FLYGTNING FRA UKRAINE // INTERVIEW – For en måned siden levede 41-årige Marina Veligura et dejligt og roligt storbyliv i en af Europas smukke hovedstæder. Nu er hun krigsflygtning og bor i Danmark. POV mødte hende for at høre hendes historie og for at prøve at forstå, hvad der sker med en person, der er blevet tvunget til at forlade alt, hvad hun kender, inklusive kæresten, som hun for nylig blev genforenet med.
Du er ved at læse en kærlighedshistorie. Ikke kun den mellem en mand og en kvinde, der endelig fandt hinanden igen efter otte års pause, men også kærligheden til familien og de fremmede, der blev dine venner undervejs. Mest af alt er det historien om en kvindes kærlighed til sig selv og sit land.
At flygte fra krig, som du kan forestille dig, er ikke en triviel ting. Det ændrer dig som person.
Det gode liv
”Jeg havde et stille, godt og roligt liv med mange interesser, som jeg kunne bruge tid på, fordi jeg ikke har børn. Jeg dyrker fitness og har en tendens til at blive lidt afhængig af træning i perioder. Jeg læser moderne klassikere, som jeg henter på biblioteket og skriver selv bøger for børn. Jeg elsker kunst, maler selv og havde planer om at åbne et kunstgalleri i Kyiv med mine venner.”
Jeg kan ikke se meningen med at græde. Mine tårer vil ikke ændre noget
Og så kom russerne. Det kom helt bag på hende. Eller rettere sagt:
“Jeg nægtede at erkende, at det var en mulighed. Det er en forsvarsmekanisme. Selvfølgelig forstod vi, hvad der skete, og næsten alle mine venner, især dem med børn, forlod Kyiv på den første dag”.
“Ikke mig. Jeg blev. Med min kæreste. Og så en aften begyndte min lejlighed at ryste. Og jeg hørte disse meget mærkelige lyde. Vi opdagede, at et hus tæt på mit blev knust af bomber.”
“Og så indså jeg, at der virkelig var en krig i gang. Jeg kunne dog stadig ikke forstå det. Jeg kunne se, hvad der skete, men jeg kunne ikke tage det ind og forstå det.”
“Jeg kunne ikke forbinde det. Og indtil nu kan jeg stadig ikke forstå, at der er krig. Måske vil jeg i fremtiden, men lige nu kan jeg ikke. Det er et forsvarssystem. Min psyke passer på mig”.
My home between the lights people live in darkness and fear, they are afraid to on the gas for cooking or turn on the lamps, they spent night hours in baths with the pillows. They couldn’t go to the shelter despite sirene is on every hour because of shots on the street.. It’s information from my house neighbors chat. Try to imagine how I feel
Indtil invasionen arbejdede Marina Veigura som selvstændig juridisk konsulent for store internationale virksomheder. Hun var selvstændig erhvervsdrivende, self-made og meget succesfuld, men i ugerne før invasionen begyndte aktiviteterne at aftage, og så snart krigen startede, gik alt i stå.
Hun kalder det et forretningskoma.
Den nye virkelighed betød også at løbe efter ly, hver gang sirenerne startede, og det var næsten hver time. Nogle mennesker flyttede simpelthen ind i beskyttelsesrummene og sov på de kolde gulve. Andre, som Marina, gik op og ned hver time:
”Det er sådan et surrealistisk billede at have i hovedet af stedet, hvor jeg voksede op, med kampvogne på hovedgaden og folk, der bar våben. Almindelige mennesker som mig og mine venner. Min kæreste prøvede endda at finde ud af, hvordan man får en pistol, men heldigvis fandt han ikke en”.
Jeg genkendte ikke min by. Det var en helt ny virkelighed, med kampvogne i gaderne, folk med våben, bjerge af mursten, busser vendt på hovedet og sporvogne på vejene
På andendagen havde mange mennesker forladt byen i bil, og gasforsyningen løb tør.
“Jeg føler, at det er meget mere trygt i byen, fordi man har adgang til mad og medicin. Jeg holdt kontakten med venner, der bor i landsbyer, og de var i større fare end mig, fordi forsyningerne løb hurtigere tør der, da logistikken brød sammen. Min kæreste og forældre, der stadig er i Kyiv, har frisk brød og kød og medicin”.
Marinas forældre nægter at forlade Kyiv, og hendes kæreste kan ikke. Han er i en lejlighed i centrum af byen – et meget farligt sted på grund af de mange militære mål.
“Vi taler to gange om dagen. Vi laver videoopkald. Vi har endda haft et par konflikter over videoopkald”, fortæller hun. Livet fortsætter selv i skøre situationer som en krig.
