KØN OG IDENTITET // DUPLIK – Frederik Bojer Bové er ikke overbevist af Søren Stidsens insisteren på “sandheden” i dennes indspark i debatten om kønsopfattelse og begrebet “biologisk køn”. Bové mener, at det er en noget selektiv sandhedsforståelse, der opereres med, og at Stidsen derudover misforstår, at debatten foregår i en medicinsk kontekst.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Siden jeg publicerede mit indlæg “Biologisk køn”: I don’t get it … har det fået over 150 kommentarer på Facebook, en god del af dem ganske nedladende og hånlige. Alene af den grund var jeg glad for at læse Søren Stidsens sobre og afdæmpede modsvar den anden dag.
Jeg er dog alligevel nød til at komme med et svar på hans modsvar. Teksten gør nemlig brug af samme metoder, som en stor del af de øvrige kommentarer, jeg har fået. Derfor føler jeg, det giver mening at respondere med en særlig analyse her.
Selektiv logik
Søren Stidsen citerer henimod slutningen af sit indlæg Kaj Munk: “Aldrig, aldrig, aldrig spørge, om det nytter, bare om det er sandt”. Udover at jeg generelt mener, man skal lade være med at stole alt for meget på Kaj Munk, så vil jeg gerne påpege, at Stidsen ikke selv efterlever dette ideal, hvorfor jeg helt ærligt ikke tager det seriøst.
Stidsen skriver nemlig tidligere: “Vi definerer katte som firbenede pattedyr med haler, selvom vi godt ved, at der er katte, der fødes med tre ben eller uden hale”. Men hvis det reelt ikke er sandt, at katte er firbenede pattedyr med haler, så skulle vi da også lade være med at sige det, hvis vi var Kaj Munk-fanatikere. I stedet bliver vi ved med at sige det, fordi det er en nyttig definition.
Det er denne form for selektive sandheder, der har provokeret mig mest i denne debat. Jeg er ikke selv videnskabsmand, og jeg har helt ærligt, siden jeg publicerede min tekst, siddet og ventet på, at den skulle blive skudt ned via et videnskabeligt skema, der kunne indplacere alle “interkønnede” i de gængse to køn og dermed ødelægge alle mine indvendinger.
Men det er ikke sket. I stedet har jeg set en masse dårlige undskyldninger for ikke at tage sig af det simple faktum, at tankerne om “biologisk køn” ikke formår at dække hele menneskeheden. Søren Stidsens holdning er, at interkønnede mennesker simpelthen ikke har noget køn, og jeg aner ikke, hvad det i praksis skal betyde. Skal de så ikke have noget CPR-nummer? Skal der bygges en tredje slags fængsler til dem? Også selvom de selv fuldt ud identificerer sig som det ene eller det andet?
Mine indvendinger er fortsat simple: Definitionen af “biologisk køn” – som den opstilles af de såkaldte gender criticals, der er hele sagens omdrejningspunkt – er, modsat hvad folk tydeligvis tror, hverken intuitiv, simpel og ej heller dækkende. Den er dårlig videnskab.
Lægeløftet
Jeg vil dog alligevel gerne vende tilbage til det med ikke at tage Kaj Munk seriøst. Kaj Munk var nemlig ikke læge, og det er en fejl at bruge ham som guide til medicinske spørgsmål.
Når en læge er blevet færdiguddannet og afgiver Lægeløftet, så har det intet med Munk at gøre. Ej heller med sandheder. Den unge læge lover:
“at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn”
Man skal gøre, hvad der gavner! Ikke hvad der er sandt. Læger tænker lige præcis på, hvad der nytter, og er vel nok ret ligeglade med, hvad præsten Kaj Munk mente om verden.
Søren Stidsen forsøger at sammenligne transkønnethed med bl.a. anoreksi, men han misser den medicinske forskel.
Som jeg påpegede i mit første indlæg: World Professional Association for Transgender Health har siden 1979 publiceret Standards of Care for the Health of Transsexual, Transgender, and Gender Nonconforming People, og deres konklusion er klar: At bekræfte transkønnede i deres opfattelse af eget køn virker.
Det samme kan ikke siges om anorektikere. Men hvis der var medicinsk støtte til at det gavnede at lade, som om anorektikere led af overvægt, og hvis den behandling ville resultere i, at de havde det godt og levede sundt, jamen, så ville man nok også forsøge den behandling.
Men at bekræfte anorektikere og hypokondere virker ikke. De bliver mere syge af det. At bekræfte transkønnede virker. Ergo er det gavnligt, ergo har læger afgivet løfte om at støtte det.
