AFRIKA // REJSEESSAY 2 – Det er et ikke ukendt fænomen, at hvis noget nyt skal udvikles, ændres og implementeres, så er det Afrikas kvinder, der gør det, skriver Kirsten Jørgensen i det andet af tre rejseessays fra Zimbabwe. Her møder vi kvinderne, der med økologiske haver, træplantning og svampeproduktion kæmper mod klimaforandringerne – og samtidig sikrer en bedre fremtid for deres børn og lokalsamfund.
ZIMBABWE – I min avis (Information den 4. november 2024) læser jeg, at 473 millioner børn i dag lever i krigszoner. Det svarer til hvert sjette af verdens børn. Tallet er næsten fordoblet siden 1990’erne. Børnene lever i de 59 aktive konflikter, der ifølge et norsk fredsforskningsinstitut findes på jorden. Som artiklens forfatter, Nicolas Adserballe, skriver: ”Kampzonen udvides, og det går ud over de mindste – dem, der endnu ikke er høje nok til at stå i skudlinjen, men som krigen alligevel får ram på.”
I Zimbabwe er der ikke krig, men børnene lever i en anden slags kampzone, nemlig den, som klimaforandringerne skaber. Forandringerne sætter børnene i en meget mere subtil skudlinje, som ikke bare lige nu, men desværre også på langt sigt risikerer at ramme dem. Adserballe skriver, at Danmarks nye afrikastrategi, ”Afrikas Århundrede”, kun nævner børn én gang.
Jeg har checket, og det er korrekt. Børn er nævnt under overskriften ”Afrikas ’Youthquake’”, som indikerer, at Afrikas befolkning kommer til at stige markant i de kommende år. Seks ud af ti afrikanere er i dag under 25 år, og antallet vil øges frem mod 2050. Tankevækkende, at Udenrigsministeriet anvender en term, der indikerer en naturkatastrofe, når det gælder antallet af børn. Og i øvrigt ikke har andet at sige om dem.
Haven giver kvinderne mulighed for at tjene deres egne penge og understøtte deres familier. Vi er sammen med dem en hel dag, ikke bare for at lytte og se, men vi har arbejdstøjet på og går i gang
Vi gør børn fortræd i verden. Vi voksne er i forbløffende grad villige til at gøre børn fortræd. Villige til at overse, at vi alvorligt forbryder os imod små mennesker, der ikke kan gøre modstand, både fordi vi ikke kan finde ud af at løse konflikter ad anden vej end med brutalitet og vold, og fordi vi har svært ved at tage de nødvendige beslutninger om at gøre det, der skal til for at hindre, at klimaforandringerne ødelægger børns livsmuligheder nu og i fremtiden.
I skolen
Vi er på besøg på Nyamakate Primary School. En skole med 1.200 elever, som undervises i klasser med op til 50 børn. Alligevel har skolen ikke lokaler til alle, og børnene må gå i skole på skiftende tidspunkter. Vi er der særligt for at høre om deres Conservation Club, som ikke indgår i curriculum, men er en aktivitet, børnene kan vælge at deltage i.
Vi får fremført klima-digte af høflige og meget nervøse børn og ser, hvordan de arbejder med at forstå klimaforandringerne og samtidig lærer noget om, hvordan de rent praktisk kan tilpasse sig. De har fx en fiskedam midt i skolegården, som rent konkret giver dem skolemad på bordet. Håbet er selvfølgelig, at børnene vil komme til at se det som noget naturligt at leve bæredygtigt og passe på den natur, de lever midt i.
Den måske sjoveste og mest tankevækkende ordveksling, jeg har med en zimbabwer på vores rejse, er den her: Hun er 12 år og iklædt præfektens særlige skoledragt og skal være advokat, når hun bliver stor, siger hun (jeg krydser fingre) og spørger: ”Are you not shy about talking to us?” Jeg spørger, hvorfor jeg skulle være genert, og hun svarer: ”Because you look so different.”
