TYSKLAND // PORTRÆT – Angela Merkel var i 16 år Tysklands kansler og den mægtigste kvinde i verden – nu kommer hendes erindringer, og POV tager forskud.
I 2013 nåede CDU/CSU imponerende 41,5 pct. af stemmerne ved valget til Forbundsdagen i Tyskland. Forbundskansler Angela Merkel var på højdepunktet af sin popularitet, internationalt anset og opfattet som hele Tysklands ”Mutti”.
Siden er kritikere begyndt at hakke på hendes eftermæle, der er beslutninger, der bliver kritiseret, men også manglen på beslutninger på vigtige økonomiske områder. Efter 16 år som forbundskansler efterlod Angela Merkel mere eller mindre Tyskland som et arbejdende museum. Og nu, tre år efter hendes afgang, er Tyskland igen begyndt at blive omtalt som Europas syge mand. Nu kommer Angela Merkels forsvarsskrift. Hendes erindringer på over 700 sider udkommer den 26. november.
I 2021 indrømmede hun, at hun har læst en del af de snesevis af bøger, der er skrevet om hende. ”Men jeg kan ikke genkende mig selv i dem,” sagde hun. Og meget lidt er sluppet fra hendes omgivelser. De har været ualmindeligt diskrete, og det er Merkel også selv. Hun har ikke ført dagbøger, og hun har en indædt modvilje mod at sende e-mails eller sms-beskeder. Erindringerne må især bygge på hendes mødekalender og en god hukommelse.
Man skal næppe vente, at Angela Merkel kommer ind på private forhold i erindringerne. Få politikere har som hun adskilt privat og offentligt. Hun og ægtemanden siden 1998, professor Joachim Sauer, bor i en lejlighed tæt på museumsøen i Berlin, men dér har hverken embedsmænd eller politikere været velkomne.
Uanset hvordan Angela Merkels indsats som politiker vurderes, så er hendes karriere enestående
Joachim Sauer er nødvendigvis med på officielle statsbesøg, i reglen kun en del af programmet, og han er ikke offentligt tilgængelig. Jeg har hørt et rygte om, at han en gang er kommet til at sige ”Guten Tag” til en journalist, men rygtet er ikke blevet bekræftet.
Kvinde i mandsdomineret parti
At Angela Merkel har haft stort indflydelse, har vi netop fået dokumenteret. På grund af finanskrisen i 2008 fik Angela Merkel i 2009 forankret et offentligt gældsloft, en Schuldenbremse i den tyske grundlov. Det var uenighed om den, der fik koalitionen i Berlin til at falde sammen i begyndelsen af denne måned.
Uanset hvordan Angela Merkels indsats som politiker vurderes, så er hendes karriere enestående. Hun blev den første kvindelige partisekretær for CDU, hun blev partiets første kvindelige formand, og hun blev Tysklands første kvindelige kansler. Og så er hun barnløs, fraskilt, gift for anden gang, fra Østtyskland og protestant. Det er en tung byrde i et parti, der var og igen er domineret af katolske mænd, der generelt er tilhængere af KKK (Kinder, Küche, Kirche) som kvinders ansvar.
Gennem sin karriere har Angela Merkel ofte udskudt beslutninger, det kaldes ”Merkeln”, men hun har samtidig vist en næsten brutal beslutningsstyrke i omgangen med konkurrenter. Hun er også en blanding af beskedenhed og selvbevidsthed. Da hun blev spurgt, om hun havde nogen forbilleder, var svaret: ”Mig selv – så tit som det er muligt.” Og om sin ledelsesstil siger hun: ”Hele min opvækst var jo præget af, at jeg skulle tilpasse mig.”
Den diskrete præstedatter
Angela Merkel blev født i Hamborg i 1954, men få uger efter hendes fødsel flyttede hendes far, den protestantiske præst Horst Kasner, til den østtyske provins. Det var der andre præster, der gjorde, nogle for at yde de østtyske kommunister modstand, andre for at finde en konsensus mellem stat og kirke. Horst Kasner hørte til de sidste.
