Farce, forhaling eller forstillelse – drama om Brexit fortsætter

af i EU/Europa/Politik & Samfund

ANALYSE // BRITISK POLITIK –  Efter tirsdagens afstemninger i det britiske underhus, vender premierminister Theresa May tilbage til Bruxelles på et mandat, bundet op på ERG – the European Research Group, som er den hårde Brexit-fløj i partiet. May vil bede EU om bindende ændringer af ‘det irske bagstop’, som skal forhindre en hård grænse mellem Irland og Nordirland. Hun vil fremlægge den nye aftale med EU 13. februar. Man mistænker hende for hele tiden at forhale den politiske proces, så hendes parlament en dag, 29. marts 2019 for eksempel, datoen for Storbritanniens udtræden, kun har valget mellem hendes aftale eller ingen aftale, skriver H.C. Andersen fra Storbritannien.

NEWCASTLE – Om formiddagen tirsdag 29. januar 2019 ringede den britiske premierminister, Theresa May, til to af sine leder-kolleger i Europa: Jean-Claude Juncker, EU-kommissionens formand, og Leo Varadkar, den irske taoieseach (premierminister). Hvad de talte om, har vi ikke fået at vide, men det var korte samtaler.

Kort efter hørte vi to ting:

EU meddelte, at hvis Theresa skulle finde på at ville lave om på sin aftale med EU om Storbritanniens udtræden af unionen, ville EU simpelthen sige nej.

Kl 14.45 dansk tid bekræftede Theresa May i det britiske underhus imidlertid et rygte, der allerede var dukket op i pressen om formiddagen: det var præcis det, hun havde tænkt sig at gøre.

Indtil for et par dage siden holdt hun fast på, at der intet alternativ var, og det var der heller ikke. Hvor skulle et 600-siders alternativ dog pludselig komme fra?

Formentlig var det derfor det, hun lige ville fortælle Juncker og Varadkar i telefonen: “Det, I overhovedet ikke er med på, er det, vi har tænkt os at gøre. Vi tager den forfra.”

May har selv været med til at udarbejde aftalens 585 sider (inklusive det berygtede “backstop”) og har holdt stædigt fast på den, også efter at den blev stemt ned i parlamentet med 230 stemmer for en uge siden; et nederlag af historiske dimensioner, bogstaveligt talt.

Intet alternativ

Indtil for et par dage siden holdt hun fast på, at der intet alternativ var, og det var der heller ikke. Hvor skulle et 600-siders alternativ dog pludselig komme fra?

Der er kun et par måneder til Storbritannien udtræder af EU, det er fastlagt ved lov. Der er ikke tid til at genforhandle en aftale af det format og den betydning.

Det var Mays aftale eller ingen aftale, sagde hun og hendes regering. Storbritannien skulle ud af EU med en plan, Theresa Mays aftale, eller i kaos.

Den kaotiske udtræden har vi hørt meget om i Storbritannien det sidste par uger: Bliver der mangel på fødevarer, skal vi hamstre dåsemad og gule ærter, bliver der mangel på frisk frugt, og vil det føre til vitaminmangel og dermed, før eller siden, til for tidlige dødsfald?

Befolkningen har for længst mistet tålmodigheden: tag jer dog sammen, siger de til politikerne. Vi skal nok klare det. Vandt vi måske ikke Anden Verdenskrig, næsten på egen hånd? Så kan vi også klare sådan en bette Brexit. Bare kom an

Bliver der oprør i britiske storbyer, vil den politiske højrefløj vokse?

Befolkningen har for længst mistet tålmodigheden: Tag jer dog sammen, siger de til politikerne. Vi stemte for udmelding: Få os så ud. Hvis ikke det kan blive på andre måder, så gør det dog uden den aftale. Vi skal nok klare det. Vandt vi måske ikke Anden Verdenskrig, næsten på egen hånd? Så kan vi også klare sådan en bette Brexit. Bare kom an.

Det er faktisk alt det, der har ligger bag tirsdagens begivenheder i det britiske parlament.

John Bercows lille kup

For kort tid siden gennemførte underhusets formand, John Bercow, et lille kup.

