KOMMUNALVALG 2021 // DEBAT – Der er mange lokale dagsordner i spil i forbindelse med kommunalvalget, og naturligvis er der også de store spørgsmål af principiel og global betydning. POV har udplukket en række opstillede politikere med forskellig partifarve rundt om i landet for at få nogle klare udmeldinger om noget, der har stor aktuel betydning for os allesammen, nemlig KLIMA. Her er turen kommet til Helene Brochmann, der er opstillet for SF i Gentofte.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg var otte år, da oliekrisen ramte, og vi lærte at tage korte brusebade, vaske op i en balje, slukke lyset i rum, vi gik ud af, og skrue ned for varmen om natten. Jeg tror, jeg var 13 år, da jeg meldte mig ind i Cyklistforbundet, og jeg var nok 15, da jeg blev aktiv i miljøorganisationen NOAH.
Jeg følte meget tidligt, at ikke mindst luftforurening var noget, man skulle kæmpe imod. Ligesom tilsætningsstoffer i maden og pesticidrester i grundvandet. Og atomkraft, ikke at forglemme! Så blev jeg medlem af Natur & Ungdom og lærte om vigtigheden af at passe på fugle og insekters levesteder, om truslerne mod livet i Østersøen fra store fabrikkers udledninger i havet og om sur regn, der truede med at ødelægge alle skovene i Europa. Vi lavede mange gode kampagner dengang!
Det helt nye ved dette kommunalvalg er, at så godt som samtlige kandidater forholder sig til klima, natur og biodiversitet. Nogle mere end andre
Da jeg som 15-årig engagerede mig i miljøpolitikken, var det i fællesskab med en meget lille skare. Vi var ”miljøflippere”, og folk flest forstod vitterlig ikke, hvad vi havde gang i. Oliekrisen var overstået, vi havde fået isoleret vinduerne og sat termostater på radiatorerne, men ellers var det charterrejsernes, kummefrysernes og den eksploderende privatbilismes tid.
Og hvis man var en stor virksomhed, der bidrog til nationalproduktet eller endnu bedre handelsbalancen, skulle ingen hindringer i form af miljøkrav i hvert fald lægges i vejen!
Der er heldigvis løbet meget fornuftigt vand i stranden siden, og mange miljøproblemer er faktisk blevet løst. Men klimaudfordringen har det taget mange år at få på dagsordenen. Nu er den her til gengæld! Det helt nye ved dette kommunalvalg er, at så godt som samtlige kandidater forholder sig til klima, natur og biodiversitet. Nogle mere end andre, selvfølgelig. Men helt ignorere klimaet kan man næppe, hvis man skal gøre sig håb om at blive valgt til et by- eller regionsråd 2021.
Grøn, grønnere, grønnest
I Gentofte har den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening (DN) i mange år holdt et vælgermøde op til kommunalvalget. Her bliver de opstillede partier bedt om at forholde sig til en række spørgsmål, som DN synes er vigtige. For otte år siden kunne man godt høre forskel på partierne – de røde var grønne så at sige, og de blå var så forbeholdne, som det kunne gå an at være, når det nu var DN, der var værter.
Men man kan godt frygte, at der vil vise sig sprækker i valgkampens tilsyneladende enighed, når de konkrete projekter skal vælges og finansieres
Jeg husker også tydeligt en konservativ, der gjorde grin med et forslag om at bekæmpe trafikstøjen ved Gentofte Sø ved at sætte fartgrænsen ned. Og ingen talte endnu om klima på dette tidspunkt. Højst om klimatilpasning, da stigende regnmængder så småt var begyndt at blive et problem. Jeg skal lige love for, at der er sket noget i mellemtiden.
Forleden deltog jeg igen i DN’s vælgermøde, denne gang i en ny rolle som SF-kandidat til kommunalvalget. Nu kunne man høre repræsentanter for alle partierne agitere engageret for indsatser som totalt stop for bebyggelse af grønne områder, el-ladestandere eller supercykelstier. Og alle mener nu, at vi skal gøre noget ved trafikstøjen. Som lokalavisen skriver:
”Der er næsten ingen grænser for, hvor mange grønne tiltag, der bliver indført de næste fire år. Altså hvis man skal dømme efter valgmødet hos Danmarks Naturfredningsforening torsdag d. 4. november.”
