
EU I PUTINS SKYGGE #33 // ANALYSE – I kølvandet på den syriske diktator Bashar al-Assads nylige fald har mange europæiske politikere og regeringsledere øjnet en mulighed for at drøfte en hurtig hjemsendelse af syriske flygtninge i Europa. Europas reaktion på flygtningekrisen er uløseligt forbundet med kontinentets sikkerhedspolitik, der i stigende grad er blevet militariseret som reaktion på frygten for russisk aggression.

Der er cirka halvanden million syriske flygtninge i EU-landene. Men konflikten i Ukraine og Putins rolle har forstærket en sikkerhedsdagsorden, der trækker grænser mellem humanitære og strategiske interesser.
Retorikken blotlægger dermed ikke blot EU’s sårbare sikkerhedspolitiske situation, herunder først og fremmest frygten for Putin. Den blotlægger tillige den ubalance, der er mellem den offentlige retorik og regeringernes forpligtelse over for internationale konventioners krav om beskyttelse af mennesker i nød.
Den russiske dimension
Den europæiske reaktion på det syriske diktaturs fald er måske ikke overraskende koblet til kontinentets egen sikkerhedspolitik, der i stigende grad er blevet militariseret som reaktion på frygten for russisk aggressionspolitik i kølvandet på invasionen af Ukraine.
Den stigende militarisering af Europas sikkerhedspolitik blotlægger imidlertid den noget skæve balance, der er mellem hensynet til EU’s humanitære forpligtelser over for EU’s eget sikkerhedsbehov.
For et EU, der ønsker at hjemsende syriske flygtninge på nuværende tidspunkt, er i højeste grad et EU, der i så fald vælger at tilsidesætte helt grundlæggende beskyttelsesregler i den internationale asylret.
Et af kernepunkterne i Genèvekonventionerne, der definerer retten til asyl, er det såkaldte non-refoulement-princip. Artikel 33 regulerer forbuddet mod at hjemsende en person til et land, hvor vedkommende risikerer forfølgelse, tortur eller anden umenneskelig behandling.
Syrien er på nuværende tidspunkt et land i kaos. Selvom der allerede er udnævnt en midlertidig premierminister frem til marts 2025, kan man ikke argumentere for, at der er tale om et land, der er i stand til at yde fundamental beskyttelse for hverken de i landet allerede bosiddende borgere eller de 1,5 millioner syriske flygtninge, der opholder sig i EU.
Siden borgerkrigen startede i 2011, har over syv millioner borgere været på flugt internt i landet. Det er et land med ødelagt infrastruktur og en traumatiseret civilbefolkning, der efter 50 års diktatur og en mangeårig borgerkrig vil skulle bruge mange kræfter på genopbygge sig selv som nation.
Mange statsinstitutioner og funktioner er i disse dage sat i bero i landet, således at helt grundlæggende faciliteter ikke er til rådighed på nuværende tidspunkt. Derudover er landet fragmenteret. Nogle dele af landet har været uden regeringsledelse, mens andre – herunder Idlib provinsen har været under kontrol af oprørsgrupper.
Landet Syrien er med andre ord i sin nuværende form en såkaldt failed state.
Alene af den grund er den nye europæiske retorik om hurtig hjemsendelse af syriske flygtninge på nuværende tidspunkt mest af alt af symbolpolitisk værdi uden reelt indhold.
Denne forståelse for symbolpolitik er naturligvis under forudsætning af, at EU-landene vælger at følge deres internationale forpligtelser i henhold til Genèvekonventionen.
Kan man imidlertid forestille sig et EU, der ønsker at tilsidesætte fundamentale forpligtelser i henhold til international asylret under hensyntagen til egne sikkerhedspolitiske dagsordener? Af hensyn til frygten for yderligere russisk aggression fra Putin?
Hvad der på nuværende tidspunkt kan siges at være et retorisk spørgsmål, kan imidlertid på sigt gå hen og blive en realpolitisk virkelighed, hvis EU føler sig yderligere presset på den sikkerhedspolitiske linje.
Som EU-land kan det nemlig have sine sikkerhedspolitiske fordele at kurtisere diktatorer, der med lidt sweet talk og pæne politiske rygklap formentlig kan stoppe potentielle migrationsbølger op mod EU’s grænser
Vores mand i Damaskus
I dagene efter diktatorens flugt til Moskva, blev Muhammed al-Julani hyldet som manden, der stod bag Bashar al-Assads fald fra magten.
Mange vestlige regeringsledere – og medier ikke mindst – havde ganske mange lovord tilovers for manden med en særdeles farverig fortid i amerikansk fangenskab i Irak, til udsending for Islamisk Stat i Syrien og med tilhørsforhold til både al-Qaeda og Hayat al-Shams (HTS).
Alle tre er islamistiske jihad-organisationer, der står på USA’s terrorliste. Al-Julani selv har såmænd en dusør på 10 millioner US dollars hængende over hovedet. En dusør, som han ganske vist forsøger at få USA til at droppe, eftersom han ikke længere har USA som erklæret fjende.
Det kunne såmænd meget vel ske, hvis det i amerikansk optik kan betale sig rent geopolitisk. Om et par uger tiltræder Donald Trump igen præsidentposten i USA. Hans første regeringsperiode viste med al tydelighed, at hans politik først og fremmest er transaktional og altså ikke ideologisk baseret.
Hvis en anerkendelse af al-Julani kan have geopolitiske fordele for både Israel og USA, kan en fjernelse af HTS på listen over terrororganisationer og dusøren for at fange al-Julani meget vel blive resultatet.
Om et par uger tiltræder Donald Trump igen præsidentposten i USA. Hans første regeringsperiode viste med al tydelighed, at hans politik først og fremmest er transaktional og altså ikke ideologisk baseret
Kunsten at kurtisere en diktator
Det er formentlig samme europæiske sikkerhedspolitiske overvejelser, der lå bag det nylige statsbesøg af Egyptens præsident Fateh al-Sisi, der trods sin mildest talt kritiske menneskerettighedssituation i hjemlandet blev modtaget af både kongehus og regering samt fik tildelt den danske elefantorden, efterfulgt af pæne lovord om styrkelsen af de nære bånd mellem de to lande.
Om end der formentlig ikke kom deciderede penge i spil, så kan besøget i hvert fald ses som en måde at smøre maskineriet på fra dansk side.
Som EU-land kan det nemlig have sine sikkerhedspolitiske fordele at kurtisere diktatorer, der med lidt sweet talk og pæne politiske rygklap formentlig kan stoppe potentielle migrationsbølger op mod EU’s grænser.
Det er i øvrigt en politisk linje, der ikke er ukendt for EU, som via kontroversielle aftaler gerne har betalt store summer til både Tyrkiet og Libyen for at stoppe migrationsstrømme til EU.
Dertil kan tørre kynikere blot konstatere, at det altså i nogle tilfælde kan betale sig at være på god fod med visse autoritære ledere, alt imens man i skyggen af endnu større autoritære ledere – som Putin – ønsker at sikre sig via en stigende militarisering. Gerne på bekostning af internationale humanitære forpligtelser.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.