HAMBURG // REJSEESSAY – Hamburg er en moderne metropol fyldt med kontraster, og atmosfære. Velstand og kapitalismens symboler udfordres af synlig fattigdom på gaden og under byens broer. Byen lever i nuet, mens traumet fra sønderbombningen under 2. verdenskrig er camoufleret ved eliminering af ruiner og synlige ar. Den store havneby er cool, upbeat, pulserende og samtidig intim – man føler sig nemt hjemme, skriver Gorm Bloch i sin rejseberetning.
Udlængslen meldte sig sidste weekend. Så jeg bookede en t/r med Flixbus og seng på et vandrehjem i bydelen Schanzenviertel. Rejsebudget: 1.000 kroner for transport, to overnatninger og en havnerundfart.
Bussen er fyldt, da vi kører af sted fra Ingerslevsgade. Langt størstedelen af passagererne er tyskere med anden etnisk baggrund, mennesker med mellemøstlige, afrikanske og østeuropæiske aner.
Allerede om bord på bussen bliver man flået syv måneder tilbage på pandemiens tidslinje. Der er mundbindspåbud under kørsel, også på Rødby-Puttgarden-færgen og ved ankomst til Hamburg overalt indendørs.
Det trækker ud med en af passagererne, som siden følges af et par grænsebetjente til færgelejets politikontor. Ham ser vi ikke igen
På færgen har vi en grisetransport som nabo. Det lugter fælt, da vi kører om bord, og synet af de intetanende smågrise på vej til slagtning i Tyskland eller andetsteds sydpå gør indtryk på mig på en konkret måde.
I Puttgarden foretager grænsepolitiet kontrol, og de rejsende dirigeres ud i en regulær lineup som på film. Det samme sker i Rødby under min tilbagerejse til Danmark tre dage senere.
Der fremvises gyldige corona- og ordinære pas. Det trækker ud med en af passagererne, som siden følges af et par grænsebetjente til færgelejets politikontor. Ham ser vi ikke igen, og uden yderligere kommentar fra chaufføren ruller vi videre mod hansestaden Lübeck.
Schanzenviertel
Det er begyndende tusmørke, da vi ruller ind på busterminalen på Adenauerallee. Jeg var senest i byen i efteråret 2019, og fra den tur husker jeg vandringen nordpå over Elben. Så fremfor at tage en S-bahn fra Hauptbahnhof vælger jeg at gå. Jeg foretrækker at vandre straks ved ankomst, for på den måde kan jeg hurtigst indånde og mærke byen, dens brosten og fliser under mig, de hvælvede tage og pejlemærker af lys og neonskilte over mig.
Langs flodens vand melder sig flygtige ideer til en kriminalhistorie. Motiver og stemning er til det, men lader tanketoget køre videre
Går mod Elben og lader telefon og GPS blive i lommen. Skal over Königsbrücke og derefter nogenlunde stik nord yderligere tre kilometer. Da jeg nærmer mig floden, erfarer jeg, at jeg er kommet for langt mod øst, men pyt, jeg vandrer langs flodbredden et stykke.
Mørket kommer hurtigt nu, og stierne er kun svagt oplyst. Her er øde til aften, og det er nok ikke en rute, jeg lige ville anbefale en enlig ung kvinde. Langs flodens vand melder sig flygtige ideer til en kriminalhistorie.
På flodens nordlige banke fortsætter jeg ruten på fornemmelsen. Nærmer mig “Tele-Michel”, byens radio- og TV-tårn, som rager 279.5 meter op. Det er angiveligt inspireret af Berlins mere berømte Fernsehturm med sit futuristiske design, som fint kunne optræde i filmen The 5th Element.
En regulær fæstning og en forbrugskulturens katedral på 100.000 kvadratmeter udstillingshaller
Tjekker min GPS, som nu vil have mig direkte gennem Hamburgs monstrøse messe- og kongrescenter. En regulær fæstning og en forbrugskulturens katedral på 100.000 kvadratmeter udstillingshaller. Jeg går den lange vej udenom, derefter ad skumle, mørke gader til jeg når kanten af distriktet Schanzenviertel. Nu kommer der lyde og lys: Musik, festglade stemmer, caféfakler, barer, restauranter, neonlys og shawarma hubs, hvor grupper hænger ud og nyder den milde aften.
Mit hostel hedder Pyjama Park, og i min Park 6 på 4. sal bor også en tysk og en dansk pige, en norsk fyr og så Frederic fra Namibia, som jeg først møder, da jeg tjekker ud igen onsdag.
