GYMNASIESKOLEN & AI // KRONIK – Det er ikke nok, at gymnasieelever lærer at bruge digitale værktøjer. De skal også kunne undersøge dem, udfordre dem og tage ansvar for det, de skaber med dem. “Digital dannelse opstår ikke ved, at eleverne blot hører om teknologiens muligheder og farer. De må selv arbejde med den og erfare, at digitale valg har konsekvenser,” skriver gymnasielærer Daniel Vognstrup Perez.
Et svar fra en chatbot kan være klart, overbevisende og fuldstændig forkert.
Det ved de fleste af os efterhånden godt. Alligevel er det fristende at stole på svaret, når det står på skærmen, velformuleret og leveret på få sekunder. Det lyder sikkert. Måske passer det også nogenlunde med det, vi allerede tror, vi ved.
Og så går vi videre.
Det er en central dannelsesudfordring ved generativ kunstig intelligens. Teknologien kan tage fejl, og den gør det ofte på en måde, der virker troværdig.
Under overskriften Når AI afgør, hvad vi ved – hvordan sikrer vi adgang til troværdig viden? samlede Lex – Danmarks Nationalleksikon forskere, medier, vidensinstitutioner og politikere til konference i Den Sorte Diamant.
På tværs af oplæggene stod ét spørgsmål centralt: Hvad sker der med vores adgang til viden, når digitale systemer ikke længere blot hjælper os med at finde information, men også vælger, sammenfatter og formulerer den for os?
Eleverne har brug for mere end tekniske færdigheder og traditionel kildekritik. De skal lære at undersøge den digitale kommunikation, de møder, og selv skabe digitale løsninger på en ansvarlig måde.
Det kræver praksis. Ikke bare gode råd.
Adgang til information er ikke det samme som myndighed
Vi har traditionelt talt om fri og lige adgang til viden som et spørgsmål om tilgængelighed. Har borgerne adgang til biblioteker, forskning, statistik, medier og offentlige databaser?
Men i dag kan man have adgang til enorme mængder information uden at vide, hvor den kommer fra, hvorfor netop den er blevet valgt, eller hvad der er sorteret fra undervejs.
Når en chatbot leverer et færdigt svar, bliver vejen til information kortere. Til gengæld bliver kilderne, prioriteringerne og usikkerhederne bag svaret ofte mindre synlige.
Det skaber et nyt skel.
Skellet går ikke længere kun mellem dem, der har adgang til teknologien, og dem, der ikke har. Det går også mellem dem, der kan undersøge og udfordre et digitalt svar, og dem, der er nødt til at tage det for gode varer.
Fri og lige adgang til viden bliver først reel, når mennesker også har kompetencerne til at bruge den myndigt.
Digital dannelse er ikke et promptkursus
Der er en risiko for, at digital dannelse bliver reduceret til endnu et kursus i værktøjer:
Sådan bruger du en chatbot. Sådan skriver du en effektiv prompt. Sådan navigerer du på den nyeste platform.
Det kan være nyttigt. Men det er ikke dannelse.
Digital dannelse handler også om at forstå, hvilke interesser teknologien indgår i, hvilke data den bygger på, og hvordan dens design påvirker os. Eleverne skal kunne spørge, hvorfor et bestemt svar ser ud, som det gør. Hvilke perspektiver bliver fremhævet? Hvilke mangler? Og hvorfor virker nogle svar mere troværdige end andre?
Sprog, billeder, grafik og brugerflader er ikke neutrale. De former vores oplevelse af, hvad der virker sandt, vigtigt og relevant.
Målet er ikke, at eleverne skal være bange for teknologien. De skal kunne handle med den – og sige fra over for den, når det er nødvendigt.
Den evne opstår ikke gennem abstrakte diskussioner alene. Eleverne må arbejde med konkrete problemer og erfare, hvordan deres valg påvirker resultatet. De kan eksempelvis sammenligne svar fra forskellige sprogmodeller, kontrollere centrale påstande og undersøge, hvordan formuleringen af et spørgsmål styrer, hvad der bliver synligt.
Eleverne udvikler den digitale dømmekraft ved selv at afprøve teknologien, opdage dens begrænsninger og overveje konsekvenserne af deres valg.
Kildekritik er stadig vigtig – men den kan ikke stå alene
Eleverne skal fortsat lære klassisk kildekritik. Hvem står bag materialet? Hvornår er det udgivet? Hvad er formålet? Hvilken dokumentation findes der?
Men når information formidles gennem algoritmer og sprogmodeller, må de også undersøge systemet og processen bag svaret.
Kildekritikken skal med andre ord suppleres med systemkritik og proceskritik.
Systemkritik handler om de digitale tjenesters rammer. Hvilken forretningsmodel ligger bag? Hvilke data bliver indsamlet? Hvilket indhold prioriterer systemet? Og hvilke sproglige, kulturelle eller sociale skævheder kan være bygget ind i det?
Proceskritik handler om det konkrete arbejde. Hvilke instruktioner har systemet fået? Hvilke kilder er blevet brugt og kontrolleret? Og hvilke forslag har brugeren accepteret, ændret eller fravalgt?
