Årets store æblerov: Hæld kundskabens frugt på glas

i Bæredygtighed/Danmark/Hjem & have/Liv & Mennesker/Mad af

MADKLUMME – “Det kommer fra Kazakhstan, det var indirekte grunden til opfindelsen af pikant lingerie, det kan smøres på ristet brød og så er det overalt lige nu. Sig hej til æblet og gå på rov – det er nu de er her!” I denne uges madklumme indvier Nana Balle dig i historien om sensommerens kødfulde frugt og giver råd om, hvordan du laver en mos, der kan fryses ned og bringe glæde, når vinteren kommer. 

Æblet. Mon der er en frugt, der har figureret så meget i litteraturen, fabelverdenen eller i kunsten som den runde røde, gule eller grønne fætter, der hænger så rigeligt på træerne lige nu?

Det begyndte med Adam og Eva, som man siger. Og tak til Eva for at have bidt i æblet (ok, egentlig en uspecificeret frugt fra Kundskabens træ, men som oftest bliver æblet castet til den rolle). For Gud, hvor ville det have været kedeligt at leve uden synd, klogskab, indsigt, intriger og figenblade, som jo ret beset var historiens første pikante lingerie.

På Lucas Cranachs (1472-1553) renæssancemaleri ‘Adam og Eva’ fra 1526 er kundskabens frugt også fremstillet som et æble. Foto: Wikimedia Commons.

Senere dukker æblet op på Wilhelm Tell den yngres hoved, da hans far, Voksen-Wilhelm, tvinges til at skyde en pil igennem æblet som straf for et oprør mod en lokal hersker. Den var nok røget til de sociale myndigheder i dag, men også afvist som en falsk anklage, for faktisk tillægges historien oprindeligt vores danske sagnhelt, Palnatoke. Han kom i øvrigt fra Fyn, hvor andre markante skikkelser, for eksempel Ritt Bjerregaard, også har plejet omgang med æbler i stor stil.

Vi har spist vildæbler i Danmark siden sten- og bronzealderen. Ikke som rå gnave-æbler, for det var vildæblerne alt for sure til, men man har fundet æblekerner og forkullede æbler i bålrester og grave, så det har været i en tilberedt form.

Det moderne, søde æbles stamfædre kom fra Kazakhstan. Her handlede man med forskellige folkeslag, som mesopotamierne og sumererne, så mon ikke det har medvirket til at bringe æblet ud i verden?

I middelalderen begyndte vi danskere at dyrke æbler – eller rettere, klostrenes munke var dem, der var fremme i sutskoene her. Om det var som kompensation for udeblevne syndefald, at de kastede sig over dyrkningen vides ikke, men æblet var så populært og eftertragtet, at en abildgård var lige så ukrænkelig som et privat hjem, og det kunne straffes hårdt at gå ind i en fremmed æbleplantage.

Æblemos til hele vinteren

I disse dage hænger æblerne så tæt og tungt på træerne, at mange måske næsten ville takke fremmede for at gå ind i haverne og forsyne sig. Vi havde et mildt forår, hvor æbleblomsterne undgik den sidste nattefrost i den kritiske periode, så på trods af tørke bugner træerne af frugt, og det skal udnyttes. Og hvis man som jeg får gåsehud ved tanken om at sætte tænderne i et friskt æble, mærke den skarpe skal mod tandkødet og den syrlige saft sætte spytkirtlerne på overarbejde, mens trevler af frugtkød kliner sig fast i gebisset – så skal frugten tilberedes.

Den mest enkle måde at få opbygget et fornuftigt æblelager til vinteren er at skære sine renvaskede æbler, gerne i store mængder, i kvarte med skal og det hele, ned i en gryde med en sjat vand, og så lade æblerne putre til de er helt møre, og lader sig passere gennem en si. Det giver en fin mos.

Skær æblerne i kvarte også med kernehuset. Foto: Nana Balle.

