MUSIK // ANMELDELSE – Hvis du ikke kender den georgiske komponist Gija Kantjeli, så ligger der en helt særlig verden af musik og venter på dig. Et nyt album udgivet af Naxos præsenterer den sene periode i komponistens virke på overlegen vis gennem tre fabelagtigt gode indspilninger.
Den georgiske komponist Kantjeli er ikke kendt af så mange, så derfor tillader jeg mig indledningsvist at præsentere ham. Han blev født i Tblisi i 1935 og døde samme sted i 2019, også selvom han på det tidspunkt ikke længere levede i sit mødreland.
Efter Murens fald og sammenbruddet af Sovjet flyttede han. Først til Berlin og siden Antwerpen, hvorfra han i sine sidste år oplevede en stigende interesse for sin særegne musik, men kendt, som fx Arvo Pärt der havde en lignende baggrund, blev han aldrig i levende live.
Måske kommer hans tid nu. Måske fordi musikken er noget mere krævende og voldsom i sine virkemidler, som fx i de syv symfonier skrevet mellem 1967 og 1986, hvor især den fjerde med tilnavnet Til mindet om Michelangelo (1974) markerer et skift til et musikalsk sprog, der bærer præg af langsomme, molstemte melodier op mod lydlandskaber i udfordrende, ofte dissonante klangflader, hvor ro bliver forvandlet til uro gennem pludselige crescendi og skærende sammenbrud af det, han har bygget op.
Rodion Sjtjedrin har beskrevet Kantjeli med ordene ’En æstet med en maksimalists temperament; som en indestængt Vesuv.’
Det kan være krævende at lytte til, men udfordringen belønnes ofte med oplevelser af stor skønhed.
Hans russiske kollega Rodion Sjtjedrin (1932-2025) har beskrevet Kantjeli med ordene ’En æstet med en maksimalists temperament; som en indestængt Vesuv.’ Det er slet ikke en tosset karakteristik, for man fornemmer hele tiden denne dobbelte, ja nærmest skizofrene glæde ved at bygge noget stort op for at efterlade det midt i sit klimaks.
Særligt er jeg glad for hans koncert for bratsch og orkester (1989) kendt som Vom Winde beweint. Dette værk udfolder præcis denne vekslen mellem klangflader, crescendi og stilhed på en måde, der tydeligt illustrerer værkets intention. Prøv først at lytte til værket, læs så siden om værkets tilblivelseshistorie – det er ret vildt!
Jeg anbefaler at lytte til førsteindspilningen med Belonogov på bratsch og Moskvas Statslige Symfoniorkester dirigeret af Fedor Glushchenko, men der findes flere rigtigt gode indspilninger!
Det nye album
At lære noget nyt at kende kan godt være udfordrende, og det er derfor vigtigt at finde en god indgang til det, man vil gøre sig fortrolig med. Derfor er jeg ekstra glad for uden tøven at kunne pege på det nye album som en oplagt åbning ind til Kantjelis musik.
Det særlige i hans musik udfoldes først fra slutningen af halvfjerdserne, og alle tre værker på det nye album fra Naxos er skrevet efter 2000. Dertil og oven i købet er de anbragt i kronologisk rækkefølge, så man ud over at opleve musik, der ret tydeligt opererer med disse udviklinger – fra det indestængte over vulkanudbrud til stilhed og dvælende klangflader – også får en fornemmelse af de stærke bånd han har til den georgiske kultur, han er formet af.
Især i det sidste værk, ’Tsutiopeli’ (skrevet samme år som Kantjeli dør), hvor den sungne tekst er et folkloretekst fra Østgeorgien. Titlen er mildt uoversættelig, men betyder noget i retning af Minutland(sby).
Ex contrario
Albummet indledes med værket, som har givet titel til hele udgivelsen. ’Ex contrario’ blev skrevet i 2006 som et bestillingsværk til en musikfestival i Portugal, hvor det blev uropført i en version for to violiner, den samme solistversion som benyttes til denne indspilning.
Oprindeligt skulle de to solistemmer spilles af violin og cello. Pavel Vernikov, som også var med til verdenspremieren, spiller det ene violinparti, og her spiller han mesterligt sammen med Svetlana Makarova.
