Demonstranter protesterer fortsat mod anlæggelse af amerikansk olierørledninger flere steder i USA. I North Dakota blev rørledningens vej gennem naturen skudt til hjørne for nylig og det skabte håb om en anden linjeføring. Med udsigten til præsident Trump, og en ren republikansk kongres, er aktivisterne imidlertid fortsat bekymrede. Men nu gør militærveteraner, der i deres soldatered har lovet at beskytte USA, fælles sag med miljøaktivister. Troels Gaihede har besøgt en række af Floridas grønne forkæmpere.
ORLANDO – ”Da jeg meldte mig til hæren, afgav jeg et løfte. Et løfte om at ville beskytte Amerika til alle tider. Det er det løfte, jeg nu kæmper for at overholde” .
Ordene er Donna Evans’, og hun er sammen med 12 andre aktivister mødt op foran rådhuset i Orlando for, endnu en gang, at gøre opmærksom på den voksende utilfredshed med The Sabal Trail Pipeline – olierørledningen fra Alabama til Florida. Hun er langtfra den eneste militærveteran, der har valgt at støtte miljøaktivisternes sag.
I North Dakota har hundredevis af veteraner støttet demonstranternes ret til at protestere. For Donna Evans og mange andre veteraner er det en patriotisk sag at ville kæmpe for naturen, menneskerettigheder samt forsamlings- og ytringsfrihed. ”Folk oplever, at deres ejendom bliver eksproprieret med al for ringe kompensation. Vores guvernør, Rick Scott, gør ingenting”, fortsætter Donna.
Årsagen til, at Floridas guvernør ikke har den store interesse i at forsinke processen omkring anlægget af The Sabal Trail Transmission, skal nok ses i lyset af, at Scott tilbage i 2013 havde investeret i det Texas baserede selskab Spectra Energy, som fik hovedentreprisen omkring anlægget af den 474 mil (763 km.)lange rørledning. Guvernøren afviser imidlertid, at der skulle være nogle interessekonflikt, fordi hans selskabskonstruktion er lavet om til en såkaldt ”blind trust” (en selskabsform, der forhindrer ejerne og dem, der måtte have fordel af virksomheden, i at blande sig i de investeringer og øvrige handlinger, firmaet måtte foretage).
Ingen af de fremmødte demonstranter foran rådhuset i Orlando tror dog på Scott:
”Han er en skurk”, siger Donna Evans arrigt, inden hun vender sig mod vejen og råber: ”Water is Life”, som er det slogan, demonstranterne bruger, når de skal kommunikere deres budskab ud. Hun vender sig mod mig igen og smiler afvæbnende: ”Jeg kæmper jo for mit folk, for rent drikkevand og for forfatningen. Hvis olieselskaberne får held til at overtage og forurene vores floder, søer og have, så ender det med, at vi ikke kan drikke, fiske og bade”.
Donna Evans er vred, men dog alligevel optimistisk. Hun mener, at det nyligt overståede præsidentvalg har sat gang i en masse aktivister og synliggjort behovet for at gøre noget.
Der kommer til at blive så meget ballade..
”Alt eskalerer nu. Vi kan ikke længere bare sidde ned. Valget har galvaniseret os. Det er ikke kun på miljøområdet, at folk har fået nok. Se bare på kvindebevægelserne. De vil marchere i Washington D.C., og der kommer til at blive så meget ballade. Jeg er så glad for at være en del af ”Alainas hær”, lyder det. Hendes øjne lyser, og hun smiler bredt, mens hun peger over på 29-årige Alaina Marshall fra Longwood, Florida, som er hovedorganisator i Stop Sabal Trail Pipeline.
Alaina har viet en stor del af sit liv til kampen for rent drikkevand og for en ”ansvarlig miljøpolitik” i Florida.
