BREMEN // REJSEESSAY – St. Petri Dom knejser middelalderligt magtfuldt over pladsen med det smukke rådhus i den gamle hansestad. Et børneeventyr vækkes til live, og januar byder på elegant lysfestival. Bremen savner dog kulturel identitet og mere mangfoldighed, skriver Gorm Bloch, der fejrer nytår og går til højmesse i byens katedral.
Et nytår under fremmede himmelstrøg har gennem flere år fristet mig, og denne gang skulle det være. Så om morgenen, d. 30. december gik jeg på jagt på Momondo, Flixbus og booking.com. Udfaldet blev Bremen.
Hjem er alle og ingen steder
På færgen rammes jeg af en overvældende ensomhedsfølelse. Nytår alene på vej til en by, jeg aldrig tidligere har besøgt; er jeg i færd med at pine eller teste mig selv i nysgerrighedens tegn?
Da vi holder kort pause i Lübeck, varmer gensynsglæden og en abstrakt rodløs sort of belonging følelse. Har næsten lige været her på julerejse. Da vi drejer ind på Adenauerallee i Hamburg, toner andre nylige minder og tanker frem. Vi holder en pause på 25 minutter inden videre færd til Bremen, og det passer mig fortrinligt.
Er i gang med at læse slutningen af Michel Houellebecqs Underkastelse. Romanen har i sine sidste kapitler nogle fremragende religionsideologiske provokationer og nær-fremtid-relieffer.
En eneste kardinal livsværdi, ophøjet til eksistentielt apex: Et solidt og godt bondsk måltid mad, i gode venners lag, med en knasende kamin i baggrunden og en vinterstorm, som raser udenfor
Fortælleren er stærkt optaget af forfatteren Joris-Karl Huysmans, men først sidst i romanen går det op for ham, at Huysmans trods et lysende intellekt, religiøse aspirationer og et raffineret idiomatisk apparat ret beset i essens er optaget af en eneste kardinal livsværdi, ophøjet til eksistentielt apex: Et solidt og godt bondsk måltid mad, i gode venners lag, med en knasende kamin i baggrunden og en vinterstorm, som raser udenfor.
Det føles derfor helt rigtigt, da jeg i Hamburg-pausen kan træde af på naturens vegne i ly af mørket og derpå nyde en god kaffe og tre vidunderlige små baklava fra busterminalens velforsynede kiosk. Mere skal der ikke til.
Raketter over Teerhofbrücke
Checker ind på Altstadt Hostel Bremen. Bemærker at der i opgangen ved siden af bor en person ved navn Niemann. I den øverste lejlighed bor Niemann & Voll. Godt de bor sammen. Robert Musil kunne ikke have skrevet det bedre.
Heldigvis ringer min yngste datter og beretter med glad stemme om rejecocktail og islagkage, og det katapulterer min øv-følelse helt op til de tyvstartende nytårsraketter over den tyske aftenhimmel
Oversat hedder broen “Tjæregårdsbroen”. Jeg står nu et kvarter inden nytår på en af Wesers andre broer. Har vandret omkring i Altstadt og Neue Altstadt, som er kvarteret på Wesers vestlige bred. Her findes parker, universiteterne og en del ungdomsliv, får jeg at vide af en ung kvindelig ph.d.-studerende fra Köln, jeg senere taler med på Teerhofbrücke.
Min nytårsmenu er historisk ringe. Efter at have overvejet restauranter i Schnoor, en malerisk lille miniby i Altstadt med kulissepræget eventyrstemning, ender jeg med at være så ubeslutsom og sulten, at løsningen bliver en hurtig pizzadürum (!) og en ayran fra et tyrkisk fastfood takeaway.
Min dürum er med bruskstykker, den smager af surt tomatkoncentrat, kemisk hvidløgsdressing, og brødet er tørt som pap. Den lille drikkeyoghurt forsømmer jeg grundet akut pizzadürumfobi at ryste, så den indtages i to klart markerede etager. Showet foregår i strid blæst på en bænk, hvor andre kunder tilsyneladende har deponeret dele af deres dürum på fliserne.
Heldigvis ringer min yngste datter og beretter med glad stemme om rejecocktail og islagkage, og det katapulterer min øv-følelse helt op til de tyvstartende nytårsraketter over den tyske aftenhimmel.
