LEDELSE – Ledelse handler om at motivere medarbejderne hen imod konkrete mål. Og selvom målet kan være det samme for et team, bør vejen derhen være brolagt med en mangfoldighed af særlige hensyn til den enkelte, der skal kunne føle ejerskab til ideen for at rykke. Hvis ikke der tages hensyn til individets behov og særegenhed, gør ledelse ondt, og målet bliver ofte ikke nået, skriver Thomas Milsted.
Ledelse kan gøre ondt, særdeles ondt, hvis den ikke formår at skabe rammer, der kan integrere den forskellighed, medarbejderne kommer med.
Det skyldes blandt andet, at mennesker er skruet forskelligt sammen, og derfor har behov for fleksible arbejdsbetingelser, hvis de skal fungere optimalt som individer. Medarbejdere er som udgangspunkt ikke enten bare ‘sårbare’ eller ‘robuste’, det afhænger som regel helt af situationen.
Man kan med andre ord godt være meget robust i en situation og særdeles sårbar i en anden.
Tilstræber man ene og alene at få medarbejderne til at indordne sig, er man ikke leder, men en simpel fårehyrde
At forsøge at få alle ansatte til at indordne sig under de samme strukturelle vilkår er ikke bare naivt, men ofte også urentabelt.
Vi præsterer nemlig bedst, når vores arbejdsbetingelser flugter med vores temperament og den del af personligheden, der, lidt forenklet, beskriver den måde, medarbejderens nervesystem hænger sammen på. Tilstræber man ene og alene at få medarbejderne til at indordne sig, er man ikke leder, men en simpel fårehyrde.
Det, som i første omgang er interessant, når vi snakker om personlighed, er den enkelte medarbejders mentale beskaffenhed.
Hvis man ønsker, at de ansatte kommer i den for produktiviteten så eftertragtede flow tilstand, skal man som leder gøre alt for at sikre, at medarbejderne ikke ustandselig skal dele deres opmærksomhed med forstyrrelser, ligegyldigheder og arbejdsmetoder, der strider mod deres natur.
Formår man ikke at skabe de betingelser som leder, risikerer man ikke bare fald i produktiviteten og effektiviteten men også stress og opslidende frustrationer.
Det er nerver alt sammen
Størstedelen af arvemassens byggesten er identisk fra menneske til menneske. Dog kan de være sat anderledes sammen, så der opstår varianter i genomet. Nogle af disse varianter øger risikoen for at udvikle sygdomme som diabetes, fedme eller skizofreni, men risikoen for bestemte psykiske sygdomme, adfærdsvanskeligheder og særlige former for genetisk betinget sensitivitet over for ens sociale miljø varierer også.
Den genetisk betingede sensitivitet gør, at et menneske kan udvikle en større sårbarhed overfor konkrete typer af belastninger. Baseret på genetisk sammensætning, erfaring og robusthed udvikler mennesker forskellige præferentielle værdihierarkier.
Det er i aktiviteter, der føles naturlige, at mennesker trives og har det godt
Det vil sige, at noget føles naturligt for et menneske mens andet føles unaturligt. Og det er i aktiviteter, der føles naturlige, at mennesker trives og har det godt.
Det vigtigste for at undgå stress er, at vi altid skal forsøge at opretholde stabiliteten indenfor forskellige variable faktorer. Det betyder ganske enkelt, at medarbejderen skal have høj grad af selvstændighed i arbejdet som for eksempel mulighed for selv til en vis grad at vælge opgaver, samarbejdspartnere og ikke mindst at kunne styre tempoet i arbejdet samt mængden af opgaver.
Vælger man at ville være leder, bør den beslutning i højere grad været bygget på den indsigt, at fleksibiliteten i rammerne er forudsætningen for medarbejdertrivsel frem for en evig kamp med diverse manipulative tekniker, hvor medarbejderne skal adfærdsreguleres snart i øst, så i vest.
Ledelse handler om differentiering – ikke om magt
Ledelse handler nemlig grundlæggende om at motivere medarbejderne hen imod konkrete mål. Og upåagtet at målet kan være det samme for et team, er vejen derhen brolagt med mangfoldighed, når det handler om, hvad der får den enkelte til at tage ejerskab og rykke.
Enhver struktur må have opmærksomhed på, at til de mere komplekse funktioner af det menneskelige potentiale hører evnen til at opleve værdi, mening og sammenhæng
Ledelse handler altså om at kunne differentiere i forhold til medarbejdergruppens individuelle behov og den enkelte ansattes særegenhed.
