FARVEDE REVOLUTIONER // KOMMENTAR – Flere tidligere sovjetrepublikker har i de seneste år været præget af uro og protester. Ifølge samfundsforskeren og forfatteren Aksel V. Carlsen har dette ført til vestlig fejlfortolkning af tingenes tilstand.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når man følger de sidste par dages dramatiske udvikling i den tidligere sovjetrepublik Kasakhstan, har nogle mainstream-medier anvendt begreber som revolution og demokrati. Man har dermed fulgt den herskende trend her i Vesten siden Murens fald i 1989 og opløsningen af Sovjet i 1991.
Den er præget af ønsketænkning og håbet om succesrig eksport af ”vores vestlige værdier”, hvortil knyttes liberalt demokrati og markedsøkonomi – som er blevet antaget som værende universelle. Den slags ønsketænkning præger stadig Vestens politik i forhold til de fleste postsovjetiske lande, selv om den langt fra er blevet indfriet. Bag den ses både klare geopolitiske og økonomiske interesser samt holdningsmæssige problemer.
Man er jo ikke tilhænger af samfundsrevolution i Vesten. Vi har det godt, så hvorfor forandre? Og de venstrekræfter, der stadig har visioner om revolution til fordel for et socialt mere retfærdigt samfund, bliver ofte chikaneret, forfulgt og i hvert fald fortiet. Når det så gælder Øst, er der ikke grænser for Vestens glæde over ”revolutioner”. Selv nok så konservative medier bliver helt revolutionære og udfolder støtte til næsten en hver slags opstand.
Troen på demokrati og markedsøkonomi
De opstande, der har fundet sted i Øst, kaldes ofte ”farvede revolutioner”. Så uklart navnet end er, desto bedre virker det som propaganda. I 1991 var det en fremherskende opfattelse, at der ville blive tale om en gnidningsfri overgang til liberalt demokrati og markedsøkonomi. Og mange – også i Øst – troede på det. I dag indser flere og flere i Vest, at det var for optimistisk.
I Rusland, Georgien, Ukraine, Belarus og Kasakhstan er der stadig nogle, der lever i denne drøm. Men mange oplever, at såkaldt demokrati er ensbetydende med valgsvindel, korruption og dobbeltmoral samt at markedsøkonomi er lig med stor social ulighed. De foretrækker nu lov og orden, og finder mening i religion og national stolthed. Især blandt ældre ser mange mere nuanceret på den sovjetiske fortid med dens sociale tryghed.
Det er bemærkelsesværdigt, at der på ungdommens hitlister i disse lande for et par år siden figurerede en sang af den russiske popstjerne Oleg Gazmanov: ”Jeg er født i Sovjet” (kan minde lidt om Bruce Springsteens sang om USA); og nu – en sang af det russisk-ukrainske band Underwood: ”Jeg vil tilbage til Sovjet”. Den blev nytårsaften fremført på et par tv-kanaler i roots rock-stil. Dette er blot et enkelt symptom på, at den her skitserede drøm bygger på et svagt grundlag.
Ukraines Majdan løb af sporet
Drømmen om ”vestlige værdier” så man tydeligt udfoldet i Ukraines hovedstad Kiev, da landet i løbet af vinteren 2013-14 stod overfor valget mellem at indgå aftaler med EU eller Rusland. Præsident Janukovitj og hans regering var beregnende og uklar. Mange, der siden den ufuldendte, såkaldte orange revolution (2004) havde håbet på trylleløsninger af sociale problemer ved at indgå samarbejde med EU, var skuffede, fordi præsidenten til sidst ombestemte sig og valgte en mere fordelagtig politisk og økonomisk aftale med Rusland.
Det vakte protester i Kiev. Først imod Janukovitjs beslutning, senere kom der krav om indgreb mod oligarker og korruption. I flere uger etablerede en broget protesterende forsamling af folkelige kræfter sig på Majdan i det centrale Kiev. Men lidt efter lidt begyndte velorganiserede højreradikale kræfter – bl.a. Svoboda og Højre Sektor, som begge af Europaparlamentet var blevet betegnet som nynazistiske – at sætte deres præg på forsamlingen.
