
PSYKISK SYGDOM // ESSAY – Man siger, at borderline personlighedsforstyrrelse er en diagnose mange får nu om dage i dansk psykiatri. Alligevel er det en lidelse, der bliver snakket meget lidt om. Der er ganske få førstehåndsfortællinger om livet med borderline, og om hvordan sygdommen kan påvirke dem, der lider af den. Sofie Bojsen, diagnosticeret med borderline i 2011, fortæller om hvilke problematikker hun personligt kan have i sit liv med borderline. I dette indlæg fortæller hun om borderline ift. seperationsangst og social fobi.
I sommers slog min kæreste gennem seks år op med mig. Vi havde planlagt, at jeg skulle flytte ned til ham i Sydafrika. Jeg havde endda fået job, opsagt min lejlighed – alt var klart. Jeg var nervøs, men på den dér sommerfugle-i-maven-agtige måde. Alligevel følte jeg, at der var noget galt. Jeg følte, at han trak sig tilbage, at han lige pludselig ikke ville os mere. Og ganske rigtigt slog han op med mig i sidste øjeblik. Jeg stod med røven i vandskorpen uden job, lejlighed eller penge. Og med en masse følelser som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med.
Jeg græd først som pisket. Tiggede og bad ham om at genoverveje hans valg. Truede med at tage mit eget liv. Jeg vidste og ved godt, at det er utroligt selvisk at gøre sådan mod et andet menneske, men jeg var desperat. Tanken om at være alene var hjerteskærende, og jeg lå nærmest i kramper over tabet af mit livs kærlighed. Og jeg var ganske vist tæt på, bogstavelig talt, at hoppe i havet en stormfuld og regnvåd aften i min mors sommerhus.
Når jeg tænker tilbage på mine yngre år, kan jeg se at det er et gentagende mønster. Jeg kunne ikke holde ud at være alene, og jeg har altid haft brug for en ledestjerne i mit liv, én til at guide mig over det brusende, mørke hav mens vinden brøler og bølgerne slår imod min gamle, vejrbidte skude
Følelsen af at blive efterladt var egentlig langt mere smertefuld end selve bruddet. Ganske vist havde jeg mistet en god ven og partner, og jeg var ked af at have mistet ham. Men den altoverskyggende tanke om at være alene vejede tungere på mit bryst, og desperationen begyndte langsomt at vokse sig til en ækel skikkelse i mit hoved og krop. Nu, tre måneder senere, kan jeg mærke, at det egentlig ikke er ham, jeg er mest ked af at have mistet: Jeg er mest ked af at være alene.
Det forladte barn
Borderline kommer ofte (hvis ikke altid) med angsten for at blive efterladt. For at være Palle alene i verden. Det kan vitterligt være en borderliners værste mareridt at føle sig som Palle, der vandrer igennem byen uden at en levende sjæl er til stede. Det var sådan jeg følte, da min kæreste gik fra mig, og jeg greb fat i, hvad eller hvem som helst, som kunne fylde det tomrum indeni mig.
Når jeg tænker tilbage på mine yngre år, kan jeg se, at det er et gentagende mønster. Jeg kunne ikke holde ud at være alene, og jeg har altid haft brug for en ledestjerne i mit liv, én til at guide mig over det brusende, mørke hav mens vinden brøler og bølgerne slår imod min gamle, vejrbidte skude.
Da jeg var yngre, havde jeg masser af forskellige kærester og tætte relationer, som jeg sugede til mig i et altopslugende kaos. Jeg formede mig efter dem, som om jeg var lavet af modellervoks, og jeg havde pludselig deres meninger, følelser eller tanker. Alt sammen gjorde jeg for, at de skulle blive hos mig. Jeg ville gøre, hvad som helst.
For mit vedkommende er jeg utrolig ambivalent, når det gælder relationer: Jeg vil have dem, men jeg vil ikke have dem. På den ene side vil jeg ikke være alene, og jeg har en kronisk ensomhedsfølelse, som jeg forsøger at fjerne ved at rage mennesker til mig. På den anden side er jeg inderst inde stensikker på at disse mennesker blot vil forsvinde en dag
Men selvom jeg havde sådan et kæmpe behov for en ledestjerne, kunne jeg heller ikke orke det. At skulle forme sig selv efter andre er et umenneskeligt hårdt arbejde, og jeg skiftede partnere og venner ud hele tiden. For mit vedkommende er jeg utrolig ambivalent, når det gælder relationer: Jeg vil have dem, men jeg vil ikke have dem. På den ene side vil jeg ikke være alene, og jeg har en kronisk ensomhedsfølelse, som jeg forsøger at fjerne ved at rage mennesker til mig. På den anden side er jeg inderst inde stensikker på at disse mennesker blot vil forsvinde en dag og forlade mig. Jeg ved, det er en irrationel frygt i dag, men det er ikke noget, jeg har kunnet overvinde endnu.
