MIDTVESTLIV // JULEKLUMME – Det kan godt være, at julen er hjerternes fest, men det er så sandelig også – måske endnu mere – traditionernes. Som udlandsdansker har Julie Bendtsen lært, at selv de mest elskede af slagsen kan brydes. Så længe de får lov at komme igen.
CHICAGO – “Rør blot ikke ved min gamle jul,” lyder det i en af de mange kendte gamle danske julesange, og man er nærmest sikker på at støde på det citat mindst et par håndfulde gange i de danske medier i løbet af december.
Nu får I det også her, fordi jeg i de første 35 år af mit liv var indbegrebet af den sanglinje, men de seneste syv år er dét – ligesom så meget andet – blevet vendt på hovedet.
Det er min fars klejner, som han har kogt, så længe jeg kan huske
Jeg har altid elsket julen. Det kan virke overflødigt overhovedet at sige det, for hvem gør ikke det. Men det er der jo mange, som ikke gør. Nogle finder den stressende, kommercialiseret, våd, mørk, overdrevet, mange finder den smertefuld og ensom, og ja, julen kan være alle de ting. Alligevel har jeg altid elsket den, for den er også så meget andet, og jeg er aldrig, aldrig blevet træt af julen.
Som med så mange andre af de ting, der føles allermest trygge for os, har det at gøre med traditioner, genkendelighed, forudsigelighed og gensynsglæde. Det er gudstjenesten juleaftensdag (min familie har altid været virkelig flittig til at gå i kirke netop den dag, også selv om nogle af os nok må siges at slække ret meget på besøgene de resterende dage på året), det er duften af and i hele huset, det er Disney Sjov, det er et glas portvin, når gæsterne ankommer klokken 18, det er kartofler, sovs, rødmønstret juledug og mandelgave.
Tilbagevendende jokes
Det er den evigt tilbagevendende joke om og til min onkel, som en enkelt gang for årtier siden var kommet for skade at købe for lidt and og nu får en kærlig stikpille om det, hver evig eneste gang han er værten. Han og vi har hørt den tyve gange før, og vi griner stadig hjerteligt. Det er min fars klejner, som han har kogt så længe, jeg kan huske, og som han altid påstår, ingen spiser af på trods af, at de er den ubetinget mest populære julesmåkage i familiens repertoire.
Senere, da jeg blev gift, blev de traditioner, jeg tog med, blandet med dem, jeg tog til mig. Gås, et stykke medister i ovnen under fjerkræet, lunede franske kartofler og den flere årtier gamle stående vittighed om, at ingen i hele familien, om så deres liv afhang af det, kan finde ud af at holde – endsige overhovedet finde – takten i “Nu’ det jul igen”.
Jeg havde aldrig troet, at jeg ville kunne give slip på mine juletraditioner, og det strejfede mig aldrig, at de ikke skulle gives videre til og holdes i hævd af mine børn.
Vi måtte se i øjnene, at hvis vi ikke ville rejse hjem hvert år i december, var vi nødt til at genoverveje, hvor fastlåste vi ville være i vores højtidsforestillinger. Så vi begyndte at se på, hvordan julen også kan se ud
Men så rejste vi. Og vi måtte se i øjnene, at hvis vi ikke ville rejse hjem hvert år i december, var vi nødt til at genoverveje, hvor fastlåste vi ville være i vores højtidsforestillinger. Så vi begyndte at se på, hvordan julen også kan se ud.
Palæer og pister
Vi har holdt syv jule i USA. Og vi har holdt dem på, om ikke vidt forskellige måder, så i hvert fald måder, der kun har dét tilfælles, at der ingen regler er.
Da vi boede i North Carolina, holdt vi en af dem på Biltmore, som ud over at være det største privatejede hjem i hele landet, hvert år skaber de mest magiske julerammer med ekstravagant pynt og et måltid, der får basunenglene til at synge.
Og så er der den for børnefamilier så velkomne detalje, at prisen for at fejre højtiden på Biltmore inkluderer en gave til børnene, overrakt af Santa Claus selv ved det overdådige træ i lobbyen.
Vi har også valgt at tage på skiferie over julen – det var det, vi gjorde det første år, da vi havde taget beslutningen om ikke at rejse hjem og samtidig ikke helt kunne overskue, hvordan vi skulle holde jul, som vi kendte det, i vores stadig ret nye hjemland. Så vi tilbragte 24. december og dagene efter på pisterne.