Imens oligarker blev rigere, valgte millioner af ukrainere at stemme med fødderne og flyttede til Vesten eller Rusland for at arbejde som underbetalte migrantarbejdere
Samtidig med de voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi, førte en selvbestaltet gruppe ukrainske vest-orienterede toppolitikere forhandlinger med EU og USA’s ambassade i Kiev om støtte. Fremtrædende vestlige politikere, som den amerikanske præsidentkandidat John McCain og EU-toppolitikeren Catherine Ashton, mødte op og støttede protesterne åbenlyst. De lod sig fotografere under nynazisternes idol, Stepan Banderas portræt på Majdans hovedscene. Højreradikale grupper med rod i Vestukraine beslaglagde i begyndelsen af februar 2014 et par våbendepoter og bragte våben til Majdan.
Efter nye dramatiske sammenstød indgik Janukovitj et kompromis med den selvbestaltede gruppe, hvor vestlige toppolitikere optrådte som garanter. Man blev enige om en samlingsregering, om nyvalg, og politiet blev fjernet fra Kievs centrum. Men da demonstranterne afviste dette kompromis, greb de velorganiserede militante højrenationalister til våben og stormede præsidentens kontor. Der blev iværksat et statskup ved at afsætte Janukovitj, mens han stadig var i Ukraine.
Der blev etableret en overgangsregering, hvor bl.a. højreradikale kræfter fik plads. Den virkede frem til valget af præsident Poroshenko. Men i mellemtiden havde denne overgangsregering i april 2014 startet en såkaldt anti-terrorkampagne (ATO) med deltagelse af hæren og nationalt-sindede frivillige – imod de østukrainske provinser Donetsk og Luhansk, der ikke accepterede denne overgangsregering. ATO var fra starten ikke rettet mod Rusland, men mod befolkningen i Østukraine og blev dermed til en vedvarende borgerkrig.
Siden da har først Poroshenko, og derpå nuværende præsident Zelenskij, med støtte fra Vesten promoveret deres visioner om at være en del af et demokratisk Europa, om at følge vestlige værdier og at bekæmpe korruption. I praksis er der under begge præsidenter sket tilbageskridt for den brede befolkning. Imens oligarker blev rigere, valgte millioner af ukrainere at stemme med fødderne og flyttede til Vesten eller Rusland for at arbejde som underbetalte migrantarbejdere.
Samtidig er der sket indskrænkning af trykke- og ytringsfriheden. Zelenskijs beslutning i februar 2021 om at lukke tre af den parlamentariske oppositions TV-stationer, blev skarpt kritiseret i en rapport fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder.
Det er nu i mindre grad demokrati og markedsøkonomi, der optager befolkningen. De fleste ønsker social retfærdighed, begrænsning af oligarkernes magt og indsats mod korruption.
Belarus – en vestlig fejltolkning
I 2015 indledte Vesten pludselig en charmeoffensiv over for den hviderussiske præsident Lukashenko – der tidligere blev kaldt ”Europas sidste diktator”. Ændringen kom, da han ikke kunne blive enig med Rusland om gas- og oliepriser.
Straks øjnede et forenet Vesten en taktisk mulighed for at drive kiler mellem Rusland og Belarus, der også hedder Hviderusland. Man ophævede sanktionerne mod Belarus, investerede i hviderussiske organisationer, der drømte om ”vestlige værdier”. Denne vestlige støtte til Lukashenko fortsatte indtil han ved valget 2020 ombestemte sig og atter blev gode venner med Rusland.
Da vælgerne med god grund protesterede over valgsvindel med fredelige demonstrationer, var Vesten hurtig til at betegne det som en folkelig revolution. Næsten alle i Vesten var enige om at udråbe Svetlana Tsikhanovskaja som ”oppositionens leder”. Hun virkede sympatisk og åbenbart passede hendes ordvalg ind i Vestens forhåbninger.
At der var andre oppositionskræfter, der intet ville have med hende og hendes team at gøre, blev i Vesten overset. Og siden har EU og resten af Vesten investeret store beløb i at støtte hende og hendes stab i eksil i modstanden mod Lukashenko. At arbejderklassen i Belarus ikke fulgte hende, ændrede ikke Vestens holdning. I Vesten så man bort fra, at en stor del af befolkningen – trods Lukashenkos grove behandling af demonstranter – ikke havde tillid til Svetlana Tsikhanovskajas paroler om neoliberale reformer og afstand til Rusland.
