BØRN & KØNSDYSFORI // DEBAT – Ligestillingsminister Peter Hummelgaard og regeringen vil lovgive mod “omvendelsesterapi” over for mindreårige. Vi ved fra de engelsksprogede lande, hvad et sådan forbud kan betyde for børn, som har det svært med deres krop og deres køn: Eksperimentel behandling med medicin, der bremser puberteten, bortoperering af bryster, høj risiko for permanent sterilitet. Det er en medicinsk skandale af ufattelige proportioner, som vi stadig kan nå at undgå at importere, og statsministeren kan stadig undgå at pådrage sig ansvaret for irreversible fejlbehandlinger af børn. Det skriver Ole Nørskov i et åbent brev til børnenes statsminister.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kære statsminister
Lørdag den 21. august udsendte Ligestillingsministeriet en pressemeddelelse, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.
En ny undersøgelse, udarbejdet for ligestillingsafdelingen i Beskæftigelsesministeriet, konkluderer at:
“3 pct. af LGBT-personer i Danmark har oplevet, at deres familie – på et eller flere tidspunkter i deres liv – har forsøgt at ”helbrede” dem for deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, enten ved hjælp af en læge, en psykolog/psykiater, en religiøs vejleder, en slægtning eller ven af familien, gennem brug af religiøse/åndelige ritualer eller på andre måder”.
Det er dybt forkasteligt og middelalderligt at forsøge at ”helbrede” bøsser og lesbiske
Denne såkaldte “omvendelsesterapi” er ifølge beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard håbløs og forældet, og derfor vil regeringen nu undersøge muligheden for at lovgive mod det – med den meget vigtige tilføjelse – “over for mindreårige”.
“Ingen skal omvendes fra deres seksualitet eller kønsidentitet, og det sender vi nu et helt klart og tydeligt signal om. Vi skylder de børn og unge, der oplever omvendelsesterapi, at reagere. Derfor handler vi nu,” siger Peter Hummelgaard.
Hvordan behandler vi børn, der har det svært med køn og krop?
Hvis man ser på den meget begrænsede debat, der har været i Folketinget i forbindelse med, at SF sidste år fremsatte et lovforslag om et forbud, centrerer den sig om muslimske og stærkt kristne miljøer og om forsøg på omvendelse af homoseksuelle.
Jeg kender ikke konkrete eksempler fra Danmark, men i udlandet er der stadig mennesker, som åbent agiterer for omvendelsesterapi. Langt de fleste danskere er sikkert enige i, at det er dybt forkasteligt og middelalderligt at forsøge at ”helbrede” bøsser og lesbiske.
Der vil ikke til den tid blive nogen mulighed for at slå ud med armene og sige: “Ingen vidste bedre på det tidspunkt.” For jo – vi ved bedre. Og ansvaret vil være dit
Men ordvalget i Peter Hummelgaards pressemeddelelse er taget direkte fra den transideologiske playbook, og vi ved fra de engelsksprogede lande (USA, Storbritannien, New Zealand), hvad målet er – og hvilke katastrofale konsekvenser, en sådan lovgivning kan få for en række i forvejen sårbare børn og unge.
Den svære diskussion handler ikke om omvendelse af homoseksuelle, men om hvordan vi behandler børn/teenagere, som har det svært med deres køn og deres kroppe.
Ansvaret for børnene er dit
Hvis du, Mette Frederiksen, som børnenes statsminister vælger at gå den vej, Peter Hummelgaard her udstikker, skal du påtage dig ansvaret for de ting, der vil følge.
Regeringen skal være klar til om 10-15 år at undskylde over for og betale erstatning til de mange børn og unge, som vil blive fejlmedicineret, steriliseret og fejlopereret i identitetspolitikkens navn.
Og du får ikke lov at gå ned ad den vej uden fuld viden om, hvad det er, regeringen sætter i gang. Der vil ikke til den tid blive nogen mulighed for at slå ud med armene og sige: “Ingen vidste bedre på det tidspunkt.” For jo – vi ved bedre. Og ansvaret vil være dit.
