LIV & MENNESKER // KLUMME – Første taxi-dag i det nye år og jeg er vel nærmest – sur. Ikke på nogen konkret og ikke mere generelt på livet og samfundet, end jeg plejer at være. Mest af alt på mig selv. Jeg vidste det, inden jeg kørte ud: Det er LORT at køre taxi for tiden. Corona, isolation, manglende mulighed for at rejse – and all that jazz. Men jeg savnede at komme ud i virkeligheden og møde mennesker og havde vel også den indre stemme, der påstår: Jo, jo – det er svært, men her kommer den udødelige taxamand, der har sine egne veje. Jeg er rød indeni, men jeg tjener gerne mine penge på middelstanden i de københavnske forstadskommuner, hvor de ikke holder på pengene. Jeg holder i den smukke skovtykning overfor galopbanen og drømmer om et økonomisk mirakel. Og der sker absolut intet!
– Så kør dog hjem, når der ikke er noget at lave, siger konen, og herefter indtager jeg den meget umandige ”Maude-attitude” – bortset fra, at jeg her i taxien ikke har en førstesal, hvor jeg kan gå op at lægge mig.
Der går én time.
Der går to.
Der går tre.
Nu er jeg blevet stædig. Jeg er sådan set villig til at flytte permanent ind i vogn 6828 med en flaske filterrenset vand og en pakke C-(overlevelses)rationer fra det militære overskudslager. Bare demonstrativt vente på lysere tider. Så kommer lediggangens træthed og øjnene lukker sig, mens jeg stadig hjemsøges af logikkens dæmoner, der spørger mig, hvad i hede hule helvede pensionisten laver herude i skoven?
Hun er glad. Jeg er til gengæld en klovn, der er kommet til at trykke på centrallås-knappen midt i min halvsøvn
Men så: Et lille mirakel. Computeren slår alarm, ”bipperen” ringer. Min Gud, der er kunder!
Jeg nærmest svæver til downtown Ordrup.
Hun vinker til mig, kunden – og hun smiler. Hun er glad. Jeg er til gengæld en klovn, der er kommet til at trykke på centrallås-knappen midt i min halvsøvn. Den knap plejer jeg ikke at bruge, og nu kan jeg ikke finde den og slå låsen fra igen. For pokker, altså.
Den smukke og glade taxi-kunde kan bare ikke komme ind i taxien, og jeg trykker rundt på et utal af knapper og optræder i det hele taget som – en komplet idiot. Jeg er sådan set på grænsen af at stige ud af bilen (førerdøren kan altid åbnes!) – give kunden nøglerne til den koksgrå taxi med det grønne logo – og så lade hende ordne det her selv.
Taxi-folkets evige snak om de svære tider overgås kun af bønder og minkavlere. Og det elendige eksistensgrundlag gælder jo mange andre steder i den pandemiramte virkelighed
Men operationen lykkes og kunden er bare – glad!
– Nå, er der noget at lave for tiden, siger hun og jeg bryder mit princip om ikke at delagtiggøre kunderne i de elendige tider. Taxi-folkets evige snak om de svære tider overgås kun af bønder og minkavlere. Og det elendige eksistensgrundlag gælder jo mange andre steder i den pandemiramte virkelighed.
Jeg åbner desuagtet lidt for frustrationernes godtepose men skynder mig også at bemærke, at det her er min egen skyld. Jeg er pensionist! De virkelige ofre her i erhvervet er de chauffører og vognmænd, der påstås at kunne leve af at køre taxi.
Og så får hun lige historien om TAXAMANDEN. Om granitperkeren, der ikke kan undvære mennesker, men i sine teenageår stirrede sig blind på guldbogstaverne over scenen på Rønne Teater. Der hvor jeg engang spillede den diminutive rolle som Gustave i Svanekeaktørernes opsætning af “Frøken Nitouche”:
LÆR VISDOM AF LIVETS OPTRIN!
– Det er fantastisk, siger kunden med henvisning til mit livs sporskifter. Vi ligner jo nærmest hinanden – altså i drømmen om at prøve nye veje.
Hun er i det daglige gymnasielærer i fagene engelsk og dansk med et godt job, men så er der lige den der, den stille, søde kløe…
Hun fortæller mig om den blog, hun er ved at udvikle på Facebook. Hun er i det daglige gymnasielærer i fagene engelsk og dansk med et godt job, men så er der lige den der, den stille, søde kløe: En drøm om at kunne leve af og med den klassiske musik. Den sidder hende i blodet – den ligger i hendes families DNA. Derfor hendes ”blog” på Facebook, hvor hun formidler klassisk musik – ikke mindst til de mennesker, der ikke er specialister.
Så kommer jeg med en indrømmelse – noget jeg nærmest er lidt flov over: At min opdragelse i et ”hjem med klaver”, min ungdom i de antielitære 70’ere hele tiden har holdt den klassiske musik på afstand. Allermest pinligt – at jeg engang var chefredaktør for det samlede radioudbud i DR og derfor også havde indflydelse på Statsradiofoniens klassiske kanal. Jeg har nærmest et lidt pubertært forhold til klassisk musik. Keder mig over den af og til ”magister-agtige”, den elitære formidling af klassisk musik.
Det eneste sted, jeg virkeligt har nydt den klassiske musik, er i koncertsalen, der hvor den levende kunst indtager dig, uanset om du stritter imod eller ej.
Min kunde tør mig op.
Jeg er virkeligt kommet til den rette, denne arbejdsmæssige møg-dag. Hun fortæller om sin musikkærlighed og hun får den sødmefyldte følelse af fællesskab proppet tilbage i mig. Vi er meget forskellige. Hun er kvinde og på vej opad i livet. Jeg er – skal vi sige – på vej i en offensiv tilbagetrækning. Vi stemmer på hver sin side af midten.
Men et sted – inderst inde – er vi begge drevet af nysgerrighed og ikke sådan liiiiige at lukke inde og holde på plads.
Det er det, der det fede for både musikelskeren og TAXAMANDEN.
Læs med hos Vibeke her.
LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER
Foto: Taxamanden
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
