MINIMUMSNORMERINGER // KRONIK – Minimumsnormeringer er et luftkastel. Hvor længe skal pædagoger råbe op om det offentlige omsorgssvigt, der hver dag udføres i dagslys i de danske daginstitutioner? De pædagoger, jeg kender, der er stoppet med at arbejde på daginstitutionsområdet, er stoppet på grund af normeringerne, ikke på grund af lønnen, skriver Chili Djurhuus.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tilbage i 2009 forsøgte professor emeritus ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet Dion Sommer at sætte emnet offentligt omsorgssvigt på dagsordenen.
Han mente nemlig, at normeringerne var alt for dårlige i de danske daginstitutioner.
I den forbindelse udtalte han til Dagbladet Information:
“Det er bestemt ikke alle danske kommuner, som overholder de normeringer, og det kan give udadreagerende børn, som har svært ved at styre deres impulsivitet. Jeg har spekuleret meget på, om folkeskolelærernes beskrivelser af, at de har sværere ved at trænge igennem til eleverne, skyldes de dårlige daginstitutioner.”
Er der en klokke, der ringer i forhold til den stigende mistrivsel blandt børn i 2024?
Selvom Dion Sommer brugte ordene offentligt omsorgssvigt og insinuerede, at der var en direkte sammenhæng mellem skolebørns mistrivsel og dårlige normeringer, som burde få de fleste til at spærre øjnene op, fik hans opråb ingen større betydning for normeringsdebatten.
Det til trods for, at folk, der ved noget om tilknytnings- og udviklingspsykologi, er enige om, at masser af voksen- og øjenkontakt og ikke mindst omsorg i den tidlige barndom er vigtig for at kunne udvikle et sundt selv.
Dion Sommer har med jævne mellemrum forsøgt at sætte normeringsdebatten på den politiske dagsorden. Og mange efter professoren, ofte pædagoger, har råbt op. Igen nærmest for døve øren.
Diskussionen er altid endt med at handle om, hvad den reelle normering er i de danske daginstitutioner. Kvaliteten har ikke været i fokus.
Når pædagoger har sagt, at normeringen var for dårlig, har flertallet af politikerne svaret, at normeringerne er, som de skal være eller tæt på – svarende til én voksen til tre børn i vuggestuer samt én voksen til seks børn i børnehaver hele dagen, fordi det kan man se hos Danmarks Statistik.
Ikke et retvisende normeringstal
Problemet med Danmarks Statistiks normeringstal er, at de eksempelvis medregner ferie, sygdom og tid brugt på administration.
Og så skal man ikke være det store geni for at konkludere, at normeringstallet ikke er så retvisende. Det er dog ikke alle – ofte politikere – der af en eller anden grund kan forstå den logik.
Da jeg tilbage i 2003 startede som vuggestuepædagog, var der tre voksne til 11 børn om formiddagen og to om eftermiddagen.
Antallet af voksne er ikke steget.
Det er antallet af børn til gengæld. Nu er der typisk 13-14 børn til det samme antal voksne. Altså langtfra én voksen til tre vuggestuebørn.
I januar 2019 påviste jeg i en artikel, jeg skrev i forbindelse med min diplomuddannelse på Danmarks Journalisthøjskole, at Danmarks Statistiks normeringstal ikke var retvisende.
Dengang var der ingen medier – ingen nævnt, ingen glemt – der ville udgive artiklen. De redaktører, jeg kontaktede, henviste til Danmarks Statistiks tal, som, ifølge dem, var retvisende.
Heldigvis ville chefredaktør på POV International Annegrethe Rasmussen udgive artiklen.
Vejen til minimumsnormeringer
Et par måneder efter min artikel, i marts 2019, kom DR-dokumentaren Hvem passer vores børn?, der zoomede ind på normeringen.
Dokumentaren viste selvfølgelig det billede, jeg beskrev i min artikel, og som nogle pædagoger og Dion Sommer i mange år har råbt op om: at der ikke er hænder nok.
Diverse fagpersoner udviste nu pludselig stor bekymring (på trods af, at de nok havde hørt Dion Sommers opråb tilbage i 2009).
Forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen så dagens lys.
I maj 2019 udkom endnu en kontroversiel dokumentar, Daginstitutioner bag facaden, med mig som muldvarp. Dokumentaren viste, råt for usødet, hvordan forholdene var i nogle københavnske daginstitutioner.
Mange reagerede. Blandt andre psykologen Dorthe Birkmose, der kaldte de voksnes adfærd i dokumentaren for forråelse.
