KLASSIKERE // ESSAY – Er livet i gentagelsen muligt? Er det ønskeligt? I forlængelse af forfatteren og essayisten Milan Kunderas død har Juma Nellemann Kruse genlæst hans roman Tilværelsens ulidelige lethed fra 1983, hvor dette spørgsmål får en dobbelt betydning.
Man siger i almindelighed, at den første kærlighed er noget ganske særligt, man aldrig glemmer. Her kan man dog med rette spørge, om det, der gør den første kærlighed noget særligt, er dét, at det var den første, eller selve kærlighedsforholdet i sig selv (som Kierkegaard ironiserer over i Enten-Eller).
Overført på litteraturens verden er det altid et håbløst stort spørgsmål, hvordan man vurderer, hvilken roman der er verdens bedste, men på min egen liste er Milan Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed nummer ét. Ud over at det selvfølgelig skal være god litteratur, så rører alle former ikke alle lige meget, og det kan også have stor betydning, i hvilken livsfase man læser en given roman.
Tilværelsens ulidelige lethed var den første rigtige ‘voksenroman’, jeg læste tilbage i midt-90’erne. Eller forsøgte at læse, for jeg kom kun halvvejs i første omgang. Nu, hvor jeg har læst den for tredje gang – anden gang var for 23 år siden – forstår jeg ganske godt, hvorfor mit unge jeg til sidst måtte opgive ved første forsøg.
At mit liv kunne have været så meget anderledes, hvis disse tilfældigheder ikke havde ramt mig, skræmte mig
Det er nok ikke en roman, man bør starte ud med, hvis ikke man vil skræmmes bort fra litteratur med det samme – medmindre man er meget standhaftig. Dels er den meget filosofisk, dels følger den ikke en fortælling fra a til b, fra start til slut. Faktisk får man halvvejs igennem besked om, at hovedpersonerne ender med at dø i romanen, uden at det faktisk bliver fortalt til sidst.
Men romanens betydning for mit eget forhold til litteraturens verden kan ikke undervurderes. Dels indgik bogen i et kursus på folkeuniversitet, hvor også Sartres Kvalme, Camus’ Den fremmede og Ellis’ American Psycho var på programmet, hvorfor jeg også fik dem læst.
Tolstojs Anna Karenina spiller en rolle i Kunderas roman, hvorfor jeg også måtte anskaffe mig den, og selvom der gik fuldfede tyve år, fra jeg anskaffede den, indtil jeg fik den læst, gav den mig efterfølgende anledning til at læse Krig og fred, som næsten har gjort mig til pacifist. Kunst virker i virkeligheden.
Tilfældighedernes spil
Derudover ramte Kunderas romans tanker lige ind i mit liv, da jeg læste den. Ikke mindst de mange refleksioner over tilfældighedernes spil. Når et liv tager en uventet drejning, og man overvejer, hvilke møder med mennesker eller handlingsforløb der har skabt denne drejning, var det for mig oplagt at tænke over, hvor tilfældige disse oplevelser var i mit liv.
Og min oplevelse var, at de virkede yderst tilfældige, slet ikke oplagte og overhovedet ikke hverken givne eller nødvendige. At mit liv kunne have været så meget anderledes, hvis disse tilfældigheder ikke havde ramt mig, skræmte mig.
Her skriver Kundera om tilfældigheden som det fortryllende lag i livet. Ikke nødvendigheden, men tilfældigheden er fuld af fortryllelse, som han udtrykker det. Og for at toppe den med en anden tilfældighed i mit liv: Jeg anskaffede Inger Christensens roman Det malede værelse til et andet kursus på folkeuniversitetet, som imidlertid blev aflyst.
Bogen havde jeg dog fået og læste. Og her stødte jeg på sætningen, at tilfældigheder er en forudsætning for alt, hvorved begrebet pludselig mister sin oprindelige – næsten nihilistiske – betydning.
Det kan godt lyde, som om at Kundera er mere filosofisk end litterær, og selvom det rigtige svar vil være, at han er begge dele, er antagelsen slet ikke dum. For jeg vil hævde, at han er mindst lige så meget essayist, selv i sine romaner.
Når vi kun oplever et givet øjeblik én gang, har det ingen tyngde
Han bruger konstant sin fortælling som værktøj til at fortælle noget andet. Ja, han skriver direkte i Tilværelsens ulidelige lethed, at han gerne indrømmer, at hans personer selvfølgelig aldrig har eksisteret: “Det ville være dumt af en forfatter at forsøge at bilde læseren ind, at hans personer virkelig har levet.”
Elegant regelbrud
Nogle hader Kunderas evne til at være notorisk bedrevidende med hensyn til, hvad hans litterære postulater betyder, og at han derfor ikke giver meget plads til læseren – et klokkeklart brud med Hemingways råd til forfattere in spe: Show it, don’t tell it. Når Kundera bryder reglen, gør han det dog med stor selvsikkerhed og ofte med stor elegance og til tider endda humor.
