UDDANNELSESREFORM // KRONIK #2 – Reformer af ungdomsuddannelser har ofte haft store ambitioner, men også store udfordringer. I sin første kronik kritiserede Steen Beck Tesfayes reformudspil og pegede på dets problematiske aspekter. Nu retter han blikket mod løsninger: Hvordan kan reformen justeres, så den bevarer de gode elementer og undgår tidligere fejltagelser?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tesfaye er i gang med at omforme uddannelseslandskabet for ungdomsuddannelserne. Der er ikke meget af det, som vi hidtil har kendt, der lades uberørt tilbage.
Det er noget af et sats, børne- og undervisningsministeren står fadder til med et mere snævert hhx/stx og en ny epx-uddannelse, som lader mange i uddannelsesverdenen tilbage med ubesvarede spørgsmål. Om dette handlede min første kronik, ”Tesfayes uddannelsesreform: Konkret utopi eller diffust fatamorgana?”
I denne kronik vil jeg gå mere konstruktivt til værks: Hvad kan man gøre, som dels fastholder de gode elementer i ministerens udspil og undgår de problematiske aspekter, som der er en del af?
Og hvad skal der til, for at den kommende reform ikke ender i samme problemer som tidligere skolereformer?
Mellem kontinuitet og fornyelse
Selv tror jeg, at man kan gøre det hele mere overskueligt, når man tager udgangspunkt i en respekt for forholdet mellem kontinuitet og fornyelse. Uddannelser med dertil hørende medarbejdere og erfaringer har som udgangspunkt ikke godt af at blive skrottet for så at skulle genopbygges. For meget erfaring går tabt, og har man først gjort lærere gale i skralden, er man ilde stedt, selvom man har nok så mange vidtløftige visioner.
Politikerne bestemmer, men får de ikke lærerne med, bliver situationen vanskelig, og de kan se frem til en ørkenvandring. Så hvad kan man gøre, hvis man vil skabe forståelse ”fra neden” og samtidig have flere uddannelsestilbud ind på ungdomsuddannelsesområdet og i særdeleshed gøre noget for de unge, som ikke synes, at en overvejende boglig uddannelse er noget for dem?
Tesfayes reformproces har indtil videre været præget af teflonbelagt ministeriel retorik og meget lidt plads til kritisk-konstruktive samtaler, der involverer forskere, skolefolk, politikere osv.
Hvad angår hhx og stx, vil det for mig at se være en passende vej at udvikle de skabende og praktiske dimensioner i fagene endnu mere og også pille lidt ved idéen om, at det generelle afgangsgennemsnit fra folkeskolen skal danne grundlag for, hvilken ungdomsuddannelse man tager. Fordi man er god til sprog, behøver man jo ikke at være god til matematik, fordi man er god til fysik og matematik, behøver man ikke at have fået gode karakterer i dansk. Kan man lave et optagelsessystem, som kobler afgangskarakterer fra folkeskolen i bestemte fag og så de fag, der skal være i centrum for ens ungdomsuddannelse?
Måske skal man droppe studieretningsgymnasiet, som i forvejen har kastet flere af de oprindelige idéer bort, og lave mere overordnede optagelseskriterier med udgangspunkt i faglige standpunktskarakterer i bestemte fag og studiesamtaler. For der er vitterligt problemer med for stor faglig spredning i det nuværende gymnasium.
Man kan videreudvikle hf med sammenhængende fagpakker rettet mod både professions- og erhvervsuddannelser og med værksteder og inddragelse af fagkyndige undervisere, der kender til praktikken. Det er i det hele taget en rigtig god idé at udvide uddannelserne med fag og faglige dimensioner, som har retning mod skabende elementer, som viser veje mod, hvad fag kan bruges til.
Dette er visioner, som ikke er så langt fra Tesfayes tanker om mere praksis og professions- erhvervsuddannelsesorientering, men som knytter praksis tæt til fag og fagkombinationer, der også rummer teoretiske, analytiske og almendannende elementer, og som lærere har erfaring med at undervise i.
Og det er lige netop den kobling, vi skal have fat i. Ved at kombinere praktiske dimensioner tættere med de fantastiske fag, som allerede findes på stx og hf, kan man bevare det almendannende element, som indtil videre har stået svagt i epx-konstruktionen. Dette skal gøres samtidig med, at man udvikler fagpakkesporene på hf i en retning, hvor teori og praksis for alvor kan udfolde sig i en vekselvirkning.
En respekt for det, der faktisk fungerer, kan også føre til en mere nænsom behandling af VUC, som er en institutionel konstruktion, der igen og igen er blevet rost for sin evne til at samle elever op, som ellers ikke ville få en viderekvalificerende uddannelse.
