TYSK DELSTATSVALG // ANALYSE – Den østtyske befolkning søger ud mod de politiske yderfløje i en voksende utilfredshed over genforeningen – og det truer den demokratiske stabilitet.
34 år efter den tyske genforening er der ved at vokse en ny zonegrænse ned gennem Tyskland. Fra den glade parole i 1989 og 1990 ’vi er ét folk’, breder der sig nu i det tidligere Østtyskland en stemning af, at ’vi er to folk’, og at østtyskerne ikke har fået indfriet løfterne fra genforeningen, at de er blevet hægtet af den økonomiske udvikling, at vesttyskere sidder på alle topstillinger, at fremtiden er usikker, og at der er behov for en stærk mand eller et stærkt parti til at klare problemerne.
Videnskabelige studier dokumenterer, at der i det tidligere Østtyskland er ved at vokse en ny østtysk identitetsfølelse frem. F.eks har Deutschen Zentrums für Integrations- og Migrationsforschung (2023) spurgt øst- og vesttyskere, hvordan de definerer sig selv. 21,6 pct. af de adspurgte med østlig baggrund definerede sig selv som østtyskere. Kun 11,6 pct. af de adspurgte med vestlig baggrund definerede sig selv som vesttyskere. En kölner vil formentlig sige, at vedkommende er tysk, mens en leipziger formentlig vil sige, at vedkommende er østtysk.
Begejstringen over genforeningen er mindsket, og samtidig får en voksende frustration og fremtidsangst østtyskerne til at støtte ekstreme partier. Omverdenen fik en forsmag, da delstaterne Thüringen og Sachsen ved valgene 1. september sammensatte parlamenter, hvor det yderste højre og det yderste venstre står stærkt med et fælles fjendskab mod indvandring og for venskab med Rusland, modvilje mod den grønne omstilling, digitaliseringen og LGBT+.
Det næste chok kommer, når Brandenburg, delstaten der omkredser Berlin, går vil valg 22. september. Igen er der udsigt til fremgang for yderfløjene. Det til dels fascistiske AfD står igen til knap en tredjedel af stemmerne, mens den tidligere stalinist Sahra Wagenknecht kan nå omkring 15 pct. med sit nye parti BSW.
Genforeningen mister popularitet
Yderfløjene står ikke uimodsagt. I det østtyske delstater har der været talrige demonstrationer for frihed og demokrati og vendt mod diktatur. ’Demonstrationerne har også nået små østtyske byer. Det er et oprør fra neden, men de bliver mødt med en voldelig reaktion fra AfD’, skriver tidsskriftet AK. Splittelsen er stærk.
Den østtysk fødte historiker og forfatter, Ilko-Sascha Kowalczuk, har netop taget et opgør med sine landsmænd i bogen Freiheitsschock (2024). Han beskylder dem for at sammenligne sig med de rigeste delstater, f.eks. Bayern og Hamburg, i stedet for at se på, hvor de kommer fra økonomisk. Problemet er, at en østtysker godt kan være tilfreds med sin situation, men føler sig snydt, når vedkommende sammenligner den med situationen i det tidligere Vesttyskland.
Det bekræftes af en undersøgelse, der viser at 66 pct. mener, at genforeningen har været til fordel for dem personligt, mens kun 52 pct. mener, at den har været en fordel for Østtyskland som helhed. I 2014 var de tilsvarende tal 77 og 70 pct. En bekræftelse på, at en ’fantommur’ vokser langs den tidligere zonegrænse.
’Demokratiet i Europa truet’
Utilfredsheden er voksende. ‘Jeg anser ikke alene arven og resultaterne af frihedsrevolutionen fra 1989 for truet, jeg ser samlet retsstaten og demokratiet i Tyskland og Europa for truet’, skriver Kowalczuk, motiveret af, at usikkerhed og fremtidsangst giver næring til yderfløjene.
