Søren Kierkegaard

Peter Johannes Schjødt: Fantasi og tankens evne til at flyve, selv om kroppen er lukket inde

i Liv & Mennesker/Sundhed af
CORONAKRISE // ESSAY – Tæt-væk må vi genetablere vores oplevelse af, at verden er der endnu, at den stadig er vores og genkendelig. Det kan være som de karantænefortællinger på sociale medier, hvor mennesker slår sig sammen om at synge og fejre Dronningens fødselsdag, hver for sig i fællesskab. Det kan være at synge fra altaner o.l. Der er masser af eksempler på, at vi prøver at finde enhver eksistentiel revne og sprække i karantænens lukkede rum.

Fra Udenrigsministeriet forlyder det, at verden er fuldstændig lukket ned, og derfor er vejen hjem også fuldstændig lukket. Ikke mærkeligt, at Sundhedsstyrelsen næsten på samme tid meddeler, at de vil udgive en række gode råd om mental sundhed under coronakrisen. Jeg kan mærke det nu, hvor jeg sætter mig ned for at skrive om den lukkede verden; vores psykiske immunforsvar har været ligeså lidt indstillet på mødet med corona, som det fysiske.

På flere måder har Udenrigsministeriet derfor ret i, at vejen hjem til den gamle virkelighed forekommer meget lukket i disse uger. Nyhedsstrømmen, selvmodsigende informationer, truende dødstal, pressemøderne, billederne fra Italien, Spanien og andre steder, ligteltene i New York – og en verden, som er fuldstændig lukket ned, det kan få de fleste til at gispe efter vejret.

Vi er skabt til at tage Verdensbad; derfor er mennesker allerede begyndt at lave karantænefortællinger, som bygger på håbet om at blive genforenet med verden på nye måder

Men lige nu er det smittens brutale spilleregler, vi må følge. Håbet ligger i adskillelsen og ikke i samværet, som ellers er det gode håbs kronjuvel. I dag må vi blot stole på, at den enkelte bliver ved med at opleve det håb, som knytter sig til, at vi alle sammen ønsker at sprede os i samlet flok.

Vi kan kun møde truslen fra coronavirus, hvis vi følger disse spilleregler og i en periode moralsk indretter os på en slags karantænetilværelse. Det er ikke et uoverstigeligt paradoks, og det er svært at have forståelse for den kynisme, som med alt for rummelig samvittighed glemmer, at mennesker dør og lider under corona-tiden.

Hverdagen er vores livsgrundlag

Det er selvfølgelig de direkte ramte, som har mest brug for håb og medfølelse. De fleste af os andre må konstatere, at vi til en vis grad er lukket inde med den værste, man kan være lukket inde med, nemlig sig selv. Efter blot nogle få dage er der da også opstået historier om “coronastress”, en slags økuller hjemme i privaten i kombination med kedsomhed, rastløshed og frygt for fremtiden.

Men hvorfor er det så svært at være næsten karantæneramt? Først og fremmest er der ikke nogen grund til at undervurdere eller ironisere over, at nedlukningen af et helt samfund skaber problemer, ikke kun økonomiske, men også eksistentielle for det enkelte menneske.

Mon ikke de fleste af os er bange og dybt rystede over at se vores samfund, ja en hel verden, blive så hårdt ramt, at hverdagen nærmest må betegnes som ikke-eksisterende. Det er jo netop hverdagen, som er vores livsgrundlag; det helt almindelige, det velkendte, rutinerne, gentagelserne af det kendte, dag efter dag. Der er allerede karantænefortællinger om mennesker, som har svært ved at komme i gang om morgenen, er holdt op med at skifte tøj, dropper badet og de rene underbukser.

Når der tales om coronastress, så kunne denne tilstand imidlertid også kaldes for formaterings-stress. Vi er simpelthen formateret til en hverdag, fyldt med genkendelige rutiner, gentagelser og faste togtider, der ikke er det samme som kedsomhed, men som er vores eksistensgrundlag og skaber tryghed i forhold til os selv og vores omverden – og ikke mindst en tryg forestilling om, at verden også gentager sig selv, altså bliver ved at kunne være et genkendeligt eksistensgrundlag for vores tilværelse. Det sidste kan man godt blive bragt en hel del i tvivl om i dag.

Relationer

Her og nu er der faktisk ikke ret meget genkendeligt tilbage, og det rammer os på vores eksistentielle tryghed. Uspecificerede savn vælter derfor ind over os, når vi tænker på “verden af i går”, verden før coronatiden. I hvert fald viser det, i hvor høj grad vi mennesker er komponeret af vores omverden, og at denne omverden ikke blot er nogle tilfældige omgivelser, men nærmest må betragtes som vores ophav og hele livsgrundlag.

Når kroppen lige nu helst ikke må træde for langt frem på grund af risikoen for smittespredning, så forsøger vi at træde i eksistens på nye måder

I psykoanalysen er det menneskets forhold til sig selv, som er det vigtigste; altså det selv, som karantænen og isolationen pr. definition nu lukker os inde med. Den franske filosof Gaston Bachelard skrev imidlertid, at man ikke skal undervurdere det afgørende ved menneskets forhold til steder og ting ude i dets omverden. Rummet omkring os er fyldt med kvaliteter, erfaringer, sansninger, fornemmelser, tanker og følelser, som er af eksistentiel betydning for os, og som stærkt medvirker til at gøre os til de mennesker, vi er.