Problemet har igen og igen været politiske visioner, som ikke var afstemt i forhold til det muliges kunst, og som har hægtet lærerne af i den vigtige fase
Tesfayes idé om at samle flere uddannelser på samme campus har bestemt noget for sig, ikke bare fordi mange (men ikke alle, sådan som han tror) unge gerne vil have ungdomsmiljø til fælles, men også fordi der i de kommende år vil være synlige udfordringer i forhold til en ungdomsårgang, der bliver mindre, hvilket kan skabe kapacitetsproblemer på uddannelsesinstitutioner i visse områder af landet.
Men der skal være dybere rationaler for bredere campusser end økonomi og festkultur. Hvis man vil skabe et skolemiljø, hvor de unge ikke bare skal finde kærester, men også lære sammen, kunne man organisere sagerne sådan, at elever fra stx, hhx og epx faktisk arbejdede sammen. Fordi der er noget, man ikke er lige god til, er det jo ikke alt, man ikke kan lave sammen, og her tænker jeg ikke på fester, men på interesse- og valgfag på tværs af uddannelserne.
I den forstand bør Tesfaye & Co. tænke mere og ikke mindre ud af boksen. Kreativ skrivning, design og billedkunst, musik og idræt, bæredygtigheds- og udendørsundervisning i tilknytning til fx skolehaver er eksempler på sådanne interessefag.
Herfra hvor vi står
Tesfayes reformproces har indtil videre været præget af teflonbelagt ministeriel retorik og meget lidt plads til kritisk-konstruktive samtaler, der involverer forskere, skolefolk, politikere osv.
Han har konsekvent meldt hus forbi i forhold til alle de gode spørgsmål, han og vi andre burde tænke mere over. Eller også har han sagt, at det må man se på længere fremme, hvilket pudsigt nok betyder, at vi skal til for alvor at tale sammen om reformen, når den er vedtaget.
Det er selvfølgelig fint med oplæg til reform og ministerielle udspil om en retning, og der er efter min mening gode takter i forslaget, men hvor er det rum blevet af, hvor man diskuterer og inddrager de detaljer, som djævelen som bekendt altid gemmer sig i? Dette rum findes sikkert, fx i de politiske forhandlinger partierne imellem. Dem har vi andre som bekendt ikke adgang til – så lige nu sidder jeg og mange andre tilbage med en masse spørgsmål, som vel egentlig burde betragtes som en demokratisk ressource i et samfund, hvor vi taler med hinanden, men som ikke er blevet besvaret og muligvis slet ikke besvares, før reformen i al dens luftighed er fiks og færdig.
Hvad der kan være svært at forstå, er, at de regeringsbærende politikere ikke lærer af deres erfaringer. I stedet maser de på med nye forslag til skolens frelse, som få år efter deres vedtagelse må se sig konfronteret med en virkelighed, som slet ikke svarede til idéerne – hvorefter man kan justere og justere, indtil dette bliver lidt ynkeligt, hvorefter man starter forfra med en ny reform.
Alt sammen peger i retning af, at diskrepansen mellem reformer fra oven og læreres erfaringer fra neden er blevet for stor, og når man ser tilbage på de seneste 20 års uddannelsesreformer, er det ikke just succeserne, der springer i øjnene. Problemet har igen og igen været politiske visioner, som ikke var afstemt i forhold til det muliges kunst, og som har hægtet lærerne af i den vigtige fase, hvor reformerne skulle skabe mening og engagement.
Lige nu ser det ud til, at ministeren er indstillet på at lave en reform med en snæver gruppe af partier
Gymnasiets store reform i 2005, hvor studieretningsgymnasiet blev indført med dertil hørende studieretninger, tværfaglighed fra væg til væg i kraft af almen studieforberedelse og et halvt års grundforløb kom aldrig rigtig på vingerne, fordi lærerne var dårligt klædt på til den, og fordi den rummede luftige visioner om fremtidens globaliserede elever, som stemte dårligt overens med unges faglige formåen.
Resultatet var alt for meget bureaukrati, en gryende faglig trivselskrise og en luftig faglighed, som mange lærere aldrig rigtig gennemskuede visdommen i.
Folkeskolereformen fra 2013 var som bekendt endnu en luftig reform. Med længere skoledage, utallige kompetencemål og bevægelse ville man skabe en motiverende skole, men det hele viste sig at være forbundet med store problemer, og håbløshed bredte sig i lærerstanden (hvilket så også hang sammen med nye arbejdstidsregler, arbejdsgiverlockout og et regeringsindgreb entydigt vendt mod lærerne).
