FOLKEMØDET // KLUMME – For Taxamanden er Folkemødet på Bornholm noget ganske særligt. Han har deltaget som journalist og moderator utallige gange. Han har været der som tilskuer og gæst og nydt den gode sommerstemning i grænselandet mellem folkelig dannelse og underholdning. Men først og sidst: Han er indfødt bornholmer – og nu vender han hjem. Denne gang som taxichauffør.
Vi fortæller hinanden om vore forskellige baggrunde, Berkan og jeg. På vej mod bilfærgen i Køge – natsejladsen mod klippeøen og Folkemødet. Sammen med 11 andre kolleger i det moderne, el-taxiselskab. Viggo er min ”wingman”, drengerøven med det kulsorte hår og de brune øjne, på arbejde i den sorte Tesla 3 med det fænomenale bundtræk.
Jeg er i bund og grund og sprogtone en provinsdreng, der er lidt for bondsk til at blive et rigtigt storbymenneske – og med stolthed bærer kælenavnet ”granitperkeren”. (Dog ikke på Facebook, hvor mine venner er blevet lukket ned, hvis de har brugt p-ordet. Latterligt).
Bag disse noget gammeldags og fastfrosne holdninger eksisterede en vision om fællesskab, og hvad man kunne kalde kulturel og demokratisk pragmatik
Bergan er en ægte, københavnsk storbypuma på 22 – med kurdisk baggrund i Tyrkiet. Hans oldefar var højtstående officer i første verdenskrig. Den tårnhøje kurder kæmpede under feltmarskal Kamel Atatürk – bl.a. i slaget ved Gallipoli i 1915. Den sagnomspundne Atatürk, der lovede kurderne frihed, hvis de efter verdenskrigen ville kæmpe mod det fordærvede sultanat for at indføre en moderne, sekulær stat.
Men da den tyrkiske republik blev en realitet i 1923, var det slut med kurdernes frihedsdrømme. Den tyrkiske nationalisme havde ikke plads til andre folkeslags frihedsdrømme, og herefter forblev kurderne et folk uden hjemland. Sådan en slags ”jøde-status” indtil oprettelsen af Staten Israel efter anden verdenskrig gav verdens jøder deres eget land.
Selv er jeg født ind i dansk folkestyre og demokrati, som blev en konsekvens af enevældens fald og den første frie grundlov i 1849. Grundtvig, højskoler, folkeoplysning, liberalisme, arbejderbevægelse, socialdemokratisme, velfærdssamfund, internationalisme – and all that jazz.
Senere på natten har jeg smidt min bagage på en af færgens brikser. Berkan har fundet sin plads, og jeg damper på min e-cigaret, mens færgen med de mange lastbiler og nogle få hjemvendende bornholmske hooligans, der fejrer 2-0 sejren over Østrig i fuldt dannebrogs-ornat, glider stille gennem det rolige vand i Køge Bugt med den oplyste hovedstad som det smukke bagtæppe.
På bildækket under min udkigspost – de sorte taxier. Vi skal på charme- og arbejdstur for grøn transport ved den demokrati-festival, som Folkemødet reelt er. Det er smukt og symbolsk, men holder det, dette skønbillede af den rige lilleputstat og dets folkestyrede demokrati med en stemme pr. voksen borger, uanset om du er rig og magtfuld – eller en meget lille mand eller kvinde?
Den hadefulde debat
For blot et par uger siden fyldte pessimismen mere end den valgsejr, som jeg og de andre ja-sigere burde berettige. Jeg mindes de hadefulde og antidemokratiske kommentarer på de sociale medier – især efter afstemningen om forsvarsforbeholdet den 1. juni i år.
Der var masser af modsætninger i det barndomsland, jeg kommer fra. Reelle klasseforskelle trods bornholmsk mangel på adel og aristokrati. Min i øvrigt konservative far (der ikke var født odenseaner) kaldte temmelig sarkastisk de selvbevidste, bornholmske bønder for ”højere dansk land-adel”.
Han var synligt glad for, at sønnike ikke havde stemmeret til den tilstundende afstemning om det europæiske samarbejde
Men han var selv ikke mindre end rasende, da jeg – hans søn – i 1972 trådte frem på Bornholms Tidendes ungdomsside med en temmelig 68-agtig og generel modstand mod EF og tidens materialisme. Jeg blev som 18-årig kaldt ind på hans kontor og fik en general-skideballe over mit svigt over for det erhverv – landbruget – som finansierede min opvækst og uddannelse. Han var synligt glad for, at sønnike ikke havde stemmeret til den tilstundende afstemning om det europæiske samarbejde.
Jo, der var masser af modsætninger i min barndoms land. Min elskede mormor var konservativ helt ud til fingerspidserne. Hun købte udelukkende sine dagligvarer hos ”den frie købmand”, Lund, i Østermarie. Aldrig i Brugsen.
Kulturel og demokratisk pragmatik
Men bag disse noget gammeldags og fastfrosne holdninger eksisterede en vision om fællesskab, og hvad man kunne kalde kulturel og demokratisk pragmatik. Min far erkendte på sine gamle dage, at han stemte socialdemokratisk ved kommunevalgene, fordi Winni Grosbøll bare var den dygtigste.
Min mor, som grundlæggende var borgerlig – men som sygeplejerske havde stor sympati for sociale aktivister som Hanne Reintoft – fandt sin politiske heltinde i Mimi Stilling Jakobsen. Min mormor, der ikke var til brugsforeninger, når der nu fandtes ægte, frie købmænd, var vild med højskoler, ”de glade kristne”, det grundtvigske, ja faktisk også manden bag den første brugsforening i Skive – pastor Hans Christian Sonne, bornholmeren. (Jo, hun var selv en ”Sonne” og gav navnet videre til sit barnebarn – som mellemnavn). Hendes nationalkonservatisme var mere en lokalkonservatisme. Heller ikke i dag er det en helt ukendt attitude i politik.
Og så samledes vi i det grundtvigske – høj som lav. I en frisættende kristendom, hvor der både var plads til Vorherre, salmesang og bagefter en god sildemad med en øl og en snaps.
Jeg kan ikke slippe denne drøm om frisind og demokrati. Og jeg betragter den store politiske ”festival”, Folkemødet på Bornholm, som en fastholdelse af denne nok lidt sentimentale vision. Jeg har deltaget som både iagttager, journalist, kommentator – og skrivende taxichauffør i efterhånden en del år. Og i alle rollerne har jeg oplevet sprækker af håb, når raseriet, racismen og fordommene trives på de sociale medier. Vi taler sammen trods meningsforskelle, der nogle gange er helt eksistentielle.
Mens despoterne regerer i øst og vest. Mens der systematisk fabrikeres historiske og politiske løgnehistorier, som distribueres med stor, nærmest industriel effektivitet. Mens vi reelt igen har krig i det Europa, der burde være en demokratisk bastion mod fundamentalisme, totalitarisme og populisme.
Så er og bliver Folkemødet dokumentationen af muligheden for dialog mellem fløjene. Og for mig, helt navlepillende, en oplevelse af det demokratiske fællesskab, som jeg voksede op med på Bornholm.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her