VALGETS USA #5 // FLORIDA – USA er et dyrt bekendtskab, og for mange amerikanere er det den barske hverdag. De høje leveomkostninger fik mængder af amerikanere til at stemme på Trump. Troels Gaihede har på sin rundrejse mødt nogle af dem.
FLORIDA – Vi kører ned igennem North Carolina, gennem det sydlige Carolina og ind i Georgia, inden vi rammer The Sunshine State.
Regnen siler ned over Florida og hen over skiltet, som angiver, at vi nu er i The Free State – en slet skjult hentydning til covid-19-tiden, hvor guvernør Ron DeSantis var én af de mest højrøstede modstandere af nedlukningerne. DeSantis gjorde Florida til en slags Maverick State (oprørsstat), som skulle vise resten af USA og verden, at livet her ville fortsætte med uformindsket styrke og vitalitet.
Det var et eksperiment, som vandt genklang hos mange – især republikanere – og som stadig præger den politiske debat. Et markant ideologisk udtryk for det, mange republikanere – også i dag – finder særdeles afgørende: Staten skal blande sig i så lidt, som det overhovedet er muligt.
En krigszone
Efter et par regnvåde nætter ankommer vi til Bradenton i Tampa Bay. Vi kender byen særdeles godt, fordi vi boede der i 2016. Men i dag – otte år senere – er meget forandret. Den forholdsvis bekymringsløse tilværelse, mange levede, inden Trump vandt sin første periode efter valgmandskollegie-sejren over Hillary Clinton, er ikke længere så bekymringsløs. I slutningen af september ramte Hurricane Helene den floridianske vestkyst som en syndflod. Mindre end 2 uger senere ramte cyklonen Milton, som i styrke og intensitet kun er overgået af orkanen Rita i 2005.
Vi kører ud på Anna Maria Island – et sandt paradis, hvor livet normalt foregår i skildpaddetempo, og hvor de lokale hygger sig med fiskeri, badning og grill-aftener på stranden med kolde øl fra køletaskerne.
I dag ligner øen stadig en krigszone. Huse er smadret til ukendelighed, nogle er helt skyllet væk. Der er sandbunker så høje som små pyramider. Træer, palmer, skilte og hegn ligger hulter til bulter. Arbejdslastbiler med plove, elektrikerbiler og pickup-trucks med oprydningsudstyr kører i en lind strøm op ad Ocean Drive og de tilstødende sidegader.
Foran en gammel hotelbygning af træ møder vi Jane og Megan, som står og skovler sand op i trillebør.
Det ser ud som hårdt arbejde!
”Ja, vi har skovlet sand i en måned nu. Vi er her hver dag i mange timer. Jeg ejer hotellet og restauranten. Det er så sindssygt hårdt,” svarer Jane.
”Først ramte Helene, som var en vandstorm. Den tog fundamenterne af husene og oversvømmede det meste af øen; så kom Milton, som var en vindstorm. Den rev tagene af husene og dækkede efterfølgende alt med sand.”
Det ligner jo en krigszone.
”Jamen, så skulle du have set det for et par uger siden. Oh my God! Der kørte sneplove. Sandbunkerne var mange gange vildere, end de er nu. Der var strandede og smadrede biler i gaderne, og et par huse sejlede ned ad gaden. Der var en gammel dame på lidt over 80 år, som havde boet her i 60 år. Hun havde aldrig været evakueret før. Hun blev også denne gang i sit hus, men da hun åbnede døren, strømmede vandet ind, så hun stod i vand til livet. Hun nåede at samle et par ting, inden hun flygtede. Tænk lige over det: 80 år!”
Det lyder helt vildt.
”Ja, men skidt være med alle de materielle ting; dem kan vi erstatte. Menneskeliv kan vi ikke erstatte.”
