MIDTVESTLIV // KLUMME – De fleste danskere har tradition for at gå konfettiplanken ud og gøre nytårsaften til et festligt højdepunkt: Det er den ene dag på året, hvor der bare ikke skal mangle noget. Julie Bendtsens første rigtig amerikanske af slagsen – med pølsehorn i sofaen – blev derfor lidt af en fuser.
CHICAGO – Ahhhh, nytårsaften. Årets sidste, bobler i glasset til regenten og rådhusklokkerne, fjollede hatte og fin borddækning. Og nåja, gigantiske fyrværkeribatterier fyret af i en ti hestes brandert – med eller uden beskyttelsesbriller – op mod en tåget og våd dansk decembernat. Nytår, som vi kender og elsker det.
Den mildt sagt afslappede dresscode var bare startskuddet til en aften, der var meget, meget anderledes – og meget, meget mere low key – end noget andet nytår, jeg kan erindre
Jeg ved godt, at nytårsaften indimellem får en lidt blakket omtale. Det er efterhånden blevet en ganske selvopfyldende kliché, at den 31. december er berygtet for at få alle til at hoppe i deres stiveste puds og pudse lakskoene, mens forventningerne skrues så højt op, at de nærmer sig implosion – blot for at måtte se i øjnene, at de nok alligevel var for høje. Forventningerne altså. Og at nytårsaften i langt de fleste tilfælde bare aldrig rigtig helt kommer op i de højder, vi alle sammen havde håbet på.
Men håber, det gør vi. Hvert år. Og hvert år gør vi, hvad vi kan, for at netop i år bliver det festligste nogensinde (bortset fra 1999, hvor vi alle sammen gik i præmatur panik over, at alle fly ville styrte ned og alle servere brænde sammen i det sekund, klokken slog midnat rundt omkring på kloden, for hvordan i alverden skulle verdens computersystemer dog kunne håndtere fire nye tal?!).
Og måske er det netop det, der gør, at nytårsaften bliver ved med at være noget særligt: Indsatsen, vi lægger i den.
Mindeværdige middage og konfettiplanker
Hvor jeg de seneste syv år har måttet sluge, at min jul har set noget anderledes ud end dét, jeg er vant til (og elsker), er det noget nemmere at holde nytår på dansk.
Det er ikke svært at finde god champagne, fantastiske råvarer til en mindeværdig middag og hatte og bordpynt er allestedsnærværende i butikkerne op til årets afslutning.
Vi har endda været så heldige at kunne fejre alle vores nytår – på nær et enkelt, som vi tilbragte på et hotel med udsigt over Times Square i New York – med danske venner, som helt ligesom os vidste, hvad dét show gik ud på, og som var med på at gå hele konfettiplanken ud.
Men i år gik det galt. Eller … festen udeblev. Vi kom hjem efter vores juleskiferie den 30. december og var glade, lettede og taknemmelige over at være blevet inviteret til nytårsaften hos nogle gode venner. Så den 31. gik selvsagt med at få det store skrud klart, ordne hår og negle og lægge sidste hånd på den storladne Pavlova-dessert, jeg var begyndt på forberedelserne til aftenen i forvejen.
Det her var ikke vores hjem, ikke vores regler, ikke vores nytårskultur
Så kom den første sms fra et andet vennepar, der skulle med: “Hvad er dresscoden?” lød det.
Og mens jeg var i gang med at beskrive min nye kjole, sendt som julegave fra Danmark, og min mands dyreprintede skjorte og tilhørende bolo tie (man er vel countryfan), svarede værtsparret, at de altså var dødtrætte efter en lang jul og havde tænkt sig at blive i joggingsættet.
Min indre nytårsfestabe mærkede sit hjerte briste en lillebitte smule.
Pølsehorn i sofaen
Den mildt sagt afslappede dresscode var bare startskuddet til en aften, der var meget, meget anderledes – og meget, meget mere low key – end noget andet nytår, jeg kan erindre.
Middagen bestod af et bord med forretslignende snacks, bl.a. den i USA så notoriske veggie tray (et fad bestående af minigulerødder, selleristave, rå broccolibuketter og ranch dressing), et andet fad med ost og spegepølse – og pølsehorn.