Toppolitikere og massemedier udpensler monomant et billede af Ruslands krigeriske ondskab, overfor hvilket man fremfører Vestens ord og gerninger i selvretfærdig form som velbalancerede og moralsk uangribelige
Når vores medier i dag en sjælden gang omtaler Belarus, får vi et forenklet billede, der kun bidrager til at opretholde fjendebilleder. Man taler nedsættende om statsoverhovederne Putin og Lukashenko – som bestemt ikke er engle – og anvender kold-krigs-retorik. Dels udpensler toppolitikere og massemedier monomant et billede af Ruslands krigeriske ondskab, overfor hvilket man fremfører Vestens ord og gerninger i selvretfærdig form som velbalancerede og moralsk uangribelige. Og dels er der selve ordvalget med diskutable påstande – ikke blot om ”aggressivitet”, men om ”stigende aggressivitet” og ”oprustning”.
Meget tyder på en vestlig fejltolkning af de såkaldte farvede revolutioner, der i øvrigt ikke ændrede de grundlæggende samfundsforhold til det bedre. Derfor er selve begrebet revolution malplaceret. Men er det muligt at forstå udviklingen i Kasakhstan som andet og mere end en ”farvet revolution”?
Kasakhstan: opstand mod social ulighed og nepotisme
Kasakhstan er rigt på naturressourcer og har økonomisk set haft succes med det, der kan kaldes en blandingsøkonomi – dog med monopoldannelser. Dertil kommer en formel tilpasning til politiske betingelser fremsat af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond.
Det har medført stor social ulighed med fattigdom for de mange og kolossal rigdom for en gruppe forretningsfolk og folk velplaceret i et autoritært system. Demokrati praktiseres formelt med valg, som dog hverken er fri eller fair. Regimet er gennemsyret af korruption og nepotisme – og ikke mindst præget af etniske modsætninger mellem kasakhere indbyrdes, opdelt i tre såkaldte zhuzhy (klaner).
Spydspidsen var – igen som i Ukraines Majdan – militante kræfter, og dertil støtte fra en omfattende kriminel underverden
Oliearbejdernes strejker og protester i Vest-Kasakhstan siden nytår imod fordobling af brændselsprisen fandt så bred støtte i andre byer, at præsident Kasym Tokajev valgte at reagere. Der er i skrivende stund uklarhed om, hvorvidt han faktisk tog et dristigt skridt og afsatte landsfaderen, ex-præsident Nazarbajev fra den nøgleposition denne havde bevaret – eller om denne selv trak sig. Men senere blev også chefen for sikkerhedstjenesten (KNB) og andre højtplacerede Nazarbajev-tilhængere fyret og arresteret. Det skete efter voldelige sammenstød mellem demonstranter og ordensmagten, især i millionbyen Almaty.
I skrivende stund vurderes det bl.a. af kasakhiske eksil-politikere og af ukrainske militæreksperter med kendskab til Kasakhstan, at disse kampe ikke blev iværksat af de folkelige demonstranter, der krævede et totalt opgør med Nazarbajevs korrupte system, men var et led i et komplot mod Tokajev, iværksat af Nazarbajev-tro kræfter bl.a. i KNB.
Spydspidsen var – igen som i Ukraines Majdan – militante kræfter, og dertil støtte fra en omfattende kriminel underverden. De havde plyndret våbenbutikker, politiets og sikkerhedstjenestens våbenarsenaler og – som det fremgår af reportager, der er lagt ud på YouTube – uddelt våben til demonstranter. Så besluttede Tokajev at bede Rusland og andre af landets allierede om støtte. Som det officielt hed: Ikke for at bekæmpe demonstranter, men for at værne om centrale punkter som lufthavn, kosmodromen Bajkonur og officielle bygninger.
Fra den anden side af Atlanten træder Bidens regering nu frem og advarer om, at USA nøje vil kontrollere, at der ikke sker krænkelser osv. Man praktiserer en slags selvjustits ved overfor Centralasien at anvende Atlantpagten/NATO’s ”out-of-area”-koncept, men har ikke åbent erklæret sin støtte hverken til de strejkende oliearbejdere, der i Vest-Kasakhstan er begyndt at etablere et lokalt selvstyre på egne præmisser eller til bestemte grupperinger i en blandet masse af demonstranter i storbyen Almaty.
