VALG 2019 // KOMMENTAR – Det er bekymringens valg, mener forfatter og stressekspert Thomas Milsted. Han vil ikke fortælle, hvilket parti han stemmer på – det er en privat sag – men han vil gerne delagtiggøre læserne i de overvejelser, han gør sig forud for valget til EU-Parlamentet og Folketinget. Det drejer sig om anstændighed.
I vores virtuelle redaktionsrum hos POV snakkede vi forleden om, at det kunne være en sjov idé, hvis vi skribenter skrev, hvilke partier vi stemte på og begrundede det. Der var almindelig enighed om, at det var pudsigt så tæt – ikke bare journalister og skribenter – men også mange andre vælgere holder deres valgkort til kroppen.
Idéen blev imidlertid droppet, da jeg og mange af mine kolleger ikke havde den store lyst til at dele dette. Det var der mange årsager til.
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi i Danmark nogensinde skulle risikere at få hele tre partier, der bygger på intolerance overfor bestemte etniske eller religiøse grupper
Men så fik jeg alligevel den tanke, at jeg måske skulle dele nogle af mine overvejelser i forhold til mit valg af parti. Ikke at læserne vil blive indviet i, hvilket parti jeg stemmer på, for det er en privat sag – og jeg er faktisk stadig i tvivl. Men jeg vil gerne dele de tanker, der kan bestemme mine krydsers mulige placering.
For når principløsheden hos politikerne, når det gælder ytringsfriheden, er så tydelig som aldrig før, når social dumping idésættes som humanitære indsatser, og ordet deportation florerer lystigt i politiske debatter, uden at nogen rynker på næsen eller får nervøse trækninger, er der overordentlig god grund til bekymring.
For mig er det bekymringens valg
Der er jo hele to valg, vi skal tage stilling til: Valget til Europa-Parlamentet på søndag og folketingsvalget Grundlovsdag.
Men tankerne er for mig de samme ved begge valg, nemlig en meget stærk bekymring for den fremmedfjendske bølge, som skyller ind over Europa. Nogle kalder det med retorisk omformulering for indvandrerkritisk. Det lyder i disse hadske tider også “pænere”, men budskabet er det samme.
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi i Danmark skulle risikere at få hele tre partier i Folketinget, der bygger på intolerance overfor bestemte etniske eller religiøse grupper
Og jeg havde heller ikke forventet, at andre partier, der historisk set har stået for solidaritet, ordentlighed og den enkeltes frie ret, ville danse med – om end på bekvemmelig afstand.
I skrivende stund ser det ud til, at de fremmedfjendske eller indvandrerkritiske partier efter valget til Europa-Parlamentet kan samle en supergruppe, som udgør 25 pct.
Anden Verdenskrig er ikke længere siden, end at min far deltog aktivt i den. Ikke som medlem af modstandsbevægelsen, men som befalingsmand i den britiske hær. Han endte i efterretningstjenesten og var ved krigens afslutning med til at befri deporteringslejrene, bedre kendt som kz-lejrene. Det syn, der mødte ham, var gruopvækkende og satte store, åbne mentale sår i hans sjæl.
Det har selvfølgelig præget min opvækst på godt og ondt, men det har også præget mit syn på det at være menneske. Livet forpligter, og for min far var det vigtigt, at vi børn altid havde øje for at bekæmpe uretfærdighed og racisme, fremme medmenneskelighed og ikke mindst være aktive i kampen mod krig.
Vi hørte ofte om fascismens og nazismens gru, og i vores hjem sagde man ikke neger eller omtalte jøder eller andre etniciteter nedsættende. Racistiske vittigheder var bandlyste, selvom de var en stor og helt naturlig del af vores hverdag i skolen, og hvor man nu færdedes med kammeraterne og voksne. Dér, hvor den lille hverdagsracisme ubemærket var vokset ind under huden.
Historien har vist os, at det første skridt ud af en meget farlig vej tages, når vi begynder at nære had til mennesker, vi ikke kender
At tale nedsættende om andre var altså no go i mit barndomshjem, og det var ikke altid nemt, når man havde en morfar og mormor, hvis begejstring for tyrolermusik var lige lovlig høj, og hvor jeg tit blev passet.