Jeg er optaget af at gøre godt. Optaget af at skabe en bedre verden for fremtidige generationer af børn og unge. Min drøm er faktisk at blive lokalpolitiker. Om natten arbejder hun som stripper på en klub for at tjene til huslejen
Om natten arbejder hun som stripper på en klub for at tjene til huslejen. Hun har intet imod, at jeg nævner hendes beskæftigelse overfor POV Internationals læsere, men understreger samtidig, at hun har andre ambitioner, og at det ikke kun er miljøsager, der optager hende:
”Jeg er optaget af at gøre godt. Optaget af at skabe en bedre verden for fremtidige generationer af børn og unge. Min drøm er faktisk at blive lokalpolitiker. Der er så meget, man kan gøre, og jeg kender en hel del dygtige lokalpolitikere”.
Jeg vil gerne vide, hvor hendes engagement kommer fra. ”Det er svært at pege på sådan helt konkret, men jeg tror, at min grundlæggende interesse for, hvordan andre mennesker lever deres liv, stammer fra det halve år, jeg som barn boede i Kenya. Her gik jeg i skole med folk, der på alle måder levede et anderledes liv end jeg selv”, svarer hun
Alaina er født i London af en norsk mor og en indisk far. De flyttede tidligt i hendes barndom til Orlando i Florida, hvor hun har boet lige siden: ”Jeg elsker Orlando. Vejret, naturen og menneskene. Der sker så meget her. Byen er ikke for stor, men alligevel er der vildt mange spændende mennesker, og det er jo langtfra Disney det hele. Der er virkelig en fed kunstscene”.
Der hersker ingen tvivl om, at Alaina er lokalpatriot, og at hendes hjerte banker for det centrale Florida og de mennesker, der lever her. Hun spørger, om jeg vil med ud for at lave en lille ”tak-for-hjælpen-i-North-Dakota-demonstration” foran The Army Corps of Engineers (Ingeniørtropperne), som har deres Florida hovedkontor i Cocoa ved Atlanterhavskysten. Det er nemlig dagen efter, at nyheden om, at man omdirigerer olierørledningen i North Dakota, er sluppet ud. The Army Corps of Engineers er den myndighed, der umiddelbart afgjorde, at den kontroversielle rørledning burde omdirigeres.
Trump kan genstarte olierørledningen
Demonstranterne er glade, men kalder det ikke en sejr. ”Det er alt for tidlig. Meget dårligt kan nå at ske endnu” siger Donna Evans.
Allerede dagen efter stod det da netop også klart, at man ikke kunne udlægge beslutningen som en endelig sejr for aktivisterne, men blot kan håbe på, at den kommende Trump regering ikke trumfer rørledningen igennem alligevel. Energy Transfer Partners har nemlig den juridiske ret til at fortsætte rørledningen, hvilket i praksis betyder, at den nye regering under den indkommende præsident skal videreføre præsident Barack Obamas beslutning om midlertidigt at standse anlægsarbejdet. Hvis det sker, kan demonstranterne betragte det som en sejr, ellers ikke.
Noget tyder med andre ord på, at man skal være ualmindelig religiøst anlagt for helhjertet at tro på, at den kommende amerikanske regering vil modarbejde olieindustrien. Hvis Trumps kandidater bliver godkendt af Senatet – hvilket alt tyder på, de gør – og dermed bliver udpeget, vil der på centrale poster sidde en ExxonMobil CEO som udenrigsminister (Rex Tillerson), et bestyrelsesmedlem i olieselskabet Energy Transfer Partners (Rick Perry samt en nuværende justitsmister fra Oklahoma (Scott Pruitt), der ifølge en artikel i New York Times fra den 6.december, har tætte forbindelser til olieindustrien, har kæmpet imod Miljøministeriet og som ikke tror på globale klimaforandringer.
En hippie-kibbutz eller Årstiderne med et twist af Claus Meyer og en københavnsk byhave?