På disse kanter omtales klimaforandringer ikke som en ”hoax” (fup) – en antagelse, som den genvalgte Donald Trump ellers har turneret med i en årrække
233 mennesker mistede livet som følge af Helene, som ramte det meste af det sydøstlige USA og særligt The Carolinas, Florida og dele af Caribien. Milton tog 35 liv, mens seks mennesker stadig er meldt savnede.
Du har ret! Får I tilstrækkelig med støtte fra det offentlige?
”Private får hjælp, men forretningsdrivende får ikke rigtig noget. Vi får, hvad der svarer til 1 pct. af vores estimerede indtægt. Det rækker som en skrædder i helvede, men vi skal nok komme tilbage. Det eneste gode, der imidlertid er at sige om det her, er, at det skaber arbejdspladser. Vi får løn af amtet for at rydde op og se alle de mennesker, som også er i gang. Det er ikke så dårligt. Om et år …”
Jane bliver afbrudt af sin makker Megan:
”Det kommer nok til at tage 2 år. Vi krydser fingre.”
I kølvandet på Helene og Milton har forsikringspræmierne taget himmelflugt. Flere og flere floridianere flytter ind til midten af staten, både af sikkerhedsårsager, men også fordi det efterhånden er umuligt for folk med almindelige indkomster at finansiere livet ved havet.
Vandtemperaturerne i Den Mexicanske Golf har været ualmindeligt høje i år – selv her i det sene efterår måles havtemperaturer på over 25 grader celsius.
På disse kanter omtales klimaforandringer ikke som en hoax (fup) – en antagelse, som den genvalgte Donald Trump ellers har turneret med i en årrække.
Humøret og optimismen fejler på trods af omstændighederne ikke noget hos de to hårdtarbejdende kvinder.
”Jeg har boet i Florida i mange år, og det er første gang, at jeg har en tan,” ler Megan.
”Se her!” Hun viser stolt sine brune arme og trækker lidt ned i stroppen på sin top.
”Ja, du har ret. Jeg har ikke skiftet tøj længe. Det her er arbejdsuniformen,” supplerer Jane med en gæv latter.
Det forekommer at være fuldstændig malplaceret at dreje samtalen i politisk retning. Her på øen har folk vigtigere og endnu mere håndgribelige problemer at forholde sig til. Syndfloden ramte ikke bare én, men to gange. Og så hårdt, at alle andre anliggender synes at være galakser væk.
Jeg er ekstatisk! Det var så godt, at Trump vandt. Vi har ikke råd til andet nu
Jeg funderer lidt over den rolle, multimilliardæren Elon Musk får i den kommende administration. Manden, som – efter eget udsagn – havde som erklæret mål at redde menneskeheden fra egne og selvforskyldte problemer ved at gøre det muligt at bebo Mars, men som for tiden står over for juridiske slagsmål i Boca Chica – hvor han har placeret rumprogrammet og affyringsramperne for SpaceX – pga. de massive miljømæssige ødelæggelser, som rumanlægget forårsager.
Det er dog tvivlsomt, hvorvidt miljøorganisationer som fx Defenders of Wildlife og Save RGV får medhold i søgsmålene mod Musk og SpaceX, netop fordi hans rolle i og påvirkning af den formodede kommende amerikanske administration er af en vis betydning.
Vi er slaver
Vi kører væk fra Ana Maria Island og ned mod Sarasota, som ligger 20 minutters kørsel fra Bradenton.
Her møder vi Paul og Penny, som begge arbejder på Siesta Inn Motel.
Penny er i slutningen af 50’erne. Jeg forstyrrer hende, mens hun går og fejer gulve.
Jeg ved godt, at det er et lidt upassende tidspunkt at spørge dig, men hvordan har du det egentlig med udfaldet af præsidentvalget?
”Jeg er ekstatisk! Det var så godt, at han (Trump, red.) vandt. Vi har ikke råd til andet nu.”
Okay, men hvordan ved du, at det vil blive bedre med ham i Det Hvide Hus?
”Det kan ikke blive værre, end det er nu. De sidste fire år har været forfærdelige. Når jeg går ned og køber en pakke brød og en gallon vand, koster det mig 6 dollars (42 kr.).”