Tredobling af børn med kønsdysfori på fem år
Vi har gennem de seneste år i den vestlige verden oplevet en eksplosion i antallet af børn og unge, der lider af kønsdysfori. Foreningen LGBT+ Danmark definerer kønsdysfori som ”følelsen af ubehag, der optræder når ens krop, CPR-nummer eller fremtræden ikke stemmer overens med ens egen kønsforståelse”.
Som noget nyt rammer kønsdysfori nu flere piger end drenge. Og som noget nyt rammer det nu ofte først under puberteten. I 2010 blev 138 børn henvist til de britiske sundhedsmyndigheders “Gender Identity Development Service”. I 2020 var tallet steget til 2.383. 1.512 var piger og flertallet 14, 15 eller 16 år.
For bare 15-20 år siden var kønsdysfori en nærmest ukendt sygdom hos piger. Men meget tyder på, at det nu “smitter” på samme måde, som vi tidligere har set det med selvskade, anoreksi og bulimi
I Danmark er antallet af børn under 18 år, som er blevet henvist til Sexologisk Klinik for “udredning vedrørende kønsidentitetsforhold” tredoblet mellem 2015 og 2020 — fra 64 til 191. Flertallet er også herhjemme nu piger (135 i 2020).
For bare 15-20 år siden var kønsdysfori en nærmest ukendt sygdom hos piger. Men meget tyder på, at det nu “smitter” på samme måde, som vi tidligere har set det med selvskade, anoreksi, bulimi og andre psykiske sygdomme. Mange af de ramte har i forvejen andre diagnoser – f.eks. er autisme udbredt i denne gruppe.
Konsekvenser af et forbud?
Det er i den kontekst, Peter Hummelgaard og Ligestillingsministeriets pressemeddelelse skal læses.
I andre lande har LGBTQ+-organisationer længe lobbyet for præcis det forbud, Peter Hummelgaard og regeringen nu vil indføre i Danmark. Nogle steder er det indført – andre steder er det på vej.
Men det betyder samtidig, at det for eksempel i mange amerikanske stater nu er sådan, at terapeuter, psykologer, psykiatere, forældre og pårørende ikke har andet valg end at bekræfte for eksempel en 13-årig pige i, at hun er en dreng, hvis hun selv siger, at hun er det.
Puberteten ændrer ikke kun kroppen, den ændrer også hjernen. Processen er kompleks, og vi ved stadig alt for lidt om de tusindvis af små og store ændringer … vi ved nærmest intet om de langsigtede konsekvenser af ikke at gennemgå en naturlig pubertet
Man kalder det “affirmative therapy” – bekræftende terapi. Kønsdysfori er i denne optik ikke en mental sygdom. Barnet er født i en forkert krop. Det er ikke – som med anorektikere – barnets selvbillede, man skal arbejde med. Man skal omvendt modificere kroppen til at passe til selvbilledet.
Puberteten ændrer menneskers kroppe. Piger udvikler for eksempel bryster og får bredere hofter. Det er derfor sværere for den 13-årige pige at “skifte køn” og faktisk komme til at ligne en mand, hvis hun først gennemgår en naturlig pubertet. Derfor er det næste skridt i bekræftende terapi, at man hjælper pigen til at undgå puberteten.
Transaktivister kalder det en udsættelse – en tænkepause, hvor pigen kan overveje, hvilket køn hun er. Det sker ved at give pigen pubertetsblokerende medicin (stophormoner).
I praksis er der blot ikke tale om nogen tænkepause. Næsten alle de børn, der får pubertetsblokerende medicin, går senere videre til hormonbehandlinger og operationer.
Pubertet er ikke bare kropslige ændringer
Det største problem med denne “bekræftende” tilgang er, at alt tyder på, at hovedparten af de børn, der lider af kønsdysfori, ville finde sig til rette med deres medfødte kroppe, hvis de fik lov til at gennemgå deres pubertet. Læs f.eks. disse artikler: A Follow-Up Study of Boys With Gender Identity Disorder og How many transgender kids grow up to stay trans?