Men der kæmpes for miljøet mange steder. Også på mange landbrug. Det er nok de færreste, der tænker på Florida som et udpræget landbrugsland. Faktisk er den sydvestlige delstat samlet set den anden største i USA, når det kommer til mængden af den samlede landbrugsproduktion, og den absolut største producent af appelsiner, grapefrugt, sukkerrør, agurker, tomater, bønner, peber, majs, vandmelon, squash og jordbær.
Det konventionelle landbrug er ikke overraskende mest dominerende i The Sunshine State, men der blæser nye vinde i staten. Flere og flere yngre landmænd vælger at drive små økologiske landbrug, og mange gør det i koorporativer.
I den vestlige del af Bradenton syd for Tampa ligger Geraldson Community Farm, som i sin opbygning er en blanding mellem en kibbutz, en hippielejr, det danske Årstiderne med et lille twist af Claus Meyer og en københavnsk byhave. Men folk på Geraldson er dog ikke på nogen måde dogmatiske eller fanatiske. Blandt de frivillige finder man således både unge landbrugsstuderende, et par vagabonder, sirlige pensionister fra Tampa, en eventyrer fra Danmark og kontorfolk fra Bradenton som bare gerne vil have lidt frisk luft efter en lang dag bag skrivebordet.
Farmen var indtil 2007 familiedrevet, men den oprindelige ejer ønskede at sælge mere end halvdelen af sin ejendom og var samtidig fast besluttet på, at salget skulle indeholde en klausul om, at de otte hektar land skulle beskyttes og ikke måtte bruges til andet en økologisk landbrug.
I begyndelsen var farmen et samarbejde mellem den nyetablerede forening og Florida West Coast Ressource Conservation and Development, som er en non-profit organisation med det ene formål at støtte entreprenante og bæredygtige mindre landbrug. Organisationen får midler fra det amerikanske landbrugsministerium, men bidrages også af lokale offentlige og private organisationer.
I dag er Geraldson Community Farm uafhængig og har to fastansatte. Christa Leonard er Operation Manager, dvs. daglig leder og ansvarlig for udviklingen af gården som forretning.
”Jeg ved ikke rigtig hvor min passion for landbrug kommer fra. Jeg er uddannet adfærdsterapeut, men følte mig allerede udbrændt som 27-årig. Jeg havde boet i New York i nogle år og trængte bare til at gøre noget andet. Jeg tog hjem til Florida for at komme lidt til hægterne igen,” siger hun og uddyber:
“Efter et stykke tid, startede jeg som frivillig her på gården og blev bare mere og mere vild med det. Jeg er ude hele dagen, sår og høster de lækreste grøntsager og indånder en vidunderlig frisk luft. Da det hele begyndte at udvikle sig, havde foreningen brug for en manager og på den måde blev jeg hvirvlet ind i foretagenet”.
Farmen har også ansat Blair Decker som Field Manager. ”Han er plantemanden” smiler Christa kækt. ”Han var som sendt fra himlen, og vi gør alt for at holde på ham” .
Farmen sælger grøntsager og blomster til lokale restauranter, afholder workshops, laver ”farm to table” arrangementer og sælger grøntsags-abonnementer til deres såkaldte shareholders (medlemmer).
For Christa er arbejdet på gården ikke bare et job, men en livsstil. Hun bor på øverste etage af den gråbrune lade sammen med sin nyfødte søn. Faderen til barnet bor ikke sammen med dem. ”Jeg er en meget selvstændig kvinde og kan bedst lide at leve livet enkelt, så derfor opfostrer jeg min søn alene”. Christa smiler med et fast og bestemt udtryk i øjnene.
Madørkener en masse
Det handler i det hele taget om at være i tæt kontakt til lokalmiljøet og om at bidrage til en bedre verden, siger hun:
”Vi vil gerne uddanne folk til at forstå at mad ikke bare er noget, der ligger i køledisken i Walmart. Vi vil gerne gøre vores for at afhjælpe alle de problemer vi har med overvægt og dårlig ernæring. Derfor er vi begyndt at køre vores vogn ud i de ”food deserts”, der er her i Bradenton”.