Efter dokumentarerne og opråbet fra #Hvorerderenvoksen, fik politikerne øjnene op for, at det nok var en god idé at give daginstitutionsområdet en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Og med etpartiregeringen – med Mette Frederiksen (S) i spidsen som statsminister – indgik regeringen 5. december 2020 en aftale om minimumsnormeringer med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Minimumsnormeringerne skulle være fuldt implementeret 1. januar 2024.
Ud over at skulle implementere minimumsnormeringer blev det også tilføjet i aftalen, at man skulle indsamle data på institutionsniveau for at sikre, at der rent faktisk også kom minimumsnormeringer.
I 2023 erkendte Danmarks Statistik, at tallene ikke er retvisende. Uden at nogen medier fandt det væsentligt at skrive om.
Og da der nu er smidt en masse millioner ud i kommunerne til at implementere minimumsnormeringer pr. 1. januar i de danske daginstitutioner, mener regeringen ikke (længere), at det er væsentligt at indsamle data på institutionsniveau.
Hvilket netop var en del af aftalen i forbindelse med minimumsnormeringer netop for at sikre, at de rent faktisk blev indført.
Argumentet er, at det er for at spare penge.
Måske spørger du som læser nu:
“Hvis kommunerne rent faktisk har fået en masse penge til minimumsnormeringer, hvorfor er der så ikke minimumsnormeringer?”
Svaret er enkelt. Kommunerne har ikke fået penge nok. Det er bare at se på Københavns Kommune, der ellers på sin hjemmeside bryster sig af at have minimumsnormeringer.
Den tidligere børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) udtalte i 2020:
“Vi går foran i København og indfører minimumsnormeringer tre år tidligere end vedtaget på Christiansborg. Minimumsnormeringer er et stort skridt i den rigtige retning. De første år af et barns liv er de mest afgørende for barnets udvikling og videre vej i livet. Derfor er det så vigtigt med høj kvalitet i alle vores daginstitutioner.”
Her fire år efter Københavns tiltag på normeringsområdet, vil de fleste nok kalde normeringerne i Københavns Kommune for et luftkastel.
For ser man på de faktiske tal, svarer de implementerede minimumsnormeringer til 1,7 årsværk, svarende til 1,7 fuldtidsansat pr. år pr. institution, ifølge Københavns Kommunes hjemmeside.
Alle de pædagoger, jeg kender, der er stoppet med at arbejde på daginstitutionsområdet, er stoppet på grund af normeringerne, ikke på grund af lønnen.
Og som de fleste nok ved, så er der mere end en stue i de københavnske daginstitutioner.
Derudover er det ikke alle kommuner, der har brugt pengene på normeringer.
Det har Dagbladet Information blandt andet skrevet om.
På trods af det har børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) igen og igen proklameret, at der ville være minimumsnormeringer fra 1. januar 2024.
13. maj kl 18.30 udtalte han til TV-Avisen:
“Den politiske diskussion har i efterhånden nogle år handlet meget om ressourcer, om at der skal være flere voksne, og det har vi støttet i Socialdemokratiet, og det er jeg glad for. Nu har vi fra 1. januar (2024) loven om minimumsnormeringer, der skal sikre en voksen til tre børn i alle vuggestuer.”
Løgnen om minimumsnormeringer
Da jeg som nyuddannet pædagog startede som med arbejde i en vuggestue i 2003, var der tre voksne til 11 børn om formiddagen og to voksne om eftermiddagen. Antallet af voksne er ikke steget. Det er antallet af børn til gengæld.
Nu er der typisk 13-14 børn til det samme antal voksne. Altså langtfra en voksen til tre vuggestuebørn.
Og jeg indrømmer gerne, at mit naive hjerte hoppede en ekstra gang, og jeg åbnede en flaske bobler, da aftalen om minimumsnormeringer var i hus.
Jeg var så glad på børnenes vegne:
Tænk! Børnene kan endelig få den omsorg og det nærvær, der er så frygtelig vigtigt for deres tidlige tilknytning og udvikling.
Og jeg drak et glas bobler mere, da det gik op for mig, at planen også var, at man ville indsamle data helt ned på daginstitutionsniveau for at få en opgørelse af praksisnormeringen i de enkelte daginstitutioner, og at VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) og EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet havde udviklet en metode til brug for kommunernes opgørelse af praksisnormeringen i de enkelte daginstitutioner.
Tiden gik, og det viste sig desværre, at politikerne, som så mange gange før, ikke holdt deres ord. Jo tættere vi kom på 2024, jo tyderligere blev det for de fleste i den pædagogiske sektor, at minimumsnormeringer var og blev et luftkastel.
Og en meget diskuteret kvalitetsrapport satte en tyk streg under, at børnene, ligesom i 2009, blev/bliver udsat for offentligt omsorgssvigt.