Langt fra forhandlingsbordet til implementering
De to seneste skolereformer havde med andre ord det til fælles, at de byggede på illusioner og aldrig fik tag i lærerne, og for mig at se skal Tesfaye passe på, at han ikke gentager miseren. Som minimum bør han overveje, hvordan han med sin nye reform kan skabe tilslutning og en vis gejst hos dem, der skal implementere hans idéer.
Lige nu ser det ud til, at ministeren er indstillet på at lave en reform med en snæver gruppe af partier, da De Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne har forladt forhandlingsbordet med nogle af de samme overordnede indvendinger, som man kan læse om i denne artikel. Hvad disse partier så tænker om de forslag til forandringer, som præsenteres i denne artikel, står tilbage at blive klogere på.
Hvis der er noget, ungdomsuddannelserne har brug for, er det en gennemtænkt reform med udgangspunkt i et udviklingsarbejde med målrettede forsøg og ægte samtaler om tidens udfordringer
Tilbage ved forhandlingsbordet er SF, Alternativet og Dansk Folkeparti, hvilket ikke er meget og noget af en særegen konstellation. Når vi er fremme ved 2030, hvor reformen skal træde i kraft, er regeringsmagten så sikkert som amen i kirken flyttet nye steder hen, og det kan blive noget af et kaos, hvis partier og folketingspolitikere, som er kritiske i forhold til reformen, skal være dem, der implementerer den. Dette er jo grunden til, at vi normalt foretrækker meget brede uddannelsesreformer.
Jeg vil her minde om dengang i 2005, hvor Bertel Haarder – som havde brugt sin karriere som undervisningsminister til at bekæmpe alt det, der blev udfaldet med gymnasiets 2005-reform – vendte tilbage som undervisningsminister få måneder før dens implementering. Det første, han sagde, var, at den ikke var groet i hans baghave, og efterfølgende fik vi en implementeringsproces, som selv undervisningsministeren var skeptisk i forhold til. Det blev i den grad op ad bakke, og det stimulerede ikke just gymnasielæreres engagement i forhold til den nye reform.
Summa summarum
Der er meget at lære af de foregående reformer. Ret skal være ret: Med sin idé om mere praksislæring har Tesfaye fat i noget med sin kritik af den akademisering af gymnasiet, som 2005- reformen var udtryk for. Det er også godt set, at der skal laves nye tilbud til unge med retning mod erhvervs- og professionsuddannelser.
Men praksis uden teori er dybt problematisk, og at kløve vekselvirkningen i kraft af to uddannelser, som stikker i hver deres retning, er ikke vejen frem, ligesom for snævre erhvervsorienteringer af ungdomsuddannelser kan lukke flere døre, end de åbner. Hvis der er noget, ungdomsuddannelserne har brug for, er det en gennemtænkt reform med udgangspunkt i et udviklingsarbejde med målrettede forsøg og ægte samtaler om tidens udfordringer i forhold til læsekrise, lektieproblemer, motivationstab og behovet for en opdateret lærerrolle i spændingsfeltet mellem tillid og autoritet.
Et sådant udviklingsarbejde var der trods alt i daværende undervisningsminister Margrethe Vestagers udviklingsprogram frem til reformen i 2005 – selvom problemet dengang var, at politikerne ikke lyttede ordentligt efter, da de fik de evalueringer, de havde bedt om. Jeg ved det, for jeg var selv med til at lave en af de store evalueringer af udviklingsprogrammet, hvor vi advarede mod mange af de tiltag, der endte med 2005-reformen. Dette kan man læse om i min nyligt udkomne bog, Gymnasiale veje og vildveje.
Det er pædagogik og didaktik, der kan løse problemerne med en del unges manglende motivation i undervisningen, ikke uklare sorteringsmekanismer, som kan komme til at stigmatisere for mange. Hvor kunne det være skønt, hvis der i de kommende år blev skabt mulighed for, at alle parter, der interesserer sig for gymnasiets fremtid, får mulighed for at diskutere alt dette grundigere. Og at diskussionerne bliver funderet i et seriøst udviklingsarbejde, inden sømmene slås i med en reform, der angiver rammerne for fremtidens uddannelseslandskab.
Såvel stx/hhx-elever som epx-elever kan rigtignok have godt af praksispædagogik og et fokus på skabende elementer i fagene, men praktisk viden om forholdet mellem undervisning og rammebetingelser er sandelig også noget, politikerne kan have brug for, når de konstruerer reformer.
Læs også
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
