TRANSRETTIGHEDER & KØNSIDENTITET // DEBAT – Ole Nørskov negligerer transpersoners stadige kamp for selv basale rettigheder. Dermed underkender han transpersoners levede erfaringer og deres menneskeret til at definere og udleve deres egen kønsidentitet. Det siger Helle Jacobsen, rådgiver på kønsområdet i Amnesty Danmark, i et svar til Nørskovs debatindlæg i POV mandag om ‘transideologi’. Hun opfordrer til, at alle støtter op om transpersoners ret til at leve et frit og værdigt liv.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I sit indlæg Transideologi: Regressiv, misogyn, homofobisk og antividenskabelig, bragt for nylig i POV, forholder journalist Ole Nørskov sig kritisk til det, han betegner som en voksende ’transideologi’, som han mener tilsidesætter videnskab og reducerer kampen for transrettigheder til et spørgsmål om at tilslutte sig et bestemt tankesæt.
Men dermed ser Nørskov helt bort fra den rettighedskamp, som transpersoner – nogle af de mest marginaliserede mennesker i verden – er tvunget til at kæmpe. En kamp for at få adgang til helt basale menneskerettigheder så som adgang til sundhed og lægehjælp, til at bestemme over egen krop samt retten til et liv fri fra diskrimination og vold.
Kampen for transrettigheder
Amnesty Danmark har sammen med transorganisationer i flere år kæmpet for, at transpersoner skulle opnå ret til hormon- og kirurgiske behandlinger i sundhedssystemet uden lange dehumaniserende og ydmygende forløb.
Første skridt var at gøre op med myten om, at transkønnethed er en psykisk lidelse. En lignende kamp fandt sted i 1980’erne – her var der blot tale om at fjerne homoseksualitet fra listen over psykiatriske diagnoser, hvilket heldigvis lykkedes i 2017.
I 2016 udgav Amnesty Danmark en rapport, som kortlagde de udredningsforløb, transpersoner skulle igennem på Sexologisk Klinik for at få lov til at opnå adgang til behandling.
Forestil jer, hvis vi andre på samme måde skulle trækkes rundt i sundhedsmanegen i årevis for at få adgang til behandling, der var afgørende for vores fysiske og psykiske sundhed
Forløbene kunne på dette tidspunkt vare op til otte år. Otte år, hvor danske transpersoner skulle svare på spørgsmål som ”Kan du lide rutsjebaner?” eller ”Tænker du på din mor, når du onanerer?”
Klinikken brugte på daværende tidspunkt spørgeskemaer udviklet i 1960’erne, som var milevidt fra nyeste forskning og procedurer for adgang til behandling i nabolande som Tyskland og Storbritannien – samt meget langt fra den forestilling, vi har om køn, seksualitet og kønsidentitet i samfundet i dag.
Indtil 2016 havde danske transpersoner ikke adgang til at skifte navn og CPR-nummer (juridisk kønsskifte), medmindre de gennemgik medicinsk sterilisering eller kastration – en praksis, Amnesty sidestiller med torturlignende metoder. Amnesty dokumenterede de menneskeretslige konsekvenser af dette i en international rapport, der havde fokus på Danmark og seks andre lande.
Fremskridt, tilbageskridt og lang vej igen
Transpersoner er blandt de mennesker i vores samfund, som oftest lider af depression, angst og selvmordstanker.
Vores sundhedssystem har i årtier modarbejdet deres behov for behandling, stigmatiseret, diskrimineret og sygeliggjort dem samtidig med, at transpersoner stadig ikke kan gå i fred på gaden og jævnligt oplever både verbale og fysiske overfald.
Forestil jer, hvis vi andre på samme måde skulle trækkes rundt i sundhedsmanegen i årevis for at få adgang til behandling, der var afgørende for vores fysiske og psykiske sundhed. Forestil jer, at læger, uden særlig viden om vores sundhedsbehov, skulle afgøre, hvorvidt svarene på nærgående og uvedkommende spørgsmål gav adgang til behandling eller ej.