Jeg medgiver hende, at USA sandt for dyden er blevet et bekosteligt bekendtskab – og for Penny er det ikke kun et bekendtskab; det er hendes virkelighed. Hver dag.
Hvad tjener du i timen her?
”Jeg tjener 4,50 dollars. Jeps, du hørte rigtigt.”
Jamen det er jo langt under den føderale minumumsløn?!
”Det er manageren her ret ligeglad med. Hvis min mand og jeg er utilfredse med det, siger han, at vi bare kan pakke vores ting og skride.”
Hold da op! Bor I her på ét af værelserne?
”Ja, vi har boet her i seks år. Har ikke andet valg. Vi får egentlig lidt over 300 dollars om ugen, men manageren fratrækker 200 dollars for værelset. Pr. person, hvilket giver os 100 dollars (700 kr.) hver om ugen til resten. Mad, tøj, benzin. Alt.”
Florida er et paradis for folk med penge. For os er det blevet et helvede
Det gyser lidt i mig. Det billigste måltid på McDonald’s koster, hvad der svarer til 70 kr. Dagligvarer ligger, samlet set, på samme niveau som i Danmark. Meget er dyrere. Især brød.
Har I en sundhedsforsikring?
”Nej, det har vi ikke råd til. Hvis vi bliver syge, er vi på røven.”
Hvad med Obamacare?
Egentlig er det lovpligtigt at have en sundhedsforsikring.
”Heller ikke. Altså, jeg er sådan set registreret som selvstændig, fordi manageren ikke vil give mig en ordentlig ansættelseskontrakt. Det betyder, at jeg selv skal indberette alt. Skat, sundhedsordningen – you name it.”
Hvad med løn under sygdom? prøver jeg – selvom jeg på forhånd har en ret klar fornemmelse af svaret.
Penny ler og blotter sine uplejede tænder og tandkød.
”Vi arbejder begge to, selvom vi er syge. Ellers bliver vi bare trukket i løn. Ud over det skal vi betale dagsprisen for værelset – og det kan variere meget voldsomt. Alt fra 40 dollars til 250 dollars for en overnatning. Det her er egentlig ikke et liv. Det er ren overlevelse. Vi behandles som slaver og har aldrig fri. Vi arbejder alle ugens syv dage og har ikke mulighed for at gøre andet end at være her og overleve.”
Mange, vi kender, spørger, hvorfor vi ikke tager ud at rejse, nu hvor børnene er flyttet hjemmefra. Men det er jo umuligt. Vi har ganske enkelt ikke råd og får det aldrig
”Florida er et paradis for folk med penge. For os er det blevet et helvede. Inden vi kom her, lignede det hele lort. Min mand og jeg står for alt. Indvendig og udvendig vedligeholdelse. Altså, manageren har ikke styr på en skid. Han sidder bare oppe på kontoret foran sin computer og lader det hele sejle.”
Tilskuere til paradis
Hvorfor føler du sådan et ansvar over for et sted, som betaler dig 4,50 dollars i timen?
”Tja, det er vel noget med stolthed,” svarer Penny og lader til at undre sig over sit eget svar.
Kan du lide at være i Florida?
”Det kunne jeg. Min mor trak os herned, da jeg var 13 år. Vi kom fra Iowa. Vi havde det egentlig meget godt. Da jeg mødte Paul, arbejdede han som svejser. Det gjorde han indtil covid-19. Rigtig mange blev fyret, og han har ikke kunnet finde et lignende job siden. Han tjente faktisk ok. 27 dollars i timen (191 kr.). Vi boede i et lejet hus i 15 år. Der fik vi 6 børn. Sidenhen er det kun gået ned ad bakke. Vores datter på 22 år er gravid. Jeg håber virkelig det bedste for hende. Hun har haft komplikationer undervejs, og skulle jeg lige pludselig vælge mellem hendes velbefindende og et ufødt barn? Det er virkelig et dilemma.”
