PSYKE // ESSAY – Angst og andre psykiske lidelser er et stigende problem blandt danske børn og unge. Mads Vestergaard har kæmpet med angst og socialfobi så længe, han kan huske – men i voksenalderen nåede han et gennembrud, som han skriver om i dette personlige essay.
Siden jeg kan huske, havde jeg den i mine tanker og min krop nærmest hele tiden. Det handlede for mig om at overleve hver eneste dag.
Min socialfobi havde jeg fået blandt andet på grund af mange års systematisk mobning i folkeskolen. Jeg havde lært ikke at stole på andre mennesker. Uanset hvad de sagde, så var det nok noget negativt om mig eller for at gøre grin med mig.
Det havde angsten overbevist mig om. Det var den rigtig god til. De dage i folkeskolen, hvor det havde været allerværst, havde den været den eneste ven, jeg havde.
På en måde skabte angsten tryghed. Jeg vidste, jeg kunne regne med den
Når jeg var ude blandt mennesker, havde jeg lært en række overlevelsesteknikker. Det første, jeg gjorde, var at finde ud af, hvordan jeg hurtigt og nemt kunne komme væk derfra, hvis det skulle blive nødvendigt, og det var det ofte. Når jeg skulle handle, skulle det bare overstås. Jeg følte mig lukket inde. Jeg ville bare ud. Væk. Helst hurtigere end muligt.
Angstens ambivalente tryghed
Jeg sagde ikke noget til nogen. Jeg var flov. Der var ingen andre end mig, som havde de tanker. Jeg var den eneste, som var bange. Det var mig, som kæmpede hver dag, og ingen ville forstå mig, hvis jeg skulle fortælle dem om det.
Det var daglige løgne over for mig selv, fordi på en måde skabte angsten tryghed. Jeg vidste, jeg kunne regne med den. Det var en ven, som jeg altid havde med mig, når jeg var ude.
Der var ikke andre, som forstod os. Angsten og jeg var bedste venner, og ingen skulle ødelægge vores venskab. Jeg ville helst ikke udfordre den. Var der ting, som angsten ikke ville have, at jeg gjorde, så lod jeg gerne være med det.
Indtil jeg var 23 år, boede jeg hjemme hos min far. Ved et tilfælde var jeg blevet aktiv på en hjemmeside, hvor man anmeldte casino- og pokersider og havde guides til de forskellige spil. Jeg fik et fritidsjob som moderator på sidens forum, og en dag til et uformelt møde spurgte chefen for firmaet mig, om jeg kunne være interesseret i at arbejde for dem på Malta.
Jeg tænkte, om jeg nogensinde kunne blive rask. Jeg var ofte tæt på at give op, men holdt det for mig selv
Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne leve mit eget liv i min hjemby. Jeg vidste, at hvis jeg skulle begynde at lære at leve, så var det her chancen. En ny by i et nyt land med nye omgivelser, nye mennesker og et arbejde som kundesupporter.
Jeg skulle hver dag kommunikere med mennesker. Forskellige mennesker. Det kunne nærmest ikke blive værre, samtidig med at det ikke kunne blive bedre.
Fra sejr til nederlag
Jeg boede på Malta i halvandet år. For første gang i mit liv fik jeg min egen lejlighed at bo i. Efter et stykke tid at have boet der blev jeg sendt på en rejse til Israel. Under mit ophold skrev jeg en rejsedagbog hjem til firmaet. Så fik jeg et svar tilbage fra direktøren.
På trods af at han normalt ikke gad læse den slags, så kunne han godt lide den, han fik. Det gav mig en ufattelig stor selvtillid, som jeg aldrig glemmer. Der var noget, jeg var god til. Der var noget, jeg kunne. Den første sten var blevet lagt for, at jeg i fremtiden skulle arbejde for at kunne leve af ord. Jeg havde fået en sejr.
Der var ingen, som ville have en som mig. Det havde angsten fortalt mig
Men jeg havde stadig angst. Jeg havde det stadig ikke godt med mennesker. Tilbage på Malta, når jeg skulle tage telefonen eller ringe ud, sad jeg med en stor klump i halsen, snurrende fingre og en hurtig hjertebanken. Jeg følte, jeg skulle kaste op. Jeg græd ofte om natten. Jeg tænkte, om jeg nogensinde kunne blive rask. Jeg var ofte tæt på at give op, men holdt det for mig selv.
Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg fik en depression. Ikke engang gå ned med skraldet magtede jeg. Der lå affald i lejligheden. Muggen mad rundt omkring. Det kunne nemt tage 14 dage, før jeg bare kiggede på opvasken. Jeg skulle væk derfra. Jeg kunne ikke være der mere, så jeg sagde mit job op og tog tilbage til Danmark.