Jeg ved godt, hvad det egentlig handler om. Det handler om seperationsangst. Det handler om, at jeg inderst inde er et lille barn, der føler sig fuldstændig forladt af sine forældre. Et lille og sårbart væsen, der står midt i en Netto, der er sort af mennesker, og forældrene er pist væk. Man griber ud efter de forbipasserende, de fremmede mennesker, og man hægter sig på dem, som gerne vil tage sig af én.
Jeg ved i dag, at dette er meget typisk for borderlinere. Vi har en kedelig, men også nogle gange spændende, tendens til at forme hurtige og stormfulde forhold til andre mennesker. Mit sociale liv var som en svingdør, hvor folk forsvandt ind og ud af mit liv uden at de nåede at slå rødder i min eksistens. Der er selvfølgelig få, der har slået rødder. Der er få, som har vokset sig til stærke, solide træstammer, og jeg er evigt taknemmelig for deres tilstedeværelse i mit liv.
Drænet for følelser
Fordi jeg føler mig kronisk forladt, handler min borderline meget om, at jeg sætter mennesker på piedestaler. Jeg ser altid op på folk nede fra mit mudderhul af kaos og selvhad, og jeg er ofte fuldstændig ukritisk. De kan egentlig behandle mig ret skidt, og jeg vil alligevel drikke kaffe med dem hver tirsdag. Jeg er en logrende hundehvalp, som sidder pænt og venter på en godbid, som jeg jo nok aldrig får.
Det kan dog også gå den anden vej. En person, som jeg egentlig har et godt (og sundt) forhold til kan pludselig være min værste fjende på grund af petitesser. Eller de gode følelser jeg har for en person kan forsvinde som dug for solen i løbet af et øjeblik. Specielt det sidste er noget, jeg kæmper meget med. Jeg er enormt god til at forme tætte bånd med mennesker på kort tid, men som om der bliver trykket på en knap, siver mine følelser og forbindelse til personen ud af min krop. Jeg bliver drænet for nærvær og kontakt.
Det er ikke noget jeg gør med vilje. Ligesom jeg kan dissociere i en samtale helt automatisk, kan jeg slukke for mine følelser for en anden person automatisk. Jeg kan have det som om, at jeg aldrig har mødt dem. Dette sker typisk med mine tætte relationer. Nogle gange kan jeg kigge på min mor eller storesøster og tænke: ”Hvem er de her mennesker?” Jeg ved rationelt, at de er familie, men mine følelser er der ikke. Dette varer heldigvis ikke lang tid, og mine følelser kommer igen efter et stykke tid. Jeg går ikke i panik over det, men jeg giver mig selv tid til lige at genopdage mine følelser.
Et kvælende uhyre
Selvom jeg nu kan skrive om relationer, som om jeg har fundet ud af det hele, er virkeligheden en helt anden. Det er specielt i disse dage, at jeg har svært ved sociale relationer. Efter min indlæggelse udviklede jeg nemlig social fobi. Det er ikke alle borderlinere, der har social fobi. Der findes mange borderlinere, der er udadvendte og glade for at være sammen med mennesker. I nogle henseender kan man nemlig snakke om to slags borderline: Indadvendt og udadvendt borderline.
Det siger måske lidt sig selv, men indadvendt borderline kan betyde at man vender tingene indad, og man er nok ikke så menneskesøgende. Udadvendt borderline kan referere til, at man er udadreagerende og aktivt opsøger mennesker. Sådan var jeg, før jeg blev indlagt. Nu er jeg langt mere en indadvendt borderliner. På dén måde kan det også ændre sig.
Nogle gange kan jeg magte uhyret, og jeg når kun at føle ubehag i disse situationer. Andre gange kan jeg ikke magte det. Dér har uhyret fået ordentligt fat på mit strubehoved, og flænser min bevidsthed i tusinde stykker med sine frygteligt stærke og udslettende klør
Forenklet betyder social angst for mig, at jeg får angst i sociale situationer. Jeg er bange for, hvad folk tænker om mig: Er jeg for tyk? Er jeg klog eller sjov nok? De synes sikkert jeg er en taber. At jeg ikke er noget værd. At jeg er mærkelig. Måske har jeg heller ikke noget til fælles med dem. De vil nok aldrig gide at være venner med mig. Og sådan kan det blive ved i en evighed, når jeg er sammen med mennesker i en social sammenhæng.