Mennesket forsøger derfor næsten altid på at træde i eksistens. Selve ordet “eksistens” kommer fra latin, hvor det netop betyder at træde frem. Og det er det, vi normalt gør med kroppen forrest. Men når kroppen lige nu helst ikke må træde for langt frem på grund af risikoen for smittespredning, så forsøger vi at træde i eksistens på nye måder. Men det ændrer ikke ved, at adgangen til verden ligger i at kunne have relationer til omgivelserne, både de menneskelige og de materielle.

Søren Kierkegaards menneskebad

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) ville have haft det ligeså svært, som vi har det, med de indskrænkninger i det sociale liv, som coronatiden har medført. Flere gange om dagen gik Kierkegaard rundt i Københavns gader, opsøgte mennesker for at samtale og besøgte både venner og familie. Han kaldte det at tage menneskebad. Det er dét, vi ikke kan, fordi et menneskebad øger risikoen for smittespredning.

Men det at gå lange ture var ikke kun et spørgsmål om at dyrke motion for at holde sig i form. For Søren Kierkegaard havde det også en eksistentiel dimension. Og netop når vi ikke har mulighed for frit at tage menneskebad, opdager vi for alvor den eksistentielle betydning af fri bevægelighed og mødet med andre mennesker i det åbne rum af omgivelser og tilknytningspunkter. Om det er familie, venner, bekendte eller ukendte fremmede på gaden, i forretninger, toget eller på cafeer – så er menneske- og verdensbadet en central kilde til livsoplevelse og livsfølelse.

Søren Kierkegaard ville derfor have forstået vores besværligheder med coronatidens begrænsede muligheder for at tage menneskebad. Men han ville også have haft et modtræk, som det måske er værd at genopfriske. Det hedder fantasi og oplevelseskraft.

Søren Kierkegaards far var en meget streng opdrager af den lille Søren, da de boede i barndomshjemmet på Nytorv 2 i København. Hjemmet var præget af et tungsindigt mørke, som må have virket overvældende på et lille barn. Når Søren gerne ville ud på torvet og gaderne, som han kunne se fra vinduerne, så var farens svar da også tit et bestemt nej. Enkelte gange foreslog Sørens far dog, at de hånd i hånd kunne spadsere op og ned ad gulvet hjemme i stuen.

Selvfølgelig kunne det ikke erstatte et virkeligt verdens- eller menneskebad. Men Søren Kierkegaard fik udviklet fantasien, for under disse ture rundt i stuen opbyggede far og søn en verden, som de kunne gå og kikke på, tale om og næsten komme i relation til.

Vi er skabt til at tage Verdensbade

Og i dag har vi så virtual reality og de sociale medier, selv om de i mange sammenhænge er åndsforladte. Men med en kierkegaardsk fantasi og oplevelsesevne kan vi bruge dem til at række ud efter hinanden og skabe små del-virkeligheder, hvor vi er tæt-væk. Det handler om fantasi og tankens evne til at flyve, selv om kroppen er lukket inde. Det er netop dét, vi har brug for, når coronatiden ikke tillader, at vi får vores daglige menneskebad i det offentlige rum.

Tænk på hvor mange oplevelser af verden omkring os, som vi allerede har på lager i vores indre; steder, mennesker, huse, gader, parker, situationer, begivenheder. Måske kan vi flytte nogle af disse erfaringer og oplevelser til et tæt-væk-medium på diverse sociale platforme.

Vi kan begynde at lave karantænefortællinger om vores liv før, under og efter coronatiden, og lægge dem ud på nettet. Ikke nødvendigvis kun om, hvor svært det er lige nu – for det er svært – men også om, hvad vi lærer om os selv og vores relationer til verden omkring os, når alt nu er lukket for os. Det kan gøres både på skrift og med video. Lav grupper på nettet, hvor I skiftes til at skrive eller digte på den samme karantænefortælling. På den måde skabes der en form for sociale rum, hvor vi får den fornemmelse af hinanden, om steder og oplevelser – som måske savnes, når vores sociale muligheder ellers er begrænsede.

Vi er skabt til at tage Verdensbad; derfor er mennesker allerede begyndt at lave karantænefortællinger, som bygger på håbet om at blive genforenet med verden på nye måder.

Tæt-væk må vi genetablere vores oplevelse af, at verden er der endnu, at den stadig er vores og genkendelig. Det kan være som de karantænefortællinger på sociale medier, hvor mennesker slår sig sammen om at synge og fejre Dronningens fødselsdag, hver for sig i fællesskab. Det kan være at synge fra altaner o.l. Der er masser af eksempler på, at vi prøver at finde enhver eksistentiel revne og sprække i karantænens lukkede rum. Vi kan sammenligne det med Noa, som under stormflodens værste tid sendte en due ud over havet, og den håbefuldt kom tilbage med en olivengren i næbbet.


Illustration: Blyantstegning af Søren Kierkegaard udført ca. 1840 af N. C. Kierkegaard

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Peter Johannes Schjødt er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab. Har skrevet en lang række bøger, bl.a. ”Velfærd eller ufærd?”, ”Kritik af den politiske optimisme”, ”Tiden, tempoet og tomheden” og ”Julies hjerte.” Er desuden medforfatter til ”Magtens Bog”.

Har tidligere været redaktør ved DRs P1, og leder af Radiodokumentaren, også ved DR, og desuden kommentator ved Information og boganmelder ved Berlingske.

I dag er han freelanceskribent, foredragsholder og blogger om kultur, etik og eksistens. Du kan følge Peters arbejde på bloggen peterschjodt.wordpress.com.

Seneste artikler om Liv & Mennesker