Penny fortæller videre:
”Nu er vi begge fanget her på motellet. Det var meningen, at vi skulle nyde vores otium. Mange, vi kender, spørger, hvorfor vi ikke tager ud at rejse, nu hvor børnene er flyttet hjemmefra. Men det er jo umuligt. Vi har ganske enkelt ikke råd og får det aldrig.”
Apropos gravid: Hvad synes du om den afstemning, der lige har været her i Florida omkring svangerskab?
Floridianerne stemte den 5. november – samme dag som præsidentvalget – blandt andet om et borgerforslag, som i praksis ville udvide statens nyligt vedtagne abortgrænse på 6 uger. Havde tilhængerne af forslaget vundet et ”supermajority” på 60 pct. af stemmerne, ville Florida i lighed med mange af de mere liberale amerikanske stater have opnået en reel abortgrænse på 24 uger.
Jeg kunne faktisk ikke lide ham i 2016 og tænkte, at en milliardær som ham ville være noget lort, men jeg synes, at han beviste det modsatte i sin første periode. Men igen, det kan ikke blive værre, end det er nu
57 pct. af floridianerne stemte ja, men manglede tre procentpoint for at få det vedtaget, hvilket betyder, at abortgrænsen fortsat vil være på 6 uger. Et betydeligt flertal af statens indbyggere har imidlertid sendt et klart signal til politikerne. Det er sandsynligvis ikke sidste gang, denne sag kommer på stemmesedlen.
”Jeg synes ikke, at staten har ret til at bestemme over kvindekroppen,” svarer Penny.
Hendes mand, Paul, indskyder:
”Helt grundlæggende synes jeg ikke, at abort er særligt godt. Det går ikke, at folk bare får foretaget den ene abort efter den anden. Men Penny har ret i, at staten ikke bør blande sig i den sag.”
Nikki Haley – den tidligere republikanske kandidat til præsidentposten og tidligere amerikansk FN-ambassadør – foreslog et nationalt kompromis på 15 uger. Hvad synes I om det? Der, hvor jeg kommer fra, er abortgrænsen 12 uger. Jeg har fulgt amerikansk politik i snart 30 år, og jeg kan ikke mindes en valgkamp, hvor abortspørgsmålet ikke har været oppe at vende. Jeg ved godt, at de kristne på højrefløjen ikke bryder sig om en 15-ugers grænse. De liberale (venstreorienterede) er heller ikke glade for det. Men kunne man ikke lade disse to yderfløje være sure og så koncentrere sig om de pragmatiske amerikanere inde på midten?
”Jeg synes, et kompromis ville være rigtig godt. Alt for mange tvinges til at bære et uønsket barn. Mange unge mødre og fædre har desværre heller ikke evnerne til at varetage rollen som forældre. Vi har også hørt om alt for mange kvinder, der, på trods af svangerskabsproblemer, er nødsaget til at gennemføre graviditeten og føde et barn med risiko for alvorlig sygdom. Det er ikke ok.”
I lyder jo næsten som midtsøgende demokrater, responderer jeg lidt drillende.
De ler begge.
”Jeg tror ærligt talt, at Trump er ret ligeglad med abort. Det er nogle af hans tilhængere til gengæld ikke.”
Jeg ønsker Paul og Penny held og lykke. Vi giver hinanden hånden, inden Penny krydser sine fingre og siger:
”Jeg håber det bedste i forhold til mit valg. Måske har jeg taget fejl. Jeg kunne faktisk ikke lide ham i 2016 og tænkte, at en milliardær som ham ville være noget lort, men jeg synes, at han beviste det modsatte i sin første periode. Men igen, det kan ikke blive værre, end det er nu.”
Jeg håber du har ret. Det vil kun tiden vise.
Syndfloden ramte Tampa Bay to gange på kort tid. De ressourcestærke genopbygger Edens Have, mens Penny og Paul er ramt af livet og må acceptere et liv som tilskuere til paradis.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