Det er det, som det rummelige handler om. Og evner ledere ikke at integrere denne differentiering i en helhed, der kan omfavne de individuelles nervesystemers beskaffenhed, går det galt.
At den enkelte medarbejdere kan overbebyrdes på grund af mængder og tempo er en ting, men det er ligeså stressende at skulle arbejde under betingelser, der føles unaturlige eller direkte akavade.
Enhver struktur må have opmærksomhed på, at til de mere komplekse funktioner af det menneskelige potentiale hører evnen til at opleve værdi, mening og sammenhæng. Både i det, som vi lige her og nu er engageret i, som i tilværelsen som helhed.
Hvis de menneskelige grundforudsætninger ikke imødekommes, vil der opstå en allerhelvedes støj, der konstant vil udfordre de ansattes integritet både som mennesker og fagpersoner.
Oplevelsen af værdi, mening og sammenhæng, væsentligst forbundet med det at bidrage til fællesskabet er uadskilleligt forbundet med oplevelsen af at føle sig værdifuld som menneske. Det gælder både i de arbejdssociale fællesskaber og i tilværelsen generelt.
Lederens rolle er ikke at få sine medarbejdere til at passe ind nogle strukturer, der hindrer denne oplevelse men netop at udvikle rammer, der flugter med disse menneskelige grundforudsætninger. Konkurerende miljøer er primitive og flugter ikke med det stadie, vores hjerner er på.
En væsentlig forudsætning for vores fysiske, mentale og følelsesmæssige sundhed er, at vi uhindret har mulighed for at udvikle og bruge den unikke menneskelige kapacitet til at tænke, reflektere over vores bevidstheds indhold og være empatiske og hjælpsomme. Det er som lederne skal anerkende, som forudsætningen for et godt organisatorisk og socialt arbejdsmiljø.
Hvis de menneskelige grundforudsætninger ikke imødekommes, vil der opstå en allerhelvedes støj, der konstant vil udfordre de ansattes integritet både som mennesker og fagpersoner.
Sårbare medarbejdere kan være deres vægt værd i begavelse
Vi bevidner imidlertid og beklageligvis i disse år, at flere og flere mennesker oplever deres første egentlige stressnedbrud, før de overhovedet er begyndt på arbejdsmarkedet.
Det er nyt, for går vi 20 år tilbage, gik der som regel op til 35 år som aktivt arbejdende, før man risikerede et stressnedbrud. Hvilket der så for øvrigt var relativt få, der gjorde.
Men det har ændret sig og mange af unge går ned med stress allerede i gymnasiet eller på universitetet og må i en eller anden form for behandling.
Tillad mig at mane lederne til besindighed, så de i højere grad deltager i en opbygning af anstændige og fleksible arbejdsvilkår fremfor at presse ansatte langt ud over rimelighedens grænser
Det stiller særlige krav til de arbejdsbetingelser, denne sårbarhed skal mødes med. Har man først været nede med stress, reagerer man fremover hurtigere negativt på pres og krav, der overstiger ens rummeligheds kompetencer.
Magt er en falliterklæring – besindighed er vejen
Rettidig omhu i forhold til den forebyggende stressindsats må bygge på besindighed. Lederne må i lige så høj grad som medarbejderne være med til overfor direktion eller politikerne at påpege, når resurserne ikke står mål med kravene.
En leder bør ikke være det urimelige og uanstændige arbejdsvilkårs forlængede arm. Er man det, er man også medvirkende til den forråelse, mange medarbejdere oplever i disse år. Det vil man komme til at skulle stå til regnskab for – om ikke andet moralsk, når ens samvittighed ikke længere kan bære vægten af de urimeligheder, man som leder, ikke blot har været vidne til, men eventuelt også har været medvirkende til.
Tillad mig at mane lederne til besindighed, så de i højere grad deltager i og bidrager til en opbygning af anstændige og fleksible arbejdsvilkår fremfor at presse de ansatte langt ud over rimelighedens grænser.
Enhver leder må tage ansvar for egen medvirken til en medarbejders mentale nedsmeltning. Især hvis det har handlet om at videreføre ordrer, som er i direkte modstrid med, hvordan man behandler sine medmennesker.
Vi får ikke knækket stresskurven, før lederne stiller sig på medarbejdernes side, når det handler om at skabe de bedst mulige betingelser i arbejdet. At se sine medarbejdere som en flok får, man kan dressere til hvad som helst, er ikke en farbar vej.
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her