Jeg tror ikke, at min morfar var egentlig racist, han var nok snarere ubetænksom. Og det kan man måske ikke betænkte ham i. Hans verdensbillede var meget snævert, og krigen var trods alt nænsom mod ham – hans mest dramatiske oplevelse var mangel på appelsiner. Men det talte han til gengæld gerne og ofte om.
Dog er jeg ikke i tvivl om, at han ville være med i det kor, der nu bræger over Gyldendals udeladelse af Halfdan Rasmussens digte i en nylig genudgivelse. Der ville han nok hævde sin ret til at kalde mennesker fra Zambia, Tanzania, Congo for negere. Jeg fik nemlig altid at vide, at jeg ikke måtte slikke på appelsinskrællen, for dem havde negerne pisset på.
Historiens kort er erindringens kort
Sjovt nok trak min far aldrig nazikortet, men lærte og ikke mindst advarede os om, at historien har vist os, at det første skridt ud ad en meget farlig vej tages, når vi begynder at nære had til mennesker, vi ikke kender. Han opfordrede os altid til at forlade rummet, hvis der sad et helt igennem ubehageligt, nederdrægtigt og ondskabsfuldt menneske, som ønskede andre deporteret eller det, der var værre.
Etnisk udrensning er ikke opfundet af nazisterne, men af helt igennem ondskabsfulde mennesker, som har haft held til at fremelske de værste sider af mennesket og i al ubemærkethed har fået kollektivet som begejstret tilhænger. Det var det kollektiv, vi aldrig måtte blive en del af, om vi så måtte ende med at stå helt alene.
Det kan godt være, at der er uenigheder og symbolsk afstandtagen mellem partierne på den fløj, men vær ikke et sekund i tvivl om, at de står sammen, når det handler om at få den fremmede kultur helt ud
Det er ikke ligegyldigt, om vi stemmer og i særdeleshed ikke ligegyldigt, hvilket parti vi stemmer på, hvis vi vil modvirke det kollektiv, der i kraft og styrke ville kunne genskabe de uhyrligheder, vi har været vidne til op gennem historien.
De første skridt synes taget, og kollektivet har fundet sin form og sit sprog. Det er blevet mere raffineret, og medlemmerne er blevet bedre til at pakke de hadske og menneskefjendske budskaber ind i lyserøde paroler og har sideløbende opfundet sukkersøde hjælpemidler som ældreforkælelse, dyrevelfærd og velfærd for de “rigtige”. Så glider den egentlige agenda nemmere ned – helt ubemærket.
Og det kan godt være, at der er uenigheder og symbolsk afstandtagen mellem partierne på den fløj, men vær ikke et sekund i tvivl om, at de står sammen, når det handler om at få den fremmede kultur helt ud. Enten i form af assimilation, deportation eller egentlig udrensning, alt efter temperament.
Vi kan sagtens løse flygtninge- og migrationsudfordringer, for løses skal de, på en civiliseret og anstændig måde
Og enigheden er også klar på den fløj, når det handler om at stække ytringsfriheden mest muligt for islamistiske hadprædikanter og symboler. Men man forsvarer den til gengæld med næb og klør, så længe det handler om koranafbrændinger og hadprædikantisme mod islam.
Det er ulogisk og ikke mindst uværdigt for et land, der bryster sig af at være et fuldbyrdet demokrati. I et modent demokrati må følelser og politik aldrig gå forud for principper. Principper, der grundlæggende må gælde for alle. Principper, der også handler om, at vores demokrati gælder for alle, der lever og bor her.
Det er netop disse principper, der er i fare, fordi følelser og uvidenhed reflekteret i folkestemningen har ført til en ubegrundet frygt for muslimer i første omgang og hvem ved – homoseksuelle, DJØF’ere, kultureliten, kontanthjælpsmodtagere og intellektuelle?
Vi kan sagtens løse flygtninge- og migrationsudfordringer, for løses skal de, på en civiliseret og anstændig måde og uden, at det skal gøres med en retorik, som fører os derhen, hvor ingen vel har lyst til at komme igen?
Det synes jeg, man skal tænke lidt over, når man stemmer til folketingsvalget og valget til Europa-Parlamentet.
Godt valg.
Foto: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
