POLITISKE KAMPAGNER // KOMMENTAR – LA’s Du kan godt-kampagne appellerer nok bredere, hvis nogen hører det som en rent terapeutisk opmuntrende appel, men selvfølgelig er kampagnen renlivet ideologi, ikke privatpsykologisk terapi.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Liberal Alliance har lanceret en kampagne under titlen ”Du kan godt”.
I kølvandet har der udspillet sig en pudsig debat, hvor partiet – og Özlem Cekic i Altinget – besvarer kritik med en slags afpolitisering af kampagnen. Den tidligere SF’er Özlem Cekic skriver i Altinget:
”Tirsdag aften så jeg Alex Vanopslaghs video, hvor han på en utrolig sympatisk måde taler det enkelte menneske op og sætter fokus på det personlige ansvar.”
Cekic tolker det som et ubetinget opbyggeligt og ”utrolig sympatisk” budskab, der resonerer med hendes egne erfaringer som mønsterbryder, og som ikke bærer på nogen ideologisk slagside.
Liberal Alliances kampagnechef, Mads Korsholm, skriver på Twitter, i tråd med Cekics afpolitiserende tolkning, at det jo bare er ”en video, der fortæller, at folk godt kan noget. Ikke alt, for det kan ingen. Men noget kan alle, og det skal vi dyrke og opmuntre”.
Altså simpel, positiv psykologi til folket – midt i en valgkamp. Jeg vil vove en anden fortolkning, som tager højde for, at budskabet kommer fra et politisk parti, og ikke fra min private terapeut eller en kursusleder på Drengeakademiet. Jeg antager således – dristigt – at der er en forbindelse mellem partiets kampagne og deres politik.
Det gennemgående mantra i kampagnen er ”Du kan godt”. Her omvendes Obamas berømte slagord fra 2008-valgkampen: ”Yes, we can”. LA forskyder fokus fra fællesskabet til individet, hvilket flugter med partiets ideologiske udgangspunkt og understøtter deres politiske ideer om at reducere det velfærdsstatslige fællesskab til fordel for det foretagsomme individ.
Velfærdsstaten som taberfabrik
I Alex Vanopslaghs monolog i videoen tegnes der en gennemgående modsætning mellem på den ene side at ”tage livet og ansvaret på dig” og på den anden side at ”gøre dig selv til et offer”. Offeret er en, der vil have, ”at alle andre skal løse dine problemer”, eller en, der udnytter, at ”der er politikere nok i det her land, der vil love dig guld og grønne skove, hvis bare du gør dig selv til et ansvarsløst offer”.
Modsætningsfiguren skriver sig ind i en klassisk liberalistisk fortælling om den passiviserende velfærdsstat, der producerer ofre eller med Ole Birk Olesens bogtitel fra 2007: velfærdsstaten som ”Taberfabrik”.
Ser man på LA’s politiske visioner, som de kommer til udtryk i udspillet Fra tryghedsstat til ansvarssamfund, bliver nedprioriteringen af det velfærdsstatstlige fællesskab og begunstigelsen af det driftige individ også synlig. Der skal spares på efterløn, pension og det offentlige, og det skal være dyrere at være organiseret i en fagforening; til gengæld skal der bruges penge på afskaffelse af topskat, flad skat på aktie- og renteindkomst og fjernelse af afgiften på lystbådeforsikringer.
”Vi mennesker vi kan så pokkers meget mere, end vi går og bilder os selv og hinanden ind,” lyder det fra Vanopslagh. De, der arbejder i den offentlige sektor, velfærdsstatens kernetropper, ville helt sikkert få et presserende behov for at kunne pokkers meget mere, hvis LA’s planer blev til virkelighed. Nulvækst og produktivitetsforbedringer på 10 % går næppe sporløst hen over den offentlige sektor.
Direktørfamilien den store vinder
Til gengæld bliver direktørfamilien virkelig tilgodeset. I LA’s eget regneeksempel er direktørfamilien den, der både beløbsmæssigt og i procent af disponibel indkomst får langt, langt den største gevinst af partiets skatteomlægninger. (Beløbsmæssigt får direktørfamilien 280 % mere i gevinst end arbejderparret; i procentdel af indkomst får direktørparret 100 % større gevinst end arbejderparret (se Fra tryghedsstat til ansvarssamfund s. 19)).
Det er muligt, at kampagnen appellerer bredere, hvis nogen kun hører liflige terapeutiske toner i LA’s ”du kan godt”-mantra, men selvfølgelig er der en politisk-ideologisk klangbund i kampagnen, som det er uklogt at se bort fra.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
