KOMMUNALVALG 2021 // DEBAT – Der er mange lokale dagsordner i spil i forbindelse med kommunalvalget, og naturligvis er der også de store spørgsmål af principiel og global betydning. POV har udplukket en række opstillede politikere med forskellig partifarve rundt om i landet for at få nogle klare udmeldinger om noget, der har stor aktuel betydning for os allesammen, nemlig KLIMA. Her er turen kommet til Anni Jakobsen, der er opstillet for Miljølisten i Horsens.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Selvom klima har været en del af debatten under valgkampen i Horsens kommune, er der desværre ikke et parti, der undervejs er kommet med den store, forkromede løsning på problemet. De fleste anerkender efterhånden, at hastigheden af klimaforandringerne skyldes menneskeskabt aktivitet, men der er stor forskel på, hvor meget de forskellige partier er klar til at gøre for at nedbringe CO2-udledningen. Skovrejsning og el-busser kan ikke gøre det alene.
I min optik er det største problem, at vi bliver ved med at tale om problemerne. Vi drøfter, diskuterer, undersøger og nedsætter udvalg, men der er endnu ikke mange forslag til konkret handling. Den nyligt indgåede budgetaftale 2022 er da heller ikke voldsomt ambitiøs på klimaområdet. Man har ganske vist vedtaget, at Horsens kommune som samfund skal arbejde for at være klimaneutral allerede i 2030, men vejen derhen er noget mere diffus.
I mit nabolag produceres 10.000-vis af svin, og jeg vil personligt hellere have en vindmølle eller et solcelleanlæg i baghaven end endnu en gylletank
F.eks. skal man først nu til at diskutere en udfasning af biobrændsel, ligesom man vil afdække, hvilke muligheder der er i kommunen for at arbejde med vedvarende energi i større skala. Hvorfor har man ikke gjort det noget før?
I stedet er man i gang med at udvide kommunens biogasanlæg, som efter min mening ikke har noget som helst med vedvarende energi at gøre. Biogas underpræsterer i forhold til andre energikilder og består fortrinsvist af konventionel svinegylle, som hentes ind i tankbiler fra nær og fjern. En energiform, der kort sagt er dybt afhængig af en af de mest klimabelastende sektorer, vi har i landet, nemlig den danske kødproduktion.
Horsens kommune består af 55 pct. landbrugsjord, og landbruget er en stor udleder af CO2, metan og lattergas. Takket være Landbrugspakken fra 2016 er det praktisk taget umuligt for den enkelte kommune at melde afslag på ansøgninger om husdyrudvidelser.
I forbindelse med årets budgetforhandling, ønskede jeg, at Horsens kommune i lighed med f.eks. Esbjerg, Skanderborg, Holbæk og Vordingborg kommuner skulle henvende sig til Indenrigsministeriet og kræve retten til selvbestemmelse tilbage. Det ønske blev afvist. I mit nabolag produceres 10.000-vis af svin, og jeg vil personligt hellere have en vindmølle eller et solcelleanlæg i baghaven end endnu en gylletank.
Kød til grøntsagerne og ikke omvendt
En reduktion i antallet af produktionsdyr hænger også sammen med, at vi skal til at spise flere grøntsager og dyrke mad til mennesker – ikke foder til dyr. Vi skal groft sagt tilbage til gamle dyder, hvor man spiste kød til sine grøntsager og ikke omvendt. I dag spiser vi næsten tre gange mere kød, end de nye kostråd anbefaler, og et godt sted at starte er de offentlige køkkener. Selvom de allerede arbejder på sagen, skal vi købe mere grønt, lokalt og efter sæson.
I Danmark smider vi årligt mad ud for over 13 mia. kr., dvs. det er både urentabelt og koster ressourcer til produktion. Står generelle indkøbsaftaler i vejen for tiltaget, må man tage sagen op i f.eks. Kommunernes Landsforening.
Vi skal i gang med investeringer i vedvarende energi: sol, vind, varmepumper og brint (power-2-x). Det er ikke nok at skifte pærerne i alle offentlige bygninger. Kommunen skal også gå forrest, når ny teknologi skal implementeres. Construction Center Denmark har slået sig ned midt i Horsens, og det skal vi udnytte for at få byggeri, teknologi og innovation til at gå op i en højere enhed.
