KLUMME // REJSELIV – Susanne Sayers er blevet digital nomade og tager begge dele ganske bogstaveligt. Planen er at vandre på nomadevis fra det vestligste Europa til det østligste – og undervejs er de digitale teknologier som mobiltelefonen afgørende.
For lidt over et år siden fik jeg en idé. Jeg befandt mig ganske tæt på det europæiske kontinents vestligste punkt, Cabo da Roca lidt nord for Portugals hovedstad, Lissabon.
Jeg var på det tidspunkt en slags digital nomade allerede – jeg tilbragte en stor del af min tid i Portugal, når jeg ikke var i Danmark. Men hvad nu hvis jeg tog det bogstaveligt og blev rigtig nomade og vandrede fra sted til sted? Hvad nu hvis jeg begyndte at gå i retning af Europas østligste punkt?
Man kan diskutere, hvad der er Europas østligste punkt. Europa er ikke helt klart defineret rent geografisk, og der er forskere, der argumenterer for, at man geologisk snarere bør tale om Euroasien. Men ifølge det russiske geografiske institut befinder det østligste punkt sig i den polare del af Uralbjergene.
Det ville betyde tusindvis af kilometer over steppe og bjerge i isnende kulde om vinteren og brændende hede om sommeren. Hmmm … Jeg omdefinerede straks destinationen til Europas i hvert fald kulturelt østligste punkt, Istanbul. Den gamle port mellem Asien og Europa, vikingernes Miklagard, det østromerske imperiums Byzans, der senere blev til Konstantinopel, før byen i 1930 officielt blev til Istanbul.
Det betød samtidig, at jeg kunne følge havet en stor del af vejen, hvad der også ville gøre det unødvendigt at have egentligt vinterudstyr med. Og det ville blive en rejse gennem Europas historie med dens mange og skiftende kulturer og epoker – med fønikere, keltere, romere, maurere, visigoter, vikinger osv.
Fantastisk. Jeg glædede mig allerede. Og jeg regnede ud, at jeg med den løst skitserede rute burde kunne stå i Istanbul, når jeg fylder 60 år, i januar 2025.
Af sted med mig
Og sådan ændrede mit liv sig. Lejligheden i Portugal blev sagt op, møblerne opmagasineret, cirka otte kilo bagage omhyggeligt valgt ud, så der både var til vandring og til pænt brug, og jeg samtidig stadig ville kunne slæbe et par liter vand.
Vægten i oppakningen skulle holdes nede, men jeg ville få brug for at kunne holde kundemøder og måtte derfor have tøj med til det. Og der skulle også være til en festlig aften i byen eller en invitation til en stor begivenhed.
Jeg havde besluttet at satse på indendørs overnatning, så jeg ville i første omgang ikke have telt, sovepose og underlag med, men var klar over, at det kunne vise sig nødvendigt, hvis det blev småt med tilstrækkeligt billige overnatningssteder. Et hurtigt tjek på første del af ruten ned langs Portugals kyst viste, at det i hvert fald der kunne lade sig gøre at finde gode hostels og billige guesthouses eller private værelser til en pris, jeg kunne betale.
Den 14. februar i år begyndte jeg at gå. Undervejs er en helt vidunderlig mand stødt til. Han var ikke en del af planen, da jeg gik i gang med den, for dengang havde jeg ikke mødt ham endnu. Men livet besluttede åbenbart, at når jeg alligevel var i gang med at rykke op og ned på alt, så kunne det lige så godt blive gjort grundigt. Så manden er nu min kæreste og i bogstaveligste forstand livsledsager. Og sådan ændrede mit liv sig én gang til.
Der er ingen dogmeregler for rejsen. Jeg har kunder, venner og familie, som gør det nødvendigt at være i Danmark, så fra tid til anden afbryder jeg vandreturen for at tage dertil. Og skulle det ske, at en etape kun kan lade sig gøre på fornuftig vis ved at tage en bus eller et tog, er det også tilladt. Det er ikke et projekt, hvor jeg skal bevise noget. Jeg skal se, om man kan leve og arbejde anderledes end fast job og fast adresse. Foreløbig er svaret et klart ja.
Det er dog kun sket et par gange, at vi har fundet alternativer – siden februar er det vel efterhånden blevet 2.000-2.500 kilometer til fods. I gennemsnit går vi 20 kilometer om dagen, men når man går i bjerge eller følger en kystlinje langs fodstier, kommer man ikke nødvendigvis 20 kilometer nærmere sit mål, bare fordi man går 20 kilometer.