Weserrenæssance og monstrøs katedral
Årets allerførste dag starter med blå himmel og en dobbelt kaffe fra vandrehjemmets automat. Har køkkenet helt for mig selv. Jeg går ned til Weser, ulvesulten og kaster mig over en brunchbuffet på en stor café med udsigt over floden.
Det gamle rådhus er et prægtigt skue med et væld af facadedetaljer. Gotisk i hovedtræk, men gavlen her fra 1614 opført i stilen Weserrenæssance.
Grimm-brødrenes barndomseventyr med dets skøre, charmerende fabel om de fire musikanter bringes til live
St. Petri Dom er en magtdemonstration af en katedral. Et gotisk-romansk bjergmassiv. Dens tvillingetårne rejser sig stejlt i næsten 100 meters højde.
Til højre for indgangen til domkirken, lidt gemt væk, står en bronzestatue med tre ungersvende som blæser i hver deres horn. Først tror jeg det må være stadsmusikanterne, men der mangler jo en fjerde? De rigtige stadsmusikanter finder jeg så foran det gamle rådhus, og Grimm-brødrenes barndomseventyr med dets skøre, charmerende fabel om de fire musikanter bringes til live.
De står på ryggen af hinanden, stadsmusikanterne, som billede på sammenhold og solidaritet. Alle fire var dømt ude og på vej til skafottet – slagtning eller druknedøden – men de fandt hinanden og drog af sted mod Bremen for at musicere. At de aldrig nåede frem, men i stedet overtog en røverhytte i skoven og levede lykkeligt, ja, det er en helt anden historie.
Europas kulturelle selvmord
Tysklands befolkning nærmer sig 84 millioner mennesker. Heraf har omkring 25% indvandrerbaggrund. Den officielt muslimske procentdel udgør dog kun 5.1%. Hvorfor disse tal? Fordi jeg ved ankomst til Bremen i går kl. 21 oplevede, at andelen af mellemøstlige og især tyrkiske folk i gadebilledet var markant stor.
Det var utvivlsomt læsningen af Houellebecqs roman, der spillede ind i min sensibilitet. Romanen er især i sin sidste fjerdedel en satirisk, men også varm og demagogisk overbevisende, propaganda for et islamiseret Europa.
Ideen om underkastelse virker som det eneste logiske, nu hvor Europa efter mange århundreders kulturel overlegenhed er imploderet og har begået kulturelt og civilisatorisk selvmord
Fremkomsten af et nyt Romerrige, eller Osmannisk Rige, knyttet sammen om islam, ideen om underkastelse – manden under Gud, kvinden under manden, altså en anarkopatriarkalsk og streng monoteistisk orden – virker som det eneste logiske, nu hvor Europa efter mange århundreders kulturel overlegenhed er imploderet og har begået kulturelt og civilisatorisk selvmord. Eksempelvis symboliseret ved de to store verdenskrige, men også forbrugskulturens moralske fordærv og dekadence.
Med de tanker summende i hovedet vandrer jeg nu langs Wesers promenade i den blå skumring. Der er nytårshøjmesse kl. 17 i den gigantiske domkirke. Den vil jeg opleve. Det vil måske åbenbare sig, om prædiken og salmer på tysk kan opildne min tro på Europas fortsatte kulturelle hegemoni, eller om en ny verdensorden gryer.
Messende domprovst med altmodisch prædiken
Gudstjeneste på et andet sprog og med andre liturgier er en oplevelse. I St. Petri Dom messer domprovsten sine forkyndelser frem for som at fremsige dem. Det er givetvis et romersk-katolsk aspekt, men i så fald en let afvigende praksis, da katedralen officielt tilhører det evangeliske (protestantiske) forbund i Tyskland.
I en af de indledende lovprisninger af Gud deles menigheden op i mænd/kvinder, som på skift fremsiger en strofe. Det har jeg aldrig prøvet i den danske folkekirke.
Domprovstens prædiken er ikke just moderne. Jeg savner nutidige temaer og relieffer, og der burde være nok at vælge fra. Som parabel på en pointe, der aldrig blev forløst (for mig), beretter provsten om gamlingene Abraham og Sara og trælkvinden Hagar, som føder Abraham sønnen Ismael. Dette efter ønske og manus fra den barnløse Sara.
Jeg er ikke medlem af kristendommens fanklub, hvad angår ofringen af Isak, tvungen omskæring af sagesløse små drenge, og hvad der ellers foreslås af uhyrligheder
Men Sara oplever, at den drægtige Hagar ser ned på hende og befaler derfor Abraham at skaffe trælkvinden og hendes afkom af vejen. Men Gud ser med nåde på Hagar og redder hende og Ismael fra tørstedøden i ørkenen ved at fremtrylle en brønd.
