Borgerkrigen er blusset op igen i Sydsudan, og det har fået op mod 100.000 til at flygte.
I sidste uge talte jeg med en række af dem i den nyeste del af Kakuma-lejren i det nordvestlige Kenya, Kalobeyei. Da jeg dagen efter havde fået historierne ned på papir, begyndte de at sive ind, og jeg skrev på Facebook:
“Jeg er tilbage i Nairobi efter nogle dage i Kakuma-lejren i det nordvestlige Kenya. I går tog vi ned i den yderste udkant af den nyeste del af lejren. Det var egentlig meningen, at den nye del, Kalobeyei, skulle aflaste de andre, overfyldte dele. Men så brød der kampe ud omkring Sydsudans hovedstad, Juba, den 7. juli. Nu strømmer det ind med med flygtninge derfra.”
“I går talte med jeg nogle af dem, der har reddet sig ud af Sydsudan med livet i behold. Ikke så meget mere dog. Jeg gik ekstremt analytisk til opgaven. Jeg talte med folk, hørte deres historier – gennem tolke desværre, jeg havde virkelig gerne villet kunne forstå deres egne ord – så på nybyggede huse med presseningsvægge og talte ejendele og børn. Når jeg står i sådan en situation, går det ikke at blive påvirket af den. Så kan jeg ikke gøre mit arbejde.
Nu har jeg skrevet deres historier, og deres omstændigheder begynder så småt at sive ind i sprækkerne af mit hårde fernis. Jeg har ikke tid til, at det gør det. Om fem en halv time bliver jeg hentet på hotellet for at tage til Djibouti og tale med flere flygtninge.
Giv lige jeres elskede et ekstra kram i aften. Vi er meget, meget heldige”.
Graces historie
En af dem, jeg talte med i Kalobeyei, var Grace Jokundo. Hun fortalte, at hun er flygtet med sine to børn og har taget tre børn til sig, hun mødte ved ankomsten til lejren. To brødre og en fætter, hvis forældre alle blev dræbt den samme dag.
Jeg møder mange mennesker på sådan her en tur. Mennesker, der alle har historier, som er langt værre, end nogle burde opleve. Nogle af dem bliver længere tid hos mig end andre. Graces blik er et af dem, jeg aldrig kommer til at glemme
Her en uge efter, at jeg mødte Grace, sidder hendes blik og historie stadig i mig. På et tidspunkt pegede hun op på et langt ar under hendes øje. Soldater var brudt ind i hendes hjem for at lede efter hendes mand. De efterlod hende hårdt såret.
Nu er hun i sikkerhed og er fast besluttet på at skabe noget bedre. Hun fortalte mig, at hun drømmer om at få hjælp, så hun kan starte en forretning.
Da jeg fortalte Graces historie videre til lederen af Dansk Flygtningehjælps arbejde i Kakuma og Kalobeyei, udbrød hun; “Jamen det er jo lige præcis folk som hende, vi skal have fat på”. Dansk Flygtningehjælp arbejder nemlig intensivt i Kakuma-lejren med at hjælpe flygtninge til at starte mikrovirksomheder op og udvider lige nu til Kalobeyei for at hjælpe de nyankomne flygtninge. Jeg fortalte hende selvfølgelig straks, præcis hvor Grace og de andre bor i lejren.
Jeg møder mange mennesker på sådan her en tur. Mennesker, der alle har historier, som er langt værre, end nogle burde opleve. Nogle af dem bliver længere tid hos mig end andre. Graces blik er et af dem, jeg aldrig kommer til at glemme. Jeg håber inderligt, at jeg får lov til at møde hende igen. Meget gerne et sted, hvor hun kan byde mig indenfor i sin lille forretning.
Topfoto: Klaus Bo.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