Man kan også sætte sig hen til sin Netflix og skrælle og kvarte æbler til hænderne snurrer, og så koge en grovere mos med mere struktur. Mosen smages til med sukker, så den er passende sød, og fryses så ned i portioner á cirka et halvt kilo.

Herefter er der frit spil – til æblemos med mælk til dessert, til gammeldags æblekage med makroner eller sukkerristede havregryn. Eller til en vederkvægende varm æblekage, hvor alt potentielt sprødt i huset – en rest makroner, sommerens sidste kammerjunkere, lidt mel, havregryn, et par Bastogne fra bagerst i skabet, en håndfuld mandler plus en håndfuld brun farin og et par solide skiver smør og et drys ingefær eller kanel alt sammen blitzes i foodprocessoren, hældes over den optøede æblemos i et fladt fad, og bages til sprødt, brunt og lykkeligt. Flødeskum til.

Hvis man har lyst til at forsøge sig med at hælde hygge i et glas, kan man lave æblesmør. Det har ikke noget med smør at gøre (ok, jeg prøvede faktisk engang at røre lidt smør i til sidst. Heller ikke ringe, men ikke nødvendigt).

I nogle opskrifter på æblesmør laver man en god karamel i en tykbundet gryde og hælder herefter skrællede, udkernede æbler i og lader dem koge ud i karamellen med lidt vand. Det smager vidunderligt, men tager tid og er bøvlet. Så her går vi et par afsnit tilbage, og finder vores purerede æbler frem.

Hæld gerne en sjat calvados eller mørk rom i din mos. Foto: Nana Balle.

Nu tilsætter vi vores yndlings-julekrydderier, for eksempel kanel, nelliker, stjerneanis og/eller ingefær. Lige som man kan lide det… Herefter en passende mængde brun farin, alt efter æblernes sødme. Prøv for eksempel med ca. 300 gram farin til mos af et kilo æbler.

Nu koges mosen ind, til den er smuk, brun og klistret. Husk at røre i bund, så det ikke brænder på! Hvis man har en ensom sjat calvados eller mørk rom stående, så kan den eventuelt ryge i gryden, når den er taget af blusset.

Det er så nu, at jeg bryder lidt med principperne for hjemmesylt ved at tilsætte en anelse atamon, inden jeg hælder smørret i skoldede, atamon- eller sprutskyllede glas. Men jeg har smidt for mange pelsede glas smør ud til, at jeg holder fast i principperne…

Nydes på ristet brød, på pandekager eller vafler, på en nybagt bolle, som fyld i en tærte med friske æblebåde ovenpå, som et sødt strejf på en hapser med foie gras eller med teske direkte fra glasset i tilfælde af syndefald eller hjertesorg.

Velbekomme.

P.S: Bemærk, at der ikke nævnes noget om æblesorter i denne artikel. Jeg ved sjældent, hvad mine æbler hedder, og jeg er også ligeglad. Jeg blander lystigt små og store, sure og søde, tidlige og sene æbler, og det er aldrig gået helt galt. Blot skal smageskeen frem, så sukkermængden kan tilpasses.

Topbillede: Nana Balle

Jeg elsker at krydse mad og ord. Jeg er kommunikationsrådgiver med speciale i fødevarekommunikation. Uddannet Cand.scient.pol med speciale inden for kvindeforskning, journalist og Executive Master i Corporate Communication og +18 års erfaring fra de corporate haller.

Men frem for alt er jeg madnørd af Guds nåde med hang til emulgerede saucer, og med dyb viden om alskens verdenskøkkener, løjerlige råvarer og de mange aspekter i fødevareproduktionen. Det begyndte da jeg læste Raymond Oliviers 800 siders "Kogekunstens Teknik og Finesser" som 10-årig, og jeg har talt om mad lige siden. Jeg kan også malke en ko.

Jeg er desuden medforfatter til bogen ’100 Kiksede Knald’ med 100 fortællinger om erotiske møder, som gik rivegalt.

Seneste artikler om Bæredygtighed