
MADKLUMME – Trine Nygaard Wibrand har altid elsket pirogger. Måske hedder de noget andet i din familie, men navnet dækker i al sin enkelthed over brød med fyld. Det er sund, nem og velsmagende hverdagsmad.
Vi er, efterhånden, en husholdning, der er præget af, at vores børn er blevet store. Den ældste bor sammen med kæresten og de kommer kun hjem, når vi kalder til langbord.
Den mellemste datter har sit liv med job, kæreste og veninder og et ben ude ad døren for altid, og den lille er ikke lille længere og har indtil for nylig danset ballet på højt niveau, hvilket betyder træning sene eftermiddage og aftener. Manden træner karate to aftener om ugen. Så i løbet af en uge er der ikke længere daglig samling omkring spisebordet i køkkenet.
Til gengæld er vi blevet eksperter i at producere mad, der nemt kan varmes op og således spises i løbet af hele aftenen. Vi laver meget ruskomsnusk på panden, eller hash, som en australsk kogebogsforfatter lærte mig, at det hedder. Jeg troede hash var noget man lavede primært af kartofler, men det er en anden historie.
For nylig fandt yngsten på en ny variation over temaet grønt, stegt på pande og samlet i en nem, spisevenlig beholder: Pirogger
En hash hos os er masser af finthakkede løg, hvidløg der svitses med krydderier i olie eller smør. Når løgene er klare, ryger der alt godt grønt fra køleskabet i sammen med flere krydderier og gærflager, som giver en fantastisk afrunding af smagen. Grønsager kunne være grønkål, spidskål, broccoli, bønner, asparges, blomkål … alt, hvad du kan lide. Det kan også være en frossen grønsagsblanding af dem, man kan købe økologisk på frost i Rema 1000. Dem har vi altid liggende i fryseren, så man kan lave hurtig og sund mad.
Vi spiser det i en dyb tallerken med et drys parmesanost og hakket persille og gerne en sprød kålsalat på siden, eller i en wrap med sprød salat, hvis det skal være endnu mere nemt og der skal spises, mens der arbejdes ved computeren. Vi er to selvstændige konsulenter. Hallo corona times. Og hallo empty nest. Næsten.
For nylig fandt yngsten på en ny variation over temaet grønt stegt på pande og samlet i en nem, spisevenlig beholder. Pirogger. Og jeg er på, for jeg er ikke så meget til wraps, som jeg synes er kedelige og tørre, hvorfor jeg skifter dem ud med knasende kålblade.
Pirogger har jeg altid elsket. De hedder måske noget andet i din familie, men navnet dækker i al sin enkelthed over brød med fyld. Det er godt.
Så det lavede vi, og jeg indrømmer, at det er lidt besværligt, hvis man som jeg har lidt modstand mod det der med dej og ikke rigtig orker at lave en pizzadej og rulle den ud. Men hvis man kan sætte sin indre køkkenperfektionist til side og blæse på, om de bliver lige eller har en bestemt størrelse, så går det fint.
Vi var i øvrigt nødt til at improvisere lidt, da vi kun havde meget lidt almindelig hvedemel i huset og derfor næsten udelukkende brugte rugmel. Det gjorde piroggerne lidt tungere i krummen, men absolut lækre, hvis du spørger denne klidmoster.
Nok snak, lad os komme i gang!
Pirogger med grønsagsfyld à la Wibrands hverdagskøkken
Det skal du bruge:
25 g gær
4 dl lunkent vand – evt lidt mere, hvis dejen føles for tør
1-2 tsk salt
2 spsk olivenolie
400 g hvedemel
250 g groft mel
Æg til pensling – du kan også bruge kaffe, mælk eller bare lade være med at pensle.
Vi havde som sagt ikke så meget hvedemel, så det blev til 150 gram og så rugmel for resten. Ikke den helt helt grove, som jeg bruger i rugbrød, men en finere fra Løgismose fundet i Netto.