“Jeg er ikke så bekymret for min kæreste, fordi han er stærk. Jeg bekymrer mig mest om mine forældre. De nægter at flytte.”
“Heldigvis er de i forstæderne nær skoven, som er et sikkert område i forhold til centrum. De er meget optimistiske og gode til mentalt at tage afstand fra begivenhederne. Mine forældre er stolte af mig, fordi jeg forlod Ukraine”, siger Marina, som er enebarn:
“Et par dage før jeg forlod Ukraine, besøgte jeg mine forældre. Jeg tog en taxa, og måtte betale fem gange så meget som normalt. Ingen taxachauffør ville tage mig tilbage, fordi russerne i mellemtiden havde angrebet en bus.”
“Efter tre timer var jeg heldig at finde en taxa, der ville tage mig med tilbage til Kyiv, og jeg genkendte ikke min by. Det var en helt ny virkelighed, med kampvogne i gaderne, folk med våben, bjerge af mursten, busser vendt på hovedet og sporvogne på vejene.
Afsked
En af Marinas veninder, som bor i Stockholm, inviterede hende til at komme og bo hos sig.
“Det var den eneste grund til, at jeg tog afsted. Det var så hårdt. Jeg ville ikke. Men min kæreste sagde: “Jeg har brug for, at du er i sikkerhed”.
På stationen sprang hun to tog over, og til sidst skubbede hendes kæreste hende ind i et tog for at sikre, at hun kom med:
“Han ville have mig til at tage afsted. Det er så trist. Det er den mest sørgelige del af min historie”, siger hun.
Hendes rejse var meget kort sammenlignet med andre, der skulle rejse i fem eller seks dage, siger hun: “Min rejse tog kun to dage, fordi jeg tog en god beslutning om at tage til Ungarn i stedet for at tage til den polske grænse, som alle andre gjorde”.
På vej til Stockholm ændrede planerne sig. Hendes venindes familie var også på vej mod den svenske hovedstad, og selvom der stadig ville være plads til alle, tog Marina i stedet imod en invitation fra en dansk ven.”
Han har en lejlighed i København, og hun kunne blive så længe, hun ville. Så halvvejs skiftede hun retning.
Hvordan pakker man til en ny identitet som flygtning?
Men lad os spole tilbage til aftenen for afrejsen. For hvordan pakker man til at flygte fra sit land? Det kan virke som et trivielt spørgsmål, men prøv at sætte dig selv i den situation bare ét minut.
For Marina var det svært. Et blik på hendes Facebook-side fortæller, at hun har en passion for mode, og at tøj er en del af hendes identitet som succesfuld advokat. Så hvordan pakker man til en ny identitet som flygtning? Og hvilke ting tager du med?
“Det er så surrealistisk, at man normalt pakker til en ferie, og her pakker man for at bo et andet sted, fordi nogen startede en krig mod dit land. Du skal være analytisk og afskære dine følelser for at samle og pakke de rigtige ting”, siger Marina, der glemte at pakke sine professionelle papirer.
“Jeg tænkte slet ikke på min karriere”.
– Det virker som om, at kunne afskære dine følelser fungerer godt i denne situation, og det rejser et spørgsmål: Du er god til at afskære dine følelser. Er det noget du gør bevidst?
“I det “virkelige liv” har jeg masser af temperament, og jeg skjuler ikke mine følelser. Men i ekstra stressede situationer reagerer jeg stik modsat. Som om jeg har noget specielt udstyr eller superkraft, jeg tager på. Som et skjold.”
“I stressede situationer er min hjerne meget kold. Meget kold”.
“På toget talte jeg med min kæreste, som om jeg skulle til Paris og ikke forlade mit land på grund af krig.”
“Jeg kan ikke se meningen med at græde. Mine tårer vil ikke ændre noget. Hvis jeg troede, at det ville ændre tingene, ville jeg græde. Så det er bedre at bevare roen. Min kæreste ville begynde at bekymre sig mere, hvis jeg græd. Og det er ham, der har brug for trøst, fordi han er der”.
Lyden af krig er i min krop
Lyden af krigen har taget plads i hendes krop, og hver gang hun hører høje stemmer på gaden eller de dunkende lyde, der lyder som bomber, reagerer hun:
”Det er psykosomatisk i min krop. Det er krigens stemme. Men heldigvis sover jeg godt nu.”
“De første par dage var hårde. Turen var så hård følelsesmæssigt, mentalt og fysisk. Jeg tilbragte tre dage på sofaen og så gamle sort/hvide film. Så rejste jeg mig og gik ud i min nye verden. Jeg begyndte at gå og gik på museer, shoppede lidt ting, jeg havde brug for og kom dag for dag ind i livet her”.