Lidt senere om aftenen læser jeg, at Gud også lige lovede Ismael en stærk slægt. Senere testede Gud som bekendt Abrahams tro i det, som i nutidige psykiatriske termer nok må kaldes et sadistisk eksperiment.
I en alder af 99 år lod Abraham sig omskære. Fair nok, det er vel aldrig for sent? Og Gud befalede ham at lade hele sin slægt og alle i Kanaans land vinke farvel til glansens beskyttelse, for “en uomskåret mand, en, hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk.” Hvabehar!
Undskyld mig, men jeg er ikke medlem af kristendommens fanklub, hvad angår ofringen af Isak, tvungen omskæring af sagesløse små drenge, og hvad der ellers foreslås af uhyrligheder. Til gengæld er jeg blevet nysgerrig på, hvad der egentligt står i Koranen – og som litterært og oplyst menneske føler jeg faktisk, det er min pligt at læse den. Det samme gælder for så vidt Biblen.
Nadver og farverig historicisme
Da menigheden går til alters, følger jeg trop. Nadveren har jeg det dybt ambivalent med. Som kærlighedssymbol og ideen om det solidariske måltid er den fin. Som troshandling og “indtagelse” af Jesu blod og legeme er den makaber og helt ude i skoven. Hvorfor deltager jeg så? Af nysgerrighed, for at teste mig selv, for at “få det hele med”.
Lichter der City er en kulturgestus fra byen, opfundet under coronapandemiens vintermørke i 2020, hvor udvalgte historiske facader “males” med digitale projektioner. Lysene tændes kl. 16:30 i den blå time og slukkes af energisparehensyn først på aftenen. Det er et smukt og imponerende syn med den præcise og levende farvelægning af facadernes figurer og historiske detaljer.
Bremen har 566.573 indbyggere. Byen var blandt de mest fremtrædende handelsbyer under Hanseforbundet. Skibstrafik via Weser til Bremerhaven og ud i Nordsøen gjorde den strategisk betydningsfuld.
Søsterbyen Bremerhaven har fortsat et aktivt skibsværft og er næst efter Hamburg Tysklands største eksporthavn.
Bremens lysfestival Lichter der City kører fra d. 1-15. januar 2023.
Februarkarneval i Köln varer 6 dage, og i den historiske by kan man opleve seværdig middelalderarkitektur og en berømt domkirke.
Flixbus har et rigt forgrenet rutenet ud i Europa med mange afgange fra København og øvrige større danske byer. Ofte kan man få billige billetter, især til nordtyske destinationer, men også Polen. Transportformen er blandt de absolut mest miljøvenlige på markedet.
Bremen savner kulturel mangfoldighed
Nu har jeg så oplevet Bremen og endda nytårsaften. Ville nok hellere have været til Leipzig eller Freiburg, men kun Bremen kunne møde mit principbudget med kort varsel, og jeg er glad for, at jeg fik oplevet byen.
Jeg fik ikke dyrket Hohentor Park og universitetsmiljøet på vestsiden af Weser. På en 1. januar er alt alligevel lukket og i dvaletilstand, så det vilkår skal også medregnes. Am Dom er en imponerende, eventyrlig plads, men derudover byder Bremen ikke på kraftige æstetiske eller kulturelle stimuli.
Du bør besøge Köln, og gør det gerne i midten af februar, for da er der karneval i byen!
Jeg nød dog de fabulerende levende farver på de smukke gamle facader, katedralens monstrøsitet og fyrværkeriet over Weser. Kvarteret Schnoor virkede en anelse postkort-sminket.
Kongenialt med Huysmans nød jeg også et “pit stop baklava” i Hamburg, en herlig brunch ad libitum til formiddag på Café & Bar Celona ved Bürgermeister-Smidt-Brügge – og slutteligt, og netop nu, en overraskende god skummende Heise Zitrone fra vandrehjemmets kaffeautomat.
Som ph.d.-pigen med de gnistrende øjne og mørke krøller under huen sagde på Teerhofbrücke: Du bør besøge Köln, og gør det gerne i midten af februar, for da er der karneval i byen! Ja, et gensyn med Köln, som jeg senest besøgte på en Interrail i 1992, er afgjort også på min bucket list.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
