DEBAT // STRESS – Bo Bresson har ret, når han i en kommentar på POINT of VIEW International skriver, at vi skal prøve at leve vores liv med udgangspunkt i ikke at spænde buen for hårdt. Problemet er, at det i mange tilfælde med stress og overbelastning er omverdenen og ikke os selv, der spænder buen for hårdt, skriver psykolog Kristoffer Munk.
Bo Bressons artikel om stress og ubalance som et personligt valg er sådan set velskrevet, men den holder ikke til en nærmere gennemlæsning af indholdet. Budskabet, som jeg læser det, er, at vi som individer skal prioritere og foretage valg og fravalg i vores arbejds- og privatliv, samt huske at benytte nogle få og enkle tips og råd om, hvordan vi tilrettelægger vores dagligdag, og så er stressen væk.
Efter at have behandlet mennesker med belastningsreaktioner som psykolog i 10+ år, må jeg indrømme, at det ikke er helt så let og ukompliceret. De fleste af mine kunder i min klinik formår at vælge og at prioritere i deres dagligliv, også på mere komplekse indsatser end at handle stort ind om lørdagen.
Vi har både en frihed og nogle begrænsninger i den måde, vores liv er opbygget. Bo Bresson er glad for friheden og bruger den som et argument, men glemmer begrænsningerne
Belastningsreaktioner hos voksne mennesker har som regel et udgangspunkt i en kompleks sammenhæng, når man kommer længere ind i forståelsen af dem. Ja, nogle udløses af dårligt arbejdsmiljø, nogle udløses af økonomisk pres, sygdom i familien, problemer med børnene og de sociale relationer i omgangskredsen eller af samlivsvanskeligheder. Andre af helt andre årsager.
Som oftest kommer de, når flere af ovenstående faktorer er i spil. Det kan forekomme, at man som psykolog møder mennesker, der kun oplever, at der er et område, der påvirker deres samlede funktionsniveau i en sådan grad, at de udvikler en belastningsreaktion (og det er som regel ret let for de fleste at håndtere selv, når dette er tilfældet).
Fælles for os som voksne mennesker er, at vi er socialt funderede individer, der befinder os i mange forskellige kontekster, og at vi skal foretage valg, når vi bevæger os rundt i forskellige arenaer. Et andet fællestræk er, at vi i de arenaer, vi bevæger os i, både har mulighed for selv at påvirke, hvad der sker, og at vi også bliver udsat for påvirkning af andres valg og handlinger.
Vi har med andre ord handlemuligheder, men det har de mennesker, vi møder på vores vej søreme også. Kort sagt, vi har både en frihed og nogle begrænsninger i den måde, vores liv er opbygget. Bo Bresson er glad for friheden og bruger den som et argument, men glemmer begrænsningerne.
Et eksempel kunne være den udekørende sundhedsfaglige medarbejder, der ender med en rute med 20+ besøg og en halvanden times kørsel til at håndtere plejeopgaver i relation til 20+ syge og sårbare borgere. Det har vedkommende som regel ikke selv valgt; der er en ledelse, som sætter rammerne herfor, og det er sjældent vedkommende selv, der laver sin egen rute.
Man ikke skal cykle særlig langt væk fra Elfenbenstårnsvej henover Valby Bakke for at finde en hel del mennesker, der ikke har den helt samme mulighed for mobilitet, fleksible prioriteringer og smarte løsninger
Et andet eksempel kunne være en fuldtidsarbejdende person, der efter en hård skilsmisse pludselig ser sit job med 37 timer plus det løse som vanskeligt at håndtere sideløbende med at skulle være alene med tre børn det meste af tiden i hjemmet.
Det er nemmere at skifte job eller at gå ned i tid, hvis man tilhører den økonomiske overklasse eller øvre middelklasse og har 2+ millioner i friværdi, det er jeg sådan set enig i. Pointen er, at man ikke skal cykle særlig langt væk fra Elfenbenstårnsvej henover Valby Bakke for at finde en hel del mennesker, der søreme ikke har den helt samme mulighed for mobilitet, fleksible prioriteringer og smarte løsninger.
De mennesker, jeg behandler for belastningsreaktioner, har som fællestræk, at de af forskellige årsager skal præstere mere, end de samlet set magter i mange dimensioner af livet: Arbejde, familie, forældreskab. Herudover har de fleste mennesker det sunde syn på tilværelsen, at der også skal være plads til andet end at arbejde, æde, skide og sove. De har herfor venskaber og fritidsinteresser, ønsker og håb og drømme om, hvad de gerne vil bruge deres tid på.