Jeg spørger, om han ikke nogen gange bare har lyst til at give det hele en gang Roundup? Han ler og svarer: ”Jo, det er jo fristende, men jeg har bare ikke lyst til at spise mad, der er sprøjtet med gift. Til gengæld udvikler jeg hele tiden alle mulige metoder til at få has på alle de små sataner”
En ”madørken” er en bydel eller et beboelsesområde, hvor folk har mere end en mile (1,6 km) til et supermarked eller tilsvarende. Disse bydele er kendetegnet ved at have mange ”working poors” og folk på overførselsindkomst. Disse to befolkningsgrupper får ofte de såkaldte ”food stamps”, som er et føderalt hjælpeprogram under Landbrugsministeriet med det officielle navn Supplemental Nutrition Assistance Program (SNAP). Mere end 40 millioner amerikanere modtager denne hjælp og i gennemsnit får hver af de berettigede omtrent 125 dollar i hjælp om måneden (ca. 850 kr.).
”Problemet er imidlertid, at folk ikke kan gå et ordentligt sted hen og købe ind. Hvis der er flere kilometer til det nærmeste rigtige supermarked, som sælger friske madvarer, er de nødt til at købe deres mad i 7Eleven eller andre ”convenient stores”. Sådan nogle steder sælger kun forarbejdet mad som frostpizzaer, chips, burritos indhyllet i plastic og sodavand. Hvis man oven i købet er enlig mor og har et fuldtidsjob på McDonald’s, så har man bare ikke rigtig tid til at gå mange kilometer med tunge bæreposer og en lille på armen”, siger hun og fortsætter:
“Folk har jo ikke råd til en bil, så det er skruen uden ende. Har du lagt mærke til, hvor mange små kiosker og lavpris delis, der er i de kvarterer ”?
Målet er at sælge frugt og grønt lokalt
Jeg nikker og tænker på den sydøstlige del af Bradenton, som netop er kendetegnet ved at været fyldt med automekanikere, kiosker, billige lejeboliger, folk der cykler rundt på gamle havelåger, genbrugsforretninger som Goodwill samt billige moteller og nogle hjemløseherberg. Her i Florida kan disse steder have sin helt egen charme, fordi palmerne, solen, varmen og de allestedsnærværende egetræer med englehår, der når næsten ned til det karakteristiske floridianske græs, kan få selv de mest deprimerende steder til at fremstå behagelige og hyggelige.
Jeg er ikke bare dobbeltmoralsk. Jeg er multimoralsk. Men på bagsædet står der en trækasse med økologiske grøntsager.
”Alle disse kiosker lever af folk på food stamps, og det er jo helt uholdbart i længden”, fastslår hun.
Christas mål er at kunne sælge grøntsager og andre madvarer i disse madørkener til en pris, så alle kan være med. ”Kan vi så oven i købet inspirere folk til at tænke over deres fødevarer på en ny måde, er det bare fantastisk”, siger hun, imens hunden Poppy begynder at hygge-gø, fordi der kommer gæster.
Blair støder til os. Han er 30 år og uddannet landskabsdesigner med særligt fokus på landbrug. Han betragter også sit arbejde på farmen som en livsstil:
”Meget af arbejdet her bliver udført af frivillige, som kommer fra nær og fjern. Min vigtigste opgave er at sørge for, at de har en god oplevelse, så længe de er her. Om sommeren er her jo 40 grader varm og skide fugtigt. Det er næsten ikke til at holde ud, men fordelen ved at være landmand her i Florida er jo, at man kan gro alt hele året rundt. Ulempen er, at der er mange insekter og andre skadedyr, som bare hopper fra afgrøde til afgrøde. Oppe nordpå ville de dø om vinteren. Her lever de året rundt”, smiler han.