Puberteten ændrer nemlig ikke kun kroppen, den ændrer også hjernen. Processen er kompleks, og vi ved stadig alt for lidt om de tusindvis af små og store ændringer, puberteten medfører.
Der er foreløbig ingen videnskabelig evidens for, at pubertetsblokerende medicin og efterfølgende “kønsskifte” giver mennesker et bedre livsforløb
Og vi ved nærmest intet om de langsigtede konsekvenser af ikke at gennemgå en naturlig pubertet.
Eksperimentel behandling
Pubertetsblokerende medicin har mange bivirkninger og er helt igennem eksperimentel. Men ikke eksperimentel forstået på den måde, at behandlingen udføres som et videnskabeligt forsøg med systematisk og struktureret opfølgning og indsamling af data.
Pubertetsblokkere tildeles simpelt hen i mange lande, som om det var en velafprøvet behandling med kendte konsekvenser; vel at mærke en behandling, som tilsyneladende ikke hjælper de mennesker, der modtager den, til på længere sigt at få et bedre liv.
Det er – som i Danmark – i øvrigt sigende, at retningslinjerne ikke kommer fra Sundhedsministeriet
Der er foreløbig ingen videnskabelig evidens for, at pubertetsblokerende medicin og efterfølgende “kønsskifte” giver mennesker et bedre livsforløb.
Det ofte fremførte argument om, at børnene vil begå selvmord, hvis de ikke skifter køn, er følelsesmæssig afpresning – og tilbagevist mange gange– læs fx: Självmordsrisk används som argument för underlivskirurgi på unga transpersoner saknar stöd.
Radikal eller forsigtig og human tilgang?
Vi har altså to fløje i debatten om kønsdysfori og “transbørn”.
Den ene fløj – den som regeringen, Peter Hummelgaard og børnenes statsminister nu tilhører – siger:
- Kønsdysfori er ikke en mental sygdom, det er kroppen, der er forkert
- Vi skal bekræfte børn i deres selvvalgte kønsidentitet
- Deraf følger (sandsynligvis, hvis vi ser på erfaringer fra udlandet): Vi skal give børn pubertetsblokerende medicin og hjælpe dem til et “kønsskifte”, hvor piger steriliseres af hormonbehandlingen og får brysterne bortopereret.
Den anden fløj – som jeg tilhører – siger:
- Kønsdysfori er en mental sygdom. Symptomerne kan i sjældne tilfælde mildnes gennem en modificering af kroppen. Men som med andre mentale sygdomme bør behandlingen starte med psykologisk terapi.
- Børn skal ikke have irreversibel eksperimentel behandling.
- Piger må naturligvis gerne kalde sig drenge og omvendt, men pubertetsblokerende medicin skal forbydes som “behandling” af kønsdysfori.
- Pubertet er ikke omvendelsesterapi.
Peter Hummelgaard, Ligestillingsministeriet, regeringen og du, Mette Frederiksen, er ikke bare uenige med os. I vil have vores forsigtige og humane tilgang forbudt.
Hvis I vælger ikke at lytte til de kritiske røster, som maner til besindighed, så pådrager I jer et personligt ansvar for hvert eneste fejlbehandlede barn.
Stop medicinsk behandling af kønsdysforiske børn
På Karolinska Universitetssjukhus i Stockholm har man på baggrund af fem års erfaringer med pubertetsblokerende medicin som “behandling” til kønsdysforiske børn nu sagt stop.
“Vi har kommit till en punkt där jag känner att jag måste agera. Vi är i en situation där jag inte är säker på att mina kollegor skulle ställa upp och fortsätta behandla patienter om vi inte först gör en väl genomtänkt studie,” sagde Svante Norgren, temachef för Barn- och kvinnosjukvård på universitetshospitalet, til det svenske tidsskrift Läkartidnigen i maj.
