NYTÅRSMUSIK // PLAYLISTE – “Hér er en playliste med 10 pop-perler du ikke vidste fandtes, men som vil få dit nytårsselskab til at finde sig i hvad som helst”, skriver Thomas Erichsen. For selvom 2020 er et år, mange ønsker at lægge bag sig så hurtigt som muligt, er der ingen, som siger, at man ikke kan danse og lytte til musik.
Hvis en sang har et virkelig stærkt omkvæd, kan verset være næsten lige meget.
Dén kontroversielle pointe understreges af Ducktails, nærmere bestemt amerikanske singer-songwriter Matt Mondanile og hans 80’er throwback ’Map to the stars’, der lyder som om man lige har slået dørene op til det perfekte cocktailparty.
Tekst og musik slanger sig mod omkvædet, hvor sikker vokal og håbefuld elguitar fungerer i slående unison,
Just look up / and follow your own star / there’s nothing you can’t do / you’re in this alone now / just follow your own star.
Intet er umuligt, er beskeden her, og den har vi hørt mange gange, men her går den altså ind med en særlig kraft. ’Map to the stars’ giver luft under vingerne, blæser liv i drømmene, og får dig til at længes efter Miami, selv om du aldrig har været der.
Moonlight Breakfast kunne ikke vide, at deres sprællevende ’Summer’ ville handle om de skønneste sommermåneder planeten med lidt held kommer til at opleve, nemlig sommeren efter Covid19. Nummeret er båret af vindtørre timbaletrommer, simpel bas, forelsket vokal, og det virker bare.
Moonlight Breakfast er fra Rumænien, står ikke foran noget stort gennembrud, bliver måske mest hørt af musiknørdede Youtube-brugere, men det ændrer ikke på, at ’Summer’ skinner som et strandklart superhit, der giver én lyst til at danse med lukkede øjne og armene ud til siden.
Jermango Dreaming lyder som en melankolsk udgave af Modern Talking, så hvis man altid har elsket firsertyskerne, men måske fundet dem lidt kække, så er man slået ind på den helt rigtige popsti her. Det er musik så catchy, at man burde blive hurtigt træt af den, men det gør man bare ikke.
Modsat uendelig mange vellydende elektroniske produktioner, så har ’Breeze’ den nødvendige gnist, uden hvilken kunsten er umulig, – melodien. Det er blødt og lækkert, men smelter aldrig mellem fingrene, tilbagelænet, men i musikalsk topform.
Franske Miel de Montagne har skabt en smuk elektronisk dagdrøm af et debutalbum med titlen Miel de Montagne. Særligt iørefaldende herfra er ’Permis B Bébé’, en dansebasker med sleben falset og et synthtema der straks afslører, at hér kan man noget med musikken.
I videoen er selvhøjtidelighed som sædvanlig en mangelvare hos Montagne, vi har at gøre med musik der taler op til folk, aldrig ned,- I en tid hvor alle vil være stjerner, er det en fryd at se de virkelige talenter klovne løs.
Skinshapes ’Dont call my name’ er et mesterværk. Beåndet af en Pink Floyd-sound og med reggae i blodet, er engelske Matt Doreys soloprojekt alt det du ikke vidste at du havde brug for.
Sangen handler om det sitrende limbo man befinder sig i, når man klynger sig til håbet om, at den store kærlighed vælger én, og ikke dén hun er sammen med. Matt Dorey er en fremragende bassist, og den her perle behøver heller ikke meget mere end bas og sang. Hvis der findes en anden verden af ren musik, så har Skinshape rigtig god adgang til den.
Spørgsmålet er ikke om du tror på Gud, men om Gud tror på dig! Det kunne være temaet for Lissies ’Dont give up on me’, amerikansk folkpop når det er bedst og ingen grund til at tvivle på noget dér. ’Are you swimming in the stars / breathing in eternity?, spørger Lissie, og hvis nogen kan høre hende deroppe, er svaret sandsynligvis ja.
Akkompagneret af underskønne guitarer og iblandet en trylledråbe Fleetwood Mac, synger Lissie så englene kan tage et break:
Kan man være ukendt og have 40 millioner plays på Youtube?
Svaret er ja. Den virtuose pianist Ray Thistlethwayte, alias Sun Rai, har skrevet en sang om at komme hjem, om at vågne op i det helt rigtige hus et sted i San Fransisco, om at nå frem.
Med tråde til Stevie Wonder og et Rhodes-orgel, der får hud og hår til at stritte, er ’San Francisco Street’ en ualmindelig charmerende sang om kærlighed, om at fare vild, og om den lykke der venter lige rundt om hjørnet. Sjælfuldt, så man straks slår ørene ud, atmosfærisk, så man hurtigt bliver suget ind.
Kakkmaddafakka er måske ikke et navn man vælger, hvis man går efter verdensberømmelsen, men måske er det norske indieband heller ikke så forhippet på stardom, som på bare at lave god musik. ’Runaway Girl’s løbebas og præcise vokal stikker det meste i brand, og man fryder sig over nordmændenes energi og flammende kunnen.
Guitar, synth og melodi-stemme går op i en kraftenhed, som kyler overjeget ned i kælderen og skubber til stukloftet. Lyt til ’Runaway girl’ og også til teksten, der spørger om alle kvinder er værd at jagte, eller om man skal lade nogle af dem spurte videre.
Binki får dig til at tigge om mere og bænker Gorillaz som festens kedelige gæst. Binkis beats og befriende selvironi topper i det livlige spex ’Heybb!’, der er ligeså potent, som det er morsomt, som det er velkomponeret. Morsom musik?
Ja, herligt selvudslettende tekster om at komme galt afsted i kærligheden, og et lille vink om ikke at tage tingene for alvorligt. Binki rapper, synger, fodboldkoret råber i baggrunden, og det hele svajer og svinger præcis som det skal. Med ’Heybb!’ skulle der være god chance for at nulstille selv det mest grå gemyt.
Musik fortæller altid hvilket humør man er i. På gode dage kan næsten alting lyde godt, så godt at man får lyst til at danse. Le Couleurs ’Femme’ starter afgjort en fest med en blanding af fransk pop og analog disco. Trioen fra Montreal med den svævende diva Laurence Giroux-Do i front groover glimrende, og ’Femme’ glitrer i al sin kvindelige ynde, hvis man må sige det.
En dag uden at danse er en dag uden at leve, skrev Nietzsche, og dansede måske aldrig selv, men derfor kan han jo stadig have ret. Hér er i hvert fald fransk-canadiske rytmer med alt hvad det festlige hjerte begærer.
Til sidst, tilbage til sommeren.
Den franske producer med kunstnernavnet Billy Bahama har skabt en tung, vidunderlig synthballade med oktavbass, snerrende arpeggiator, et drop af rang og en tekst, der på glimrende vis opsummerer hvad vi alle går og drømmer om, – Can you feel it? / can you touch it? / I need it too / Its good for you. Sommeren vender tilbage, alting vender tilbage, musikken har været der hele tiden.
LÆS MERE AF THOMAS ERICHSEN HER
Topillustration: https://images.app.goo.gl/bcoi6vqQ7cHqAzGd9
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