De senere par år har vi forsøgt at genskabe den gode, gamle, danske jul – tilsat et amerikansk tvist. Juleaften står på traditionel julemiddag, så et par dage i forvejen går jeg i gang med rødkålen, kirsebærsaucen og risengrøden, og selv om det virker fuldstændig håbløst at skaffe en god and af en værdig størrelse, har vi alligevel formået at få and på bordet. Lidt har jo også ret.
Senere danser vi om træet, som dog må undvære de levende lys (af alle de ting, jeg kan fortælle amerikanere, at danskere gør, er dét dog en af dem, der forårsager de videst opspilede øjne), flankeret af de bamser, der nu engang skal til for at nå rundt, når man kun er fire. Og så åbner vi alle en enkelt pakke hver. Resten af gaverne gemmer vi til julemorgen, hvor vi laver stor brunch og pakker ud i nattøj og morgenkåbe – på bedste amerikanske vis.
Pakkeåbning i pyjamas
Kombinationen af dansk og amerikansk jul har vist sig at fungere fremragende. For det første betyder den manglende udsigt til et gaveorgie senere på aftenen, at alle har mere ro på og virkelig tager sig tid til at nyde aftenen for alt dét, den også er, nemlig maden, træet, hyggen, roen og samværet.
For det andet har det – for børnene, i alle fald – været et stort hit at åbne gaver så tidligt på dagen, at man kan se frem til timevis af leg med dem.
Så vi blev hjemme. Købte et kæmpestort juletræ og stegte to bittesmå ænder
Sidste år havde vi måske alligevel fået nok af uautoriserede juleminder, så vi besluttede, at nu var det tid til at komme hjem til jul, for første gang i syv år. Da vi først flyttede hertil, var planen egentlig kun, at vi skulle være i USA i to år, og da det ene år tog det andet, var det, som om vi blev ved med at udskyde højtidshjemrejsen.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, blev beslutningen om at tage hjem kun sværere og sværere for hvert år, der gik. Vores familier bor nemlig i hver sin ende af landet, og med et begrænset antal dage hjemme virkede tanken om at dele sol og decembervind lige, så ingen følte sig forfordelt, lettere uoverskuelig.
Uanselige ænder
Men sidste år skulle det altså være, og det kunne have været så fint. Hvis ikke, som det var tilfældet for så uendelig meget andet sidste år og året før dét, at en berygtet virus fik stukket en kæp i det hjul.
På det tidspunkt skulle man – vaccineret eller ej – stadig kunne fremvise en negativ test for at få lov at boarde et fly til USA, og da alle i vores familie så ud til at samle på corona i december, var risikoen for at strande i Danmark på noget, der lignede ubestemt tid, for stor. Så vi blev hjemme. Købte et kæmpestort træ og stegte to bittesmå ænder.
I år tager vi på ski igen. Om morgenen den 24. december sætter vi kursen mod et par snedækkede bjerge og priser os lykkelige for at være privilegerede nok til at holde jul, som vi ønsker det. Og for at vores børn er med på den værste, når det kommer til julen.
Jeg kan mærke, at vi alle sammen ville have godt af et skud tradition
Så længe der bliver bagt vaniljekranse, så længe nissen kommer med gaver til deres stocking, så længe vores Elf on the Shelf flytter sig rundt hver nat, så længe de kan se DR’s julekalender hver aften (og det kan de selvfølgelig, vi ser den alle sammen, men undskyld mig, kan vi lige tale om, hvor helt utrolig ringe skuespillet i årets udgave er? Det er jo helt forrykt) – så kan juleaften være lige, hvad vi gør den til.
Jeg får stadig julehjemve, og jeg savner stadig min mors and, min svigermors gås, alle vores familietraditioner og den første strofe af trompeten, der stemmer i “Det Kimer Nu” i kirken.
Jeg tror også snart, at vi tager hjem og holder jul. Jeg kan mærke, at vi alle sammen ville have godt af et skud tradition. Men når det nu ikke kan være anderledes, synes jeg egentlig, vi har gjort det meget godt med at holde fast i, hvad denne tid på året handler om for os: At være sammen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