Hvornår er man sikker, Mette Frederiksen? Vil du være den, der ser en 13-årig pige dybt i øjnene og konkluderer: Den er god nok, sæt i gang!
Årsagen? “Det vetenskapliga underlaget för effekten och nyttan av behandlingen har stora brister och att det finns ’en oenighet kring hur man bedömer risk- och nyttoanalysen’”.
Svante Norgren var efter eget udsagn nødt til at finde en vej frem, som ikke efterlader nogen børn “i klemme”. Han lader tvivlen komme børnene til gode.
Ved at sige stop overtræder det stockholmske universitetshospital egentlig de retningslinjer, der blev udstukket af Socialstyrelsen i 2015. Nye retningslinjer er på vej. Det er – som i Danmark – i øvrigt sigende, at retningslinjerne ikke kommer fra Sundhedsministeriet.
Nødvendigt at inddrage flere grupper
Politikken på de her områder bliver typisk vedtaget uden stor debat. De eneste interesseorganisationer, der høres, er LGBTQ+-organisationer, hvis dagsorden er en meget omfattende omlægning af forståelsen af køn på tværs af samfundet. Accepten af eksistensen af “transbørn” – jo flere jo bedre – er et vigtigt skridt på vejen.
At det koster nogle børn meget dyrt, er tilsyneladende ligegyldigt i den store sammenhæng. Modstandere – min fløj – laver ikke foreninger. Vi har mange andre ting at gå op i end kønsideologi, så vi høres ikke.
I lighed med andre nordiske lande har Region Hovedstadens Psykiatri en bekymring for, at denne gruppe af børn og unge, som udredes for kønsidentitetsforhold, køns-/kropsdysfori eventuelt skyldes andre vanskeligheder, så som kropsdysmorfi
Kære Mette Frederiksen – lyt til Svante Norgren. Pubertet er ikke omvendelsesterapi.
Læs også de finske retningslinjer fra Council for Choices in Healthcare, som maner til forsigtighed. Finnerne går ikke så langt som til helt at stoppe med pubertetsblokerende medicin. I tilfælde hvor der ikke er anden underliggende sygdom, og hvor man føler sig sikker på, at kønsdysforien er kommet for at blive, kan man stadig vælge at gå den vej med behandlingen.
Men hvornår er man sikker, Mette Frederiksen? Vil du være den, der ser en 13-årig pige dybt i øjnene og konkluderer: Den er god nok, sæt i gang!
Trivslen på lang sigt
I Danmark deler sagkundskaben de finske bekymringer. Region Hovedstaden formulerer det således i et politikersvar fra 2020:
“I lighed med andre nordiske lande har Region Hovedstadens Psykiatri en bekymring for, at denne gruppe af børn og unge, som udredes for kønsidentitetsforhold, køns-/kropsdysfori eventuelt skyldes andre vanskeligheder, så som kropsdysmorfi (psykisk lidelse, der indebærer en ekstrem optagethed af eget udseende og et forvrænget billede af, hvordan man bør se ud), gryende seksualitet, og generelle identitetsvanskeligheder.
Så ramte puberteten. Intet havde forberedt Keira Bell på, hvor svær en periode det kan være for en pige
På den baggrund kan man være bekymret for om, hormon- og kirurgisk behandling af deres krop har den forventede effekt på deres trivsel. Herunder er det en bekymring om, de på lang sigt får det bedre, eller om de ønsker at vende tilbage til deres fødselstildelte køn (at detransitionere).
Vil du med den viden, kære statsminister, stadig forbyde en tilgang, hvor man ikke uden videre bekræfter et barns kønsforståelse?
I så fald skal du møde Keira Bell.
Keira Bell – en “detrasitioner” fik praksis ændret
UK er forud for Danmark i forhold til de problemer transideologi medfører, og derfor er det interessant at se på udviklingen her. Keira Bell er en af det stigende antal “detransitioners”, mennesker som i deres barndom/tidlige ungdom har fået hormonbehandlinger og kirurgiske indgreb, men som senere fortryder.