Digitale nødvendigheder
Det var den nomadiske del. Hvad er så den digitale? Uden det digitale havde turen ikke kunnet lade sig gøre, og jeg havde næppe heller fået ideen.
Hele forudsætningen for at vandre er for mig, at jeg kan arbejde undervejs. Jeg har ingen videre opsparing, så jeg er afhængig af at kunne varetage mine opgaver. Det kan kun lade sig gøre, fordi teknologien gør det muligt at arbejde uafhængigt af tid og geografisk afstand.
Men undervejs finder man også ud af, hvor meget af en schweizerkniv til det moderne liv vores smartphones er blevet.
Alene det at finde overnatning. Da jeg rejste som helt ung og indimellem havde ansvaret for at finde overnatning til en mindre gruppe med cirka en uges mellemrum, var det et mareridt. Det foregik ved, at man gik ind i en fremmed by i et fremmed land, fandt en telefonboks, håbede, at der var en telefonbog, og at de gule sider ikke var revet ud af den, og gik så i gang med at ringe til hotel efter hotel. Det var dyrt, og det tog lang tid (og krævede mange mønter).
I dag? Booking.com er efterhånden den foretrukne indgangsbøn til foretagendet. Der er ikke længere kun hoteller, men også private lejligheder og værelser, hostels osv. Og som regel noget billigere end Airbnb. Og med bedre service, hvis noget går galt.
Vi booker gerne et par dage frem, særligt hvis vi skal gennem halvøde områder med spredte små byer, hvor overnatningsmulighederne er få, og det skal vi hyppigt.
Det er sket enkelte gange, at det ikke har kunnet lade sig gøre at finde noget. Så har vi enten lagt ruten om – det er i høj grad overnatningsmulighederne, der bestemmer længden på dagsetaperne – eller vi har prøvet på anden vis. Blandt andet fandt jeg en facebookgruppe for en bette landsby, som jeg spurgte om hjælp, og bingo! Så var der overnatning på byens kro.
Kunsten at finde vej
Det er også i høj grad digitalt, at vi finder de kort og ruter, som vi bruger som udgangspunkt. De europæiske lande er fyldt med langdistanceruter, som går gennem fantastiske naturområder. Nogle gange kan det lade sig gøre at kombinere dem til endnu længere ruter, der går på tværs af landene. Vi følger i udgangspunktet for tiden den europæiske fjernvandrerute E12, som i Spanien er GR-42. Før det var det E4. Og indimellem improviserer vi, hvis det passer bedre med, hvad vi har lyst til, og hvor der er overnatning.
Ruterne kan som regel downloades et eller andet sted fra og sendes til vores apps som fx Wikiloc, der er en slags socialt vandremedie, hvor man kan dele sine ruter. Ulempe: Den æder strøm, men heldigvis kan meget gøres offline, og det hjælper på sagen. Jeg bruger også Hiiker til tider. Og så har mit Garmin-sportsur en app, som man også kan bruge.
En af fordelene er, at man også får højdeprofilen på ruten. Det gør det lettere at vurdere, hvor lang tid den vil tage eller at vælge mellem to alternative veje. En relativt flad etape på 35 kilometer er langt, men overkommeligt, mens det i meget bakket terræn er i overkanten og i hvert fald på grænsen af, hvad jeg kan klare.
Det ville være ret uoverskueligt at skulle gøre det samme med et gammeldags kort. Vi skulle nærmest have en selvstændig oppakning til det væld af kort, der ville være nødvendige, hvis de hver især skulle være detaljerede nok til at hjælpe os i nogle af de tilfælde, hvor mange stier mødes, og det kan være svært at se umiddelbart, hvilken der er den rigtige. Især fordi vi begge er velsignede med en evne til at gå forkert og ikke ejer retningssans.
Indimellem har vi også stor glæde af Google Maps og for mit vedkommende især satellitudgaven, hvor jeg er blevet ret god efterhånden til at spotte, om der er stier og smutveje.
Google ved ikke alt
Man skal bare vide, at Google ved ikke alt. Google har absolut ikke altid styr på åbningstider af for eksempel butikker og restauranter, og der er veje, som ikke findes på Google, og der er også masser af restauranter og butikker, som Google ikke kender til. Så en by, der ifølge Google ikke har en café eller butik, vil som regel have det alligevel.