I skolen blev Angela naturligvis opfattet som ”præstedatteren”, men det gik hun forsigtigt med, når hun mødte andre. Hendes mor havde indprentet Angela ikke at vække opsigt. Når hun blev spurgt om farens beskæftigelse, sagde hun ikke Pfarrer (præst), men mumlede Fahrer (chauffør), hun vildledte uden at kunne beskyldes for at lyve.
Tre kvarter på tremeteren
Trods sin kristne opvækst er Angela Merkel diskret med at omtale sin eventuelle tro. Hun siger, at hun er følelsesmæssigt forbundet med kirken, og at hun elsker at synge i en kirke. Det er en halv bekendelse, ligesom når hun ikke vil betegne sig som konservativ, men siger, at konservatismen er en del af CDU’s grundlag.
Hun blev kaldt ”Kohls pige”, og senere sagde han hånligt: ”Hun vidste ikke engang, hvordan man spiser med kniv og gaffel, da jeg gjorde hende til minister.”
Angela Merkel var en forsigtig pige, der også var med i det uniformerede kommunistiske ungdomsforbund, for det var alle de andre. Da hun som naturvidenskabelig student også skulle aflægge en idrætsprøve, stod hun, ifølge hendes egne oplysninger, i tre kvarter på tremetervippen, før hun tog sig sammen til at springe. Hun indrømmer blankt, at hun kun bestod prøven i 100 m løb, fordi der blev svindlet med tidtagningen.
Festede ikke, da muren faldt
Gennem hele sin opvækst og sine fysikstudier i Leipzig var Angela Merkel stort set ”systemkonform”, hun skilte sig ikke ud, og hvis hun gjorde det, var det mest som en livsglad pige, et livsstykke, der elskede udflugter og selskabeligt samvær. Studenterægteskabet med Ulrich Merkel varede kun fem år, så meddelte hun kort og godt, at hun flyttede. Han søgte hjemlig hygge, det gjorde Angela ikke. Ulrich er kun gået over i historien, fordi han lagde efternavn til en senere kansler.
Da muren faldt om aftenen 9. november 1989, fik Merkel det at vide efter et saunabesøg. Som andre foretog hun en udflugt til Vestberlin, men kun for at låne en telefon, så hun kunne ringe til slægtninge i Hamborg uden at blive overvåget af Stasi, den frygtede sikkerhedstjeneste. Efter opringningen tog Merkel omgående tilbage til Østberlin. Hun skulle jo være frisk på arbejde næste morgen.
I de følgende måneder skød borgerinitiativer op som paddehatte. Angela Merkel var igen lang tid om at beslutte sig, men endte med at støtte Demokratischer Aufbruch (DA), som kom til at spille en vis rolle. Men så gik det stærkt med hendes politiske karriere.
”Kunne ikke spise med kniv og gaffel”
Efter det første frie valg i Østtyskland i marts 1990 blev Angela Merkel udnævnt til stedfortrædende talsmand for regeringen, men DA var under opløsning og blev opslugt af CDU. Ved det fællestyske valg i december samme år blev hun valgt i Stralsund-Rügen. Umiddelbart efter delte forbundskansler Helmut Kohl Familieministeriet op i tre, og Merkel blev minister for kvinder og børn.
Gennem sin karriere har Angela Merkel ofte udskudt beslutninger, det kaldes ”Merkeln”, men hun har også vist en næsten brutal beslutningsstyrke i omgangen med konkurrenter
Hun blev opfattet som en ”kvote-minister”, kvinde og fra Østtyskland. Hun blev kaldt ”Kohls pige”, og senere sagde han hånligt: ”Hun vidste ikke engang, hvordan man spiser med kniv og gaffel, da jeg gjorde hende til minister.” Angela Merkel lignede, hvad hun var i påklædning og frisure: en ung østtysk kvinde. Hun var lang tid om at tillægge sig vestlig påklædning og en lidt mere moderne frisure.
Angela Merkel blev hurtigt udnævnt til miljøminister og steg i hierarkiet i CDU. Da Helmut Kohl havde tabt valget i 1998, blev Wolfgang Schäuble partiformand og fraktionsformand. Merkel blev partiets generalsekretær.