Alle de fire er i midten af tyverne, og det er nok tæt på gennemsnitsalderen på vandrehjem i storbyer. Frederic fortæller, at Namibia ikke er så hårdt ramt af corona. Landet er 2.5 gange større end Tyskland, men har en befolkning i underkanten af kun 2.2 millioner mennesker, og de bor stort set kun tæt i hovedstaden Windhoek.
Streifenhörnchen im Schanzenpark
Dagen efter nyder jeg at spise morgenmad i en offentlig park i en metropol. God kaffe, en Streifenhörnchen, min rygsæk og intet andet. Jo, frihed til impulsivt at improvisere dagen med et begrænset rejsebudget. Sådan havde jeg det på mine mange Interrails, da jeg var i 20’erne, og sådan har jeg det fortsat.
Nordtyskerne er et venligt og imødekommende folkefærd, og med tanke på at Hamburg er en travl storby med dertil hørende risiko for blasert distance til turister, føler man sig varmt velkommen og hjemme i byer som Hamburg og Berlin.
Hamburg byder på både eksorbitant rigdom og fattigdom i gaderne. Ikke at man ser hjemløse overalt, men der er mange, og måderne, hvorpå de indretter sig her i efteråret, hvor vinteren inden længe nærmer sig, gør indtryk.
Under broerne på vej ned mod havnen møder jeg to “bosættelser”. I begge har de hjemløse bygget læhegn af poser, kasser og indkøbsvogne, og i den ene udgøres hjemmets fyr af en grill, som også bruges som bålsted, og som er placeret retningsbestemt i forhold til sofaen overfor.
Flashback til Altona
På min sidste tur i byen havde jeg min guitar med. Boede på hostel i området Altona, som er nabodistrikt til Schanzenviertel. På det vandrehjem havde vi fælleskøkken, og det savner jeg denne gang. Et fælles areal og køkken giver mulighed for at lave sin egen morgenkaffe, tilberede lidt enkel og billig mad samt socialisere med de andre gæster.
På Pyjama Park er der kun sovesalen, et nydeligt fælles toilet og bad og så en elevator, som kører op og ned, når man drejer sin nøgle i betjeningspanelet og taster etagenummer.
Under opholdet i Altona sidst spillede og sang jeg på et livligt handelsstrøg. Der mødte jeg Sina, som spillede ukulele og sang sine egne sange. En musikdedikeret, ung kvinde, som jeg kom i kontakt med på Instagram, hvor vi fortsat holder sporadisk kontakt. På vandrehjemmet mødte jeg også Emilio. En argentinsk fyr midt i 30’erne, som mestrerede flamingoteknik på sin guitar og jammede med på mine sange en aften.
Snakkede hyggeligt med et par midaldrende evighedshippies, som drev organisk landbrug og Zimmer Frei ude på landet. Der var jeg altid velkommen til at bo gratis nogle dage
Emilio havde rejst rundt i Europa et halvt år nu og ernærede sig ved gademusik. Han spillede somme tider to gange om dagen for at få det til at hænge sammen, og det kunne godt være hårdt, bedyrede han. En herlig fyr, som jeg efterfølgende også vekslede lydfiler og hilsner med via WhatsApp.
En aften i Altona spillede jeg på en lokal knejpe efter dagen forinden at have aftalt sådan med stedets glade biermutter. Salæret lød på 10 euro og fri bar. Havde en herlig aften i selskab med stedets stamgæster. Snakkede hyggeligt med et par midaldrende evighedshippies, som drev organisk landbrug og Zimmer Frei ude på landet. Der var jeg altid velkommen til at bo gratis nogle dage og tage børnene med.
På denne tur savner jeg glimtvis min guitar. Både som social døråbner og fordi rejseinspiration ryger direkte i mit musikalske værksted. Så der har været et savn men også en lidt uventet fordel, en anden intensitet, i bare at være her uden at skulle performe.
Gælder det Hamburg, kommer man næppe uden om Reeperbahn-kvarteret. Jeg måtte naturligvis opleve denne fristelsernes hule, dette Sodoma & Gomorra på nært hold, da jeg var her i 2019. Gik på et par barer med Axel, en festlig fyr fra Berlin, fik “frække tilbud” og oplevede gadens berømte partyfeber, sex-mekka-turisme og frivole atmosfære. Et kulturelt flueben blev sat, og det behøvede jeg så ikke at gøre igen denne gang. Det sagt er Reeperbahn uomtvisteligt en integreret og væsentlig del af Hamburgs identitet, på godt og ondt.
