REGERINGEN // ANALYSE – Trods en vanskelig begyndelse peger flere politiske og strategiske forhold på, at den nye S-SF-M-R-regering kan blive mere holdbar end mange forventede. Regeringens evne til at rette op på myndighedsfejl, oppositionens udfordringer og et fælles ønske om at fastholde magten kan vise sig at blive afgørende for dens levetid, vurderer Helle Ib.
Afslutningen på folketingsåret – og indledningen for den nye rød-lilla regering – indikerer, at S-SF-M-R-regeringen kan vise sig overraskende holdbar.
En regering uden et knusende klart fælles projekt og retning. Modstridende politiske interesser; stærke, ærekære personligheder – og en opposition, der ikke agter at gøre livet let for det regerende flertal. Det plejer at ligne opskriften på en konstellation, der hurtigt kan brænde sammen eller må give op.
Alt dette taler for, at den brogede rød-lilla flok gør sig ekstraordinært umage for at undgå, at de kommende år bliver domineret af overgearede interne konflikter eller handlingslammelse
Efter en tumultarisk begyndelse, hvor sexisme-sagen i SF og balladen over finansministerrokaden hos Socialdemokratiet kastede skygger over regeringsdannelsen, synes det rød-lilla flertal alligevel at stå med et bedre afsæt end oppositionen.
Det er på ingen måde sikkert, at alle elementer i det omfattende regeringsgrundlag bliver realiseret. Men en række forhold signalerer, at der i det mindste er skabt et potentiale for at undgå den massive vælgerflugt, som SVM-regeringen i historisk hurtigt tempo blev ramt af.
Den rød-lilla regering vil stille sig på borgerens side
Et af dem handler om attituden i forhold til grove urimeligheder.
Det kan forekomme som en banalitet, men er det ikke i et samfund med komplekse lovgivninger og forvaltningslag: Det kan styrke regeringen, hvis evnen og viljen til at reagere klart og håndfast – og stille sig på borgerens side i indlysende groteske sager – bliver mere konsekvent styrende end tidligere.
Den nye justitsminister Nicolai Wammen (S) har med udskiftning på centrale ledelsesposter i politiet og i Justitsministeriet ryddet op efter en række skandaler, herunder ikke mindst ”vask” af sager, der bare lukkes uden reel efterforskning.
I en anden målestok – men dog retorisk slagkraftigt og indlysende nødvendigt – er den nye skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) gået hårdt i rette med Skattestyrelsen. Det er sket efter afsløring af, at Skattestyrelsen ifølge programmet Operation X i årevis har opkrævet millioner i skat fra borgere, som ifølge politiet ellers er helt uskyldige ofre i sager om identitetstyveri.
”I mine første uger som skatteminister har jeg mødt en række sager, som har levet længe før min ministertid, og som er enormt alvorlige og vidner om, at retssikkerheden i skatteforvaltningen er enormt udfordret,” lød det fra Engel-Schmidt ved et doorstep.
Samme minister har netop stillet i udsigt, at boligejere til næste år vil få tilbagebetalt de strafrenter, som de er blevet opkrævet alene som følge af, at de nye ejendomsvurderinger er blevet forsinkede. Ja, tænk at det overhovedet har fundet sted – at det er borgerne, som skal betale for myndighedernes langsommelighed og det usikre grundlag for skatteopkrævningerne.
Men Vurderingsstyrelsen beskrev for blot en måned siden, at man holder sig til loven: ”Uanset at en boligejer er uden skyld i forsinkede ejendomsvurderinger eller beregning af skatterabatten – og at det kan opleves som urimeligt at blive opkrævet renter som følge heraf – så er der hjemmel til opkrævningen af renterne, og situationerne er forudsat i lovgivningen.”
Disse eksempler er ikke ligegyldige.
At kunne have tillid til myndighederne – og til de øverste politiske chefers evne og vilje til at skride ind, når lovgivning eller håndtering skriger til himlen – kan naturligvis få indflydelse på vælgernes syn på den nye regering.
