De bizarre tressere og et fritgående barn. Forfatteren Maria Helleberg ser tilbage på sin barndom.
For mange er barndommen virkelig en livstidsdom. Her grundlægges alt, her rodfæstes alt.
For mig var det egentlig vigtigst at opdage, at man ikke vedblev at være barn. Som rigtig lille havde jeg fået den idé, at jeg var lykkeligt udvalgt til at forblive i min egen aldersgruppe.
I skolen opdagede jeg, hvordan det hang sammen. Med stærkt blandede følelser. Der gik jeg så og iagttog og forsøgte at finde ud af verden. Den havde ingen brugsanvisning.
I min verden fik ældre kvinder åbenbart udleveret uniform. Mørkt tøj, buttede sko til de buttede små fødder, og buttede små hatte. Ingen andre gik med hatte. Ældre damer var venlige uden varme. De tilhørte en anden verden end min, født i 1800-tallet. Måske var det derfor, de valgte uniformerne?
Min mor var kommet til at gå hjemme, da jeg kom til verden, og det var en slags naturkatastrofe. Hendes energi var voldsom og krævede enorme rengørings-korstog. Senge blev skilt ad og lagt ud på plænen i det arkitekttegnede hus’ have. Hun var først rigtig tilfreds, når hun var segnefærdig.
Hun havde ellers været ansat på avis efter avis, og hærget mandehjerte efter mandehjerte. Nu var hun så henvist til støvsugning, madlavning og repræsentativ vandring med barn på Frederiksberg.
Derfor kom jeg så ofte i Zoologisk Have: Det var nyttigt, det var grønt, og hun kunne holde fri fra den videnskabelige rengøring. Jeg sværger, man kunne have transplanteret levere på gulvet i dagligstuen.
For lige nedenunder pænheden ligger altid den slimede, krumme, grumme slethed
Min far var blevet 40, inden han nåede frem til at få børn, så han var dybt rørt over den uventede nåde. Min mor var blevet 32, inden jeg sluttede mig til familien.
De var kort sagt atypiske for tiden. De hang uden på samtiden og forsøgte at forstå dens pænhed. For lige nedenunder pænheden ligger altid den slimede, krumme, grumme slethed. Ikke at jeg forstod en hujende skid af, hvad der skete for mine forældre.
Jeg var publikum. Også til det tv, som sendte direkte fra Seksdagesløbene. Et par, mine forældre kendte, blev skilt, fordi konen havde set manden sammen med en anden kvinde betragte cykelrytterne på banen.
Livet kunne ligne et langtrukkent selvmord
Vi boede godt, først i penthouselejlighed på et nyopført hus på Frederiksberg. Så i nyopført hus i Skovlunde. Så i villa i Skibet uden for Vejle – her lignede alt Harzen, hvortil man kørte på ferie.
Vi havde, så vidt jeg forstår, penge nok, bil, fritid, råd til at skeje ud – og en forretning som solgte radioer og tv-apparater til nysgerrige kunder. Så længe, det varede, mine damer og herrer. For tiden var naiv på mange områder. Livet kunne ligne et langtrukkent selvmord.
Vi levede i en tid, da man mente, det var sundt at ryge, fordi man så fik renset lungerne ud. I en tid, som mente, at man sagtens kunne køre bil i nærmest døddrukken tilstand, uden sikkerhedsseler eller airbags.
Vi levede i en tid, som mest frygtede automattyverier og unge mænd, der hang på gadehjørnerne og hørte forkert musik. Hvor man talte om negre og japsere og svenskersvin.
Hvor alle vidste, at mænd var de eneste, som kunne køre bil, og at enhver kvinde simpelthen var mindre begavet end enhver mand. Bortset fra Elsa Gress og Bodil Koch.
Krigen lå som et brandhæmmende tæppe og beskyttede fortiden mod nutiden
Vi gik fra at være landbrugssamfund til industrisamfund, og snart skulle vi blive et service- og underholdningssamfund. Men vi lærte stadig det, som havde været fornuftigt i 1940.
Vi skulle strikke strømper og sy forklæder. Vi skulle stege sild og ordne gruekedler. Jeg kan ikke sige, nogle af disse beskæftigelser virkelig har domineret mit liv som voksen.
Krigen lå kun 20 år bag os: den var hele tiden til stede som kommentar. Indtil jeg fik religionsundervisning i skolen mente jeg, at man kun kunne dø i et gaskammer. Krigen lå som et brandhæmmende tæppe og beskyttede fortiden mod nutiden.
Alle voksne, som havde oplevet krig og besættelse, syntes at reagere ud fra årene 1940-45 – mens det, som kom bagefter, var mest af alt en spejling af begivenhederne dengang.
Som min mor sagde, da jeg var blevet gammel nok til at forstå: Ingen af mine venner forventede, at vi ville opleve freden. De havde kæmpet imod af desperation, had og frustration. Krigen tog deres ungdom, isolerede dem og ødelagde muligheden for at lære omverdenen at kende. Efterkrigstrid kaldte de det. Min nutid.
Det var den barndom
Men der var vi så, i de senere så højtbesungne tressere, fulde af parcelhuse, køkkener og sofagrupper. De fleste mennesker levede egentlig stadig som i det forudgående årti, men det kendte jeg jo intet til.
For mig var alt normalt. Bortset fra, at tv viste film fra trediverne, der virkede langt mere moderne end samtiden. Som otteårig besluttede jeg mig for at blive Greta Garbo i Maria Walewska eller Dronning Christina.
Det virkede som et godt liv. Ingen gruekedler, ingen strikkestrømper eller andre besværligheder. Der var oven i købet ømme følelser i en tid, hvor ingen rørte en person af andet køn i det offentlige rum.
Så en dag mente min far, at det var på tide, jeg oplevede den store verden, og tog mig med i fly til USA. New York City. Det var fuldkommen uvirkeligt, og alligevel uomgængeligt. Hoteller, kontorer, teatre og barer.
Det faktum, at min mor ikke var med, ærgrede mig, men sagde intet om den kommende krise og skilsmisse. Rejsen nærmede mig heller ikke til min far.
Da vi landede hjemme og skulle bearbejde oplevelserne, var jeg mere optaget af, at jeg havde kysset Leontyne Price, som netop havde sunget Aida på Metropolitan-operaen, end af noget andet.
Cirka tre uger senere opdagede jeg min fars pillemisbrug. Han blev genoplivet og sendt hjem. Stress og en slags medicinsk ludomani overtog gradvist den mand, jeg havde vænnet mig til at besidde.
Foto: Mig som meget ungt menneske. Taget af Arne Skousgaard Jensen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her