Indimellem er ruterne afmærket, men det er vores erfaring, at det på lange stræk er helt utilstrækkeligt at gå efter markører, særligt har mange spanske strækninger været umulige at finde vej på uden kort, netop fordi vi foretrækker at gå i naturområder og ikke langs landeveje, der som regel er kedelige og ofte livsfarlige for vandrere.
Parlør og felthåndbog
Overnatning og det at finde vej er de vigtigste funktioner. Men jeg er også glad for Googles oversættelsesfunktioner. Mit talte spansk er nærmest ikke-eksisterende, selv om jeg efterhånden er ved at kunne undgå det bløde og nasale portugisiske, når jeg alligevel siger noget. Og jeg kan læse meget spansk, men det er rart at kunne føle sig lidt mere sikker.
Så mobiltelefonen er telefonbog, kort og ordbog i ét. Den er også leksikon og rejsefører. Det er sjovt at kunne læse noget om de steder, man kommer igennem, og hvad var nu det for et slag, der er en mindesten for her, og hvad er det for en ruin? Online findes svaret som regel.
Og den er felthåndbog, for var det der en sort ibis? Og er blomsten der ikke en fruesko? Her er apps som iNaturalist guld, men der er også steder online, hvor man kan tjekke fuglestemmer, for nogle gange kan vi høre fuglene snarere end se dem.
Og vi holder kontakt med familie, venner, kunder takket være diverse chatfunktioner og opkald. Vi kan få vejrudsigter og meldinger om, hvor der er aktive skovbrande. Den slags er der apps til, og det er desværre nødvendigt at være opmærksom på.
Online-bank og bibliotek
Vi er ikke afhængige af, at der er en mønttelefon i byen, og vi behøver ikke at lede efter et sted, hvor de veksler mønter, vi kan bruge. Vi behøver heller ikke rejsechecks eller dyre overførsler, som vi skal hente i en bank.
Banken er også online. Og jeg bruger Revolut og undgår en hulens bunke gebyrer på den måde.
I min mobiltelefon er også en stor del af mit bibliotek. Når man som vi højst kan have otte-ti kg på ryggen, er der ikke plads til mange bøger. Men det er der i telefonen, og jeg kan sagtens læse i den. Skriftsstørrelser kan justeres, så det ikke er svært. Det er en kæmpe fordel at kunne have adgang til alverdens bøger online – det sker, at jeg skal bruge en ny bog (eller en gammel) i forbindelse med mine skriveopgaver. Så er det jo skønt at kunne få fat i den, selv om man er adskillige dage fra nærmeste boghandel.
Telefonen er i øvrigt også jukeboks. Ikke at jeg har musik i ørerne, mens vi vandrer – jeg foretrækker naturens lyde. Men vi lytter en del til musik morgen og aften.
Mobilafhængighed?
Alligevel bruger vi ikke særlig meget tid på mobiltelefonen i det daglige. Vi logistikker, som vi kalder det, typisk om morgenen og finder vejr, rute og overnatning. Vi tjekker nyhedsstrømmen på samme vis, som vi ville have læst en avis over morgenbordet. Og ellers kommer mobiltelefonen kun frem, når den er nødvendig i forhold til vandringen.
Nå ja – for mig er en af de vigtigste funktioner overhovedet, at den også er fotografiapparat. Min kæreste har et rigtigt kamera, men jeg bruger min iPhone.
Og jeg tjekker ikke mails eller sociale medier på vandringerne generelt, selv om der har været enkelte dage, hvor jeg har været nødt til at sætte et Zoommøde op midt i en skov eller på en bjergside. Der var også dengang, da vi så en Manchester United-kamp i en grøftekant …
For mig er det digitale element af vandringen det, der gør den mulig. Min iPhone med dens online-univers er en hjælp, min personlige assistent. Ikke en tidsrøver.
Når vi moderne mennesker indimellem længes efter dage uden de konstante tjek af nyheder, tweets og Instagram-fotos på vores mobiltelefoner, den evige strøm af mails, chatbeskederne på et væld af platforme og bøvl med MitID, så tror jeg, at vi i virkeligheden længes efter nærvær. Eller nuvær, som jeg er begyndt at kalde det. At være til stede her og nu med vores fulde opmærksomhed.
Vores erfaring er, at det godt kan lade sig gøre. Også selv om man – som vi – faktisk er praktisk afhængige af vores digitale teknologi.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