Der kommer ingen og redder os. Selv Paven siger, at vi ikke skal vente på guddommelig indgriben
Horsens kommune er i vækst, og der bygges på livet løs. Her skal stilles krav til bygherrer om klimaneutralt byggeri, mere genbrug og større variation i byggematerialer, så vi kommer væk fra energitungt betonbyggeri, der dræner vores naturressourcer. Desuden skal vi væk fra endeløse udstykninger af parcelhuskvarterer og åbne op for selvbyg, småhuse og selvforsynende kollektiver. Vi skal bygge i højden (det behøver ikke at være grimt) og byfortætte, for det sparer energi og driftsomkostninger og giver mere plads til naturen udenom.
I Horsens midtby er der store problemer med trafik og mangel på p-pladser. Jeg mener, det er et resultat af fortidens synder, hvor man har valgt at placere en række arealmæssigt tunge varehuse med store p-pladser tæt på bymidten. I andre byer ligger de oftest i udkanten eller i industrikvarterer. Det er nok næppe sandsynligt, at varehusene flytter frivilligt, men vi burde i højere grad gøre selve bymidten bilfri eller indrette gader, hvor cyklister og gående har 1. prioritet, og gøre det mere attraktivt at lade bilen stå hjemme eller i p-huse i udkanten af byen. El-bybusserne er på vej i 2023 og kan pendle mellem p-husene og bymidten med korte intervaller.
Alle skal ændre vaner
Lørdag den 6. november var der klimamarch i flere danske byer – ikke i Horsens – men betyder det, at man ikke interesserer sig for klimadagsordenen? I gennem valgkampen har vi diskuteret klima flere gange, men flere gange er interessen dalet, når det er kommet til, hvad vælgerne selv kan gøre.
Vil man være upopulær på en uddannelsesinstitution, skal man f.eks. bare sige til de unge, at de skal cykle. Vi skal ALLE til at ændre vaner, tænke ud over egne behov, se kritisk på forbrugssamfundet og have mere forståelse for, at alt, hvad vi gør, sætter spor for fremtiden.
Der kommer ingen og redder os. Selv Paven siger, at vi ikke skal vente på guddommelig indgriben.
Regningen vil blive enorm – har vi råd til det?
Danmark er indtil videre sluppet heldigt fra klimaforandringerne, og indtil folk selv står med vand i kælderen, er skovbrande i Australien og oversvømmelse i Tyskland stadig så langt væk, at man bare kan skifte TV-kanal og se Vild med Dans, når billederne bliver for barske.
Klimadebatten er stadig følsom og ender ofte i diskussioner om retten til at spise bacon eller flyve på solferie i Thailand. ”Vi må ikke blive klimaangste og skræmme børnene”, siger politikere og andre meningsdannere, men vi kan heller ikke bare lukke øjnene, for det er børnene, der kommer til at sidde med regningen, hvis politikere (over hele verden) ikke tør tage tyren ved hornene.
Resultatet vil blive millioner af klimaflygtninge, mangel på mad, energi og råvarer og andre følger af ekstremt vejr. Regningen vil blive enorm – har vi råd til det?
Klima-stafet
POV bringer i dagene op til Kommunalvalgt 2021 dagligt et indlæg fra opstillede kommunalpolitikere, der ønsker at bidrage i klima-stafetten med en klar udmelding om, hvordan klima indgår i deres lokalpolitiske dagsorden.
Mandag 8. november: Karsten Byrgesen, opstillet for Nye Borgerlige i Fredericia. Læs indlægget her.
Tirsdag 9. november: Peter Duetoft, opstillet for Socialdemokratiet i Hjørring. Læs indlægget her.
Onsdag 10. november: Jens Kloppenborg, opstillet for Venstre i Rudersdal. Læs indlægget her.
Torsdag 11. november: Michael Rachlin, opstillet for Radikale Venstre i Dragør. Læs indlægget her.
Fredag 12. november: Louise Siv Ebbesen, opstillet for Liberal Alliance i Lyngby-Taarbæk. Læs indlægget her.
Lørdag 13. november: Helene Brochmann, opstillet for Socialistisk Folkeparti i Gentofte. Læs indlægget her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her