Underhusets formand i London har en helt anden magt end den danske.

Han (eller hun) kan lave reglerne om undervejs. Ikke helt lemfældigt, naturligvis. Man plejer at tage fortilfælde i betragtning – “hvordan plejer vi at gøre?” – og som regel handler formanden i overensstemmelse med regeringens tanker og planer. Man kan jo for eksempel ikke have, at den lovgivende magt –  parlamentet – begynder at bestemme, hvordan den udøvende magt – regeringen – styrer.

Men formand Bercow har magt til at gøre, som det passer ham.

Tirsdag brugte Underhuset fem timer på at debattere syv ændringsforslag

I dette tilfælde besluttede han at give underhusets menige politikere magten til at fremsætte forslag til debat og eventuelt også holde afstemning, hvor resultatet ville kunne få magt som lov. Det ville blive muligt for en menig politiker at gennemføre forslag, som regeringen ville være tvunget til at følge.

Regeringen blev ret irriteret (en engelsk “underdrivelse”: De blev virkelig vrede), men der var ikke noget at gøre. Tirsdag brugte Underhuset fem timer på at debattere syv ændringsforslag.

Det er en del af Underhusets arbejdsrutine, at partier og grupper af parlamentsmedlemmer giver sig til at udarbejde ændringsforslag, der kan undergrave andres forslag eller udkonkurrere dem. Der var faktisk fremsat tretten, men i den sidste ende udvalgte John Bercow (der er chef for alting i Underhuset) syv.

Labours kurs

Den konservative politiker, Dominic Grievehar længe været en torn i siden Mays regering og hans forslag var, at underhuset skulle have seks dage tildelt til at debattere forskellige alternativer til Mays aftale. På den måde ville man finde ud af, hvad Underhuset kunne acceptere blandt mange alternativer. Det forslag faldt tirsdag. Dermed fik Grieve ikke magten over parlamentet, og det har nok passet den konservativ regering meget fint.

Mere interessant var Labour-politikeren, Yvette Coopers forslag om at give May indtil 26. maj til at finde en aftale, Underhuset kunne acceptere: Ellers skulle Storbritanniens udtræden af EU udsættes, så der ville blive tid nok til at finde frem til noget acceptabelt.

Et forslag om at Underhuset ikke ville acceptere, at Storbritannien træder ud uden en aftale, vandt et flertal. Resultatet er ikke bindende, men det er et klart signal, til parlament og vælgere og EU, om, at Underhuset vil have en aftale

Her ville forslaget tvinge regeringen til at følge Coopers forslag, men det faldt også. Labour-lederen Jeremy Corbyn havde ganske vist lovet, at Labour-gruppen ville bakke op om forslaget, men det er ikke så nemt at finde fodslag hos Labour.

Mange af medlemmerne er også valgt i kredse, hvor der er stort flertal for at forlade EU: Politikerne ville ikke stemme imod deres egne vælgere og udsætte Brexit.

En lille senstation

Men så kom der en lille sensation. Et forslag om at Underhuset ikke ville acceptere, at Storbritannien træder ud uden en aftale, vandt et flertal.

Resultatet er ikke bindende, men det er et klart signal, til parlament og vælgere og EU, om, at Underhuset vil have en aftale.

Og endelig var der flertal for den konservative Ian Bradys forslag om, at Theresa Mays aftale skal støttes, men at “the backstop” skal erstattes af “noget andet”.

De britiske konservative har gjort det, de plejer at være gode til: De holder sammen om at holde på magten – og om at holde Labour fra 10 Downing Street

Det vigtige ved det forslag er, at det også fik støtte af den hårde Brexit-fløj blandt de konservative. ERG – the European Research Group, ledet af Jacob Rees-Mogg – og DUP – Democratic Unionist Party fra Nordirland – støttede forslaget.

Det vil sige, at de konservative – og parlamentet som sådan – er nået frem til en form for enighed og kan give EU det, EU har bedt om i årevis: En klar besked, nu ved vi hvad det britiske parlament støtter op om.

De vil hellere have en aftale end forlade EU på den hårde, kaotiske måde. Og de er ikke tilfredse med “the backstop”, som Theresa May selv var med til at skabe.

