
POV BUSINESS // IVÆRKSÆTTERI– Tre meget forskellige iværksættere i brancherne bæredygtighed, genanvendelse og mode, hoodHeroes, Lokalist og Solemarket, har satset alt for at få deres kunder til at leve op til Verdensmålene. Men det er ikke ligetil, understreger Berlingske Business’ erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen. Han konstaterer, at ”iværksætteriet er ved at dø” og fremhæver, at der ifølge Erhvervsstyrelsen er 37.000 aktive iværksætterselskaber, der inden april 2021 skal omdanne sig til 40.000 DKKs anpartsselskaber, hvis de ikke skal tvangslukkes.
”Danmark kan gøre en global forskel i forhold til at opnå FN’s Verdensmål gennem innovation og iværksætteri. Vi er en førernation, når det gælder grønne idéer. Men der er plads til forbedring.” Det fremgår af den femte rapport fra Small Great Nation. Den stiller skarpt på Danmarks muligheder for at understøtte FN’s Verdensmål gennem evner til at innovere, udvikle og iværksætte.
”Danskerne er førende indenfor innovation og grønne idéer. Men vi kan blive meget bedre til at omsætte det til forretning,” hedder det.
”FN’s Verdensmål er stort set ukendte for danskerne og lederne i de mindre virksomheder, så der er udfordringer, når det gælder om at bruge verdensmålene som løftestang for innovation. Den danske innovation presses også af, at andelen af danskere, der er selvstændige, har været faldende i lang tid. Men iværksætteri kan gå i arv, så der er mulighed for at påvirke unge både i uddannelses- og lokalmiljøet,” skriver rapportens forfattere.
Rapporten viser, at ”Danmark investerer mindre i miljø- og klimaforskning end for blot fem år siden. Og med regeringens og EU’s udspil om at investere mere i området kommer vi desværre kun op på 2010-niveau”.
Siden finanskrisen er andelen af selvstændigt erhvervsdrivende i den samlede beskæftigelse inden for de store private brancher (industri, handel og transport mv.) i Danmark faldet fra knap 8 til godt 6 %.
Grønne ideer kan løse klimakrise og opnå verdensmål
I rapporten hedder det, at ”nye grønne idéer spiller en afgørende rolle fremover, hvis det internationale samfund skal løse klimaudfordringen og opnå de 17 verdensmål”.
Nye grønne ideer spiller en afgørende rolle, hvis det internationale samfund skal opnå de 17 verdensmål
Small Great Nations analyse viser, at Danmark siden 1990 har haft en stigning i antallet af grønne patenter i forhold til antal indbyggere. ”Og siden 2007 har vi været det af de 13 undersøgte lande, der tager næstflest grønne patenter – kun overgået af Tyskland. I 2016 patenterede Danmark således cirka 125 % flere grønne idéer end gennemsnittet for de 13 europæiske lande. Målt ved et kvalitetsindeks for patenter konstrueret af OECD har Danmark i gennemsnit over perioden 1990-2016 den højeste patentkvalitet blandt de 13 europæiske lande.
”Iværksætteriet er ved at dø”
Tre meget forskellige iværksættere i brancherne bæredygtighed, genanvendelse og mode, hoodHeroes, Lokalist og Solemarket, har satset alt for at få deres kunder til at leve op til verdensmålene. Men det er ikke ligetil, understreger Berlingske Business’ erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen. Han konstaterer, at ”iværksætteriet er ved at dø” og fremhæver, at der ifølge Erhvervsstyrelsen er 37.000 aktive iværksætterselskaber, der inden april 2021 skal omdanne sig til 40.000 DKKs anpartsselskaber, hvis de ikke skal tvangslukkes.
hoodHeroes: Digital markedsplads med verdensmål
Bedømmelsesplatformen hoodHeroes vil forbinde bæredygtige udbud og efterspørgsel. ”Her kan brugerne finde, sammenligne og påvirke bæredygtige brands ud fra de 17 verdensmål. Det gør det nemmere at købe og arbejde i samklang med deres egne miljømæssige og sociale mærkesager,” fortæller iværksætterne bag, Frederik Rubens Mortensen og Jonas Bruun Jacobsen. ”Virksomheder kan få større succes og højere afkast med en bæredygtig indsats ud fra markedets forventninger.”
Tænk hvis virksomheder således bruger deres markedsføringsbudget på bæredygtig produktion og ydelser i stedet? Og hvis forbrugere og virksomheder bliver bedre til at samarbejde om en grønnere fremtid?
Der ligger en helt gemt i alle borgere og virksomheder
Frederik Rubens Mortensen og Jonas Bruun Jacobsen mødte hinanden i 2018. De fik ideen til et banebrydende ratingsystem, der kunne imødekomme forbrugernes individuelle ønsker. Halvandet år efter havde de etableret den digitale bedømmelsesplatform hoodHeroes med kontor på Copenhagen School of Entrepreneurship, 13 medarbejdere, et advisory board fra Kvinder I Bestyrelser, og de er på vej til Silicon Valley for at skaffe investorer.