En lidt forsimplet måde at illustrere belastningsreaktioner på er, at vi som mennesker har en vis mængde energi til vores rådighed, som vi kan anvende i alle arenaer i vores liv. Nogle gange skal vi bruge mere krudt på familie og venner, andre gange er det vores gamle og syge forældre, der kalder. Når lille Lukas eller Amalie får gedigne trivselsproblemer i skolen, græder om aftenen og ikke vil af sted om morgenen, og en løsning ikke er ligetil, så akkumuleres presset i vores system.
Andre gange er det den 4. chef på fem år på vores job, der vender tingene på hovedet i en sådan grad, at vi ikke kan håndtere den samlede mængde pres og belastning, der forefindes i vores liv. Mængden af energi varierer i øvrigt. Vi kan ikke altid levere 100 procent, det er den sikre vej til at få en belastningsreaktion.
Bo Bresson har ret i, at vi skal prøve at leve vores liv med udgangspunkt i ikke at spænde buen for hårdt. Problemet er, at i alle ovenstående eksempler (der er skrevet generelt for at undgå brud på min tavshedspligt) er det altså ikke os selv, der spænder buen for hårdt, det er relationelle og situationelle belastninger, som har udgangspunkt i andre menneskers valg og påvirkning på os.
De fleste mennesker med belastningsreaktioner har ikke triatlon-ambitioner eller købt hus og gældsat sig ud over indtjeningsniveau. De fleste personer, som arbejder for meget som følge af en presset økonomi, er efter mine erfaringer mennesker, der har været nødt til at gå ned i indkomst, er kommet i klemme i finanskrisen i forbindelse med boligkøb eller er blevet skilt – det bliver generelt ikke rigere af…
Ja, vi skal reflektere over vores liv, vores valg og fravalg, og prøve at prioritere i et væld af muligheder. Dog er vi også under påvirkning fra mange andre, og vores valg og fravalg defineres til tider med dette som et udgangspunkt
Hvis vi skal prøve at anlægge et lidt mere nuanceret perspektiv på belastningsreaktioner, end at vi skal huske at lægge mobiltelefonerne, og at vi skal handle stort ind om lørdagen, så kunne det være en ide at anerkende, at vi naturligvis sætter os selv under et pres, men at pres i høj grad også opstår i relationelle sammenhænge, og at forholdene ikke altid er enkle.
Det er herudover for de fleste nemmere at fange en pludselig overbelastning på en enkelt arena. Hvis to personer i et team på fire bliver syge, og de andre skal løse den samme mængde opgaver, er det klart, at man skal lave dobbelt så meget, inden junior 1+2 skal hentes på Rød Troldestue inden lukketid. Typisk udvikler en belastningsreaktion sig ikke alene på baggrund af en pludselig fordobling af arbejdsopgaver, der er almindeligvis tale om en langt mere gradvis og svært identificerbar proces, som gør det sværere for den enkelte at registrere, at vedkommende gradvist overbelastes.
Ja, vi skal reflektere over vores liv, vores valg og fravalg, og prøve at prioritere i et væld af muligheder. Dog er vi også under påvirkning fra mange andre, og vores valg og fravalg defineres til tider med dette som et udgangspunkt, hvad der ofte giver problemer med at handle frit.
Der er ikke nogen nem løsning, men det ville da være dejligt, hvis der var. Følgende faktorer vanskeliggør en nem løsning eller et smart koncept: Vi har en mængde energi til rådighed, som det i øvrigt ikke er sundt at bruge fuldt ud. Vi har ikke fuld frihed til at planlægge alt, vi er relationelt forpligtede som forældre, voksne børn af forældre, kærester, mænd, koner, venner, kolleger, medarbejdere og så videre.
Alle disse relationer og de kontekster, de bliver til i, kan til tider overvælde os, så vi udvikler belastningsreaktioner. Med andre ord, vi har en ligning, hvor der hele tiden skal være balance på hver side af lighedstegnet mellem X = y + z + a + b + c, hvor X ikke er en konstant faktor, og hvor der til tider er nogle, som laver om på y, z, a, b og c eller laver plus til minus uden større forudgående varsel.
Det, vi kan gøre, er at forholde os kritisk til os selv og vores egen påvirkning på de mennesker, vi omgiver os med. At give hinanden plads og hjælp som familiemedlemmer, kolleger, venner og så videre, og at søge at hjælpe de mennesker, vi møder på vores vej i livet i stedet for at presse dem unødigt.
Vi kan være opmærksomme på ikke at bidrage til et urealistisk forventningspres, både som ledere, kolleger, venner, ægtefæller/kærester. Vi kan diskutere ledelse, parforhold, familieliv, forældreskab og menneskelivet i det hele taget, men hvis vi gør det med udgangspunkt i unuancerede og nemme løsninger, bidrager vi til en fejlagtig forståelse af, hvor kompleks en belastningsreaktion er og kan være.
Topillustration: Max Pixel
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her