Bogen handler ikke mindst om lethed og tyngde. Og en af bogens teser er, at einmal ist keinmal med reference til Nietszche. Når vi kun oplever et givet øjeblik én gang, har det ingen tyngde. Hvis hvert øjeblik til gengæld kom evigt igen (en evig gentagelse), ville det få en helt andet tyngde, skriver Kundera.
Om hovedpersonen Tomas’ elskerinde Sabina reflekterer fortælleren et sted: “Et livsdrama kan altid udtrykkes med metaforen tyngde. Vi siger, at nogen har fået lagt en byrde på sine skuldre. Den pågældende bærer denne byrde eller kan ikke bære den, segner under den, kæmper med den, taber eller sejrer. Men hvad var der egentlig hændt Sabina? Intet. Hun havde forladt en mand, fordi hun ønskede at forlade ham. Havde han derefter forfulgt hende? Hævnet sig på hende? Nej. Hendes drama var ikke et drama om tyngde, men om lethed. Sabina havde ikke fået lagt en byrde på sine skuldre, men tilværelsens ulidelige lethed.”
Når nu tilværelsen mangler tyngde, fordi den aldrig gentages, så er det måske muligt i stedet at gøre en dyd ud af gentagelsen i selve livet
Kundera noterer også, at nok kan mænds begær rette sig mod utallige kvinder, men kun én kvinde kan få adgang til mandens “poetiske hukommelse”, og her har kun hans kone, Tereza, adgang til Tomas’.
Der skulle seks ‘latterlige’ tilfældigheder til, for at han mødte Tereza, og derfor kalder han mødet med hende den absolutte tilfældighed. Det er sikkert også derfor, at fortælleren kalder metaforer for farlige – kærligheden begynder med en metafor: “Skal kærligheden være uforglemmelig, må der fra første færd flyve tilfældigheder ned på den.”
Tilværelsens flygtige fejltrin
Efter ordene einmal ist keinmal er tilværelsen ulidelig let, da gentagelsen i denne forstand ikke eksisterer. Vores fejltrin er flygtige – et fejltrin nu og her kommer ikke igen – ligesom alt andet, vi foretager os. Hvordan vi håndterer et kærlighedseventyr, er også af mindre betydning, da det konkrete moment, det foregår i, aldrig kommer igen. Tilværelsen er i den forstand ulidelig let.
Jeg huskede ikke alle de refleksioner, romanen også gør sig om Gud og religion. Sandsynligvis fordi at filmatiseringen (fra 1988), som jeg har set flere gange, med en ung Juliette Binoche i den kvindelige hovedrolle (en film, som Kundera ikke kunne lide, og som gav anledning til, at han modsatte sig yderligere filmatiseringer) ikke gør så meget ud af det.
Kundera skriver sidst i romanen: “Vi, der er opdraget i Det Gamle Testamentes mytologi, kunne sige, at idyllen er et billede, der er forblevet i os som et minde om Paradis: livet i Paradis lignede ikke et forløb i en ret linje, der fører os ud i det ukendte, det var ikke et eventyr. Det bevægede sig i ring mellem kendte ting. Dens ensformighed var ikke kedsomhed, men lykke.”
Derfor hævder Kundera, at menneskets længsel efter Paradis er længslen efter ikke at være menneske: “Den menneskelige tid drejer sig ikke i ring, men bevæger sig i en ret linje fremad. Det er grunden til, at mennesket ikke kan være lykkeligt, for lykke er længsel efter gentagelse.”
Når nu tilværelsen mangler tyngde, fordi den aldrig gentages, så er det måske muligt i stedet at gøre en dyd ud af gentagelsen i selve livet. Hvis det altså overhovedet er en mulighed.
Hvis vi bruger Kierkegaards stadielære som prisme, er Tomas naturligvis den reflekterede æstetiker, ikke helt ulig Kierkegaards Johannes Forføreren, selvom denne dog forekommer en hel del mere kynisk end Tomas.
Et liv i gentagelsen
Derfor er det også tankevækkende, at da Tomas endelig sidst i bogen siger til Tereza, at han er lykkelig – og vel at mærke i sit liv med hende og uden alle de erotiske eventyr – går der ikke længe, før han kører galt sammen med hende.
Livet med Tereza bliver helt tydeligt beskrevet som et liv i gentagelsen. Altså noget, som Kundera/fortælleren ikke rigtigt selv tror på som en mulighed. Da Tomas og Tereza opnår denne lykketilstand, må det gå galt, og Kundera lader, som forfatter, parret omkomme i en ulykke.
Spørger man Kundera, er livet i gentagelsen altså ikke en mulighed, men ønskeligt. Det er ikke muligt, da gentagelsen hurtigt kan blive kedelig, og dermed er forræderiet en altid nærværende risiko (i høj grad den tilgang romanens Sabine står for), og dermed tilværelsens ulidelige lethed, da der ikke er noget, der har tyngde, men alt er ulideligt let.
Milan Kundera blev 94 år. Selvom hans sidste bog Det ubetydeliges fest fra 2015 mest virkede som en bog, han havde skrevet for sjov, er det mærkeligt at tænke på, at det er slut med flere bøger fra hans hånd.
Æret være hans minde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her