Det kan være til undervisning, på arbejdet eller til familiesammenkomster. Når jeg så sidder dér og kigger rundt på alle de andre, føler jeg en umådelig ensomhed og angst. Frygten for at blive bedømt og derefter forladt vokser sig til et galende uhyre, som får mig til at skælve. Den griber omkring min hals og klemmer til, indtil jeg ikke kan trække vejret.
Nogle gange kan jeg magte uhyret, og jeg når kun at føle ubehag i disse situationer. Andre gange kan jeg ikke magte det. Dér har uhyret fået ordentligt fat på mit strubehoved og flænser min bevidsthed i tusinde stykker med sine frygteligt stærke og udslettende klør. Det vil sortne for mine øjne, og jeg vil kun kunne mærke dén altoverdøvende panik, der raser i mit hoved.
Ensomhed i hverdagen
Dette uhyre, denne angst, har gjort mig til en huleboer. Jeg har ikke særlig mange venner, selvom jeg umådeligt gerne ville have det. Jeg kan tit tage til en socialt begivenhed, mens jeg tænker, at det her klarer jeg! Det her kan jeg godt. Jeg kan godt fortælle om mig selv, jeg kan godt være sjov og jeg kan godt skabe nye relationer på en studs. Desværre dukker uhyret bare op på disse tidspunkter, og jeg når nærmest ikke at tænke en tanke, før jeg har fundet den nærmeste nødudgang. De gange, hvor der simpelthen ikke er nødudgange, dissocierer jeg. Mit mentale jeg forsvinder væk som et faldent ahornblad, der driver afsted med en kølig efterårsbrise.
Da jeg først startede på universitet, var jeg spændt på at lære nye mennesker at kende. På at få nye, jævnaldrende venner. Men min angst spændte fuldstændig ben for mig, og jeg landede på den hårde, ru beton mens jeg prøvede at forstå, hvad der var hændt
Det er disse gange, når jeg kommer hjem igen, at jeg føler mig forpint og forladt. Jeg føler mig som den lille pige med svovlstikkerne, der kigger ind ad folks vinduer og ser, hvor dejligt trygt og godt de har det. Jeg føler mig som en outsider. Jeg tror, at borderline kommer med denne følelse af ensomhed – dels på grund af seperationsangst. Men også på grund af, at det er så ubegribeligt svært for os at skabe og bibeholde relationer. Når vi først får skabt en kontakt, kommer frygten snigende tilbage: Hvad hvis de forlader os? Og når vi bare tænker på at skabe relationer, kan det føles som om at bestige Mount Everest. Det kan være en umådelig stor opgave for os.
Jeg starter nu med at sige ”godmorgen”
Da jeg først startede på universitet, var jeg spændt på at lære nye mennesker at kende. På at få nye, jævnaldrende venner. Men min angst spændte fuldstændig ben for mig, og jeg landede på den hårde, ru beton mens jeg prøvede at forstå, hvad der var hændt. For det var jo ikke sådan det skulle gå. Jeg var jo klar til at være social, til at komme ud af min skal. Alligevel blev jeg grebet af uhyret, som tvang mig ned på alle fire, og jeg aldrig få slæbt mig til noget som helst socialt. Jeg var bange for at sige godmorgen til mine klassekammerater. For at sige farvel. Jeg skulle absolut sidde med en tom plads ved siden af mig selv ellers følte jeg mig fanget. Forelæsninger var endnu sværere.
LÆS OGSÅ: ‘At være eller ikke at være – om livet med borderline personlighedsforstyrrelse‘
En dag snakkede jeg med min mor omkring det, og samtalen faldt på det at sige godmorgen. Hun kunne ikke forstå, at jeg ikke sagde godmorgen, når jeg mødte ind. Det er jo det mest normale af alle menneske interaktioner på en institution eller arbejdsplads. Men det var for svært. For angstprovokerende. Tanken om at se et andet menneske i øjnene og sige et eneste ord var som om at gå planken ud. Men jeg tænkte over det. Og jeg besluttede, at det var et godt sted at starte med at uddrive min sociale fobi. I dag øver jeg mig i at sige godmorgen, når jeg møder ind. Det er ikke altid, at jeg har overskud til det. Men jeg prøver. Fordi jeg er stædig. Fordi jeg gerne vil overvinde min angst. Fordi jeg ikke vil være Palle alene i verden.
Foto: Kristina Tripkovic, Unsplash.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her