Tre opstande – ligheder og forskelle
I alle tre lande var der tale om at protesterne skyldtes myndighedernes systemiske fejl, hvilket medførte udenlandsk indblanding fra Øst og Vest. Der var ikke noget sted tale om en samlet, homogen opposition mod en bestemt leder. I selve forløbet kan der peges på flere lighedstegn, men også forskelle.
De institutioner der i alle tre lande blev reageret imod var alle præget af intern splittelse. I Ukraine var der en konflikt mellem Janukovitj og de oligarker, der havde bragt ham til magten. I Kasakhstan opstod der en dobbeltmagt, da den nye præsident Tokajev begyndte at fyre eks-præsident Nazarbajevs folk fra deres topposter. Der var også en splittelse i Belarus, men i meget mindre grad. Med sin enerådighed havde Lukashenko ødelagt muligheden for mange ambitiøse politikere i at få andel i magten. De havde fået erfaring, men ingen reelle beføjelser eller perspektiver.
Eliterne i Ukraine, Kasakhstan og i mindre grad i Belarus var alle tæt knyttet til Vesten. Dér var deres bankkonti, deres faste ejendomme og dér studerede deres børn
Hertil kommer et vigtigt træk: Eliterne i Ukraine, Kasakhstan og i mindre grad i Belarus var alle tæt knyttet til Vesten. Dér var deres bankkonti, deres faste ejendomme og dér studerede deres børn. Denne tilknytning gjorde det muligt for Vesten både at tvinge Ukraines daværende præsident Janukovitj til et kompromis samt at lægge pres på Kasakhstans elite.
Tilsyneladende gjorde det samme sig ikke gældende i Belarus, fordi der kun er få af sådanne eliterepræsentanter. Her var Vesten ellers begyndt at fjerne sine sanktioner kort tid inden protesterne brød ud, så kun få hviderussiske ledere havde haft tid til at anskaffe sig bankkonti, huse og yachter i Europa og USA. Især fraværet af en alvorlig splittelse blandt eliterne førte til, at myndighederne i Belarus straks var i stand til at iværksætte en massiv undertrykkelse af protesterne.
Nationalisme og anti-russiske holdninger
I alle tre tilfælde var der i opstandene indbygget en dyrkelse af lokal nationalisme. Imens de nye ledere af Ukraine blot forsøgte at opbygge et “ikke-Rusland”, så var man i Belarus og Kasakhstan, der begge indgår i et økonomisk og militært integrationssystem med Moskva, i en vis grad bange for en russisk gentagelse af Krim-annekteringen.
Derfor har lederne satset på at skabe en modvægt til russisk kulturindflydelse. Derfor handlede lokale nationalister i alle tre lande på forkant med protesten. De mente, at de gamle ledere, der havde affødt protesterne, ikke var tilstrækkeligt nationalt orienterede.
I Ukraine skyldtes det, at Janukovitj selv var en del af et korrupt netværk, og at han ikke havde opfyldt sine valgløfter. I Belarus havde Lukashenko direkte fornærmet Rusland ved at tage en gruppe russiske borgere (lejesoldater fra Wagner-gruppen) som gidsler.
Internationalt samarbejde og vestlige NGO’er
Både i Ukraine, i Belarus og i Kasakhstan ville magthaverne være venner med alle i Øst og Vest og formulerede en såkaldt ”multi-vektor-politik”. Man vil gerne modtage russiske subsidier (og både Ukraine og Belarus havde også gavn af russisk naturgas, der længe blev leveret til favorable priser), men også have fri bevægelighed for arbejdskraft og varer – og benytte russisk (og i Kasakhstan, russisk-kinesisk) indflydelse som modvægt til USA og EU.
Oprettelsen af disse internationale forbindelser blev ledsaget af en invasion af vestlige NGO’er til de tre lande, som havde en vis succes i at indpode vestlige værdier og pleje pro-vestlige (anti-russiske) nationale kadrer inden for politik, journalistik og civilsamfundets strukturer.
De blev trænet i kommunikation og krisestyring. Især i Ukraine og i Kasakhstan blev der gjort store forberedelser til protestaktionerne med koordinering, etablering af netværk af NGO-kontakter, og offentligheden blev påvirket af vestlige propagandamedier. Ligesom i Ukraine, finansierer eksempelvis det amerikanske National Endowment for Democracy også i Kasakhstan 20 såkaldte civilsamfunds- og regimeskiftprojekter med op til 50.000 USD om året.