Kowalczuk minder om en overset del af genforeningen: De intellektuelle i Det Runde Bord, kirken og fredsbevægelser ønskede et socialistisk eksperiment med et humant ansigt. Befolkningen ville noget andet. ’Det er en fejltagelse at tro, at flertallet af demonstranterne gik på gaden for at kræve frihed og demokrati. For de fleste handlede det om velstand, og de havde dannet sig et komplet idealiseret billede af ’det gyldne vesten’. Ud af dette selvbedrag opstod en stor skuffelse, der er slået om i vrede og afvisning’, skriver han.
Det bekræftes af undersøgelser, at tolerancen over for rene fascistiske udsagn er langt større i øst end i vest
Østtyskerne har noget at have det i. Kun 40 pct. af de ansatte er overenskomstdækkede, hvorfor de udækkede hverken får feriepenge eller de såkaldte ’julepenge’, for funktionærer er det traditionelt en ekstra månedsløn. Hvis en østtysker og en vesttysker har samme uddannelse og kompetencer, viser undersøgelser, at østtyskeren får 14 pct. mindre i løn. I et økonomisk kraftcenter som München er gennemsnitslønnen det dobbelte af, hvad den er i mange østtyske landdistrikter.
Snydes for topstillinger
Topstillingerne er besat af vesttyskere. I hele Tyskland er der ikke en eneste østtysker, der er udpeget til universitetsrektor, retspræsident eller direktionen af de 25 største tyske aktieselskaber. I de større østtyske aktieselskaber er kun en tredjedel af direktionerne østtyskere. 34 år efter genforeningen burde skævheden efterhånden bliver udlignet, men sociologen Lars Vogel konstaterer, at ’eliten rekrutterer eliten’. Det er et spørgsmål om netværk.
Litteraturprofessor Dirk Oschmann, Leipzig, hævder i bogen: Der Osten: Eine westdeutsche Erfindung (2023), at det er vesttyskerne, der har defineret østtyskerne og presset dem ind i en rolle. ‘Siden 1989 er det herskende vesttyske udsagn, at østen er udtryk for hæslighed, dumhed, dovenskab, racisme, chauvinisme, højreekstremisme og fiasko over hele linjen – for blot at nævne de vigtigste af de påstande, som vesten har indført med held’.
Det er dog mere end vestlige påstande, at østtyskerne er på vej mod ekstremisme. Det bekræftes af undersøgelser, at tolerancen over for rene fascistiske udsagn er langt større i øst end i vest. Der er fælles træk i øst og vest. Ekstremismen findes især i den nederste del af mellemklassen, som føler sig hægtet af udviklingen. Det er særlig udpræget i landlige områder med befolkningsafvandring.
Stabiliteten i det tyske demokrati er truet, for yderfløjenes fremmarch gør det vanskeligt at stable flertalsregeringer på benene
I øst trækker de unge piger mod storbyerne. Det giver et kæmpe kvindeunderskud blandt ungdommen. I dele af Østtyskland går der 140 mænd på 100 kvinder. Det får så nogle af de unge mænd til at søge trøst i snørestøvler og skråremme.
Flirter med fascismen
Andre lande i Europa end Tyskland har stærke højreekstremistiske partier, men der er afgørende gradsforskelle. AfD flirter åbenlyst med fascismen og nynazismen. Det har især været udpræget under valgkampen i Thüringen, og det gav så godt et resultat, at AfD vil bevæge sig ud mod højre, der ud hvor partichefen i Thüringen, Björn Höcke, befinder sig. Det er tilladt at kalde ham fascist, og han er dømt for offentlig at have fremsat nazistiske paroler.
Stabiliteten i det tyske demokrati er truet, for yderfløjenes fremmarch gør det vanskeligt at stable flertalsregeringer på benene. I øst betyder AfDs fremgang, at partier, der ellers står langt fra hinanden, er nødt til at finde sammen.
Det kræver f. eks, at det borgerligt-kristelige CDU må arrangere sig med Sahra Wagenknechts BSW, og hun vil kræve et flygtningestop, en bremse på den grønne omstilling og et stop for bevillinger til Ukraine. Det er ikke ting, der afgøres i delstaterne, men nogle at emnerne kommer til afstemning i Forbundsrådet. Det er det tyske andetkammer, hvor delstaterne skal behandle en stor del af lovgivningen. Ud af 69 stemmer har de østtyske delstater 19.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
