Når natten sænker sig

af i Essays/Liv & Mennesker/Mindeord

ESSAY // LIV & MENNESKER – ”Men hvis hun hører ordene, og det siger man jo, at hun gør, og hvis man kan mærke trykket fra en anden hånd i sin, er man vel ikke helt alene om det? Han er snart 93 og han vil allerhelst ’flyve med’. Men når det nu ikke kan lade sig gøre, så må hans ord være hendes selskab på rejsen.”

Man siger, at når døende har mistet alle andre sanser, er hørelsen stadig intakt. Man kan tale til dem til det sidste.

Danmark har lige udlignet mod Schweiz. TV’et er bare en sort firkant nu, og natten har sænket sig.

Han er lige blevet hjulpet op i sin seng på plejehjemmet. Hele dagen og dagen før og dagen før den har han siddet i en lænestol ved siden af hendes seng og holdt hende i hånden og talt til hende.

Men nu er det nat, og han ligger i sengen ved siden af hende. Jeg sidder i stilheden og mørket og hører det … han hvisker til hende: ”Ta’ mig med. Vi ska’ flyve sammen.”

Hun svarer ikke. Det ved han godt, at hun ikke kan, for hun har ikke sagt noget i flere dage. Men hørelsen … det ved han … har hun stadig i behold.

Hvis hun hører ordene og det siger man jo, at hun gør, og hvis man kan mærke trykket fra en anden hånd i sin, er man vel ikke helt alene om det?

Det var i 1955 de mødtes. Hun var 19, han var 29. Og i et helt liv sammen har de været programmeret til, at han skal herfra først, hvis det da ikke kan være sammen.

De har talt om det og planlagt det og etableret en verdensorden, som i marts 2019 viser sig at være illusorisk. Hun skal herfra først, og der er ikke ord for den sorg og det savn, han føler.

Det siges, at man fødes og dør alene. Og det er sandt, at ingen kan tage del i selve processen, og det er sandt, at rejsen er på egen hånd.

Men hvis hun hører ordene og det siger man jo, at hun gør, og hvis man kan mærke trykket fra en anden hånd i sin, er man vel ikke helt alene om det?

Han er snart 93, og han vil allerhelst ’flyve med’. Men når det nu ikke kan lade sig gøre, så må hans ord være hendes selskab på rejsen.

Hendes åndedræt er uregelmæssigt, og den stærke kvinde, hun var, er nu blevet til en lille skrøbelig figur, der knap nok magter at aftegne sig som kontur på dynen

Et samliv på næsten 65 år må i sagens natur blive symbiotisk – det er et samliv henover generationer, og det er svært at forestille sig, at skulle sige et definitivt farvel under de omstændigheder.

Hver aften – fraregnet nogle få weekender, hospitalsindlæggelser og måske et enkelt skænderi … men bortset fra det … hver eneste aften, er de faldet i søvn hånd i hånd. Næsten 24.000 aftener er det blevet til – aftener som denne i mørke og stilhed. Men nu er det snart slut.

Selv som søn føler jeg mig som en fremmed i lokalet – det er deres rum … deres øjeblik, som de 24.000 andre. Jeg sidder bare der i mørket som vidne til to livshistorier, der smeltede sammen og blev til én fortælling. Næsten 24.000 dage. Og så er det til at forstå, at han gerne vil flyve herfra med hende – for hvem har lyst til at stå tomhændet tilbage?

Hendes åndedræt er uregelmæssigt, og den stærke kvinde, hun var, er nu blevet til en lille skrøbelig figur, der knap nok magter at aftegne sig som kontur på dynen.

Det er svært at forstå, at det er kvinden der fødte mig, som ligger ubevægeligt der og venter. Hver 3. time bliver hun vendt af det omsorgsfulde plejehjemspersonale og 82 år er jo også en alder. Men ikke nok for ham. For han er her jo stadig.

Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg stadig smage det specielle rugbrød hun altid bagte – unikt og baseret på en surdej, hun nænsomt holdt i live i 25 år eller mere

Blandt alle de følelser jeg kan identificere – sorg, savn, kærlighed – er den stærkeste vist medfølelse. Efter 65 år er det slut. Fra nu af skal han falde i søvn og vågne alene. Livets gang: Ja. Statistik: Ja. Men inde i det enkelte menneske først og sidst kærlighed.

Kærligheden er en underlig konstruktion, at den prædestinerer savn på den måde. Jeg forstår, hvorfor han ville herfra først. Men det havde jo ikke ændret på det fundamentale. Savnet havde bare taget bolig i et andet hjerte. For sådan er det efter 24.000 dage.

Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg stadig smage det specielle rugbrød hun altid bagte – unikt og baseret på en surdej, hun nænsomt holdt i live i 25 år eller mere. Det er vel 10 år siden hun sidst bagte et – så tog Parkinson langsomt og næsten umærkeligt alle evner fra hende én for én.

Hendes loyalitet over for dem, som hun holdt af, var uden sidestykke. Gennem et helt liv satte hun alt til side for kærlighed, venskab og familie. Eller … egentlig satte hun nok intet til side … for det var selve hendes kerne: Den hun var.

Ja, man fødes alene og ja, man dør alene. Men indimellem kan man vælge, og hun valgte altid selskab – selv i køen ved kasseapparatet i supermarkedet ville det være reglen snarere end undtagelsen, at hun faldt i snak med en fremmed.

Min mor døde ikke alene. Hun havde sin livsledsager i hånden hele vejen

Han forstår, at hun skal væk … egentlig er hun forsvundet fra ham over lang tid. Den demens, som følger af Parkinson, har langsomt fremmedgjort hende. Men den tætte kontakt består. Hver aften hånd i hånd.

Og nu er det slut. Efter næsten 24.000 dage og nætter, er hun draget bort til et sted, hvor Parkinson er erstattet af fred. Jeg er sikker på, at hun også gerne ville være fløjet sammen med ham.

Sådan blev det ikke – men han var der, talte til hende, lå ved siden af hende og holdt om hende til det sidste, og på den måde blev hendes livsaften som 24.000 aftener før den. I selskab med ham som hun delte hele sit voksenliv med i medgang og modgang.

Min mor døde ikke alene. Hun havde sin livsledsager i hånden hele vejen.


Karna Dideriksen Nørskov 27. juni 1936 – 28. marts 2019.


Topfoto: Privat.

Klaus H. Nørskov, journalist, har arbejdet med kommunikation, politik, rådgivning og ledelse i mere end 20 år - blandt andet i Dansk Industri, Landbrugsrådet, Fødevareministeriet og de seneste 7 år i Røde Kors, som afdelingschef i Kommunikation og Fortaler i Røde Kors.

Seneste artikler om Essays

Terning

NOVELLE – Jeg vipper bakspejlet en smule og kigger efter. Han laver fagter