”Der ligger en helt gemt i alle borgere såvel som i virksomheder,” mener hoodHeroes’ stiftere. ”De fleste vil gerne bidrage positivt til verden og påvirke de valgte mærkesager positivt. Barrieren for denne ambition er ofte, at det ikke er bekvemt og belønnende nok i en travl hverdag.”
Det vil hoodHeroes ændre på. Den digitale bedømmelsesplatform kan sammenlignes med Trustpilot og Vivino, hvor brugere kan oprette en profil og bedømme et produkt til glæde for andre brugere og produktet eller ydelsen – alt efter bedømmelsen. Forskellen ved hoodHeroes er, at de forskellige brands bliver bedømt ud fra de 17 verdensmål.
”Virksomheder står bag størstedelen af forureningen i verden, og 90 % af denne forurening er fra produkter og services, som forbrugere efterspørger. Vi kan som forbrugere påvirke, hvilke produkter der efterspørges. Det ansvar vil vi styrke ved at give forbrugerne mulighed for at stemme på virksomheder, der gør det godt i forhold til verdensmålene om bæredygtig udvikling,” fortæller Frederik Rubens Mortensen.
”Samtidig giver hoodHeroes virksomheder en troværdig og gratis platform til at synliggøre sig som bæredygtige og opbygge brandloyalitet. Så kan de bruge penge på virksomhedens implementering af verdensmålene. På den måde bliver vi alle helte, og forhåbentligt bliver bæredygtighed en del af hverdagen,” supplerer Jonas Bruun Jacobsen.
Udover at være en digital bedømmelsesplatform giver hoodHeroes virksomheder adgang til dataanalyse og rådgivning, der kan styrke en bæredygtig forretningsstrategi.
”Vores forretningsmodel er baseret på abonnementer, hvor virksomheder får adgang til dataanalyse og rådgivning. Den data, vi samler via brugertrafik på hoodHeroes, giver virksomhederne indsigt i deres strategiske styrker, svagheder og konkurrencemæssige muligheder. Tilsvarende matcher vi virksomheder med netop de konsulenthuse og leverandører, som kan løfte virksomhedens unikke bæredygtige strategi med deres ekspertviden og tjenesteydelser,” siger Frederik Rubens Mortensen.
Fællesskabet er i løbet af sine første seks måneder vokset til 3.034 virksomhedsprofiler, 6.000 brugere om måneden og 13 betalende virksomheder. Målet for 2020 er 20.000 månedlige brugere, 10.000 virksomhedsprofiler og 50 betalende virksomheder og 50 partnere.
Teamet bag hoodHeroes repræsenterer syv nationaliteter, har et aldersspænd på 22-45 år og en god diversitet med en ligelig kønsfordeling.
Lokalist: Bæredygtig udvikling med brugte smartphones
I marts 2020 er en ny spiller, Lokalist.dk, klar på markedet for bæredygtige vækstvirksomheder. Konceptet er simpelt, men kan have stor indflydelse på en mere bæredygtig produktion af smartphones, som bruges af 54 % af verdens befolkning.
”Danskere har i gennemsnit 2-5 smartphones. De fleste er gemt væk i en skuffe, fordi ejerne ikke er klar over, at de ved at sælge eller donere deres brugte smartphones kan være med til at mindske børnearbejde og forurening fra produktion af smartphones,” fortæller Tegan Spinner, stifter af Lokalist.dk i København. Start-up-virksomheden vil guide danskere til salg eller donation af brugte smartphones og dermed fremme verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion.
”Det kræver over halvdelen af det periodiske systems grundstoffer alene at producere én smartphone, og 200 forskellige virksomheder er involveret i denne produktion. En produktion, der ofte involverer børnearbejde, kummerlige arbejdsforhold i for eksempel miner i Sydamerika og belastning af lokalområder på grund af den forurening mineraler som litium medfører,” fortæller Tegan Spinner.
Ved at stille en digital platform til rådighed, hvor sælger kan undersøge, hvor meget den brugte smartphone er værd ud fra stand og potentielle professionelle købere, håber Tegan Spinner at sætte gang i genanvendelse af smartphones og dermed fremme verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion.
”I 2018 blev der produceret 1,5 milliarder smartphones,” siger Tegan Spinner, der er amerikaner med baggrund i industrielt design og computervidenskab samt erfaring fra Silicon Valley i Californien.
Danskerne har i gennemsnit 2-5 smartphones, der kunne sælges eller doneres til f.eks. WWF
”Der er fire grunde til, at vi ikke sælger eller donerer vores brugte smartphones: Vi er ikke klar over deres værdi på markedet, vi er bange for at køber får adgang til personlig data, der ikke er slettet korrekt; vi ønsker en back-up og vi ikke er klar over, at vores gamle smartphone hæmmer bæredygtig udvikling, når den ligger i skuffen.”