Det var et kæmpe nederlag for mig. Jeg havde været nødt til at give op. Det, at jeg havde lært en masse sociale færdigheder, at mennesker kunne være helt i orden, at jeg kunne få venner, at jeg havde klaret mig selv i halvandet år og lært de basale ting som at vaske tøj, lave mad og gøre rent, tænkte jeg ikke på.
Kærligheden ventede i Rio
Så var jeg tilbage i min hjemby og til mit personlige helvede. Men med tiden fik jeg igen lyst til at prøve noget nyt. Halvandet år senere oprettede jeg mig en konto på en datingside. Jeg havde aldrig haft en kæreste før og troede heller ikke, at jeg nogensinde ville få det. Der var ingen, som ville have en som mig. Det havde angsten fortalt mig.
Jeg ved ikke, hvor jeg fik modet fra, men jeg kontaktede en kvinde i Brasilien. Hun svarede tilbage, og vi begyndte at tale sammen på MSN og Skype. Vi snakkede i mange timer hver dag. Tre måneder senere skulle jeg besøge hende i Brasilien. Min returbillet til Danmark fik jeg ikke brugt. Vi kom til at bo sammen i halvandet år i Rio og har nu snart været gift i tretten år.
Hende den dejlige gav mig mere og mere mod til at tro på mig selv. Drømmen om at kunne leve af ord var stadig der. Men angsten var der også. Den havde endnu meget stor kontrol over mig. Jeg begyndte at overveje at læse journalistik, men jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne komme ind.
Alligevel prøvede jeg. Der skulle tre forsøg til, før jeg blev optaget på Journalisthøjskolen. Det var en stor dag. For første gang i mit liv havde jeg sat mig et konkret mål, og jeg gennemførte det.
Men det betød også, at jeg, for første gang i mange år, skulle i skole igen. Jeg kom straks tilbage til de gamle, dårlige tankemønstre fra folkeskolen. Da vi skulle præsentere noget for hinanden, gik jeg ud af klasselokalet og væk fra skolen.
Alt, jeg gjorde, var ingens fortjeneste og i hvert fald slet ikke min egen. Det havde angsten sagt
Jeg græd. Jeg ville ikke være der. Jeg ville bare hjem. Jeg var klar til at melde mig ud. Hjertebanken, mavesmerterne. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg var ved at blive kvalt. Det hele faldt sammen omkring mig. Væggene begyndte at presse mig sammen, og jeg skulle bare væk.
En af underviserne havde lagt mærke til, at jeg gik fra klassen, når der skulle fremlægges. En dag stoppede han mig og sagde, at vi skulle have et møde. Studievejlederen, han og jeg. Jeg var bange. Vidste han det hele? Ville jeg blive smidt ud? Tankerne fløj i hovedet på mig.
Ugen efter, da vi mødtes, hørte jeg for første gang i mit liv, at jeg skulle gøre noget ved den angst, de vidste, jeg havde. Mødet kom til at betyde, at jeg gik til min læge og bad om at blive henvist til en psykolog for at få professionel hjælp til det.
At forstå – og udfordre – angsten
Min psykolog hjalp mig til at forstå min angst og gøre den til noget håndterligt. Jeg lærte at se den og kontrollere den, før den kunne kontrollere mig. En opgave, jeg fik, var bl.a. at skrive alle de sejre, jeg havde fået i mit liv, ned og tage det med til næste konsultation.
Det var svært, for jeg så intet af det som en sejr. Det var tilfældigheder. Alt, jeg gjorde, var ingens fortjeneste og i hvert fald slet ikke min egen. Det havde angsten sagt.
Efter seks konsultationer og en orlov på et halvt år skulle jeg tilbage til skolen og udfordre min angst.
Jeg skulle for første gang, siden jeg var omkring syv år, stå op og fremlægge noget for andre. Det, jeg aldrig havde kunnet før. Men denne gang var der ingen svedeture, mit hjerte bankede helt normalt, min mave fungerede, som den skulle, jeg skulle ikke på toilettet, og væggene blev, hvor de var. Jeg gjorde det.
Og jeg har kunnet det lige siden. Jeg holdt også et foredrag for omkring 30 mennesker, som jeg aldrig havde mødt før, om min angst og min bekæmpelse af den. Jeg havde for bare et år siden aldrig troet, at jeg ville kunne gøre det, men jeg kunne.
I stedet for at det var angsten, som bestemte over mig og mit liv, så bestemte jeg nu.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