Keira Bells historie er værd at læse for alle, som ønsker at forstå, hvorfor nogle teenagepiger pludselig rammes af kønsdysfori. Hendes barndom var ikke lykkelig. Forældrene blev skilt, da hun var fem, og moren sank ned i alkoholisme og var plaget af psykisk sygdom. Faren var ikke til stor hjælp for Keira og hendes søster. Hun var en “tomboy” og kunne bedst lide at lege med drengene. Men hun havde ingen problemer med sin krop og sit køn.
Så ramte puberteten. Intet havde forberedt Keira Bell på, hvor svær en periode det kan være for en pige.
Det fik Keira til at opsøge information om kønsskifte på internettet. Og ret hurtigt konkluderede hun, at det at blive en dreng ville løse alle hendes problemer
Jeg kan ikke forklare det kortere og klarere, end Keira Bell selv gør det:
“A lot of teenagers, especially girls, have a hard time with puberty, but I didn’t know this. I thought I was the only one who hated how my hips and breasts were growing. Then my periods started, and they were disabling. I was often in pain and drained of energy.
Also, I could no longer pass as “one of the boys,” so I lost my community of male friends. But I didn’t feel I really belonged with the girls either. My mother’s alcoholism had gotten so bad that I didn’t want to bring friends home. Eventually, I had no friends to invite. I became more alienated and solitary. I had been moving a lot too, and I had to start over at different schools, which compounded my problems.
By the time I was 14, I was severely depressed and had given up: I stopped going to school; I stopped going outside. I just stayed in my room, avoiding my mother, playing video games, getting lost in my favorite music, and surfing the internet.”
Kønsdysforien var et symptom, ikke årsagen
Der opstod et andet problem. Keira Bell begyndte at føle sig tiltrukket af andre piger. Hun begyndte at overveje, om der var noget galt med hende.
Så en dag spurgte hendes mor “ud af det blå”, om Keira egentlig hellere ville have været en dreng. Det var en ide, hun aldrig selv havde overvejet, men spørgsmålet fik Keira til at opsøge information om kønsskifte på internettet. Og ret hurtigt konkluderede hun, at det at blive en dreng ville løse alle hendes problemer.
Keira blev til Quincy. Men hun blev ikke for alvor til en mand
Ikke længe efter – som 15-årig – blev hun diagnosticeret med kønsdysfori og henvist til Tavistock Institute, som “behandler” børn og unge blandt andet med pubertetsblokerende medicin.
I tilbageblik konkluderer Keira Bell:
“What was really going on was, that I was a girl insecure in my body who had experienced parental abandonment, felt alienated from my peers, suffered from anxiety and depression, and struggled with my sexual orientation.”
Hos Tavistock benytter man ikke “omvendelsesterapi”. Tværtimod. Hvis en teenager vil skifte køn, skal Tavistock nok hjælpe til – hurtigt og effektivt.
Efter en serie “overfladiske samtaler” med “social workers” blev Keira Bell som 16-årig sat på pubertetsblokerende medicin. Som 17-årig påbegyndte hun hormonbehandlinger med testosteron. Som 20-årig fik hun bortopereret begge bryster. (Lad mig i parentes bemærke, at mange påbegynder disse behandlinger tidligere end Keira Bell).
Dommerne afviste helt, at børn under 16 kunne træffe denne type irreversible og potentielt dybt skadelige beslutninger
Keira blev til Quincy. Men hun blev ikke for alvor til en mand.
Det gik ret hurtigt op for hende, at kønsdysforien var et symptom på hendes underliggende elendighed – ikke årsagen til den. Fem år efter hun startede sin “behandling”, valgte hun igen at blive kvinde. Men hun havde betalt en høj pris for fejltagelsen:
“The consequences of what happened to me have been profound: possible infertility, loss of my breasts and inability to breastfeed, atrophied genitals, a permanently changed voice, facial hair. When I was seen at the Tavistock clinic, I had so many issues that it was comforting to think I really had only one that needed solving: I was a male in a female body. But it was the job of the professionals to consider all my co-morbidities, not just to affirm my naïve hope that everything could be solved with hormones and surgery.”
