
ARBEJDSLIV // ESSAY – Når ingen udfordrer beslutningen, og møderne ender uden gnist, har den stille længsel allerede sat sig. Flere arbejdspladser lider af den – uden at kende diagnosen. Det er ikke modstand, men tavshed, der dræner organisationer for energi, skriver Anita Silke Gaia Olsen.
Mødet er færdigt. Beslutningerne er taget, alle nikker, stemningen er professionel.
Hun lukker computeren, går hjem – og mærker tomrummet: Det vigtigste i mig blev ikke brugt i dag.
Ingen ser tabet. På papiret leverer hun. Hun scorer højt i evalueringerne og er på vej frem. Men hendes blik, erfaring og dømmekraft – alt det, der rækker ud over jobbeskrivelsen – bliver i tavsheden.
Det er den stille længsel.
Når strukturen bliver blind
Organisationer er bygget til at skabe overblik. KPI’er, budgetter, målesystemer og afdelingsstrukturer hjælper med at styre komplekse helheder. Men netop de rammer, der skal skabe klarhed, kan samtidig gøre os blinde.
Vi lærer at se det, der kan tælles – og det, der ikke passer ind i skemaet, forsvinder ud af synsfeltet.
Når stillingsbetegnelsen bliver vigtigere end mennesket bag, mister vi hele det potentiale, der ikke står i jobbeskrivelsen. Hun er ansat til data, men hendes blik for relationer forbliver usynligt. Han er leder, men hans tvivl og erfaring bliver aldrig bragt i spil, fordi strukturen ikke har plads til det.
Organisationer mister ikke bare engagement. De mister det, de aldrig når at opdage. Innovation udebliver. Energien tørrer ud. Talenterne søger væk
Strukturen opdeler organisationen i faglige lommer. Viden og idéer, der kunne have løftet andre teams, bliver i afdelingen. Mennesker reduceres til tal i et system og kompetencer til kasser, der kun afspejler en brøkdel af, hvad de kan.
Sådan opstår den stille længsel. Ikke kun i individet, men i organisationens egen måde at tænke på: Når helheden bliver overset, og vi nøjes med at se det, der kan måles, mister vi det vigtigste.
Når længslen sætter sig
Den stille længsel larmer ikke. Den viser sig i det, der aldrig bliver sagt.
Først bliver det til tavshed. Hun tier, selv når hun ser noget, der kunne gøre en forskel. Så til kroppen – hun mærker trætheden sætte sig efter møderne, uden helt at kunne forklare hvorfor. Til sidst til kynisme – hun holder igen, ikke fordi hun vil, men fordi hun har lært, at det ikke nytter.
Konsekvensen er alvorlig: Organisationer mister ikke bare engagement. De mister det, de aldrig når at opdage. Innovation udebliver. Energien tørrer ud. Talenterne søger væk.
Når længslen kalder på handling – konkrete greb
Den stille længsel kan opdages – hvis man tør se efter.
– Når møderne er uden friktion, men alle går derfra uden gnist.
– Når ingen tør italesætte det åbenlyse, vi går udenom, før efter mødet.
– Når medarbejdere leverer stabilt, men ingen bringer nye idéer på bordet.
– Når der grines afværgende, men ingen udfordrer beslutningen.

Det starter med at stille sig selv det simple spørgsmål: Hvilken kultur understøtter vores struktur – og hvad fremmer og hæmmer vi med vores KPI’er?
Og længslen kan afhjælpes – ikke med endnu et værdigrundlag, men gennem små brud i rytmen:
– Stil spørgsmålet: ”Hvad er det, du ser, som vi andre ikke ser?”
– Giv plads til tvivl og ufærdige tanker i stedet for at belønne hurtig konsensus.
– Anerkend det bidrag, der ikke kan tælles – men som kan mærkes.
– Åbn for tværgående samarbejde, hvor hele mennesket bringes i spil – ikke kun stillingsbetegnelsen.
– Skab opgavebaserede fællesskaber på tværs, også selvom det først virker ulogisk. Når hun pludselig sidder i en ny konstellation om en konkret opgave, kan hendes skjulte erfaring og blik komme i spil – og organisationen bryder ud af de vaner, hvor det altid er de samme, der taler og bliver hørt.
Spørgsmål at gå hjem på
Organisationer dør sjældent af konflikter. De dør af det, de aldrig får øje på – kræfterne, der aldrig bliver brugt, stemmen, der aldrig blev kaldt ind.
Så spørg dig selv:
– Hvem går hjem med et uudtalt bidrag?
– Hvilke blikke ser vi – men aldrig inviterer indenfor?
– Og hvad mister vi, fordi vi kun spørger efter det, vi kan måle?
Den stille længsel er ikke en fejl i systemet, men dets konsekvens – og netop derfor så farlig at overse.
Vælg ét møde denne uge, hvor tvivl og ufærdige idéer aktivt inviteres ind.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og