ITALIEN // REJSEBREV – Susanne Sayers er på en fantastisk vandretur, tværs over det europæiske kontinent. På turen fra Lissabon til Istanbul ligger de gode oplevelser på stribe, og her bringer vi et enkelt, tankevækkende indtryk fra egnen omkring Firenze.
CARMIGNANO – “I skulle lige have sovet et par minutter længere – så havde jeg slået hele jeres sti!”
Vi har trasket en kilometer gennem knæhøjt græs og burresnerrer, og vi er faktisk ikke helt sikre på, at vi er på en autoriseret sti. Italiensk afmærkning er sporadisk, og vi har før oplevet, at hvad der engang var en legal og accepteret sti, nu er forbudt og privat område.
Nu kommer der en mand på en traktor mod os, men han ser ikke det fjerneste sur ud. Tværtimod slår han ud med armene og peger på det stykke, han netop har gjort farbart for vores videre færd.
Generelt har italienerne som spanierne – og i stærk kontrast til portugiserne og franskmændene – ikke været særlig interesserede i at tale med os. Det engelske er ellers ofte virkelig godt, så det er ikke en sprogbarriere. Men fyren her har et bredt grin og et glimt i øjnene, der får mig til at ønske, at vi skulle spise aftensmad og drikke vin med ham og få røverhistorier, og han er nysgerrig.
Da han hører, hvor vi kommer fra, er reaktionen lidt overraskende. Han kender Danmark virkelig godt og har venner i blandt andet Herning og København takket være sit tidligere job. Vi bliver ikke helt klar over, hvad præcis det gik ud på, men det var i hvert fald 30 år på kontor i store dele af Skandinavien og de baltiske lande. Men nu er han så her, i Carmignano, en lille kommune og by i vandreafstand fra Firenze (hvis man holder af at gå – der er 24 kilometer til centrum).
“Jeg fik nok af e-mails og WhatsApp og sms’er. Og jeg fik nok af kontor. Nu holder jeg bier og dyrker vindruer og oliven,” siger han og slår ud mod terrænet omkring os.
“Men det er ikke helt let. Mine bier bliver slået ihjel af naboerne,” konstaterer den lune italiener, som i øvrigt hedder Sergio. Naboerne er andre landmænd, som i modsætning til Sergio bruger ukrudtsmidler og insektudryddere.
Mens vi var inde i selve Carmignano, så vi bannere med, at det er pesticidfri kommune. Det nævner jeg for Sergio.
En stor sprøjtemaskine er i gang. Carmignano er pesticidfri på samme måde, som en alkoholiker er tørlagt, når det er tid til en middagslur eller nattesøvnen
“Baaah, det er bare bla-bla-bla. Kig på marken derovre. Der er ikke et græsstrå mellem vinstokkene. Det kan kun lade sig gøre, hvis man sprøjter. Min vinmark er derimod meget økologisk,” siger han og griner. Vi kigger i den retning, han peger. Hans vinplanter stikker lige halsen op over de øvrige planter.
“Det skyldes så også, at jeg stadig ved meget lidt om at være landmand. Jeg er herfra, men min far var håndværker, så jeg læser mig gennem mange sider for at lære at dyrke godt.”
Sergio er muligvis ikke den fødte landmand, men han har gang i flere koncepter, der skal få resten af byen til at støtte hans måde at dyrke på. Man kan adoptere et bistade. Eller et oliventræ. Gør man det sidste, får man et skilt på træet og en liter olivenolie om året.
“Jeg kan godt lide tanken om, at vi bliver tættere knyttet til jorden,” siger han.
Vi taler lidt videre, men så ringer hans mobil, og vi skal også videre. Nu ad nyslået sti. Efter en lille halv kilometer ser vi over på nabomarken. En stor sprøjtemaskine er i gang. Carmignano er pesticidfri på samme måde, som en alkoholiker er tørlagt, når det er tid til en middagslur eller nattesøvnen.
Jeg har nu adopteret et oliventræ. Og vil se frem til engang at hente min liter olivenolie, dele et måltid og et par liter vin og røverhistorier med Sergio.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
