USA

Paranoide lorteland

i Liv & Mennesker/USA af
SYDSTATSLIV // KLUMME – Lige nu er der overvældende mange grunde til at se på USA udefra og have ikke bare ét, men utallige øjeblikke, hvor man må tænke sit. Efter fem år i Guds eget land har Julie Bendtsen lært at se ud over vanviddet og skelne mellem Sydens skidt og kanel.

RALEIGH N.C. – For noget tid siden kommenterede en POV-læser på en af mine tidligere klummer:

ER MIN MAND OG JEG MEGA-UANSVARLIGE, NÅR VI UDEN AT BLINKE HAR LADET VORES BØRN SOVE HOS VENNER? At forældre i Sydens…

Posted by POV International on Friday, July 31, 2020

Læseren nævnte, at Iben Hjejle engang skulle have udtalt, at grunden til, at hun aldrig overvejede at flytte til USA, da hendes karriere var på sit højeste var, at hun aldrig ville lade sine børn vokse i et land, hvor der var metaldetektorer i børnehaverne, og at jeg og min familie ifølge forfatteren til kommentaren bare skulle se at komme væk fra det her “paranoide lorteland” – altså Amerika.

Det syntes 22 af læserne godt om:

USA

Disclaimer: jeg aner ikke, om Iben Hjejle nogensinde rent faktisk har sagt det, eller om citatet er det pure opspind.

Men “nuancerne, folkens”, får jeg lyst til at sukke

For ja – der er absolut omstændigheder, holdninger, tendenser og tankegange, der er meget svære at forlige sig med, endsige forstå, for en dansker.

Men så er der også alt det andet, og her i huset er vi heldige og priviligerede nok til at kunne vælge til og fra, både når det kommer til os selv og vores børn. Hvad man kunne kalde “den amerikanske effekt” og påvirkning på mine børn er med andre ord i høj grad, hvad vi som forældre giver den lov og plads til at være.

USA
I vores forrige hus, som vi lejede, hang et “Stars and Stripes”. I dag har vi droppet flaget, men integrationen kører stadig på fuld blus. Foto: Julie Bendtsen.

Vi er stadig danske, opfører os dansk, tænker dansk og taler dansk sammen. Vi er ikke amerikanere, og vi er heller ikke amerikaniserede, men vi er heldige (her ville en amerikaner nok skrive “blessed”), fordi vi har muligheden for at give vores børn et livslangt minde fra en kultur, som de får lov til ikke bare at opleve, men leve i.

Når alt kommer til alt, har jeg samme holdning til folk, der ukritisk og unuanceret kritiserer USA, som jeg har til dem, der sidder i Danmark (eller andre steder) og stadig påstår, at Trump gør det godt, har styr på landet og ikke skaber splittelse

Vi går ikke i kirke om søndagen (til gengæld nyder vi godt af dem, der gør, fordi vi har lært det trick, der hedder “avoiding the church crowd”, og som betyder, at vi ved lige nøjagtig, hvornår vi skal tage ud for at spise brunch og ikke risikere at vente på bord, fordi alle andre er i kirke), ligesom vi ikke siger “God bless”, “thank God” eller lover at bede for nogen eller noget, når livet eller planerne går skævt.

USA
Southern Baptist Church, Grafton, Virginia. Foto: Wikimedia Commons.

Vi har ingen våben – ud over det baseballbat min mand har liggende under sengen. Vi spiser aftensmad som familie sammen hver aften, og chokerende nok spiser vi alle sammen det samme i modsætning til de mange forældre, vi kender, som laver særskilt mad til deres børn.

Jeg ved faktisk ikke, om vores genbo er holdt op med at lave pasta til sin nu 7-årige hver eneste aften, uanset hvad andre får at spise – de tager sågar pasta med, når de skal spise hos andre.

Jeg har stadig til gode at se en metaldetektor nogen andre steder end i lufthavnen

I samme boldgade insisterer vi på, at vores børn bruger både deres kniv og gaffel, når de spiser.

Lyder det overflødigt? Sikkert i Danmark, men her skal man vide, at de fleste mange amerikanere starter med at skære al mad ud i mundrette bidder for derefter at lægge kniven fra sig under resten af måltidet, mens de sidder og hugger maden i sig med gaflen.

Så lige dén regel giver utrolig god mening.

Vi propper heller ikke vores børn med medicin. Min datter gik i klasse med en pige, hvis mor fik tilnavnet Melatonin Mom herhjemme, efter at hun fortalte mig, at hendes dengang 7-årige datter var svær at putte, så hun gav hende en melatoninpille hver aften.

Ovenstående er et par ud af mange eksempler på det liv, folk lever omkring os, og som vi ikke lukker ind her, fordi det bare virker for skørt, for fremmed, for ukultiveret, for usundt eller simpelthen bare for uforståeligt.

Til gengæld har vi valgt en masse andet til – fordi “when in Rome, do like the Romans …”, ikke sandt? Så vores børn får eksempelvis – modsat rigtig mange danske børn, jeg kender til – ikke lov til at sige “fuck” eller “shit” og kunne aldrig drømme om det.

Vi siger det heller ikke foran dem, og jeg skal gerne indrømme at bare det at skrive det her, i en tekst, som andre ser, føles forkert, forbudt, decideret upassende. Vi beder dem tiltale andre voksne med et Miss, Mrs. eller Mister før fornavnet, selv de af vores nærmeste venner, hvor vi ved, at det bliver værdsat og set som et udtryk for respekt.

USA er andet og meget mere end det vanvid, vi og dem derhjemme hører mest om. Heldigvis – ellers var vi ikke blevet så længe, som vi trods alt har. Mere end noget andet er det en oplevelse, som vi aldrig vil glemme

Og så omfavner vi selvfølgelig det, som USA – eller Syden, som jo er det, jeg kan udtale mig om her fra Raleigh i North Carolina – også er:  De store smil, de åbne arme og hoveddøre, de hjælpsomme sind, de mange farver og kulturer, “the easy living”.

 

USA
Vi kommer nok ikke lige så langt med battet i tilfælde af indbrud, som naboen gør med sin riffel. Men våben har aldrig haft adgang til vores hjem. Foto: Julie Bendtsen.

USA er andet og meget mere end det vanvid, vi og dem derhjemme hører mest om. Heldigvis – ellers var vi ikke blevet så længe, som vi trods alt har. Mere end noget andet er det en oplevelse, som vi aldrig vil glemme.

Når alt kommer til alt, har jeg samme holdning til folk, der ukritisk og unuanceret kritiserer USA, som jeg har til dem, der sidder i Danmark (eller andre steder) og stadig påstår, at Trump gør det godt, har styr på landet og ikke skaber splittelse.

Du skal have været i det for at have en gyldig og værdifuld mening. Og så har jeg i øvrigt stadig til gode at se en metaldetektor nogen andre steder end i lufthavnen.

LÆS FLERE SYDSTATSKLUMMER FRA JULIE BENDTSEN HER


Topillustration: Vores børns kendskab til USA begyndte i det små og enkle – som puslespilet. I dag lever de kulturen, men er stadig gennemdanske. Foto;: Julie Bendtsen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Liv & Mennesker

løb

Mennesker i løb

 LIV & MENNESKER // KLUMME – “For nylig talte jeg med en