Her forekommer det mig magtpåliggende at indskyde, at de pølsehorn muligvis var de bedste, jeg nogensinde har smagt (hvordan det så end kan lade sig gøre, det er jo bare dej og pølser?!). Men selv med den formildende omstændighed er det svært at komme uden om, at nytårsmiddagen dette år – som i sagens natur blev indtaget stående i køkkenet eller siddende i en sofa – var lidt af en fuser.
Da jeg pavestolt hev min Pavlova frem, og en af værterne fluks hamrede et lys i den, fordi et af de tilstedeværende børn havde fødselsdag og dermed fik grønt lys til at spytpuste ud over desserten efter endt fødselsdagssang – var jeg ret tæt på at kaste nytårshåndklædet i ringen.
I stedet valgte jeg at huske mig selv på, at det her var ikke vores hjem, ikke vores regler, ikke vores nytårskultur.
Hvad det derimod var, var vores gode og dejlige og gæstfrie venner, som havde inviteret os. Det i sig selv er skønt (og bør i øvrigt give anledning til taknemmelighed), og festen – eller sammenkomsten – fortsatte i hyggelige rammer lige indtil klokken slog et, og sangen Closing Time røg på anlægget. Farvel og tak for i år.
Hjernedøde raketregler
Misforstå mig ikke. Vi havde en sjov og hyggelig aften. Alle de mennesker, vi var sammen med, er fantastiske og underholdende, og hvis det nu ikke var, fordi jeg på bedste danskermanér havde skruet mine forventninger op i et leje, hvor de absolut ingenting har at gøre, havde alt været fjong.
Ikke desto mindre er det i den slags situationer, jeg bliver mindet om, hvor meget traditioner betyder – og fylder.
Jeg kan godt lide den danske nytårstradition. Jeg kan godt lide, at man den ene dag tager lidt pænere tøj på end resten af årets gennemsnitsfridage, og jeg elsker hele ideen om at lægge planer for en storslået menu, for derefter at lægge blod, sved og tårer i at gøre den perfekt.
Det er den ene dag på året, hvor der bare ikke skal mangle noget.
Vi kan ikke forvente, at alle – ligesom vi – skal synes, mene og arbejde for, at den aften skal være noget ud over det sædvanlige og ikke bare en hyggelig afslutning i leggings og sofa. Men vi kan søge festen selv. Så det må vi gøre, og vi har et helt år til at planlægge det. 2024 kan bare komme an
At jeg så synes, vores fyrværkeritradition er helt igennem hjernedød, er en anden sag. Hvem i alverden er det, der bliver ved med at synes, det er en fremragende ide at lade stangstive mennesker rode med krudt?
Når man tænker på, hvor forfærdede vi danskere – med rette – er over amerikanernes tilgang til skydevåben, er der noget nærmest ironisk over, at vi insisterer på at holde fast i vores ret til at skyde raketter af på gader og stræder og midt i storbyer, hvor alle mennesker er på gaden på samme tid, og flere af dem i en unægteligt tvivlsom tilstand.
USA har ganske strenge regler for fyrværkeri, og i North Carolina, hvor vi boede før, var det slet ikke tilladt for privatpersoner at fyre batterier eller raketter af. Det vildeste, vi kunne svinge os op til, var stjernekastere og knaldperler. Gang i gaden.
I Illinois er reglerne mindre strenge, men jeg har ærlig talt ikke sat mig ind i, hvad det indebærer, for vi har ikke savnet fyrværkeri i alle de år, vi har boet her. Festen har været festlig nok uden.
Lige indtil i år, i alle fald. I år var året, der overbeviste os om, at næste nytår skal fejres i Danmark. For selv om det kan virke fristende at tage en rask beslutning om bare at lægge hus og forventninger til næste år, så kan vi ikke presse vores egne nytårsstandarder ned over andre.
Vi kan ikke forvente en dresscode eller en sit down dinner, eller at alle hopper ind i det nye år fra sofaer og stole – selv om lige præcis dén tradition faktisk er en, alle de amerikanere, vi har holdt nytår med, har taget imod med åbne arme og synes er fantastisk og sjov.
Vi kan ikke forvente, at alle – ligesom vi – skal synes, mene og arbejde for, at den aften skal være noget ud over det sædvanlige og ikke bare en hyggelig afslutning i leggings og sofa. Men vi kan søge festen selv. Så det må vi gøre, og vi har et helt år til at planlægge det.
2024 kan bare komme an.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