Behandling
Jeg vil igen godt rose Stidsen for at være fuldstændig ærlig, når han imødegår mine indvendinger om, hvad gender criticals skal gøre ved transmænd, ved at indvende, at “kvinder med kønsdysfori skal slet ikke have testosterontilskud”. Men når han driver sine indvendinger derud, så burde det også være klart, at det er en fuldstændig umulig tanke.
Som nævnt er læger forpligtet på at gøre, hvad der gavner. At give transkønnede hormonbehandling afhjælper deres kønsdysfori. Det er en snart hundrede år gammel idé, der har vundet indpas over tid, fordi den fungerer.
Idéen om, at den medicinske verden skal afholde sig fra at hjælpe transkønnede med en behandling, vi ved, er gavnlig, fordi vi omvendt mener, som Stidsen skriver, at den “forvirrer” folk, som reelt intet som helst har med problemet at gøre, er komplet håbløs. Det kommer aldrig nogensinde til at ske.
Stidsens sammenligning med skattesvindel er komplet misforstået, for skattesvindel er ikke et medicinsk fænomen.
Jeg kan ikke rigtig sige andet end, at Stidsen kæmper en håbløs kamp, hvis han har tænkt sig, at vi skal stoppe hormonbehandling af transkønnede. Det kommer ikke til at ske. Og hvis det er præmissen for at få tankerne om “biologisk køn” til at fungere i praksis, så må det også droppes.
Med andre ord: Biologisk køn virker ikke. Lad os finde på noget andet. Min grundlæggende holdning er fortsat: Lad folk vælge selv. Og når Stidsen efterlyser “et sammenhængende og meningsfuldt alternativ med konkrete definitioner på kønnene”, så gentager jeg mit forslag om at skelne mellem ulige og lige CPR-numre. Det er såmænd også dansk lov, så det er egentlig ikke så radikalt igen.
Selektiv empati
E anden grund til at kommentere på Stidsens indlæg er, som nævnt indledningsvist, at jeg kan se et mønster i de kommentarer, jeg har fået, siden mit indlæg blev offentliggjort. Helt kortfattet kan det opsummeres som et spørgsmål om selektivitet.
Når det handler om at få “biologisk køn” til at fungere, så ses der gennem fingre med de logiske mangler og paradokser, for begrebet giver intuitivt mening for folk, så who cares, om alt teknisk set er 100% korrekt. Her er der ikke videnskabelig stringens, så længe det føles rigtigt.
Men når det derimod handler om transkønnedes dysforiske/inkongruente opfattelse af eget køn, så bliver den biologiske definition pludselig igen behandlet, som om den er ekstremt logisk og videnskabelig, og det bliver ekstremt vigtigt, om transkønnedes syn på eget køn kan kaldes biologisk ‘korrekt’, og det kan på ingen måde betyde noget, at det ville gavne, at vi bekræftede deres personlige opfattelse.
Det er en selektiv og inkonsekvent måde at håndtere logik og paradokser på.
Ligeledes opfatter jeg det efterhånden som, hvad jeg i al stilfærdighed vil kalde for selektiv empati. At folk reelt lider af kønsdysfori, at det er pisseubehageligt, og at det kan afhjælpes ved at bekræfte folk i deres personlige kønsopfattelse, det bliver fejet af bordet. Men til gengæld er der alverdens forståelse for vage idéer om, hvordan det skaber “forvirring” at stille spørgsmålstegn ved biologien.
Nogle menneskers smerter og helbred betyder ingenting. Andre menneskers forvirring betyder alt.
Og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige derudover. Min indsigelse er stadig den samme. Teserne om “biologisk køn” giver ikke nok mening. I debatsporet til min artikel kan folk ikke engang blive enige om, hvorvidt det defineres af kønsceller, kromosomer eller genitalier. Det er en term, som giver intuitivt mening, men som, hvis vi dykker ned i det, forvirrer langt mere, end folk går og tror.
Jeg har vitterlig og uironisk al respekt for at tro på ting, som ikke rigtig giver mening, og som ikke rigtig kan forsvares videnskabeligt. Jeg er jo således også fan af teologi, ligesom Søren Stidsen lader til at være det. Men gender criticals’ idéer om biologisk køn fungerer simpelthen ikke for mig. Og Stidsens selektive sandheder får mig ikke til at skifte mening.
LÆS DEBATTEN MERE OM KØNSIDENTITET & TRANSKØNNETHED
Topillustration: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