I haven
Alpha Village i Hurungwe er et økologisk landbrug drevet af 24 kvinder. De begyndte kooperativet i 2022, støttet af Danida gennem Folkekirkens Nødhjælp. Kvinderne er en del af et projekt kaldet Utariri. Navnet kan på engelsk oversættes til stewardship, men det er vanskeligt at finde en rigtig god dansk oversættelse – forvaltning er det nærmeste, men det er sådan et tørt ord, der ikke rigtig yder shona-ordet utariri retfærdighed. I virkeligheden rammer den nye oversættelse af Bibelens 1. Mosebog bedre og smukkere, hvad det handler om: ”Lad os nu forme mennesket. Det skal ligne os, så det kan tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og dyrene på jorden.”
Ansvar, omhu, nænsomhed, snilde og visdom er ord, jeg forbinder med utariri, nu, hvor jeg har set, hvordan det udmønter sig i den afrikanske virkelighed.
Haven giver kvinderne mulighed for at tjene deres egne penge og understøtte deres familier. Vi er sammen med dem en hel dag, ikke bare for at lytte og se, men vi har arbejdstøjet på og går i gang, superviseret af kvinderne og medarbejderne i Utariri. Der skal pumpes vand ved brønden, som heldigvis stadig er fuld, så der kan vandes. 40 % af brøndene i området, hvor vi befinder os, er tørret ud. Folkekirkens Nødhjælp begynder netop i den uge, hvor vi besøger området, at uddele katastrofehjælp, fordi tørken rammer så hårdt.
Mødet med Afrika er på mange måder fuldt af klichéer, men klichéer har det med at rumme noget sandt. En af de sande klichéer er den afrikanske latter og humor. Jeg får den at mærke, da jeg skal forsøge at bære 20 liter vand i en spand på hovedet, sådan som de zimbabwiske kvinder ubesværet gør det, og ender med at hælde det meste ud over mig selv og Brilliant, som prøver at hjælpe mig. Det er selvfølgelig en anden kliché; danskeren, der skal forsøge noget, som vi har lært at se som et emblem på den afrikanske kvinde – kvinden med byrden på hovedet.
Dét griner Brilliant meget af, men bliver alvorlig, da jeg spørger hende om, hvordan hendes liv er. Hun er 35 år, en yndig, spinkel kvinde, der lever sammen med sin mor og to yngre brødre, som hun tager sig af. Da jeg spørger, hvorfor hun ikke er gift, sukker hun og melder, at alle mænd er ”crooks”. De udnytter dig og forlader dig. En anden ung kvinde fortæller, at manden går på kro, så snart han har penge.
Mellem 2010 og 2020 er nettotabet i Afrika 3,9 millioner hektar skov om året
Hvad er det med de mænd? Vi spørger, hvor de er i haven, og får at vide, at de kommer, hvis der skal laves noget virkelig tungt arbejde. På vores besøg på de forskellige projekter er det tydeligt, at det er kvinderne, der spiller hovedrollen, når det kommer til det praktiske og konkrete.
Det er et ikke ukendt fænomen, at hvis noget nyt skal udvikles, ændres og implementeres, så er det Afrikas kvinder, der gør det. Klaus Winkel, Afrika-kender og tidligere Danida-medarbejder, har i sin bog fra 2007, Hvorfor er det så svært for Afrika?, et kapitel, der hedder ”Hvad laver mændene?”
Winkel er ikke i tvivl om, at det er kvinderne, der laver mest af det hårde fysiske arbejde. Kvinderne knokler i landbruget, og Winkel ser det som et tegn på, at mændene bruger deres magt over kvinderne til at slippe for at arbejde. Han advarer imod, at vi på grund af politisk korrekthed og nervøsitet for at være fordomsfulde overser den kendsgerning, som faktisk betyder noget i forhold til udvikling af fx landbruget.
Vi vander, laver gødning af hønsemøg, vand og aske; forarbejder pesticider af tobak, chili og planten tabrosia. Vi graver og gøder omhyggeligt jorden og planter løg mellem de andre planter, så skadedyr holdes væk. Vi er i skole som økologiske havedyrkere, og vi lærer noget.
I planteskolen
Mange afrikanske lande lider under afskovning. FAO’s tilstandsrapport fra 2020 om verdens skove viser, at selvom skovarealet i resten af verden stiger, falder det stadig i Afrika – dog med markant mindre hastighed end tidligere. Men mellem 2010 og 2020 er nettotabet i Afrika 3,9 millioner hektar skov om året.