Ud over at formidle kontakt mellem sælger og partnervirksomheder afhenter Lokalist de solgte smartphones hos sælger og garanterer, at alle data slettes fra de købte smartphones.
Lokalist startede for et år siden og har for nylig fået ”et par millioner danske kroner” fra investorer.
”Den endelig version af hjemmesiden er færdig i marts 2020, og så er Lokalist klar til at gå på markedet. Der er 15 virksomheder i Danmark, med fokus på gensalg og genanvendelse af smartphones som Bluecity og GreenMind, som vi kan indgå partnerskab med. Vi har kontakt til WWF om samarbejde ved donation af brugte smartphones,” siger Tegan Spinner.
”Forretningen er baseret på gebyr, 15-25 DKK per enhed, for videresalg af de brugte smartphones til partnervirksomhederne, som betaler for annoncering på Lokalist.dk. Vi tager også en procentdel af den fortjeneste, som velgørenhedsorganisationer får af de donerede smartphones, vi har indsamlet via Lokalist.dk. Målet for 2020 er at videresælge 1.000 smartphones,” fortæller Tegan Spinner.
København ser han som ”Silicon Valley of Sustainability” som følge af den store interesse i start-ups, der har fokus på bæredygtig udvikling, både fra investorer, forbrugere og forskellige programmer for denne type nye virksomheder.
Søstre opfylder fælles drøm om skounivers i Gilleleje
I foråret 2019 tog søstrene Sarah og Marie Lange springet som selvstændige med virksomheden Solemarket. En multibrand store i Gilleleje, der med skoen i centrum inspirerer og guider sine kunder til et bæredygtigt og smart kvalitetsdesign.
”Vi vil gøre op med smid-væk-kulturen og bidrage til en bæredygtig branche med brands, der har tradition for kvalitet og produktion i Europa,” fortæller Sarah Lange.
I flere år havde søstrene talt om at samle deres kompetencer i salg, ledelse og marketing om passionen for design, kvalitet og natur. De manglede blot det rette koncept. Da ejeren af en skobutik Gilleleje gik på pension i 2018, fik de endelig skabt en virksomhed sammen ved at overtage og modernisere butikken og dens koncept.
Med en far, der har været skodistributør, har Sarah og Marie Lange fået sko, såler og skobehandling i blodet. De har begge arbejdet i branchen. Det lå derfor i kortene at overtage butikken og skabe deres eget univers, Solemarket, en multibrand store, med fodtøj som udgangspunkt.
”Vi er vokset op i en familie, hvor kvalitet, design og funktionalitet går hånd i hånd, og hvor udendørsaktiviteter har stor værdi. Naturen er en stor inspirationskilde for os. I Gilleleje har du kysten på den ene side og skoven på den anden. Solemarket er et inspirerende univers med solide og klassiske produkter, der kan bruges til byture, men som også kan holde til regn og blæst. Vi vil væk fra køb-og-smid-væk-kulturen og guide vores kunder til at købe sko og tøj, som kan holde i flere år,” fortæller Sarah Lange.
Søstrene gør meget ud af at præsentere de forskellige brands, så de henvender sig til mænd og kvinder i forskellige aldre. Både i butikken og online på webshoppen www.solemarket.dk.
”De sko og de produkter, vi sælger, er ikke defineret af alder eller køn. Vi vil gerne vise, at klassiske produkter kan stå alene,” siger Sarah Lange.
Vi vil væk fra køb-og-smid-væk kulturen og guide vores kunder til at købe sko og tøj, som kan holde i flere år
”For at fremme en bæredygtig fremtid har vi øje for brands med tradition for kvalitet og med produktion i Europa. Som for eksempel danske Angulus, tyske Birkenstock, det franske mærke Aigle og Wonders fra Spanien.”
Udover at være vokset op med sko har søstrene stærke kompetencer i opstart af virksomheder.
”Marie tager sig af butiksledelse og er passioneret om indretning og skopleje, og hvordan vi skaber den bedste kundeoplevelse i butikken. Jeg har ansvar for administration, marketing og webshop og kan som freelancer fotograf stå for visuelt indhold til hjemmesiden og sociale medier,” fortæller Sarah Lange, der har en bachelor i E-concept Development fra Københavns Erhvervsakademi.
”Vi arbejder begge i butikken. Der er vigtigt at have denne kontakt og give kunderne den rette kundeoplevelse og vejledning. Samtidig kan vi finde ud af, om der er varer, kunderne savner i sortimentet. På den måde kan vi styrke kundegrundlaget,” fortæller Sarah Lange, der er tilfreds med det første års omsætning.
Med en placering i det danske sommerhusland er handelslivet i Gilleleje præget af højsæson med turisme og stille perioder med et befolkningstal på ca. 7.000. Der er 41.000 indbyggere i Gribskov Kommune.
Illustrationer: hoodHeroes (topfoto), Small Great Nation, Lokalist.dk, Solemarket.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her