Smed Kohl på porten
Efterfølgende blev Kohls minde ødelagt, da det viste sig, at han havde modtaget sorte penge, som han brugte til at støtte venners valgkampe. Han var da æresformand for CDU. Angela Merkel reagerede med et indlæg i Frankfurter Allgemeine Zeitung. CDU skulle skille sig af med ”den gamle stridshest”. Partiet skulle opføre sig som en teenager, der er ved at flytte hjemmefra. Kohl tilgav hende aldrig. ”Jeg har næret en slange ved min barm.” Kort efter blev Schäuble trukket ind i affæren og måtte gå. Angela Merkel blev partiformand.
Den unge Friedrich Merz blev fraktionsformand og stræbte i 2001 efter at blive partiets kanslerkandidat. Andre katolske mænd ville også undgå Merkel, men for at sige det på godt dansk, så tog hun røven på dem. Hun tog til Bayern og tilbød formanden for søsterpartiet CSU, Edmund Stoiber, at blive kanslerkandidat. Friedrich Merz var sat skakmat. I 2002 smadrede Merkel Friedrich Merz’ politiske karriere ved at fjerne ham som fraktionsformand. I 2005 blev hun kanslerkandidat, valgt og sad som forbundskansler i 16 år.
Merkels politiske arv
Det er disse 16 år, hun nu vil beskrive i sine erindringer. Og der er ømme punkter nok at tage stilling til, at fortryde eller forsvare. Det handler om hendes politiske arv.
ATOMKRAFT: Efter katastrofen på det japanske atomkraftværk Fukushima i 2011 besluttede Angela Merkel stort set på stedet, at de tyske atomkraftværker skulle lukkes. De sidste tre blev taget ud af drift i år. Nogle af hendes partifæller vil muligvis genåbne dem efter det kommende valg.
RUSSISK NATURGAS: Angela Merkel har set passivt til, mens politikere fra SPD som fx partiformændene og udenrigsministre Frank Walter Steinmeier og Sigmar Gabriel har ført deres russiskvenlige politik. Trods besættelsen af Krim i 2014 steg den tyske import af russisk naturgas til 60 pct. af forbruget. Merkel kan ikke sige sig fri: Forbundskansleren har Richtlinienkompetenz.
SCHULDENBREMSE: Under finanskrisen i 2009 fik Merkel gennemført en grundlovsændring, så der er et meget stramt gældsloft. Statsgælden er siden faldet fra 80 til 60 pct. af BNP, men mens andre lande moderniserede til næsten nulrente, gik Tyskland i stå. Hele samfundet trænger til en teknologisk modernisering. Infrastrukturen er forsømt, jernbanedriften nærmest på dansk niveau.
FORSVARET FOR EUROEN: Da den finansielle krise, begyndende i 2009, tvang PIGS-landene (Portugal, Italien, Grækenland og Spanien) i knæ, var Angela Merkel meget tøvende med at snøre hjælpepakker, og flere EU-initiativer spændte hun ben for, initiativer der også skulle redde euroen. Senere blev hjælpen gjort betinget af meget skrappe sparekrav, der kan have forlænget krisen. I det sydlige Europa blev der viftet med hagekors og talt om Det Fjerde Rige som afløser for Hitlers Tredje Rige. Økonomer må strides om, hvorvidt hendes politik var rigtig.
WIR SCHAFFEN DAS: De syriske flygtninge strømmede ind i Vesteuropa, og især i Tyskland i 2015 blev Angela Merkel verdensberømt med sætningen om, at det klarer vi. Flygtningepolitikken blev et betændt emne, og det er nok Angela Merkels ansvar, at der ikke blevet indført de stramninger, som der nu er bred enighed om, er nødvendige.
FORHOLDET TIL RUSLAND: I forhold til forgængeren Gerhard Schröder gik hun på afstand til Vladimir Putins Rusland, men både efter angrebet på Georgien i 2008 og besættelsen af Krim i 2014, var hun tøvende over for indførelsen af sanktioner mod Rusland. Hun har senere beklaget det, men som Europas førende økonomiske land burde Tyskland have spillet en større rolle.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her