Især med denne regering kan det blive vitalt, om ministrene har evnen til at rykke og gøre rent bord. Regeringstoppen er jo domineret af politikere, der har været med i årtier, har haft fingrene nede i al væsentlig lovgivning – og dermed også bærer en betydelig del af ansvaret for dét, der ikke fungerer. Evner man ikke at rydde op i egne fejltagelser, bliver det alt for let for oppositionen at slå på, at nye kræfter må til.
Tre grunde til, at regeringen er holdbar
Men derudover taler tre forhold lige nu for, at den rød-lilla regering kan overraske i holdbarhed:
For det første fremstår oppositionen ikke lysende slagkraftig. Venstres formand Troels Lund Poulsen brillerede ikke med karisma og gennemslagskraft, da han i sidste uge skulle udfordre Mette Frederiksen (S) i Folketingets spørgetime. Han skulle lige ”vænne sig” til rollen, forklarede han om en debat, hvor statsministeren kontant og kampklar tværede de fleste forsøg på at angribe den nye regering på udlændingepolitikken ud.
For det andet er såvel regeringsgrundlag som efterfølgende politiske meldinger kendetegnet ved den fleksibilitet, der bliver altafgørende for, om regeringssamarbejdet, inklusive det parlamentariske grundlag, overlever i flere år.
Især i den økonomiske politik er de indbyggede konflikter dybe, og spændvidden i meldingerne enorm. Sammenholdet vil især blive testet, hvis Venstre skal bære økonomiske aftaler igennem – og partiet snedigt og målrettet vil gå efter at gøre maksimal skade på rød blok.
Internt i regeringskonstellationen er der ikke voldsomt meget nyt under solen. SF gentager og fremhæver ønskerne om at gøre op med ”regnearksøkonomien”, det ”ensporede” syn på økonomi, regnemodeller og klassiske, ubehagelige arbejdsudbudsreformer.
Men skåret ind til benet er det centrale, at partiet dog anerkender, at ”pengene skal passe”, og at udgifter uden tvivl skal finansieres, som politisk ordfører Sigurd Agersnap forklarer det til Berlingske.
Og det vil sige helt som vanligt enten gennem råderummet, gennem besparelser eller via nye reformer, der øger arbejdsudbuddet. ”Der skal ikke gambles med statens økonomi,” slår han fast i interviewet, der reelt må få andre dele af regeringen – og Finansministeriet – til at ånde lettet op.
At regeringen og dens ambitioner måske hjælpes på vej af en yderligere opjustering af råderummet engang efter sommer – som det velunderbygget indikeres i denne artikel – kan ligeledes styrke regeringens afsæt og chancen for at mindske ubehagelige opgør og prioriteringer.
For det tredje – og måske vigtigste – er regeringspartierne og Enhedslisten bundet sammen af erfaringen med forskellige roller og visheden om, at magt og indflydelse trods alt er langt bedre end det modsatte.
Regeringsdannelsen har været en skæbnestund for de centrale politikere: Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har fået en fornyet chance for at overleve efter den udsletningstruede position sidste år.
SF må strække sig særdeles langt for at vise, at man mestrer regeringsansvar – også når det bliver svært – og ikke gentage det hændervridende exit som det skete i 2014.
De Radikale bliver næppe det regeringsparti, som kommer til at tiltrække sig mest positiv opmærksomhed. Men for et parti, der af Mette Frederiksen helt blev afskåret fra regeringsdeltagelse i S-formandens første år og senere i 2022 faldt over egne ben i forhandlingerne på Marienborg, er det et altafgørende ryk at være tilbage som regeringsrelevante.
Og har Mette Frederiksen selv et håb om at gå til en interessant, international toppost en dag, er det uden tvivl bedre at kandidere som statsminister end som forhenværende.
Alt dette taler for, at den brogede rød-lilla flok gør sig ekstraordinært umage for at undgå, at de kommende år bliver domineret af overgearede interne konflikter eller handlingslammelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og