Især klaveret har en kontrastfuld rolle, som Lera Auerbach på denne indspilning forløser kongenialt. Hendes spil er imponerende, og hvis du ikke kender hende – hverken som solist eller komponist – så er der meget godt i vente!
Deres evne til at samtale gennem instrumenterne er noget af det mest overbevisende, jeg længe har hørt, og Litauens Kammerorkester skaber det fineste lydtæppe bag dem – kombineret med de forprogrammerede lyde fra keyboards, som indimellem skaber de særeste, uheldsvangre klange.
Værket har mange af de kvaliteter, jeg indledte med at opremse, og er uden sammenligning det mest ’klassisk’ Kantjeli-klingende på albummet. Der bygges op og rives ned, der antydes og der mutileres, der anråbes i længselsfulde klange, som rives bort i stilhed.
Middelheim
I midten kommer Middelheim fra 2016/18, og som er en af Kantjelis sidste kompositioner. Værkets titel er aldrig blevet forklaret, men det kunne være en fri fantasi over den skulpturpark, der ligger i Antwerpen ikke langt fra det kvarter, hvor Kantjeli boede fra 1995.
Oprindeligt blev ’Middelheim’ konciperet som klavertrio, men i 2018 (og altså året før han døde) omarbejdede Kantjeli værket til en version for tre solister og strygeorkester. Det er denne version, der er indspillet her, men hvis man er nysgerrig efter at høre det originale værk, så findes der også en fin indspilning af klavertrioen udgivet på selskabet Delos Records.
Det er en smuk afsked, han tager med verden, og denne liveindspilning fra 2021 af værket forløser sortien perfekt!
Selve klavertrio-delen er yderst simpel. Ingen store armbevægelser eller teknisk krævende soli, men til gengæld lange passager, hvor det intime samspil kræver sit. Der er forfinet musik med den for Kantjeli så karakteristiske vekslen mellem dissonante flader og yderst sangbare melodier, og især klaveret har en kontrastfuld rolle, som Lera Auerbach på denne indspilning forløser kongenialt.
Hendes spil er imponerende, og hvis du ikke kender hende – hverken som solist eller komponist – så er der meget godt i vente! Prøv fx at lytte til hendes anden klavertrio Dette spejl har tre ansigter eller hendes 72 engle – in splendore lucis for kor og saxofonkvartet. Men tilbage til Kantjeli og albummet her: Det er også Auerbach, der dirigerer de to første værker, og hun er fuldkommen i sync med musikken. Det er i mine ører den bedste præsentation af georgierens musik, som man kan ønske sig.
Tsutisopeli
Albummets sidste værk er bogstaveligt talt det sidste fra Kantjelis hånd. Han havde indstillet sit komponistvirke i 2018, men fandt trods skrantende helbred kræfter til at skrive en decideret afsked med verden.
Tsutisopeli er et georgisk begreb, der er svært oversætteligt, men som ordret kan betyde noget i retning af Minutland(sby), da sopeli både kan betyde landsby og land. Udtrykket bruges af det georgiske folk på samme måde som fx carpe diem og memento mori.
Værkets tekst synges/messes af en solist og et georgisk kor i den tradition, der går århundreder hvis ikke årtusinder tilbage, og ledsages af to violiner, som kalder og svarer, indtil alle stemmer til sidst forsvinder i et inderligt diminuendo. På denne måde binder Kantjeli en sløjfe på hele sit livsværk, som siden den første symfoni fra 1967 har benyttet sig af folkemusikkens og den georgiske folklorelitteraturs særlige tone, men som først kulminerer i en personlig komponiststemme med den fjerde symfonis fuldblods georgiske og kantjeliske tone.
Det er en smuk, ja, jeg vil gå så langt som til at tilføje forsonende afsked, han tager med verden, og denne liveindspilning fra 2021 af værket forløser sortien perfekt!
ALBUM: EX CONTRARIO
Litauens Kammerorkester (1-2), Rusavi Ensemble (3)
Svetlana Makarova, Pavel Vernikov; violin (1-3)
Jing Zhao; cello (2)
Davit Gvelesiani; stemme (3)
Lera Auerbach; klaver (2)
Dir. Lera Auerbach (1-2)
Naxos, 2026
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og