“Nu skal vi have en politisk aftale”

De britiske konservative var optimistiske tirsdag aften. De har gjort det, de plejer at være gode til: De holder sammen om at holde på magten – og om at holde Labour fra 10 Downing Street.

De tror selv på, at der nu kan komme et alternativ til – eller i hvert fald en eller anden tilføjelse til – aftalen med EU. Mange af aftalens kritikere har anset den for noget, Theresa Mays og EU’s embedsmænd har strikket sammen. “Nu skal vi have en politisk aftale,” sagde Dominic Raab, tidligere Brexit-minister her til aften.

En aftale, der handler om, hvad Storbritannien vil og ikke om, hvad embedsmændene mener er praktisk gennemførligt.

Se mere hele forhandlingen og alle afstemninger her i Financial Times’ liveblog (tilgængelig uden abonnement) og se afstemningen her:

Kommer det så til at holde?

Donald Tusks talsmand gentog allerede ti minutter efter Underhusets lange møde, at der ikke vil blive lavet noget om på aftalen: Den står fast, og “the backstop” er del af aftalen. Så har vi en klar reaktion fra det europæiske råd.

Det forstår man godt. At briterne endelig taler rent ud om, hvad de vil efter hele to års forhandlinger, imponerer ikke. Bruxelles har været meget overraskede over, at Theresa May har været så dårlig til at gennemskue, hvad hun kan få gennemført i sit eget parlament, af sine egne politiker-kolleger.

Nye forhandlinger med EU

I næste uge forventer man, at May tager ned til Bruxelles og prøver at genoptage forhandlingerne. Tiden vil vise, om der kommer noget ud af det. Det er ikke umuligt.

Det er måske ikke det væsentligste, der kan komme ud af debatten i det britiske Underhus – måske snarere, at de er blevet om noget, det er godt for moralen, og man skal ikke tage fejl af, hvor meget det kan betyde for politikerne selv efter lang tids tøven og sladder og hvisken i krogene og tanker om baghold og rænker.

For Theresa May betyder det også, at noget endelig er lykkedes.

Hendes fremgangsmåde har hele tiden været, at hun gang på gang udsætter afstemninger og afgørelser. Man mistænker hende for hele tiden at forhale den politiske proces, så hendes parlament en dag – 29. marts 2019 for eksempel, datoen for Storbritanniens udtræden – kun har valget mellem hendes aftale eller ingen aftale.

For Theresa May betyder det også, at noget endelig er lykkedes. Hendes fremgangsmåde har hele tiden været, at hun gang på gang udsætter afstemninger og afgørelser

Det er faktisk lykkedes igen, for nu har hun et par uger, hvor hun kan diskutere med EU. Hvis der ikke kommer noget ud af det, så er vi snart fremme ved 29. marts 2019.

Den dag er der måske faktisk stadig kun Theresa Mays aftale på bordet, og politikerne har i dag sagt klart, med en afstemning i parlamentet, at de forlanger, at landet forlader EU med en aftale. Så bliver det vel Theresa Mays, med eller uden nyforhandlede paragraffer?

Se Labours leder, Jeremy Corbyns tale til Underhuset her:


Topillustration: Debatten er heftig i de britiske medier – Brexit dominerer det poliltike liv og landets medier. Her en forside fra denne uge fra den venstreorienterede tabloidavis, Daily Mirror.

Hans Christian Andersen har boet i Storbritannien siden 1979, hvor han tog en PhD ved University of Hull og senere en MBA ved Durham University.

Siden 1982 har han boet i Newcastle upon Tyne, hvor han har været ansat ved Newcastle University, og fra 1991, ved University of Northumbria med bl.a. international markedsføring og kulturturisme som arbejdsområder.

I halvfemserne var han i tre år tilknyttet The Guardians udlandsredaktions Europatillæg med den skandinaviske nyhedsdækning som hovedområde. Siden 2004 har han deltaget i P1 Orienterings programmer, med britisk politik som emneområde, og har også deltaget i en række andre programmer i DR radio og tv og hos TV2.

Seneste artikler om EU