Men “de professionelle” var enige om den type behandling, som Peter Hummelgaard nu er fortaler for: Ingen omvendelsesterapi.
Britiske dommere: Nej, børn kan ikke overskue konsekvenserne
Heldigvis slutter historien om Keira Bell ikke her. For hun rejste en klagesag mod Tavistock and Portman NHS Foundation Trust.
De fleste klagesager i det britiske sundhedssystem afvises rutinemæssigt, men i dette tilfælde mente retssystemet, at der var grund til at se nærmere på, om børn og unge reelt er i stand til at overskue konsekvenserne, når de tilvælger pubertetsblokkere og andre typer af kønsskifte-behandlinger.
Og svaret var det eneste logiske: et rungende nej. Børn kan ikke overskue konsekvenserne. Dommerne afviste helt, at børn under 16 kunne træffe denne type irreversible og potentielt dybt skadelige beslutninger. Retten mente også, at det for ældre børns vedkommende kunne være en god idé at konsultere retten i den enkelte sag. Forældre kan dog stadig træffe valget for deres børn. Tavistock har anket sagen.
Herhjemme har et flertal af medlemmerne af Etisk Råd for nylig anbefalet, at muligheden for juridisk kønsskifte sænkes fra 18 til 12 år. Fra 15 år uden behov for forældrenes tilladelse. Én af begrundelserne lyder: ”at dette er alderen, hvor eventuel behandling med stophormoner ofte vil kunne besluttes og iværksættes.”
Hvis det er svært at springe ud som trans, er det intet at regne mod, hvor svært det er at springe ud som detrans
Det understreger, at Danmark med raketfart er på vej mod de samme problemer, vi ser i udlandet. Børn, hvis spirende seksualitet er rettet mod mennesker af det samme køn (som i tilfældet Keira Bell), vil med disse regler være fristet til eller blive presset til at skifte køn. Og dét er reel omvendelsesterapi.
Kære Mette Frederiksen, ved du, hvad du vil sige til den danske udgave af Keira Bell, som banker på din dør om 10 år og spørger, hvorfor du svigtede hende?
Detrans-stemmer er stadig lavmælte
Amnesty Danmark fremførte for nylig, at et forsvindende lille antal transpersoner fortryder kønsskifte.
Men for det første er det helt nyt, at teenagepiger får kønsdysfori og kommer på pubertetsblokerende medicin. Vi aner ikke, hvor mange der vil fortryde.
For det andet ville det så ikke være bedre at blive helbredt naturligt gennem puberteten end ved livslang medicinering med slemme bivirkninger?
For det tredje er der allerede mange, der har fortrudt i udlandet.
Detransitioners går stille med dørene, fordi de er voldsomt upopulære i det transaktivistiske miljø. Hvis det er svært at springe ud som trans, er det intet at regne mod, hvor svært det er at springe ud som detrans. Flere og flere stemmer lader sig imidlerrid alligevel høre. Du kan for eksempel finde dem hos transgendertrends.com, hvor du også finder yderligere information om begrebet ‘detransition’.
De bedste hilsner
Ole Nørskov
LÆS ALLE INDLÆG I DEBATTEN OM KØNSIDENTITET OG TRANSKØNNETHED
LÆS OLE NØRSKOVS FØRSTE INDLÆG HER
LÆS HELLE JACOBSENS INDLÆG HER
LÆS FREDERIK BOJER BOVES FØRSTE INDLÆG HER
LÆS FREDERIK BOJER BOVES ANDET INDLÆG HER
Topillustration: Det er statsminister Mette Frederiksens ansvar, at børn, der lider af kønsdysfori, ikke fejlbehandles. Børn skal ikke have eksperimentel irreversibel behandling men bør gennemgå puberteten, skriver Ole Nørskov. Foto: Pexels
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
