Sovjetunionen. I skuffelsen over blot at opnå en kort tid i det gamle DDR i drømmejobbet for som nyudsprunget politiker at blive præsident for en af verdens største og mest magtfulde nationer. Og nu med en kærlighed til ekstrem nationalisme og landets ortodokse kristendom.
På en del af den danske, nationalkonservative højrefløj og hos nogle gamle sovjetbeundrere har den politiske konvertit Vladimir Putin gjort det nye Rusland til en drømmestat
Journalisten og forfatteren Samuel Rachlin har i sin bog Jeg Putin – som er skrevet inden Ruslands direkte overfald på Ukraine – fulgt og forklaret denne politiske transformation. Rachlins forudsigelser i bogen viser sig, desværre, nærmest at være profetiske.
Jeg har haft fornøjelse af at interviewe Rachlin i en podcast på Radio Ronkedor i februar 2022:
På en del af den danske, nationalkonservative højrefløj og hos nogle gamle sovjetbeundrere, har den politiske konvertit, Vladimir Putin, gjort det nye Rusland til en drømmestat.
Den tidligere DF-politiker Marie Krarup, der har en fortid som sprogofficer og assisterende forsvarsattaché ved den danske ambassade i Moskva – med rang af major – er reelt gået ind i rollen som ideologisk ambassadør for Putins Rusland.
På min fødeø, Bornholm, som er den landsdel, der ligger tættest på Rusland og ikke mindst de baltiske lande, som det imperialistiske Rusland vil kaste blikket på, hvis det lykkes at få kontrollen over Ukraine, brydes meninger naturligvis som i resten af kongeriget.
Men det er her helt tydeligt, at min venstreorienterede ungdoms overbærenhed over for kommunismen overgås af frygten for den stormagt, der både bombede og besatte/befriede Danmarks østligste bastion for snart 80 år siden.
Jeg besøgte øen under Folkemødet i år, slog mig ned ved kysten på klipperne i et tænksomt øjeblik, mens jeg igen blev overvældet af min politiske pessimisme. Den ramte mig som hammeren i det røde flag: En af de største farer ved kommunismen er måske – når den er overstået!
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