Efter en uge fortalte hendes ven hende, at han ikke havde fået tjekket reglerne for kæledyr i sin lejlighed, og at hunde desværre ikke var tilladt. Hun kunne ikke blive og planlagde at flytte ind hos sin veninde i Stockholm.
Nu tror jeg på, at alt er muligt. Oprindelig er jeg realist. Nu er jeg blevet optimist
“Men så inspirerede en ven mig til at lede efter Facebook-grupper for “flygtninge fra Ukraine i Danmark”. Jeg fandt den med flest medlemmer og skrev et meget kort indlæg om, at jeg var i København og ledte efter et sted at bo.”
“Jeg delte intet billede, intet cv, bare en sætning eller to. Jeg havde ingen forventninger”, siger Marina, der er vant til at gøre alting selv og aldrig beder nogen om hjælp.
“Så selvfølgelig havde jeg ikke noget håb om, at nogen ville hjælpe mig. Men jeg tænkte, det kunne vel ikke skade”.
Nye værter og kulturchock
Næste morgen vågnede hun til tredive beskeder. Hun var i chok. Folk tilbød hende tøj, mad, penge og et sted at bo.
“Jeg besluttede, at det måtte være skæbnen. Måske skulle jeg blive her i København. Og jeg begyndte at overveje alle beskederne og fandt en fra Henriette”.
Danske Henriette Kinnunen havde skrevet en kort besked til Marina om, at hun bor i samme område som Marina, og at hun har en hund. Det betød, at Marina kunne blive i området. At rejse var blevet stressende på efter turen fra Ukraine.
”Hun foreslog, at vi skulle mødes og se, om vores hunde kunne være venner. Hun samlede mig op i sin bil og bragte mig hjem, og vores hunde begyndte at lege med det samme.”
“Samme aften flyttede jeg ind. Og jeg opdagede, at både Henriette og Henrik er advokater ligesom mig. Så det er skæbnen”.
Når min kæreste fortæller mig, at vi kan se enden på krigen, bliver jeg lidt bange for at håbe for meget
“De er de sødeste og mest kærlige mennesker, og jeg følte mig hjemme og begyndte at elske dem med det samme. De er så støttende og venlige, og vi deler endda den samme slags humor”, siger hun om sine nye værter Henriette og hendes kæreste Henrik Lund.
“De presser mig ikke men giver mig god tid, og de er meget respektfulde i forhold til at se nyhederne fra Ukraine og tale om det. De lader det være helt op til mig.”
“De behandler mig, som om jeg var deres barn, de beskytter mig. Jeg føler, at jeg er blevet medlem af deres familie og har endda været til familiesammenkomster med dem. Og jeg laver traditionelle ukrainske retter til dem som borsjtsj”.
Marina er godt klar over, at det er nemt at finde sig til rette, når man har den slags støtte, som hun oplever, siger hun. Og det gør det også nemmere at række ud i verden efter arbejde, når man har adgang til et stort netværk som det, Marinas værter har i det danske.
Et par dage efter ankomsten hjalp Henriette og Henrik f.eks. Marina med at lave hendes CV om, for at hun kunne søge job i Danmark.
Henriette skrev et opslag på det sociale medie LinkedIn, der resulterede i 20 jobsamtaler og kaffeaftaler den første uge, Marina var i Danmark.
Jeg er sikker på, folk ser anderledes på mig. De ser ikke en flygtning fra Kyiv, men en professionel advokat
“Uden dem ville jeg ikke have de muligheder, som jeg har lige nu,” siger hun.
”De har et netværk og kan sprede budskabet om mig.
Jeg er sikker på, folk ser anderledes på mig. De ser ikke en flygtning fra Kyiv, men en professionel advokat.
Jeg har så travlt på grund af al den opmærksomhed, jeg får på grund af Henriettes indlæg om mig på LinkedIn. Det er så mange mennesker, som skriver til mig. Jeg kunne ikke have forestillet mig, at det her ville ske”.
Marina er klar til at påtage sig et hvilket som helst job i Danmark og havde ikke forestillet sig, at hun ville komme til interview i advokatfirmaer.
Men hun har også fået andre kontakter, og får måske tilbudt et job i et bageri og er fascineret af muligheden for at arbejde med hænderne.
“Jeg ville elske at arbejde der. Det ville være en stor oplevelse. Selvom det kun var et par timer om dagen eller i weekenden. Det kan være starten på et nyt liv. Hvem ved.”