SF står hvor vi hele tiden har stået
Som SF’er har man altså fået en lidt anden bane at spille på her, og det er faktisk ikke helt enkelt. I et kort øjeblik man godt få sådan en barnlig lyst til at sige: ”Hov hov, vi var her først! Har I hørt om Steen Gade og Margrethe Auken? Vi har snakket miljø og klima i årtier, og I har hånet os for det. Nu kommer I her i 11. time og vil være med…!” Men det er jo bare pjat, for selvfølgelig er vi glade for, at alle nu har indset alvoren her, og det er også nødvendigt, hvis vi skal rykke noget. Og det skal vi!
Jeg tror ikke på, at vi kan klare klimakrisen med teknologiske fix og handel med kvoter alene. Der må også konkrete livsstilsændringer til
Samtidig er der dog også en snert af en pointe i det. For det er valgkamp, og vi har brug for at kunne få det budskab ud, at vi mener det helt grundlæggende, det her med klimaet. At det er en del af rygraden i vores måde at tænke på, at det hænger tæt sammen med socialistiske ideologi om ansvar over for hinanden, over for fællesskabet og vores fælles klode.
Det er ikke et nyt påfund eller noget, vi bare skal sige. De virkemidler, vi har kommunalt, i hvert fald i en bykommune som vores, er der ikke de store ideologiske uenigheder om. (Det er noget helt andet i landspolitik.)
Men man kan godt frygte, at der vil vise sig sprækker i valgkampens tilsyneladende enighed, når de konkrete projekter skal vælges og finansieres, og her kan jeg selvfølgelig også have min skepsis over for, om de andres løfter kan holde, når budgetforhandlingerne går i gang.
Det er stadig svært at sige nej til biler og ja til cykler
Jeg tror ikke på, at vi kan klare klimakrisen med teknologiske fix og handel med kvoter alene. Der må også konkrete livsstilsændringer til. Jeg ser det ikke som livsstilsforringelser, bare nye vaner – og i virkeligheden mange forbedringer for trivsel og livskvalitet, når det kommer til stykket.
Vi skal have en samlet plan, og alle beslutninger i kommunen skal vurderes i et klimaperspektiv
Men det er faktisk ikke nemt at stå foran en flok vælgere og sige, at nej – der skal ikke være plads til flere parkeringspladser i bymidten, for vi skal have færre biler, uanset om de er el-drevne eller ej. Jeg siger bestemt ikke, at ingen må have bil, men mange reagerer forbavsende emotionelt og tager det meget personligt især lige på dette punkt.
Det nemmeste og det sværeste
For en SF’er som mig er klimaet det nemmeste valgkampstema, fordi det er helt grundlæggende i mit partis program, fordi jeg virkelig mener helt ind i rygmarven, at klimapolitikken må øverst på dagsordenen, og fordi jeg ikke har nogen problemer med at sige, at det kommer til at kræve noget af os alle sammen.
Men det er også det sværeste, fordi det pludselig er blevet sværere at markere, hvordan vi faktisk er grønnere end de fleste af de andre.
Men skal jeg sige det kort, så handler det blandt andet om, at jeg mener, at klimaindsatsen ikke bare skal bestå af flotte, luftige formuleringer i en plan eller i enkeltstående projekter. Vi skal have en samlet plan, og alle beslutninger i kommunen skal vurderes i et klimaperspektiv (og ikke kun et økonomisk).
Så snart data og brugbare beregningsmodeller er udviklet, skal vi desuden have bindende, årlige mål for vores indsats. Et klimaregnskab, med andre ord. Og så har jeg slet ikke nået at tale om miljø, biodiversitet og arkitektur og byplanlægning, der også hører med her.
Klima-stafet
POV bringer i dagene op til Kommunalvalgt 2021 dagligt et indlæg fra opstillede kommunalpolitikere, der ønsker at bidrage i klima-stafetten med en klar udmelding om, hvordan klima indgår i deres lokalpolitiske dagsorden.
Mandag 8. november: Karsten Byrgesen, opstillet for Nye Borgerlige i Fredericia. Læs indlægget her.
Tirsdag 9. november: Peter Duetoft, opstillet for Socialdemokratiet i Hjørring. Læs indlægget her.
Onsdag 10. november: Jens Kloppenborg, opstillet for Venstre i Rudersdal. Læs indlægget her.
Torsdag 11. november: Michael Rachlin, opstillet for Radikale Venstre i Dragør. Læs indlægget her.
Fredag 12. november: Louise Siv Ebbesen, opstillet for Liberal Alliance i Lyngby-Taarbæk. Læs indlægget her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her