Dette sker ikke mindst for at reducere Ruslands indflydelse i Kasakhstan. Nogle af de involverede kasakhiske organisationer har – uden at skilte for meget med det – deltaget i protestarrangementer og antageligvis spiller USA en rolle i kulisserne. USA’s ambassade i Kasakhstan kunne i december komme med detaljer om forestående demonstrationer.
Kommunikationsteknologi og finansiering
Et andet markant fællestræk er demonstranternes udbredte anvendelse af de nye sociale medier til koordinering af deres aktiviteter. I Belarus brugte man Telegram-kanaler der befandt sig i Polen og i tilfældet Kasakhstan brugte nogle oppositionskræfter Kiev som koordinationscenter.
Spørgsmålet er, om vi virkelig sidder fast i en selvretfærdighed og i det, som Gorbatjov kaldte ”Vestens vinderkompleks” efter den kolde krig
Myndighedernes forsøg på at lukke internettet, rammer demonstranternes kommunikation, men begrænser også de regeringsvenlige styrkers og mediernes mulighed for at videregive information om udviklingen til udlandet. Så de vestlige medier kan frit tegne det billede, de finder passende. I alle tre tilfælde var teknologien og finansieringen af protesterne gennem NGO’er omtrent den samme. Finansieringskanalerne er/ var knyttet til udlandet.
I Kasakhstans tilfælde gælder det eksempelvis inddragelse af oppositionspolitikeren, den stenrige forretningsmand Mukhtar Ablyazovs formuer og netværk i England. Men ellers var der tale om kilder i Europa især Polen eller de baltiske lande.
Det er ikke slut endnu
I Kasakhstan er opstanden nu så godt som afsluttet, men i skrivende stund har ingen af de tre opstande ført til lykke og demokrati for den lokale befolkning. Alle tre steder har man opretholdt korrupte og mere eller mindre autoritære regimer. I Ukraine nyder præsident Zelenskij dog stadig Vestens støtte både økonomisk og politisk. Krænkelsen af demokratiske rettigheder spiller ingen rolle, der loves endda ny støtte med våben til den borgerkrig, som egentlig var en indirekte konsekvens af Majdan-oprøret, men som løb af sporet.
I Belarus har Lukashenko slået brutalt ned på de protesterende og har på grund af Vestens holdning valgt at nærme sig Rusland endnu mere.
Om Kasakhstans perspektiv kan der endnu ikke siges meget om indenrigspolitiske ændringer. Men en ting er sikkert. De første ti dage af 2022 har vist, at store dele af befolkningen i dette land ønsker forandring. Spørgsmålet er dog, om magthaverne og befolkningen drager en lære af de to andre landes opstande, der løb af sporet. Udenrigspolitisk fastholdes ønsket om gode relationer til øst og vest, altså en fortsat ”multi-vektorpolitik”, som i øvrigt både Janukovitj i Ukraine og også Lukashenko faktisk havde stået for før diverse opstande. I begge tilfælde valgte Vesten – politikere og medier – dog at fejlfortolke dem.
Midt i den påbegyndte vanskelige dialog over Atlanten og i en situation, hvor de allierede styrker nu er begyndt at trække sig ud af Kasakhstan, tyder meget på, at både USA og Rusland i forhold til Kasakhstan har fejlfortolket og talt forbi hinanden.
Vi kan være skeptiske overfor præsident Putins national-konservative definitioner af en såkaldt ”russisk verden” og hans diskutable påstande om diverse historiske sammenhænge. Men USA’s udenrigsmister er ikke mindre skråsikker, når han i forhold til den aktuelle situation i Kasakhstan udtaler:
”Er Rusland først kommet inden for hos dig, er det til tider meget svært at få dem til at gå.”
Hvis dette er udtryk for Vestens holdning til behovet for fælles sikkerhed og fred, så er spørgsmålet, om vi virkelig sidder fast i en selvretfærdighed og i det, som Gorbatjov kaldte ”Vestens vinderkompleks” efter den kolde krig. Meget tyder på, at den har blokeret for vestlig kritisk selvrefleksion. Gid vi dog kunne drage en konstruktiv og human lære af historien.
Aksel V. Carlsen har bl.a. skrevet bogen ‘Belarus. Hviderusland vil forandring’. Den udkom på Forlaget Solidaritet i september 2021 og kan købes direkte hos forlaget eller på nettet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
