
RØDBEDE // MADKLUMME – De sidste rødbeder har også (hoved)ret. Her kommer sæsonens sidste røde rodfrugt i godt selskab med en lækker yoghurtcreme – og så får den et drys pistacie, som på forunderlig vis er blevet trendsetter-nød på den helt løjerlige måde.
Vi er officielt seks dage inde i foråret, og om lidt spirer alt det gode, grønne frem. Faktisk er meget allerede på vej: ramsløgene pisker op af jorden, kålskuddene på de gamle stokke strutter, og min blodsyre står smukt og rødribbet i højbedet.
Og de skvalderkål, som vi senere på sommeren kommer til at bande af, har også kæmpet sig op gennem jordoverfladen og pynter med deres glinsende, limegrønne blade. De er geniale som topping på enhver ret, mens de er helt små, og når de bliver lidt større, ryger de i en pesto, hvor de bidrager med farve og en behagelig skarphed.
Jeg elsker også en klassisk ukrainsk Borsjt, som jeg koger på tykkam eller bov fra mit naturplejekvæg
Men lad os alligevel tage afsked med vinterens rodfrugter på en pæn måde. Nogle af dem bliver hængende lidt endnu – jeg har stadig tonsvis af de uinviterede jordskokker, der har indfundet sig på matriklen.
Den dag hungersnøden rammer, kan man komme her forbi og hente en pose jordskokker. Så løber man heller ikke tør for naturgas bagefter…
Rødbederne må jeg imidlertid på torvet eller i supermarkedet efter – og det bliver en billig tur. For rødbeder er virkelig budgetvenlig mad, og det skal de ikke skamme sig over.

Desuden kan rødbeder bruges til virkelig mange retter. En favorit er Yotam Ottolenghis Hasselback-rødbeder med limesmør, og jeg elsker også en klassisk ukrainsk Borsjt, som jeg koger på tykkam eller bov fra mit naturplejekvæg, rødbeder, løg, gulerødder og kål, smager til med vineddike og serverer med peberrodscremefraiche, persille og godt mørkt brød, krydret med fennikelfrø. Øl og vodka til, klart.
Min rødbederet har været et hit til flere vintermiddage, hvor den har været en fyldig ret ved siden af for eksempel braiserede kalvekæber, en stegt kylling eller sågar en sprød og krydret frilandsflæskesteg.
Så strækker vi også søndagskødet lidt. Men den er også oplagt til grønne middage, for eksempel sammen med flotte ovnbagte kartofler i skiver og en anden fyldig, frisk salat. Og mandag sætter den kulør på madpakken.
Pistacietrend og ørkenfænomener
Retten går ud på, at de trofaste rødbeder bages med krydderier og serveres dekorativt på en creme af yoghurt og tahin – en udødelig kombination i mit køkken.
Krydderiet var i mit tilfælde en blanding, jeg havde fået foræret, men jeg gætter på, at den indeholder salt, røget og sød paprika, lidt spidskommen og chili. Så skal der nødder på – og det kan enten være valnødder eller pistacier. Sidstnævnte får lige et par ord med på vejen.
For ligesom kassebukser, vatterede finanssektorveste eller strikklude i passivt-aggressivt beige rundt om halsen kan være på mode, er der også gået mode i nødder. Og det seneste år har pistacien altså været the hype ifølge internationale trendmagasiner.
Hvis man så køber sine pistacier hos Warfair, der sælger produkter fra krigsramte zoner, så har de da tjent et ekstra formål
Nødden dukker op i caffé latte, i croissanter, blendet ind i Martinis for slet ikke at nævne det kvalmende ørkenfænomen, Dubai-chokoladen, hvor stegt dej, iblandet pistaciecreme, indkapsles i tvivlsom mælkechokolade og sælges for 150 kroner pladen.

Men den jammer holder vi os fra, så lad os bare nyde pistaciens pæne farve oven på de dunkelrøde rødbeder. Og hvis man så køber sine pistacier hos Warfair, der sælger produkter fra krigsramte zoner, så har de da tjent et ekstra formål.
Her kommer den – lidt på slump:
- 1 kg rødbeder
- Olie
- Krydderblanding (f.eks fint salt, røget paprika, sød paprika, løgpulver, lidt spidskommen, chili og lidt sukker)
- Et par spsk granatæblesirup (kan udelades)
- 5 dl græsk yoghurt, 10 %
- 1 dl lys tahin
- 1 lille fed hvidløg
- 1 citron
- 100 gram pistacier eller valnødder
- Persille eller koriander
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 180 grader
- Skræl rødbederne og skær dem i uregelmæssige stykker ved at dreje roden 45 grader for hvert snit
- Kom rødderne på en bageplade, dryp med olie og krydderblanding
- Bag dem cirka 30 minutter. De skal være møre, men ikke splattede
- Rør tahin, yoghurt, saft og skal fra citronen, revet hvidløg og salt efter smag.
- Vend rødbederne med lidt ekstra olie og granatæblesirup
- Fordel yoghurtcremen på en fad og lav en fordybning i midten, hvor du lægger rødbederne
- Drys med nødder og krydderurter og evt lidt ekstra god olivenolie henover yoghurtkanten.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.