Et AI-genereret svar er ikke en autoritativ kilde. Det er et genereret kommunikationsprodukt, som skal efterprøves, før det bruges som grundlag for viden.
I en skolehverdag, hvor tiden er knap, og det hurtige svar kun er få sekunder væk, kræver det en bevidst arbejdsform. Dokumentation og refleksion må veje tungere end hastighed.
Man lærer at gennemskue kommunikation ved selv at skabe den
Her har kommunikation og it en særlig styrke.
Faget handler ikke kun om at analysere digitale produkter. Eleverne undersøger kommunikationsproblemer, arbejder med målgrupper, udvikler idéer, designer løsninger og tester dem på virkelige brugere.
Når eleverne selv skal formulere et budskab, vælge et billede eller designe en brugerflade, opdager de hurtigt, at kommunikation aldrig bare er neutral formidling. En overskrift styrer opmærksomheden. Et billede påvirker fortolkningen. En knap kan gøre én handling let og en anden næsten usynlig.
Et forløb kan begynde med, at eleverne undersøger en målgruppes behov gennem interviews, observationer eller spørgeskemaer. Derefter udvikler de en digital prototype og afprøver den på brugere.
Virker løsningen? Er den forståelig og troværdig? Kan mennesker med forskellige forudsætninger bruge den? Forsøger den at oplyse, overtale eller manipulere?
På den måde bliver etik ikke et afsnit, man tilføjer, når produktet allerede er færdigt. Den bliver en del af designprocessen. Eleverne må forholde sig til blandt andet privatliv, ophavsret, repræsentation og tilgængelighed, fordi deres valg påvirker andre mennesker.
Den praksisnære undervisning stiller store faglige krav. Teorien bliver nødvendig, fordi eleverne skal bruge den til at analysere problemer, udvikle løsninger og begrunde deres valg.
AI må ikke blive en genvej uden om læringen
Kunstig intelligens bør hverken mødes med generelle forbud eller ukritisk begejstring.
Eleverne kommer til at bruge teknologien. Mange gør det allerede. Derfor skal skolen lære dem at bruge den åbent, kritisk og fagligt.
Sprogmodeller kan hjælpe med idéudvikling, feedback og bearbejdning af materiale. Men eleverne skal kunne dokumentere, hvordan teknologien er blevet brugt, kontrollere dens oplysninger og forklare deres egne valg.
Det færdige produkt kan ikke længere stå alene som bevis på læring.
En velformuleret tekst fortæller ikke nødvendigvis, hvad eleven selv har forstået. En flot digital løsning viser heller ikke automatisk, hvilke faglige valg eleven har truffet, eller hvilke dele et AI-system har produceret.
Derfor bør eleverne dokumentere centrale dele af arbejdsprocessen og kunne forklare, hvilke AI-forslag de har accepteret, ændret eller afvist. De skal ikke nødvendigvis redegøre for hvert eneste klik, men de skal kunne gøre deres faglige overvejelser synlige.
Eleven skal kunne vurdere resultatet, arbejde videre med det og tage fagligt ansvar for det færdige produkt.
Et fælles ansvar kræver et fagligt anker
Digital dannelse er et fælles ansvar. Hvert fag må forholde sig til, hvordan digitale teknologier påvirker dets viden, metoder og praksis.
Men når alle har ansvaret, kan resultatet let blive, at ingen for alvor tager det.
Hvis digital dannelse skal være andet end en hensigtserklæring, har eleverne brug for steder i undervisningen, hvor de systematisk arbejder med forbindelsen mellem teknologi, kommunikation, information, design og etik.
Her kan kommunikation og it fungere som et fagligt anker og et praksislaboratorium, som andre fag og tværfaglige forløb kan trække på. Faget skal ikke eje den digitale dannelse. Men det kan være med til at sikre, at den bliver omsat til konkret undervisning.
Det særlige er kombinationen af analyse og produktion. Eleverne lærer ikke blot at diskutere digitale teknologiers muligheder og problemer. De skal selv udvikle noget, afprøve det og forholde sig til konsekvenserne.
Dermed bliver digitale kompetencer en del af den moderne almendannelse: evnen til at forstå teknologien, handle kvalificeret med den og tage ansvar for sine valg.
Eleverne skal lære at spørge igen
Regulering, gennemsigtighed og stærke vidensinstitutioner er nødvendige forudsætninger. Eleverne har desuden brug for selv at kunne stille kritiske spørgsmål til de svar, de modtager.
Det afgørende bliver, hvordan vi bruger kunstig intelligens. Nogle vil tage svaret for pålydende; andre vil undersøge det og spørge igen:
Hvor kommer oplysningerne fra? Hvad mangler? Kan påstandene dokumenteres? Hvilke valg ligger bag svaret? Og hvilke konsekvenser får det, hvis jeg bruger eller deler det?
Digital dannelse opstår ikke ved, at eleverne blot hører om teknologiens muligheder og farer. De må selv arbejde med den og erfare, at digitale valg har konsekvenser.
Her viser kommunikation og it sin styrke. Eleverne lærer at bruge digitale værktøjer, at et digitalt svar skal undersøges, at et designvalg påvirker andre, og at teknologien kan bruges, uden at man overlader sin dømmekraft til den.
Digital dannelse hører derfor til selve almendannelsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og