Den franske præsident træder i denne uge et skridt ud af sine vante gemakker. I et interview med magasinet ELLE, ”Kvinderne og mig,” springer Hollande ud som feminist. Det handler blandt andet om kvindernes rolle i samfundet, og især om kampen mod sexchikane i det offentlige rum.
Seneste mærkværdige skrig inden for fransk Haute Couture, sædvanligvis påhængt modeller med lange, solbrune stænger, opskriften på weekendens scoremiddag og kulørte tips til, hvordan man går det spirende forår i møde med et æggende look. Det er den slags artikler magasinet ELLE’s læsere normalt forventer at få til gengæld for to Euro og 20 cents. Men i denne uge får de lidt mere – eller i hvert fald noget andet. En lille, firskåren Monsieur, med påfaldende korte stænger og et let betuttet ansigt, bryder magasinets ellers æstetiske harmoni på side 178 og fire sider frem.
Det er ingen ringere end den franske præsident, François Hollande, som for første gang stiller op til et interview med et fransk modemagasin. Umiddelbart ligner han en genert, bebrillet kostskoledreng, der ved en fejltagelse er blevet spærret inde i pigernes klasse. Men han holder stand, for han har et vigtigt budskab, som han brænder for at levere til ELLE’s læsere og til de franske kvinder i det hele taget: ”Jeg er feminist – og socialist!”
En snigende trussel
I interviewet har præsidenten én overordnet dagsorden – og det er måske til enkelte læseres skuffelse, ikke at tale frit fra leveren om kvinderne i hans eget liv, her iblandt den nuværende franske miljøminister, Ségolène Royal, som også er mor til præsidentens fire børn, den tidligere samlever, journalisten Valérie Trierweiler, som nu har et horn i siden på præsidenten eller skuespillerinden Julie Gayet, der er præsidentens nuværende kæreste. Det handler om noget helt andet – nemlig vilkårene for Frankrigs kvinder generelt.
For i dag den 8. marts er det kvindernes kampdag. I Frankrig, som så mange andre steder i verden, er der stadig en hel del at kæmpe for. Det er heller ikke gået præsidentens opmærksomhed forbi. I interviewet med ELLE virker han oprigtigt optaget af kvinders rettigheder, og han fortæller – dog uden at give konkrete løfter – at regeringen barsler med tiltag og måske endda lovændringer, som skal gøre hverdagen lettere for de franske kvinder, når det handler om at bekæmpe diskrimination og sexistisk smal- eller afsporethed i det offentlige rum.
Og i præsidentens optik er der mere på spil end bare kvinders tryghed og sikkerhed. Det handler mere principielt om kvindens rolle i samfundet, fortæller han: ”Hvad sker der, hvis vi bare lader stå til? En dag tager unge piger måske ikke længere offentlige transportmidler, de låser sig inde i deres hjem (…) Ligestillingen i det offentlige rum skal bevares for enhver pris. Den seksuelle chikane er et angreb på friheden, men også et angreb på retten til at udtrykke sig frit og passe et job. Kort sagt, chikanen er en snigende trussel mod kvinders fundamentale rettigheder.”
Miniskørt eller jeans
Faktisk oplever de franske kvinder sex-chikane på jobbet, på gaden – men især i de offentlige transportmidler – i en sådan grad, at det for mange er blevet en helt almindelig del af hverdagen. De tager deres forholdsregler og lærer ofte blot at leve med det, som dybest set er en uacceptabel situation: Kvinderne tager for eksempel helst ikke metroen efter klokken 21, de står op frem for at sætte sig ned ved siden af en mand, og mange har endda droppet la minijupe, miniskørtet, som franske kvinder ellers er så berømte for. I stedet trækker flere og flere nu hellere i et par unisex jeans eller tækkelige herrebukser for at undlade at påkalde sig det modsatte køns opmærksomhed.