Fyld
Løg – to store hakket fint
Hvidløg – så meget du har lyst til. Vi bruger gerne fem fed.
Salt/friskkværnet peber
Gærflager
Pulverbouillon fra Urtekram
Hvidløgspulver
Løgpulver
Chiliflager
Gurkemeje – mest fordi, det er så sundt. Det ryger i hvad som helst hjemme os. Men husk, der skal masser af peber til, så du bedre kan optage curcuminen.
Karry hvis du er til det. Krydderiet går forbløffende godt sammen med kartofler i en pirog.
Vi dryssede med en rest allerede reven parmesanost.
Grønsager. Hvad du har i køleskabet. Vi brugte:
En halvkedelig rød peberfrugt i små tern. Jeg er ellers ikke meget for peberfrugt i varm mad, men det smagte virkelig godt.
Vi havde en rest kogte kartofler. De blev skåret i små tern.
En rest linser kom også i. Det smager godt, giver mættende fibre og proteiner. Vi har altid sorte kogte linser ved hånden. Det kunne også have være quinoa eller ris.
En halvgul broccoli, bare buketten – hvad sker der for at de bliver gule på to minutter?! – stilken gemte vi til en anden hash
Resten af en pose ærter fra fryseren.
Sådan gør du: Pirogdej
Jeg kører dejen sammen på røremaskinen. Jeg har ingen tålmodighed til at gøre den slags i hånden. Rør gæren ud i vandet og tilsæt olien og saltet, så det er opløst, før de tørre ingredienser kommer i. Hvis du godt kan lide dit brød lidt til den salte side, så smid en teskefuld mere salt i. Den kan godt klare det. Tilsæt melet og ælt dejen godt. Den skal være glat og smidig og villig til at samle sig i en smuk kugle.
Lad dejen hæve, mens du laver fyldet, ca. 45 minutter.
Ælt dejen på et rent, melet bord, når den er hævet færdig. Og så kan du enten vælge den intuitive vej og rulle større stykker dej og dele dem op, som det nu passer – det er her, hvor perfektionisten må vige pladsen for den mere intuitive kok – eller dele dejen op i lige store stykker. Uanset hvad du vælger, skal dejen rulles tyndt ud. Hold øje med, at du ikke bliver for entusiastisk. Den skal være jævn og ensartet og ikke for tynd, for så der kommer huller, når fyldet du lukker dejen om fyldet.
Grønsagsfyld
Hak løg og hvidløg, som du bedst kan lide det hakket, og svits på panden i olie eller smør. Tilsæt krydderierne, de kan godt lide lige at blive ristet lidt af. Put grønsagerne på panden og lad det svitse. Drys med løg- og hvidløgspulver, bouillonpulver og gærflager og lad det hele blive til en lidt tæt masse. Der må endelig ikke være væde ved, så bliver det umuligt at få fyldet til at makke ret i dejen. Smag til med salt og peber og hvad du ellers har krydret med, og gør nu klar til at putte fyld i dejen.
Det gør du ved at placere en god skefuld af fyldet midt på dejen på den ene side af midten og så folde dejen hen over fyldet. Luk dejpakkerne helt til ved at gafle kanterne sammen hele vejen rundt. Du kan også pensle kanterne med æg, hvis du er bange for at fyldet flyder ud. Ægget limer dejen sammen, men du skal stadig gafle.
Læg piroggerne på en bage plade og giv dem en tur med pisket æg og så ind i ovnen i 15 minutter ved 180 grader varmluft eller 200 grader almindelig ovn. De skal være gyldenbrune og lækre at se på. Er du i tvivl, så tag en ud og tjek, om den er bagt ordentligt.
Server med en skøn knasende kålsalat med citronoliedressing og ristede græskarkerner og årstidens fyld.
God fornøjelse!
LÆS FLERE MADKLUMME AF TRINE NYGAARD WIBRAND HER
Fotos: Skribenten
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.