Lichterfahrt i aftenmørket
På Hardrock Cafe på Landungsbrücke. Der var ikke lige andre steder at få noget varmt at drikke og plads til laptoppen på bardisken. Får en varm kakao og smugspiser af en hvid chokolade fra min rygsæk. Hard Rock Cafe har altid været et forlorent, kikset koncept i min bog. Tager en halvanden times havnerundfart i byens gigantiske havn om lidt. Byen har en af Europas største containerhavne, og da jeg altid har været begejstret for rekorder og magnitude, ser jeg frem til aftenturen på vandet.
Både bartenderen og mine naboer ved disken spørger interesseret, hvad jeg skriver på. Forklarer at det er en rejseartikel til et dansk netmedie. Så bliver de endnu mere nysgerrige. Udfordringen er, at jeg har mindre end syv minutter nu til at få noter og tanker hamret ned, mens de er friske, inden mit skib afsejler. Det lykkes at forklare høfligt, samtidig med at jeg taster løs. Så af sted til DOK 10.
Vi sejler under “Die Selbstmörderbrücke“. Guiden fortæller, at en hel del mennesker har afsluttet deres dage og er sprunget ud fra netop denne bro, Die Köhlbrandbrücke, gennem tiden.
Her er monumentalt stille. Verdens største yacht på 190 meter ligger her. Den ejes af en russer, som er verdens største stålproducent
Som barn havde jeg en bog ved navn Sammenligningsbogen. En optegnelse over rekorder som Guinness Rekordbog, men også tal og data på hurtigst, størst, mindst, stærkest, vildest, skørest, etc. i dyrenes og menneskenes rige. Til menneskenes afdeling hørte også vores industrielle og bygningsmæssige bedrifter, og Burj Khalifa i Dubai ville med garanti være med i den bog i dag.
Så nu til den barnlige begejstring: Jeg har aldrig set så mange containere og kraner som i Hamburg! Det bliver bare ved og ved. At sejle gennem mørket, tæt langs to af verdens største containerskibe, som ligger i direkte forlængelse af hinanden i en samlet afstand på over 800 meter, begge lastet med hver 15.000 containere, som står 50 meter oppe på dækket i 12 etager, legoklodssamlet og sænket centimeterpræcist ned af de herkuleske kraner på kajen, ja, det er et imponerende syn.
Der er lys på både kranernes arme og skibenes dæk. Her er monumentalt stille lige nu. Verdens største yacht på 190 meter ligger her. Den ejes af en russer, som er verdens største stålproducent. En oliemagnat fra Kuwait er ved at få bygget et næsten lige så afsindigt skib til privat brug. Også det bygges her i Hamburg.
Kaptajnen på vores rundfart, som også er guide og beretter udelukkende på tysk, må også have læst Sammenligningsbogen, for han er stærkt optaget af at levere tal på tonnager, skibskruers vægt, Newton-ydelser på kæmpeskibenes motorer og formuestørrelserne på den russiske stålkonge og emiren fra Kuwait. Det glæder min indre rekorddreng, som får lyst til at bygge en kæmpehavn af legoklodser med min bror, som vi lidenskabeligt gjorde som børn.
Pigen under broen
Hjemme i Schanzenviertel går jeg aftentur. Fødderne er ellers ved at være møre efter 12 km vandring i løbet af dagen, og så i nye sko, eller rettere et par brugte vintagestøvler købt for 25 euro i en genbrugsbutik.
Under jernbanen ved Sternschanze S-Bahn station bor endnu en hjemløs. Foroverbøjet med hætte over hovedet sidder en skikkelse i skrædderstilling og skriver på en lille blok. Ikke mange ejendele, men dog en tynd madras, et par poser, en stor pude og en sammenrullet sovepose.
Et par hundrede meter senere kommer jeg i tanke om, at jeg har 60 cent i mønter i lommen. Bemærkede en rund metalskål foran den skrivende skikkelse. Går tilbage, bukker mig ned og kaster de tre klirrende mønter i skålen. Pennen på papiret standser, den sorte hætte kigger op.
Er det mit blik, hun spejler, så jeg i de korte sekunder oplever et dobbelt prisme af min egen hjemløshed og hendes under broen?
Jeg bliver overrasket. Hun er en køn ung kvinde, med et par korte lyse lokker, der hvirvler frem under kasketten under hætten. Hun har et par fregner på næsen og kinderne, ring i læben, næsen og højre øjenbryn.
Det skarpe stationslys i baggrunden tydeliggør disse detaljer, idet hun ser op og fanger mit blik. Hendes blik er uudgrundeligt. Taknemmeligt, høfligt, sky, gådefuldt, nysgerrigt, varmt, nært og fjernt på samme tid. Er det mit blik, hun spejler, så jeg i de korte sekunder oplever et dobbelt prisme af min egen hjemløshed og hendes under broen?