I 2012, satte den belgiske journalist Sophie Peeters dokumentarfilm Femmes de la Rue ord og levende billeder på de seksuelle og nedværdigende tilråb og ydmygende befamlinger, som belgiske kvinder dagligt må stå igennem, når de færdes på gaden og i bus og tog. Akkurat det samme gør sig gældende i Frankrig. Siden filmens premiere, har emnet ‘sex-chikane’ været debatteret heftigt i de franske medier – men det er nu altså også kommet højt op på den politiske dagsorden.
Pift og befamling i myldretiden
Således fremlagde Le Haut Conseil à L’égalité (HCEfh), på dansk højkommissariatet for ligestilling, med sundhedsminister Marisol Touraine i spidsen for initiativet, i april 2015 en rapport, som gav franskmændene indblik i, hvor galt det står til i republikken Frankrig. Ud af 600 adspurgte kvinder i regionen Île-de-France, havde samtlige kvinder mindst én gang oplevet seksuel chikane i offentlige transportmidler. Hvislelyde, pift, ydmygende tilråb, fornærmelser og befamling er med andre ord en almindelig del af hverdagen for de fleste franske kvinder i 2016.
I halvdelen af tilfældene var kvinderne mindreårige, da de første gang oplevede tilråb – der i den engelsksprogede del af af verden går under navnet catcalling – eller fysiske overgreb. Og stik mod forventningerne, så finder den seksuelle chikane ikke sted på togene til og fra forstæderne efter midnat, men i myldretiden på vej til eller fra skole eller arbejde.
Feministerne op i det røde felt
Måske er de omkring 360.000 læsere af magasinet Elle begejstrede over nu at vide, at François Hollande er feminist.
Men det samme kan man ikke sige om de mere militante, franske feminister. De er hverken sene i vendingen eller lange i spyttet: De beskylder præsidenten for at ”posere” side om side med langbenede og purunge modeller udelukkende for at sikre sig stemmer. Og de antyder, at præsidenten har et tungt lig, som han skal have bjerget i land: Det franske ligestillings-ministerium er netop blevet henlagt under et sekretariat for familie-anliggender under minister Laurence Rossignol, en beslutning som i den grad er faldet feministerne for brystet, fordi det i deres øjne devaluerer og udhuler kvinders rettigheder og er en hån mod ligestilling som en prioritet i samfundet.
At slå familie, børn og kvinders rettigheder i hartkorn, er, mener feministerne, at fastholde kvinden i den stereotype rolle, som hun har været spærret inde i i årtier – rollen som mor og hustru. Dråben, der får bægeret til at flyde over med galde og forargelse, er, at præsidenten nu også stiller op i et modemagasin, som ’taler ned’ til kvinder. ELLE er nemlig, i feministernes øjne, et magasin som mest handler om at præservere ungdom, om at holde sig fit og attråværdig for det modsatte køns skyld, og der levnes i reglen kun plads til fotos af kvinder med girafben og hvepsetalje. Det får feministerne helt op i det røde felt.
Når offeret bliver skyldig
Uagtet mediet, så tyder noget dog på, at franskmændene har brug for et opråb og måske en opsang fra en feministisk indstillet landsfader: En IPSOS undersøgelse peger på, at 27 procent af franskmændene mener, at kvinder selv bærer en del af ansvaret for et seksuelt overgreb, hvis de klæder sig udfordrende. 40 procent mener, at det bør være en formildende omstændighed for en voldtægtsmand, hvis kvinden optræder ‘provokerende’.
Af undersøgelsen fremgår det med andre ord tydeligt, at kulturen omkring seksuelle overgreb fortsat er, at det nok altid er offeret selv, som bærer en del af ansvaret, hvis hun roder sig ud i noget ‘snavs’. Der er med andre ord i den grad plads til forbedring, når det handler om at beskytte og fremme franske kvinders rettigheder – og måske er det ingen skade til, at den feministiske præsident tager teten i anledning af kvindernes internationale kamp- og festdag.
Kunne du lide, hvad du læste? Satte det nogle tanker i gang? Så er du velkommen til at sende et bidrag til Maiken Skeem på Mobilepay: 28890345
Foto: Privat – ELLE, 4. marts, 2016.
Primær kilde: ELLE, 4. marts, 2016.
www.maikenskeem.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