EU har en lov på vej, der skal forbyde salg af råvarer som kakao, palmeolie, kaffe, soja, kvæg og træ, hvis de stammer fra områder i Afrika, hvor der i de senere år har fundet afskovning eller skovforringelse sted. Men småbønder i nogle af verdens fattigste lande risikerer at blive de store tabere, fordi de ikke har viden og mulighed for at sikre, at de fremover producerer i overensstemmelse med EU’s regler.
Ud af nogle af poserne gror østershattene, og det er et nærmest magisk syn
I Zimbabwe har afskovning flere årsager, men en af dem er tobaksindustrien. Tobak er en meget vandkrævende plante, som suger så megen næring af jorden, at der kun kan plantes tobak på samme jordstykke i to år. Der skal fældes skov for at skabe jord til dyrkningen.
Derudover så tørrer tobaksbønderne tobakken i de såkaldte tobacco-barns, hvor planterne skal hænge til tørre i 48 timer i 70-80 graders varme. Eftersom eneste opvarmningsmulighed er træ, er det let af forestille sig, hvilket indhug det kan gøre i den lokale skov.
Vi besøger landsbyen Juliett, hvor Folkekirkens Nødhjælp sammen med organisationen MyTrees planter træer. I landsbyens planteskole står 33.000 stiklinger og venter på udplantning. De bliver ”nurset” godt. Der er kun tale om hjemmehørende sorter, frøene kommer fra skoven uden for byen.
Stiklingerne behandles omhyggeligt, så de bliver stærke og kan klare sig uden meget vand. I de 24 planteskoler, som Juliett er én af, har man en overlevelsesprocent på træplantningen på 86-87 %, hvor den normale er 10-20 %, altså en succesrate, der er exceptionelt høj. Det er de lokale bønder, der planter træerne. Hver bonde planter mellem 200 og 800 træer og har ansvaret for at passe dem. De får den rørende sum af 15 US dollars det første år, 10 det andet år og 5 det tredje år for at gøre det: Det er ikke ment som løn, men som en lille tilskyndelse.
I østershatte-hus
Vi besøger endnu en stærk kvinde. Pauline producerer østershatte. Hun er en af de bønder, som har oplevet at få sine afgrøder trampet ned og ædt af elefanter lige før høst. Træt af det og presset i forhold til overhovedet at kunne overleve, skiftede hun produktion til østershatte.
Igen bliver vi sat i arbejde og er med til at producere den masse, som svampene skal vokse i, og som består af restprodukter, der ikke koster hende noget videre; afgnavede og tørre majskolber, blade fra majsplanter, skaller af jordnødder mm.
Massen puttes i poser sammen med svampesporer; der prikkes hul i posen med et søm, og så hænger vi dem op i hendes tidligere runde køkkenhytte, som nu er fyldt med svampeposer. Hun har også smidt sine to sønner ud af deres værelse, så hun har mere plads til produktionen. De unge drenge hjælper hende – men ikke helt nok, synes hun. Ud af nogle af poserne gror østershattene, og det er et nærmest magisk syn.
Efter endt arbejde får vi lov til at smage svampene – Pauline steger smagsprøver til os. Vi er enige om, at østershatte aldrig har smagt bedre, og fabler på forkælet dansk måde om, at de må være stegt i en god olie. Men det var margarine.
Kirsten Jørgensen rejste i oktober 2024 med Folkekirkens Nødhjælp til Zimbabwe. Rejsen var en del af forberedelserne til sogneindsamlingen den 9. marts 2025. Rejsens 10 deltagere besøgte projekter, som Folkekirkens Nødhjælp støtter i Zambezi Valley nordvest for hovedstaden Harare.
Rejsen blev finansieret af oplysningsmidler, som Nødhjælpen modtager fra Danida.
I tre essays fortæller Kirsten Jørgensen om sine indtryk og oplevelser.
Læs også Kirsten Jørgensens essay “Tørkeramte Zimbabwe: Regeringens Afrika-strategi kan måske hjælpe”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