Vi veksler en tak og ønsker hinanden en god aften. Jeg går videre, hun retter blikket mod papiret igen. Længere nede ad gaden gør jeg holdt endnu en gang. Vil så gerne tale lidt med hende, høre hvad hun skriver på, høre om hun er ok. Men gør det ikke, for det føles som at krydse en lidt privat grænse. Egentlig er det noget forbandet kulturkodevås, at man skal have det sådan.
Så nøjes med at tage et snapshot fra distancen og zoome ind på motivet. Det er jeg næsten sikker på, at hun ikke ville have noget imod. Dagen efter, da jeg har checket ud af vandrehjemmet, går jeg under broen igen. Er nysgerrig på, om hun er der endnu. Det er hun og nu i selskab med en fyr.
Længere nede ad gaden får jeg et kontrasternes symbol foræret. En funklende sort Audio cruiser ind ved siden af en lige så funklende Mercedes. Godt hundrede meter bag dem sidder pigen med sin ven under broen med notesblok, sovepose og splintrede drømme.
Pastoral historiebenægtelse i Altstadt
Rådhuset er monumentalt. Det samme er Nikolaikirche, som stræber tungt, mørkt og sønderirret mod de grå skyer. Den virker sært anakronistisk, klemt inde bag moderne bygninger og finanshovedsæder her i Altstadt. Ligner et ondskabens tårn i Sauron og Sarumans byer i Ringenes Herre.
Men den står her stadig som et demonstrativt og ensomt symbol på, at denne by også har et gammelt kvarter, om end det ellers ikke byder på mange historiske vidnesbyrd.
Bydelen Altstadt har et lydløst hvæsende historisk fravær over sig, som var den kunstigt tømt og støvsuget for traumer og smerte
Altstadt er påfaldende mennesketom, når man går langs kanalerne og over broerne bag rådhuset. Det er en sovende bydel, mestendels travl indendøre, hvor der handles aktier og spekuleres i kursudsving i bankernes højborge. Der ligger vist også en del fine kunstgallerier bag de pakhuslignende facader.
Det er umuligt ikke at tænke på 2. verdenskrig, når man går rundt i Altstadt. Bydelen har et lydløst hvæsende historisk fravær over sig, som var den kunstigt tømt og støvsuget for traumer og smerte.
I Berlin mærker man i langt højere grad historiens nærvær. Bombede ruiner er bevaret, ikke restaureret og genopført, men bevaret, som for at ihukomme og minde om en verdenshistorisk tragedie. Gedächtniskirche er et slående eksempel på netop det.
Men bystyret i Hamburg har siden krigen valgt en anden vej. Det forstår jeg egentligt godt, ud fra en umiddelbar empati, men jeg er ikke enig i valget.
Arkitekturens rolle er ikke kun at opfylde funktionelle og æstetiske kriterier, skabe nyt og åbne for en fremtid, som vil glemme. Dens rolle er også at kere sig om og respektere smerte, nederlag og tragedie som en del af det tyske folks historie og vores moderne civilisations kollektive selvbevidsthed.
Operation Gomorrah, 24. juli 1943: Under det ti dage lange brandbombeangreb af det britiske flyvåben RAF omkom omkring 40.000 civile hamburgere, 180.000 blev såret, og 900.000 drevet på flugt.
Luften i byen var op mod 800 grader varm, og folk blev brændt ihjel eller kvalt i byens beskyttelsesrum som følge af iltmangel.
Angrebet var et nærmest 1:1 modsvar på nazisternes luftangreb på London under Blitzen. Civile dødstal og materielle ødelæggelser var akkurat lige så omfattende og tragiske her som under Operation Gomorrah.
I Hamburg har man prøvet at glemme og komme videre ved at slette grusomhedens vidnesbyrd. At man ikke kan dette, mærker jeg tydeligt på min vandring rundt i Altstadt. Der er mange nydelige og prægtige facader ud til kanalerne, men der er noget pastoralt og historiebenægtende over det hele.
Afsejling fra Puttgarden
Der er en utrolig fred og ro her på dækket. Skibets motor tøffer roligt, da vi driver af sted nordpå gennem Fehmern Bælt.
Ingen taler, alle synes at meditere i egne tanker, skuende ud over havet og den nedgående sol. Det er nærmest andægtigt. Farvel, Tyskland og Hamburg, og tak for oplevelserne. Jeg kommer snart igen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
