DAGINSTITUTIONER // KRONIK – ”Når ressourcerne er knappe, bliver pædagogisk kvalitet et nulsumsspil. Man må konstant prioritere mellem hensyn, der i princippet burde kunne forenes,” skriver pædagog og cand.mag. Danielle Mercier. Det, der ofte fremstår som faglig uenighed og samarbejdskonflikter mellem kolleger, udspringer i virkeligheden af vilkårene. Derfor er der behov for et fælles sprog for det pres og de dilemmaer, knappe bemandingsressourcer skaber.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De fleste pædagoger kender situationen: En gruppe børn står klar ved lågen. Nogle græder. Andre protesterer højlydt. En tur, som skulle være en god oplevelse, begynder med stress og konflikter. I mange år tænkte jeg, at sådan var det bare.
En dag begyndte jeg at ændre små ting i måden, vi startede turene på. I stedet for at stille børnene op to og to spurgte jeg: ”Hvem vil I gerne holde i hånd med?” Spørgsmålet satte en lille forhandling i gang mellem børnene. Jeg hjalp dem med at finde løsninger.
I den situation udvikler vi forskellige måder at håndtere presset på
Det gjorde en afgørende forskel. Børn, der ellers blev utrygge, deltog mere roligt og engageret. Når jeg blev i situationen, hjalp med at forhandle og gav indhold til ventetiden, ændrede stemningen sig.
Samtidig blev jeg opmærksom på noget andet: Det krævede betydeligt mere energi. Og det var ikke en måde, vi alle arbejdede på – eller var enige om. Det kom let til at føles som uenighed om pædagogik: hvem der ”gjorde nok”, og hvem der trak sig. Jeg begyndte at fornemme, at der var noget mere på spil end selve turen.
Det, jeg ikke så i begyndelsen
Når jeg i dag ser tilbage, kan jeg se, hvorfor det var så svært at ændre praksis – og hvorfor uenighederne opstod. Det hang sammen med arbejdsvilkårene. At gennemføre en tur kræver konstant opmærksomhed på sikkerhed, tempo og overblik. Man er få voksne til mange børn, og arbejdet handler i høj grad om at få forløbet til at hænge sammen. Det tærer på de mentale ressourcer.
I sådanne situationer bliver små pauser nødvendige for overhovedet at kunne holde til arbejdet. De opstår ofte, når børnene er samlet og ”under kontrol” – som ved lågen før afgang. Her kan man et øjeblik trække sig tilbage. Det er ikke manglende vilje, men et vilkår i et arbejde, hvor den opmærksomhed, børnene har brug for, kun delvist kan opretholdes.
Efterhånden genkendte jeg mønstret i mange situationer: måltider, garderobe, aktiviteter og leg. Arbejdet er organiseret omkring tempo og gennemførelse. Det vigtigste er, at dagen hænger sammen. I det tempo bliver de nærværende samspil let det, der må vige.
De spændinger, jeg oplevede, handlede derfor ikke kun om pædagogiske valg, men om vilkår. Når ressourcerne er knappe, må vi prioritere mellem hensyn, der burde kunne forenes: nærvær og fleksibilitet – og samtidig tempo, overblik og sikkerhed.
Samtidig opstår et andet dilemma: mellem at være til stede for børnene og at kunne holde til arbejdet. Vi må fordele vores kræfter – nogle gange ved at trække os, andre gange ved at blive længere, end vi har overskud til. Det er ikke nødvendigvis forskellig faglighed, men forskellige måder at håndtere det samme pres på.
Det, jeg tidligere så som uenighed om pædagogik, begyndte jeg derfor at se som et vilkår: et nulsumsspil, hvor mere opmærksomhed ét sted betyder mindre et andet – enten for børnene eller for én selv.
Når vilkår bliver til forskelle mellem os
Når ressourcerne er knappe, bliver pædagogisk kvalitet et nulsumsspil. Man må konstant prioritere mellem hensyn, der i princippet burde kunne forenes.
I praksis fremstår dette pres sjældent som et spørgsmål om vilkår. I stedet oversættes det til forskelle i faglighed og engagement. Dermed bliver strukturelle begrænsninger til noget, vi oplever som uenighed mellem os.
Samtidig møder vi forståelser af kvalitet, der retter blikket mod den enkelte – kompetencer, metoder og børnesyn. Det gør det nærliggende at forstå strukturelle problemer som individuelle.
I den situation udvikler vi forskellige måder at håndtere presset på. Nogle bliver i samspillet så længe som muligt, også når det tærer. Andre trækker sig for at kunne holde til arbejdet. Begge dele er forsøg på at få hverdagen til at hænge sammen.
Hvis ikke vi får skabt rum for at tale om det – åbent og uden at placere skyld hos hinanden – risikerer vi at reproducere de samme konflikter
Over tid kan disse strategier blive til praksis. Det, der begyndte som nødvendige tilpasninger, kan fremstå som det normale. Dermed risikerer kvalitet at blive reduceret til, hvad der er muligt – frem for hvad der er fagligt ønskværdigt.
Det er også her, konflikterne mellem kolleger opstår. Forskellige måder at håndtere presset på kan komme til at ligne uenighed om pædagogik. I stedet for at rette blikket mod vilkårene, retter vi det mod hinanden.
I en presset hverdag kan kvalitet samtidig forskydes fra proces til resultat: at vi kom på tur, at dagen blev gennemført. Det, der sker i samspillet med børnene, træder i baggrunden.
Hvis vi skal lykkes sammen
Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke længere forstå konflikterne som et spørgsmål om, hvem der havde den rigtige pædagogik. Jeg ser dem som noget, der opstod i et felt, hvor vilkårene gjorde det svært at lykkes – og hvor vi derfor rettede blikket mod hinanden i stedet for mod betingelserne.
I dag ser vi også konsekvensen: Mange pædagoger forlader området – ikke fordi de ikke vil faget, men fordi vilkårene ikke gør det muligt at udøve det. Jeg er selv en af dem.
Faglighed er fortsat afgørende. Men spørgsmålet er, hvad der bliver muligt at udvikle, når det i sig selv er en udfordring at få hverdagen til at hænge sammen. I den situation risikerer vi, at de pædagoger, der er mest optagede af faglig udvikling og børns perspektiver, forlader feltet.
Hvis ikke vi får skabt rum for at tale om det – åbent og uden at placere skyld hos hinanden – risikerer vi at reproducere de samme konflikter. Måske er opgaven derfor ikke først og fremmest at udvikle nye metoder, men at udvikle et fælles sprog for de vilkår, vi arbejder under, og for de dilemmaer, de skaber.
For måske begynder en stærkere pædagogisk faglighed netop dér: ikke i kampen mellem os – men i vores evne til at forstå og forandre de betingelser, vi deler.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og