Alt det vigtige foregår her – ikke i Washington
Jeg spørger, om han ikke nogen gange bare har lyst til at give det hele en gang Roundup? Han ler og svarer: ”Jo, det er jo fristende, men jeg har bare ikke lyst til at spise mad, der er sprøjtet med gift. Til gengæld udvikler jeg hele tiden alle mulige metoder til at få has på alle de små sataner”.
Politik er som udgangspunkt ikke det store samtaleemne på Geraldson Community Farm. Blair mener ikke, det gør nogen forskel hvem, der leder landet:
”Det vigtigste foregår jo lokalt. Ingen præsident kan styre økonomien. De kan gøre små ting, men det meste er jo ude af deres hænder. For mig handler det om at være villig til at arbejde hårdt for det, jeg tror på, og i øvrigt arbejde sammen med mennesker, som også er villige til at gøre det samme”, siger han og tilføjer: “Det går godt her på farmen, fordi det i det store hele går godt her i The Bay Area. Floridas økonomi er jo sårbar, fordi boligmarkedet er meget afhængigt af alle nordboerne, der køber hus hernede som en investering. Hvis økonomien kører skidt i Michigan eller New Hampshire, ja så går det også skævt hernede”.
Jeg har heller ikke selv råd til at købe økologisk kød, selvom jeg må sige, at det bare smager bedre. Den type af varer er jeg nødt til at købe i Walmart. Men salat, tomater og den slags kunne jeg ikke drømme om at købe i almindelige supermarkeder. Det er jo fyldt med gift og som oftest ikke frisk. Det er derfor vildt fedt at kunne dyrke sine egne grøntsager herude
Fælles for Donna, Alaina, Christa og Blair er, at de ligesom de fleste floridianere er meget stolte af deres stat. De er stolte af naturen, af vejret, mulighederne og hinanden. De er samtidig meget fællesskabsorienterede og fremstår som antitesen på den individualistiske amerikaner:
“Vi vil selvfølgelig gerne tjene penge, men ikke for enhver pris. Det vigtigste er, at det løber rundt, og at vi kan leve det liv, vi gerne vil leve”, svarer Christa, da jeg spørger om hun ikke har ambitioner om at udvide gesjæften.
Økologi smager bare bedre
Jeg indvender med et smil, at det jo lyder som ren kommunisme og ikke har meget at gøre med ægte amerikansk free enterprise. Sådan ser Christa det slet ikke på det. Hun mener at alt ændrede sig efter Den Store Depression i 1930’erne:
”Derefter handlede alt i landbruget om at producere så meget som muligt for at undgå hungersnød; men de konventionelle landbrug var jo pumpet op med statsstøtte og er det stadig. Man burde ganske enkelt omlægge støtteordningerne”, indvender hun.
Blair tilføjer, at det konventionelle landbrug dog er nødvendigt, og at man ikke ville kunne brødføde hele nationen uden. ”Det ville blive alt for dyrt. Jeg har heller ikke selv råd til at købe økologisk kød, selvom jeg må sige, at det bare smager bedre. Den type af varer er jeg nødt til at købe i Walmart. Men salat, tomater og den slags kunne jeg ikke drømme om at købe i almindelige supermarkeder. Det er jo fyldt med gift og som oftest ikke frisk. Det er derfor vildt fedt at kunne dyrke sine egne grøntsager herude og vide at man altid har køleskabet fyldt med lækkerier”.
Jeg forlader farmen i min Baby Blue Mommy Mobile med en følelse af, at USA’s tredje præsident, Thomas Jefferson, havde ret, da han sagde, at landbrug var det fineste erhverv, man kunne have. Længere nede ad vejen kommer jeg i tanker om, at jeg har glemt at købe ind. Jeg drejer ind på den store parkeringsplads, sætter bilen i park, slukker motoren og går ind i Walmarts hellige haller.
Jeg er ikke bare dobbeltmoralsk. Jeg er multimoralsk. Men på bagsædet står der en trækasse med økologiske grøntsager.
Topfoto: Troels Gaihede. Alaina Marshall og hendes “hær” af frivillige.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