Rapporten viste nemlig, at kun én ud af 10 vuggestuer leverer god kvalitet, og det var små syv måneder før, minimumsnormeringerne burde være fuldt implementeret.
Det (den dårlige kvalitet) vil dataindsamlingerne på institutionsniveau jo påvise, tænkte jeg (og nok mange andre).
Hvor længe skal pædagogerne råbe op om det offentlige omsorgssvigt, der hver dag udføres i dagslys i de danske daginstitutioner, blandt andet fordi der ikke er hænder nok?
Man skal dog ikke glæde sig for hurtigt.
Regeringen er blevet enige med Kommunernes Landsforening (KL) om at fjerne en række regler på dagtilbudsområdet, heriblandt indsamlingen af data i de enkelte daginstitutioner. Angiveligt for at “understøtte kommunernes mulighed for at nedbringe udgifterne til administration og udvikle de borgernære velfærdsområder, herunder på dagtilbuds- og folkeskoleområdet”.
Eller det er i hvert fald forklaringen ifølge en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Ovenstående forklaring betvivler jeg dog som mangeårig pædagog.
Jeg mener, at den såkaldte spareøvelse handler om, at børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, ikke ønsker, at den skinbarlige sandhed om, at der ikke er minimumsnormeringer, og at de aldrig bliver en realitet, ser dagens lys.
For indsamlingen tager slet ikke tid fra hverken pædagoger eller ledere ifølge formanden for BUPL (Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund), Elisa Rimpler:
“Hverken ledere eller pædagoger bruger tid på den registrering, og det har aldrig været hverken hensigten eller en realitet, at vi hver dag går og tæller personale og børn for at indberette det. Det ville jo også være helt tosset. Informationen om antal børn i forhold til personale er data, der findes allerede, opgøres automatisk og koster ikke tid for den enkelte institution,” skriver Elisa Rimpler i et opslag på LinkedIn.
Spørgsmålet er, hvor længe regeringen kan leve på løgnen om, at der er minimumsnormeringer?
Hvor længe skal pædagogerne råbe op om det offentlige omsorgssvigt, der hver dag udføres i dagslys i de danske daginstitutioner, blandt andet fordi der ikke er hænder nok?
For der er ikke hænder nok. Heller ikke efter 2024.
Politiker: I bliver løjet for
Uanset hvordan man vender og drejer det, er faglighed ikke nok, hvis der ikke er hænder nok.
Heller ikke selvom min fagforening, BUPL, med stor succes, specielt efter kvalitetsrapporten kom ud, har pitchet fortællingen til medier og politikere om, at højere løn giver bedre kvalitet i daginstitutionerne.
Alle de pædagoger, jeg kender, der er stoppet med at arbejde på daginstitutionsområdet, er stoppet på grund af normeringerne, ikke på grund af lønnen.
Det bliver spændende at se, hvor længe regeringen kan leve på løgnen om, at der reelt er minimumsnormeringer, før der kommer et nyt oprør som #Hvorerderenvoksen, hvor forældrene går på gaderne.
Eller en ny dokumentar?
Og hvordan mon aftalepartierne, SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre har det med, at deres aftale om minimumsnormeringer viser sig at være et luftkastel?
Jeg har talt med børneordfører for Alternativet Helene Liliendahl Brydensholt. Hun er vred.
“De (regeringen) har lavet dødsstødet til, at vi kan sikre os, at der er nok voksne til vores børn ude på alle stuerne i alle kommuner. Jeg er simpelthen så gal,” siger hun.
Før Helene Liliendahl Brydensholt kom i Folketinget, søgte hun aktindsigt i normeringerne i alle institutioner i sin hjemkommune, Helsingør.
Aktindsigten viste, ifølge Helene Liliendahl Brydensholt, at der var kæmpe forskel på, hvor mange voksne der var på de forskellige stuer.
“Intentionen (med minimumsnormeringer) var, at de skal gælde for alle børn, så det ikke er et gennemsnit, gælder på kommunalt niveau.”
“Og derfor er det ikke rigtigt, når Mattias Tesfaye siger, at vi har fået minimumsnormeringer,” siger Helene Liliendahl Brydensholt og fortæller, at Alternativet i sidste uge fremsatte et forslag, der kræver, at regeringen skal leve op til aftalen om minimumsnormeringer, samt at pædagogandelen skal op.
Om Liliendahl Brydensholt kan skaffe flertal i Folketinget, eller om regeringen fremadrettet fortsat skal leve på en løgn, må tiden vise.
En ting er sikker:
Der er ikke minimumsnormeringer i langt de fleste daginstitutioner. Heller ikke selvom vi har en lov om minimumsnormeringer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