“Det kunne også være en mulighed for at udvide min horisont. Jeg er 41. Ikke mange mennesker får mulighed for at genstarte deres liv og tage det i en anden retning. Nu tror jeg på, at alt er muligt. Oprindelig er jeg realist. Nu er jeg blevet optimist”.
At flygte ændrer dig
Når du flygter, arbejder du ikke på basis af logik eller analyse. Du er ikke i stand til at analysere situationen. Du skal slippe din trang til kontrol og gå med strømmen:
“Jeg plejede ikke at gå med strømmen før. Hele mit liv har jeg været analytisk og logisk”.
“Jeg prøvede at kontrollere alt. Jeg var nødt til at forstå alt og havde brug for, at tingene blev gjort på min måde. Her er jeg ikke herre over situationen. Det er helt anderledes.
Hun er bange for, at hvis hun begynder at græde, kan hun ikke stoppe
“Men jeg er glad for, at jeg er en eventyrlysten person. Jeg plejede at finde trøst i at kontrollere alt, og nu har jeg tro på situationen. Jeg er en anden person på grund af dette. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med det, men jeg kan godt lide det”.
Hun oplever så meget ny og god energi, at hun fanger sig selv i at blive glad, fortæller hun. Og hun siger til sig selv: ”Marina, stop, du skal ikke være glad! Der er krig nu. Du er en flygtning. Men jeg føler mig glad”.
Marina vil gerne bruge sit overskud til at hjælpe andre ukrainske flygtninge med juridiske tjenester og med at oversætter for de mange, der ikke taler engelsk.
“Jeg kontaktede den ukrainske ambassade i København for at se, hvordan jeg kan hjælpe og mødte så mange kvinder med børn. De var så kede af det og frustrerede og bange, og der var jeg på vej til en jobsamtale med et meget kendt dansk advokatfirma. Endnu en surrealistisk oplevelse”.
Livet går videre
“Det er forfærdeligt at være her på grund af krigen og den forfærdelige situation i mit land, men fra et andet perspektiv bør jeg fortsætte med at få det bedste ud af mit liv og koncentrere mig om andre ting. Livet fortsætter,” siger hun og vil hverken tænke på Ukraine eller på at vende hjem. Det gør for ondt, uddyber hun:
”Når min kæreste fortæller mig, at vi kan se enden på krigen, bliver jeg lidt bange for at håbe for meget. Jeg tør ikke være glad på forhånd.”
“Jeg er pragmatisk omkring det. Nu er jeg her, og jeg skaber et liv her, så længe det kan tage. Jeg accepterer alle de muligheder, som livet giver mig i disse mærkelige tider”.
Hun er også holdt op med at læse nyhederne om morgenen, fordi det får hende til at græde. Hendes psyke er ikke klar, siger hun og forklarer, at når man vågner, føler man sig som en lille baby:
Dette er ikke en tid til tårer. Jeg vil græde, når det hele er forbi. Når jeg kan kramme mine forældre og min kæreste igen, vil jeg græde
”Så nu læser jeg nyhederne omkring frokosttid i stedet for, hvor min psyke er klar til at bearbejde det.”
“Jeg er nødt til at kontrollere dette og kontrollere mine følelser, ellers vil jeg miste min energi og min kraft. Når jeg bliver mentalt drænet, tager jeg en dag, hvor jeg ikke laver noget, og energien kommer tilbage til mig”.
Men selvom hun forsøger at have kontrol over sine følelser, er hun godt klar over, at de nogle gange opfører sig, som havde de deres eget liv:
”Når mine følelser gerne vil ud, spørger de mig ikke. De kommer bare farende ud. Jeg kender mig selv. Hvis mine følelser vil deles, deler de uden aftale.”
“Hvis de spørger mig, betyder det, at de ikke ønsker at komme ud. For nu kan jeg dæmpe mine følelser. Men jeg græder, hvis nogen krammer mig. Jeg er menneskelig. Kvinde”.
Hun er bange for, at hvis hun begynder at græde, kan hun ikke stoppe. At det måske bliver en daglig forteelse, og det ønsker hun ikke, slutter hun:
“Tårer skal have en værdi, og for mig er gråd en fysisk befrielse. Jeg græder ikke bare, fordi jeg er i dårligt humør. Jeg græder, når det er uundgåeligt. Jeg får det ud af mit system og går videre.”
“Nogle gange har jeg dog lyst til at græde, fordi jeg føler mig ked af det, men jeg kan ikke. Dette er ikke en tid til tårer. Jeg vil græde, når det hele er forbi. Når jeg kan kramme mine forældre og min kæreste igen, vil jeg græde”.
Læs mere om krigen i Ukraine i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