Sådan så virkeligheden ud for danske transkønnede indtil 2017. Og der er stadig lang vej igen.
Faktisk kender vi slet ikke til danske transpersoner, som har ’fortrudt’
På globalt plan blev der i 2020 dræbt mindst 350 transpersoner – de fleste transkvinder. Det er en stigning fra året før, hvor 330 transpersoner blev dræbt.
På samme tid ser vi alvorlige tilbageskridt for transpersoners rettigheder i flere lande som eksempelvis Ungarn og Polen. En undersøgelse i Storbritannien viste, at der i perioden 2013-2018 var sket en fordobling af antallet af transfobiske hadforbrydelser i forhold til årene før. I USA har 2020 været det mest voldelige år nogensinde for transpersoner.
Fokuseret indsats for unge transpersoner
Lige nu sætter vi i Amnesty Danmark fokus på de helt unge transpersoner. Transbørns adgang til juridisk kønsskifte i Danmark vil forhåbentligt blive første konkrete rettighedssejr på dette område, men vi er ikke i mål endnu.
Regeringen har i flere år lovet at indføre en lov, som giver børn og unge adgang til noget så ufarligt og simpelt som at skifte sit CPR-nummer og navn, men endnu er loven ikke fremsat.
At definere og udleve sin egen kønsidentitet uden diskrimination og vold er en grundlæggende menneskerettighed
Det betyder alverden for disse børn, at der er overensstemmelser mellem, hvordan de ser ud og lever, og hvordan samfundet registrerer dem via deres navn og CPR-nummer. Ikke at skulle frygte stigmatisering, hver gang de skal låne en bog på biblioteket eller vise deres pas på ferie med familien.
Transpersoner fortryder ikke
Nørskov skriver, at der i de engelsksprogede lande er sket en ”eksplosion i antallet af ”transbørn””. Der er rigtignok sket en stigning, men denne kan nok hovedsageligt forklares med, at der, takket være en stor indsats fra trans- og LGBTI+-organisationer, er mere information til rådighed og herved mere viden i sundhedssystemet og i samfundet generelt.
Nørskov skriver, at: ”meget tyder på, at flertallet af disse børn efter en normal pubertet ville finde sig til rette med deres medfødte krop”, men der er reelt tale om et forsvindende lille antal.
Faktisk kender vi slet ikke til danske transpersoner, som har ’fortrudt’. Snak med enhver forælder til et transkønnet barn, og langt størstedelen vil fortælle dig, at deres barn ikke ’føler sig som et køn’ – de ER det køn og har været det siden de var helt små.
Retten til et frit liv uden diskrimination
Kønsidentitet ER et nyt begreb for de fleste af os, og vi skal alle lytte, lære og, hvis ikke forstå, så acceptere transpersoners levede erfaringer. At definere og udleve sin egen kønsidentitet uden diskrimination og vold er en grundlæggende menneskerettighed, som er beskyttet i adskillelige internationale menneskerettighedskonventioner og stadfæstet af blandt andet den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Det er derfor på tide, vi som individer og som samfund støtter op om transpersoners rettigheder
Faktisk er retten til et liv fri fra diskrimination en helt grundlæggende rettighed, som gælder i alle områder af livet: adgangen til bolig, arbejde, sundhed, familieliv og retten til privatliv.
Transpersoner oplever hver dag at få deres grundlæggende rettigheder krænket i hele verden – også i Danmark.
Vi har som mennesker et ansvar for at sikre, at alle grupper i vores samfund kan leve et liv i frihed og værdighed.
Det er derfor på tide, vi som individer og som samfund støtter op om transpersoners rettigheder.
LÆS MERE I POV OM KØNSIDENTITET HER
Topillustration: Regnbueflaget, symbolet på LGBT+ Pride, vajer. Nogle transrettigheder er opnået, men dog bliver transpersoners grundlæggende rettigheder stadig krænket dagligt, også i Danmark, skriver rådgiver for Amnesty Danmark Helle Jacobsen. Foto: Trey Musk, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
