ADHD // KLUMME – Når en person både har ADHD og traumer, kan det skabe et afsindigt udfordrende samspil mellem spontanitet, smerte og selvopfattelse. Men hvad sker der, når man begynder at forstå, at man kan adskille det, der er en forstyrrelse, fra det, der er en del af ens kerne? Oliver Tonning fortæller om sin rejse mod større autenticitet, harmoni og glæde.
For mig var kombinationen af min ADHD og mine traumatiske erfaringer årsagen til de værste lidelser. I dag har jeg det bedre end nogensinde før. Min rejse hertil har dog kun været mulig, fordi jeg har arbejdet med at forstå, hvordan samspillet mellem min neurodivergens, mine traumer og resten af min personlighed ser ud.
Kærlighed til min neurodivergente identitet var startskuddet til et bedre liv. Før alting kunne blive ægte godt, så måtte jeg dog først nedkæmpe de dæmoner, der blev ved med at sabotere mit liv. Dæmoner, som min ADHD hele tiden fik skubbet op til overfladen og ind i mine relationer.
Jeg har altid været spontan og distraherbar. Disse kernetræk ved ADHD siger dog ikke så meget om, hvad der gemmer sig under overfladen. Det er værdineutrale adfærdsbetegnelser. Hvad der spontant kommer til udtryk, samt hvad jeg let bliver distrahereret af, er ikke defineret i selve ADHD-kriterierne. Det har derimod forbindelse til resten af min identitet.
Min spontane jegudfoldelse var et problem, så længe det, der blev udfoldet, var voldsomme reaktioner på traumatisk smerte. Selve evnen til spontan jegudfoldelse er dog en ønsket egenskab hos børn såvel som voksne.
Jeg frakoblede mig med tiden mine kropslige fornemmelser, da jeg bittert havde erfaret, at en god kontakt til mine indre stemninger kun var til besvær
Selvfølgelig kan ADHD også være et stort problem uden traumer. En dårlig tidsfornemmelse matcher skidt med en verden, hvor alting skal nås til tiden. Mit store behov for bevægelse og pause er også i dårlig overensstemmelse med et samfund, hvor der sjældent gives plads til det.
Som voksen har den største udfordring for mig dog været, når ADHD’en spontant formidlede min underliggende psykiske tilstand. Især når jeg led. ADHD’en udtrykte på den måde blot mit resterende jeg. Da mit liv var lort, så bragte ADHD’en let raseri frem til overfladen. Jeg var i realiteten blot mit autentiske jeg. Jeg lærte dog hurtigt, at de fleste har det svært med autentiske følelser, når de ikke er pæne. Smerte larmer. Lidelse forstyrrer. Aggression er forkert.
På den måde blev jeg en fredsforstyrrer. Jeg var larmende og forkert.
Jeg arbejder i dag professionelt med ADHD’ere. Min erfaring er, at dem, der lider mest, også ofte er dem, der kæmper med andre ting. ADHD’en trækker både ens gode og dårlige sider frem i dagens lys. Spontanitet er jo i sig selv blot en udtryksform, en væremåde. Indholdet, der udtrykkes, er mig eller dig som helhed.
Faresignaler trak al opmærksomhed
ADHD er en neurodivergens, hvilket betyder, at en række almenmenneskelige personlighedstræk hos mig ligger i den høje ende af normalfordelingskurven. Mine traumer har omvendt forvrænget min personlighed. Traumer er altså forstyrrelser i mig, hvorimod mine neurodivergenser er mig.
Tågen lettede dog først rigtig, da jeg opdagede, at min ADHD i mange tilfælde havde været årsagen til mine traumer. Klasselærerens daglige kommandoer, der tvang mig til at sidde stille i skolen, blev til sidst til en følelse af overgreb.
Mine spontant ærlige følelse var der ofte ikke plads til nogen steder. Derfor blev selve min spontanitet ubehagelig for mig at være i. Jeg havde simpelthen erfaret, at der ikke blev taget godt imod mit autentiske jegudtryk. Derved fejlindlærte jeg tidligt ikke at lytte til mig selv. Jeg lærte at ignorere alle de impulser, som naturligt strømmede fra mine indre mangelbehov og lystfølelser.
Jeg lærte at undertrykke mig selv. Eller rettere sagt, jeg lærte at undertrykke den spontane ADHD-impuls, som blot uskyldigt forsøgte at udtrykke, hvem jeg var, og hvad jeg følte netop nu.
Jeg frakoblede mig med tiden mine kropslige fornemmelser, da jeg bittert havde erfaret, at en god kontakt til mine indre stemninger kun var til besvær. Dette er grundlaget for personlighedsforstyrrelser. Jeg mistede langsomt kontakten til de tidligste rørelser i min personlighed; de spæde følelser og fornemmelser, der konstant forsøger at bringe mit jeg frem til verden via spontan bevægelse og intuitiv tale.
Min opmærksomhed retter sig mod smukke ansigter, ikke stemmer i det fjerne, der lyder vrede
Ingen med ADHD bliver hæmningsløst distraheret af alting. Alle mennesker får naturligt rettet deres opmærksomhed mod det, som er vigtigt for dem. Hvis man er traumatiseret, så trækkes ens opmærksomhed automatisk mod faresignaler i omgivelserne. Derved fyldes ens sind hele tiden med dårligdom.
Efter jeg har fået nogenlunde bugt med mine dæmoner, så er jeg faktisk blevet mere spontan og distraherbar end nogensinde før. Jeg har stadig dårlige perioder, men den store forskel er, at jeg i dag oftere spontant udtrykker livsglæde. Jeg bliver distraheret af dejlige ting. Min opmærksomhed retter sig mod smukke ansigter, ikke stemmer i det fjerne, der lyder vrede (på mig).
Læs også Philippa Lunds kronik: “Psykolog: Jeg vil tilbyde et erstatsningsord for ADHD”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
